Historie:

DEN HELLIGE KRIG OM 
DET HELLIGE LAND

Af Ole Fenger

"Gud vil det!" Med dette begejstrede råb besvarede en skare af kristne riddere en opfordring til hellig krig fremsat af pave Urban II. Det skete for 900 år siden, i slutningen af 1095, og stedet var det franske bispesæde Clermont i Auvergne. Opfordringen var resultatet af et stort bispemøde i denne by, indkaldt på pavens initiativ i et forsøg på at løse nogle alvorlige problemer, som længe havde forstyrret freden i den vesteuropæiske del af kristenheden. Årsagen var idelige krige imellem magtfulde riddere, der rådede over egne hære. Det betød plyndringer på stribe til skade for kirken og de svage.
    For at få dem på andre tanker havde paven igen og igen peget på den islamiske trussel og især lagt vægt på de lidelser, som kristne i den nære Orient måtte udstå under deres flugt fra tyrkernes overgreb og massakrer. Allerede i 637 var den hellige by Jerusalem blevet erobret af araberne, som nu truede de øvrige kristne besiddelser og blandt dem kejserstaden Konstantinopel. Flygtninge havde malende beskrevet de grusomheder, som var overgået kristne præster, kvinder og pilgrimme. Kirker blev gjort til moskéer, endog til stalde, og de hellige steder blev vanæret.
    Noget måtte der gøres for at hjælpe de kristne trosfæller i Orienten ved at fordrive de vantro og befri Kristi grav.
    Derfor pavens opfordring til retfærdig og hellig krig i Guds navn. I vore dage fremstilles "hellig krig" ofte som en islamisk opfindelse. Men historisk opstod begrebet i jødernes opfattelse af Gud som krigsgud, og i Islam formedes begrebet ved en blanding af lignende idéer og jødisk-kristne martyrforestillinger. Det sidste træk dominerede endnu Muhammeds forkyndelse.
    Under Islams ekspansion fra 8.-12. århundrede udformedes "hellig krig" (arabisk djihad, egentlig kun "anstrengelse") til en forskrift om muslimers pligt til udbredelse af Islam blandt vantro. Ligheden med den kristne missionsbefaling (Mattæus 28,19) er jo ikke fjern. "Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn." "Gott mit uns" stod der på Hitlers værnemagts-soldaters bæltespænder. Gud med os, hellig krig!

Pave Urbans budskab om hellig krig fængede, og en fanatisk begejstring bredte sig fra Clermont til hele det sydlige Frankrig. Alle de riddere, der stemte for, fik syet et kors på dragten og blev dermed korsfarere. Paven fastsatte korstogets afgang til den 15. august 1096, fra Puy, syd for Clermont. Han indsatte en biskop som leder af hærene. Første stop var Konstantinopel, hvor nogle pilgrimme ville slutte sig til toget. Egentlig var det ikke meningen, at disse "folkepilgrimme" skulle med, men propagandaen for korstoget havde været for effektiv. Selvom paven forbød, at ikke-våbenføre mænd og gejstlige deltog, så troppede de bare op fra hele Nordfrankrig og Tyskland - ifølge samtidige beretninger i et samlet antal af 60.000 fattige, som undervejs forenede den religiøse begejstring med grove jødeforfølgelser.
    Anført af en fanatisk Peter Eneboer nåede skaren frem til Konstantinopel den 1. august 1096. Da var ridderne endnu ikke draget hjemmefra! Kejseren, Alexis, sørgede for skibe, så de ustyrlige pilgrimme kom over Bosporus og udenom Konstantinopel. De slog lejr tæt ved nogle bjerge uden at vide, at disse var erobret af tyrkerne, som angreb lejren og massakrerede de afmægtige pilgrimme.
    Omsider ankom ridderhærene en for en. Om fælles ledelse var der dyb uenighed, men over Bosporus kom man, og så trængte man frem i den muslimske verden. Tyrkerne kom i det lange løb til kort imod ridderne, som omsider kunne belejre Jerusalem. Men det varede ni lange måneder, før byen faldt, og imens gjorde kulde, sult og sygdomme det af med flertallet af korsridderne.
    Efter erobringen fulgte et uhyggeligt blodbad. Ridderhæren nedslagtede alle muslimer og jøder i byen, kvinder og børn og gamle iberegnet. På længere sigt betød denne massakre, at muslimer ikke følte nogen forpligtelse til at skåne kristne krigsfanger.
    Korsfarerne havde, da de "tog korset", svoret, at Jerusalem skulle befries. Så da det var sket, drog de fleste hjem. Tilbage i Jerusalem blev kun ca. 200 riddere og 100 mand fodfolk. De havde intet kunnet stille op over for et muslimsk angreb. Men det skulle lade vente på sig.
    Jerusalem var ikke det eneste korsfarerrige, der var i alt fire i det østlige middelhavsområde. Karakteristisk for dem var, at eksistensen af den fælles muslimske fjende ikke skabte enighed og sammenhold imellem dem. Under- eller indordnelse hørte ikke til riddernes dyder.

Da blev den berømte Saladin (1138-93) sultan over Egypten, Syrien og Mesopotamien. Han synes at have været en spændende person. Han havde studeret videnskab i Damaskus og udviste som sultan en så usædvanlig tolerance over for ikke-muslimer, at han blev respekteret i Europa.
    Men korsfarerne kunne ikke leve med freden og overholdt ikke de med Saladin indgåede traktater, så i 1187 kom det til et samlet opgør, som betød de kristne rigers totale sammenbrud og Jerusalems fald.
    Efter sejren nærede Saladin intet had til de kristne, som tværtimod fik fri adgang til deres hellige steder, Jerusalem og Bethlehem. Omvendt fik muslimer ifølge traktat med Konstantinopel ret til ophold og egen gudstjeneste dér. At den første moské i Rom er blevet tilladt af paven og indviet i 1995 kan nævnes i den forbindelse.
    Nye korstog fulgte, men krigslykken fulgte ikke de splittede og egenrådige korsriddere. Hvad der startede som hellig krig i 1095, sluttede som en række uheldige krigstog med et mislykket angreb på Egypten som punktum i 1365.
    Trods striben af fiaskoer i de kristnes hellige krige fik en mere fredelig kontakt med Islam en positiv og varig betydning for Vesteuropa, kulturelt og videnskabeligt. Den muslimske lærdom overgik på alle punkter den vesteuropæiske i middelalderen. Når højskole- og aftenkursuselever, unge og ældre, i disse år strømmer til foredrag om vor vestlige kultur og dens værdigrundlag, glemmer man at fortælle dem, at uden arabernes lærdom havde vi ikke haft den viden inden for filosofi, politik, digtekunst, lægevidenskab, matematik, geometri, astronomi osv., som grækerne præsterede i de fire århundreder før Kristi fødsel. Simpelthen fordi disse grene af græsk kultur og videnskab blev studeret af, og afskrevet og udviklet af arabiske lærde. I 12. og 13. århundrede eksporteredes denne hellenistisk-arabiske kulturskat via de arabiske riger på Sicilien og i Spanien til videbegærlige lærde ved de nye universiteter i Italien og Frankrig, hvor det græske sprog for længst var gået i glemmebogen.
    Hvis og hvis, men hvorledes havde Vestens verdslige kultur været rimpet sammen uden grækerne? Bevares, kirken og romerretten - men alligevel!

Vi korser os over muslimsk djihad, muslimsk hellig krig, og forfærdes over drab på uskyldige voksne og børn forårsaget af barbarisk bombeterror. Men taler vi om islamisk terror, må vi ikke glemme, at der i intet århundrede overhovedet er dræbt så mange uskyldige som af europæere i Europa i det 20. århundrede. Som følge af fundamentalisme, integrisme, ekstremisme, fanatisme - det ukære barn har også mange navne. Inden vi starter endnu en hellig krig, må vi ikke glemme jødeforfølgelser under Anden Verdenskrig, årtiers krig i Nordirland - imellem "kristne", etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien og ekstremisters overgreb imod flygtninge og indvandrere osv.
    Vi i Vesten har uden større held bestræbt os for til andre folk at eksportere vore hellige køer, "staten" og "demokratiet", men økonomien, fedekalven, har vi ikke villet dele med dem.
    I år kan vi passende mindes, at det er 900 år siden, Europa begyndte at eksportere ikke blot kristendom men også sociale og økonomiske problemer ud af bagdøren. Når Gud ville det, og man til gengæld kunne få fordele med hjem, var korstogenes idé oplagt. Skal vi i Europa feje for vor egen dør, skal det være med den store kost.

© Ole Fenger   

Ole Fenger er professor, dr. jur. ved Aarhus Universitet. Denne artikel har tidligere været offentliggjort i JYLLANDS-POSTEN den 16. dec. 1995 og gengives her med forfatterens tilladelse.

Litteratur:

CLAUSEN, Bente: 
        Vold og fromhed forenedes i korstogene. KRISTELIGT DAGBLAD 20. december 1999.

EVERSBUSCH, Chr. Nicholas:
        * Den krigeriske vantro. KRISTELIGT DAGBLAD 16. september 1999.
        * De ædle korsriddere. WEEKENDAVISEN 16.-22. juli 1999.

FREDERIKSEN, Jack & SEERUP, Christian:
        Plyndringstogt i Guds navn. KRISTELIGT DAGBLAD 19. oktober 1998.

HANNESTAD, Knud: 
        Korstogene. Et møde mellem to kulturer. København 1963.

JENSEN, Kirsten Grubb: 
        De hellige korstog. KRISTELIGT DAGBLAD 23. april 1999.

LABELLE, G.G.: 
        Den bitre arv efter korsfarerne. KRISTELIGT DAGBLAD 1. juni 1996.

MAALOUF, Amin: 
        Korstogene som araberne ser dem. København 1997.

MIKKELSEN, Morten: 
        * Den hellige krig. KRISTELIGT DAGBLAD Den 1. november 2001.
        * I krig om troen. KRISTELIGT DAGBLAD, 8. november 2001.

NIELSEN, Henrik Skovgaard:
        Korstog og jihad? Kulturmøder mellem Europa og islam. København 1998.

PERNOUD, Régine: 
        Korstogene. De så det ske. København 1964.

THIEDECKE, Johnny: 
        Hellig krig. Korstog og Kulturmøder i Middelalderen. Pantheon 1999.

WIVEL, Klaus: 
        Jerusalems ødelæggelse. WEEKENDAVISEN 16.-22. juli 1999.