Videnskab:

ORIENTALISME

Uddrag af: Korstog og jihad? 
Kulturmøder mellem Europa og islam

Politisk og militært var perioden fra o. 1700 og fremefter præget af politisk og militær tilbagegang for muslimer i almindelighed og Det osmanniske Rige i særdeleshed. Fra et europæisk synspunkt var der tale om, at en trussel mod det europæiske territorium og mod europæisk kultur forsvandt.
    Det blev ikke mindst understreget af, at muslimske lande op gennem 1800-tallet blev yderligere trængt tilbage. Det osmanniske Rige i Sydøsteuropa var i store vanskeligheder, briterne satte sig yderligere fast i Indien og slog alle forsøg på oprør ned. Bl.a. blev det såkaldte Sepoy-oprør i 1857 blodigt nedkæmpet. Det gik ud over både hinduer og muslimer.
    I Nordafrika trængte de europæiske magter frem i Sudan, Egypten, Algeriet, Tunesien og Marokko. Overalt var islam på tilbagetog over for europæerne, og mod slutningen af 1800-tallet havde europæiske lande erobret stort set alle muslimske stater, bortset fra Afghanistan, Iran og altså delvist Det osmanniske rige.

Reaktionerne i muslimske lande
I de muslimske lande gav situationen anledning til mange overvejelser. Nogle mente, at redningen måtte være, at man efterlignede de europæiske magter og deres kultur. Derfor blev nogle unge mennesker fra bl.a. Egypten sendt til europæiske universiteter for at uddanne sig.
    Andre mente, at det var en forkert vej at slå ind på. De mente, at muslimerne selv måtte reagere. I nogle tilfælde politisk og militært: Det viste sig fx i Algeriet, hvor det i midten af 1800-tallet kom til et indfødt oprør mod de franske erobrere med jihad som det middel, der blev brugt mod franskmændene.
    Også andre steder opstod der jihad-bevægelser, bl.a. i Sudan, hvor en muslimsk oprører mod de britiske erobrere, Muhammed Ahman i 1991 erklærede sig selv om al-mahdi, der betyder "den retledte". I muslimsk tradition vil en sådan al-mahdi vise sig før verdens undergang og sikre, at alt går retfærdigt til. Men den europæiske militærteknologiske overlegenhed var for stor.
    Islamiske forsøg på at modvirke tilbagegangen viste sig også på andre områder: Under 1. Verdenskrig arbejdede nogle arabiske fyrster sammen med modstanderne af Det osmanniske Rige. Det var ganske vist samarbejde med europæiske, kristne magter mod et muslimsk styre, men det understreger blot, at også på det tidspunkt var de lige så absurd at tale om en homogen muslimsk verden som at tale om én kristen verden.
    Arabiske fyrster arbejdede sammen med bl.a. den berømte englænder Lawrence of Arabia og var med til at afgøre 1. Verdenskrig i Mellemøsten. De indgik aftaler om oprettelse af arabiske stater i området, men efter krigen opdagede de, at briternes løfter til dem have været mere eller mindre på skrømt. Briterne havde også givet løfter til jøderne om land i området, men hvad der viste sig at være det mest oprørende fra et arabisk, muslimsk synspunkt: briterne og franskmændene havde lavet hemmelige, indbyrdes aftaler om at dele Mellemøsten mellem sig.
    I Det osmanniske rige forsøgte man at tage ved lære af Europa ved at lave en adskillelse mellem stat og religion. Der kom et såkaldt Ungtyrkisk oprør i 1908 under ledelse af Kemal Atatürk, men det blev først efter 1. Verdenskrig, at denne adskillelse slog igennem og den sekulære tyrkiske stat blev dannet.

Åndelige modforholdsregler
Ud over den politiske og militære reaktion kom der også en åndelig. Hidtil havde muslimer på mange måder følt sig overlegne over for den kristne, europæiske kultur. Men nu kunne enhver se, at islam var på tilbagetog, og derfor måtte man finde frem til forklaringer på, at det var gået så galt. Der kom fornyede studier af Koranen og Muhammeds sunna, de sædvaner, som man kunne udlede af hans gerninger, med henblik på at få afklaret, hvad der var rigtig muslimsk rettroenhed, ortodoksi - fundamentalisme ville vi nok kalde det i dag - som på den ene side vendte sig mod udøverne af islam selv: For mange havde svigtet den rette lære ved ikke at leve efter Koranens og Sunnaens forskrifter.
    På den anden side blev bebrejdelserne også vendt mod den europæiske indflydelse: Den rette lære blev undergravet af de indtrængende europæere, men også af de muslimer, som forsøgte at efterligne, hvad de ortodokse opfattede som vranglæren fra de fremmede.

Europæiske reaktioner
I mange europæiske lande betød især Det osmanniske Riges tilbagegang, at politikere, militær- og handelsfolk og eventyrerne fik blod på tanden. Allerede i 1700-tallet havde der været europæiske opdagelsesrejsende i muslimske områder, men i 1800-tallet foregik en europæisk erobring, begyndende med Napoleons togt til Egypten i slutningen af 1700-tallet. Slutningen af århundredet er blevet kaldt imperialismens tidsalder, hvor europæiske stormagter stort set delte hele verden mellem sig. Den muslimske verden gik ikke fri.

Mentale ændringer
Det faktum, at islamiske og andre "indfødte" lande efterhånden blev undertvunget af europæerne, bevirkede, at europæerne mere og mere kom til at føle sig som verdens absolut suveræne folk. Ikke alene militært og politisk, men også mentalt.
    Opfattelsen af muslimer var, at de var voldelige, dekadente og moralsk tilbagestående. De blev fremstillet som beskidte og støjende i deres adfærd, og deres mystiske, religiøse ritualer og deres vilde danse blev set som tegn på deres primitive kulturelle stade. Islam havde formørket deres sind, og de kunne aldrig komme op på det høje kulturelle niveau, som var karakteristisk for europæerne.
    Det var ikke kun den folkelige opfattelse. Også blandt intellektuelle opstod der en særlig retning ved universiteterne: orientalismen. Den blev et specialiseret studium af muslimske lande, deres kultur, historie, sprog og religion, og der blev indsamlet meget store mængder af materiale. De fleste af denne videnskabelige retnings udøvere var mildt sagt skeptiske over for islam. Dels anså de religionen for at udgøre en sammenhængende forklaring på alle forhold i muslimske områder, dels for at være selve forklaringen på disse områders tilbageståenhed, og dermed var de også med til at  retfærdiggøre det europæiske koloniherredømme. Opfattelsen var, at hvis disse tilbagestående mennesker overhovedet skulle have mulighed for at udvikle sig, måtte europæerne hjælpe dem, og det måtte bl.a. ske ved at forsøge at vriste dem ud af religionens kvælertag.
    På den anden side var der også i Europa en kolossal fascination af alt det fremmedartede og mystiske i de muslimske lande. På den ene side altså snavset, volden og de vilde danse; på en anden side også det pirrende, ikke mindst på det seksuelle område. I Europa, bl.a. i det victorianske Storbritannien, fejede man seksualiteten ind under gulvtæpperne, men så var der jo en mulighed for at beskæftige sig med netop dette, når man gik uden for Europas grænser. Hvad foregik der ikke bag haremmets lukkede døre? Alle disse eunukker (kastrerede oppassere af haremskvinderne), mavedansere, blodtørstige krigere med krumsabler, farvede og hvide, kyske - eller måske lidenskabelige? - haremsdamer satte fantasierne i sving hos de europæiske mænd og fremtvang gys, rædsel (og måske pikant fascination?) hos kvinderne.
    Man kan se det af den store interesse, der opstod i 1800-tallet i Europa. en del mennesker begyndte at gå med fez, bl.a. lod den danske konge Frederik d. 7 sig meget ofte portrættere med en sådan hovedbeklædning.
    Allerede i 1700-tallet var 1001 Nats eventyr blevet oversat til de fleste europæiske sprog, bl.a. til dansk. De gav stor inspiration også til danske digtere.
    Oehlenschläger skrev således skuespillet om Aladdin. Han skrev selv om sin inspirationskilde: "Jeg greb med guddommelig Ild og Begeistring en af "Tusinde og een Nats" skiønneste Fortællinger; og den naturlige Liighed, som dette Eventyr havde med mine Livsforhold, gav maaskee det Hele noget Naivt og Eget, som forstærkede Virkningen." Stykket blev en succes og er et af dansk litteraturs hovedværker. B. S. Ingemann skrev en novelle, Araberen i Constantinobel, og August Bournonville lavede en ballet, som stadig opføres, Abdallah. Også H. C. Andersen blev inspireret af det forunderligt fremmede og dragende: Han skrev dramaet Maurerpigen, hvis handling er henlagt til Andalusien. Senere opførtes i København et stykke af Erik Bøgh, hvori en kalif går på opdagelse i den danske hovedstad, og naturligvis har svært ved at forholde sig til de kloge danskere, som på deres side finder kaliffen lidt underlig, men også ganske interessant.

Tivoli som eksempel
Et andet eksempel på den islamiske fascination findes man i Tivoli i København. Grundlæggeren, Georg Carstensen, var født i Algeriet og havde her og på sine senere rejser selv mødt orientens mysterier. Han begyndte i 1830'erne at arrangere udendørs fester med orientalske lamper og fyrværkeri, og tilslutningen til disse gav ham blod på tanden.
    Da han fik chancen i 1843 åbnede han en have midt i København og kaldte den Tivoli. Den muslimske byggestil slog stærkt igennem i mange af bygningerne. Koncertsalen var, som det hed i en samtidig avisomtale, "særdeles smagfuldt dekoreret i tyrkisk Stil", og der blev opført en basar, et tyrkisk bad, en tyrkisk kiosk, og en af restauranterne fik det arabiske navn: divan.
    I koncertsalen spillede man musik af : H.C. Lumbye, som bl.a. komponerede en Tivoli Basar Tsching-Tsching Polka. Den sidste titel afslører et træk i "orientalisme-fascinationen": Man skelnede ikke mellem islam og østen. Og ikke mellem det, vi i dag kalder mellem- og fjernøsten. Derfor var der ofte tale om sammenblanding mellem arabere og kinesere, hvilket bl.a. kan ses i Tivoli, hvor man ved siden af de arabiske elementer i bygningerne også havde fjernøstlige, fx. det kinesiske tårn.
    Senere i århundredet kom der yderligere orientalske indslag i havens sortiment. I 1892 og 1897 var der besøg af en karavane af beduiner, som man kunne møde på tre lokaliteter i haven: En arabisk café, en beduinlejr og en landsby. Senere kom eksotiske udenlandske indslag som "Mahdiens krigere".

© Henrik Skovgaard Nielsen     

Litteratur:

Folsach, Brigitte von:
        I Halvmånens skær. eksempler på skildringer af Den Nære Orient
        i dansk kunst og litteratur omkring 1800-1875.
        Davids Samling 1996.

Folsach, Kjeld von (red.):
        Den Arabiske Rejse. 
        Danske forbindelser med den islamiske verden gennem 1000 år.
        Forhistorisk Museum Moesgård, 1996.

Nielsen, Henrik Skovgaard:
        Korstog og jihad? Kulturmøder mellem Europa og islam.
        Gads Forlag 1998.

Islam i europæisk litteratur: 
        Dante Alighieri, Johann Wolfgang von Goethe, Karen Blixen, 
        Ludvig Holberg m.fl.