Historie:
SPANIENS ARABISKE ARV
Af Thyge C. Bro
Det er først for nyligt, at
spanierne er begyndt at vedkende sig deres islamiske historie. De er
stolte af deres rene blod, og det kan derfor være svært at se i øjnene,
at der er muslimer på stamtræet. Alt det vi til hverdag tænker på som
ægte spansk kultur, er i virkelighedne et resultat af et af
verdenshistoriens mest frugtbare kultursammenstød.
Spanien indtager en særlig stilling
i historien som det land, hvor der først blev skabt en frugtbar
forbindelse mellem Europa og den arabiske kultur. Fra 711 og frem til 1492
havde Spanien arabiske herskere. Muslimerne levede fredeligt side om side
med kristne og jøder. Religionerne er så relativt nært beslægtede, at
lighederne er flere end forskellene. Jøder og kristne lærte efterhånden
at leve i fredelig sameksistens med deres muslimske herskere. Det var en
periode, hvor arkitektur, kunst, digtning og videnskab blomstrede på Den
Iberiske halvø.
Meget af det, der almindeligvis
opfattes som "spansk" for eksempel Spaniens arkitektur,
spaniernes temperament, deres poesi og musik, ja, selv deres sprog, er en
blanding, der indeholder elementer fra en lang arabisk arv.
Et godt eksempel er de inciterende
flamenco-rytmer, der betragtes som noget af det mest spanske, der næsten
overhovedet findes. Ordene i sangene er spanske, men de sørgmodige
melodier blev bragt til Spanien af araberne. Flamencoen opstod i mødet
mellem muslimernes middelalder-musik og sigøjnernes sangkultur.
Et andet er Den spanske rideskole,
der er blevet et begreb inden for dressur-ridning. Rytteren har
fuldstændig kontrol over hesten, og det er en rendyrkning af de
traditioner, som de mauriske ryttere bragte med sig.
Det hele begyndte i Arabien i år
622 e.Kr., da profeten Muhammed grundlagde den muslimske religion. Den nye
religion førte til en politisk samling af arabernes forskellige bystater
og beduinstammer. Den bredte sig hurtigt, og ved Muhammeds død i 632 var
hele den arabiske ørkenhalvø muslimsk. Umiddelbart derefter begyndte den
ekspansion, der i løbet af forbavsende kort tid førte til erobringen af
store landområder.
I 711 invaderede araberne Spanien,
og de nåede helt op i Sydfrankrig, hvor de blev slået tilbage i slaget
ved Poitiers i 732 af Charles Martel. Pyrenæerne kom da i en periode til
at danne grænse mellem det kristne Europa og det muslimske Spanien.
Et århundrede efter islams fødsel
kaldte mullaher til bøn fra minareter hele vejen fra Atlanterhavet til
udkanten af Kina. Det islamiske herredømme var på et tidspunkt næsten
større end det romerske rige i dets storhedstid.
De muslimske erobrere, der kom til
Spanien, blev kaldt "maurere" sandsynligvis fordi de ankom fra
Marokko i Norvestafrika, og dermed fra den tidligere romerske provins
Mauretanien. Maurerne selv brugte aldrig betegnelsen. De var arabere fra
Damaskus og Medina, der stod i spidsen for en hær af omvendte
nordafrikanske berbere. De mauriske soldater medbragte ingen kvinder, så
soldaterne giftede sig ind i spanske og vestgotiske familier, eller de tog
lyshudede galiciske slaver til hustruer. Fra denne blanding af race og
kultur opstod den mauriske civilisation, der ændrede Spanien for altid.
Det vældige område araberne
erobrede blev aldrig "arabiseret" i befolkningsmæssig forstand.
De indvandrede arabere udgjorde altid et mindretal i forhold til de lokale
indbyggere. Området fremstod heller aldrig som et samlet politisk
imperium. Det var et løst forbundet system af kalifater uden nogen
central overhøjhed. Der kan heller ikke tales om nogen total religiøs
enhed. Islam accepterede ikke afgudsdyrkere og dem, der troede på mere
end én gud. Men islam var tolerant over for monoteister, det vil sige
religioner med kun én gud, som kristne og jøder.
Et eksempel på tolerance var
afholdelse af gudstjenester. Om fredagen var det muslimerne, om lørdagen
var det jøderne, og om søndagen de kristne. Og det kunne også ske i den
samme bygning.
Maurernes herredømme betod som
helhed en forbedret økonomi for landets indbyggere, hvor livet var
præget af arabisk kultur. Maurerne har efterladt skønne og interessante
bygninger, og de har haft indflydelse på spaniernes byggestil. Moskeen i
Cordoba, Alhambra-slottet i Granada og La Giralda i Sevilla er nogle af de
mest bemærkelsesværdige minder fra den tid.
I begyndelsen undgik muslimerne
enhver form for pragt i deres bygninger. Moskeerne var ikke stort mere end
overdækkede arealer, en praktisk løsning på det simple problem at
skaffe tag over hovedet på de bedende.
Moskeen i Cordoba var oprindeligt en
forholdsvis enkel bygning, hvor der kun var søjler i den ene side, den
side, der vender mod Mekka. Men i løbet af 900-årene blev
søjlerækkerne forlænget i flere omgange. De trinvise stadier viser,
hvor fleksibel de første moskeer var i deres plan. Det var muligt at
firdoble helligdommens størrelse uden at gå bort fra det originale
mønster. Moskeen i Cordoba er nu på størrelse med islam helligste i
Mekka.
Den besøgende vandrer gennem en
endeløs skov af søjler, omkring 850, af forskellige materialer f.eks.
granit, porfyr og flere forskellige slags marmor. Gennem søjlerækkerne
ledes den besøgende frem til kibla-siden i moskeen, der vender mod Mekka.
Der er også den pragtfuldt udsmykkede bedeniche, den såkaldte mihrab.
Moskeens tag hviler på et ejendommeligt system af dobbelte buer, der er
sammensat af røde og hvide sten. Denne form findes i nærorientalske
bygninger fra før islamisk tid, men de fik deres glansperiode i den
islamiske arkitektur.
Der er kun bevaret relativt få af
de store paladser, der blev opført af de muslimske herskere i Spanien.
Men fortiden fornemmes stadig i den private arkitektur, f.eks. i Cordoba.
Cordoba er en af Spaniens varmeste byer. Klimaet er her bedst om foråret
og om efteråret. Bykernen er præget af smalle gader, der for en stor
dels vedkommende er de samme som på maurernes tid.
Husene kan virke triste, men de har
ofte balkoner med et farvestrålende blomsterflor. Som i muslimske byer
har husene i Cordoba kun forbindelse med omverdenen gennem små vinduer
med jerngitre og skodder. Husets opmærksomhed er vendt indad, mod
familielivets centrum, patio'en. Det er en lille privat have i en åben
gård midt i huset, der var et sikkert sted for børnene at lege, et
fredfyldt sted med blomster, krydderihave og appelsintræer i potter
omkring det lille springvand.
I Cordoba blomstrede videnskaben, for
eksempel: Astronomi, filologi, filosofi, historie, lægevidenskab og
matematik. Og det var ofte jødiske videnskabsmænd, der førte an. Det
var i en by med offentlig undervisning, hospitaler, bade, brolagte gader
med gadebelysning, biblioteker og boghandlere.
Muslimernes centrum i Spanien
skiftede med de forskellige herskere. Efter år 1000 blev magten opløst i
en række stridende småstater. I 1085 mistede muslimerne Toledo til de
kristne hære, og de sendte bud til Marokko efter hjælp. De berbere, der
kom til hjælp, tog selv magten i Spanien, og et halvt århundrede senere
kom en ny bølge berbere. Deres leder, der hed sultan Yuqab Yusuf,
flyttede den spanske hovedstad til Sevilla.
Udsigten over Sevilla kan fortsat
nydes fra sultan Yuqab Yusufs minaret, et af de tre søstertårne, han lod
opføre. De to andre findes i Rabat og Marrakech i Marokko. Da de kristne
ødelagde Yaqab Yusufs moske, skånede de minareten og forsynede den
foroven med et klokketårn og en gigantisk vejrhane af bronze. Minareten
fungerer i dag som kirketårn til den store tilbyggede domkirke. Minareten
var før tilføjelsen 82 meter høj. Klokketårnet måler 32, det samme
som rundetårn i København. Så i dag er La Giralda, som tånert kaldes,
114 meter højt.
Granada blev maurernes sidste
tilholdssted. Her byggede de deres mesterværk, paladsfæstningen
Alhambra, der betyder "Det Røde Fort". Byggeriet begyndte i
midten af 1200-tallet, hvor størstedelen af Spanien allerede var
kristent. Paladset blev gennem flere bygggeperioder udvidet og ændret, en
proces, der fortsatte frem til slutningen af 1400-tallet. Omgivet af mure
med forsvars- og udkigstårne breder alhambras forskellige bygninger sig
over det nærmest elipse-formede område på toppen af Sabikha-højen.
Alhambra var ikke et palads i normal forstand. Det var en paladsby med
kvarterer med afskilte og veldefinerede funktioner. Et område mod vest
havde hovedsagelig militær funktion, et kvarter mod øst havde
serviefunktioner og mod syd lå området for aristokrater og embedsmænd.
Fyrsten selv residerede i det nordlige område.
Paladsets plan er enkel, men til
gengæld er udsmykningen overdådig. Alle indre overflader er inddelt i
geometriske felter med farvede stukpaneler og fajancefliser. De er
dekorerede med de klassiske islamiske motiver, så som ranker af
stiliserede blomster og frugter. Motiverne er enten helt flade eller i
meget lavt relief. Ornamentbegejstringen skyldes det islamiske
billedforbud. Ifølge Koranen må der ikke laves billeder af mennesker og
dyr.
Foruden de mange dekorative
geometriske motiver bruges skriften også som ornament. Der er inskrifter
både i den geometriske skrift kufi og i den svungne maskhi-skrift.
Indskrifterne er både vers fra Koranen og vers fra arabisk poesi, som
netop i Andalusien nåede et af sine højdepunkter.
Korancitaterne i audienssalen i
Alhambra priser herskeren, som så sig selv som Allahs repræsentant på
jordenm, og dermed som en del af verdensaltet, kosmos.
Den kosmologiske ide kommer også
til udtryk i uendeligheds- og udødelighedstanken og hermed tanken om
Paradis. Det ses især i Løvegården, hvor kanaler binder rummene sammen
med den åbne gård. Vandet har nemlig også en symbolsk betydning, som
evighedes kilde og Paradisets flod, og som en del af helheden, når det
skarpe sollys reflekteres i fontæner og kanaler.
Paradiset, som løn for den
rettroende, findes omtalt mange steder i Koranen. Foruden
skønhedsindtrykket er Løvegården med sine kanaler en erindring om livet
efter døden, det muslimske Paradis med kilder, der aldrig udtørrer.
Begyndelsen til enden for araberne i
Spanien kom i 1469, da prins Ferdinand af Aragonien blev gift med
prinsesse Isabella af Castilien. Dette ægteskab bandt hele Spanien sammen
til et rige. De gennemførte et systematisk felttog mod araberne i det
sydlige Spanien, samtidig med at de nærede en stigende mistænksomhed
over for jøder og muslimer inden for egne grænser. I 1480 oprettede de
den spanske inkvisition, og før den ophørte med sin virkomhed tre
hundrede år senere var tusindvis af jøder og muslimer blevet dræbt. Som
en konsekvens flygtede handelsfolk, videnskabsmænd og kunstnere af
jødisk og muslimsk herkomst ud af Spanien, og mange fandt sikkerhed i det
muslimske Nordafrika.
En så voldsom udladning af en
samfundselite gav senere Spanien et ubehageligt bagslag, men landet kunne
aldrig udviske den arabiske arv.
© Thyge C. Bro
Denne kronik har tidligere været
offentliggjort i KRISTELIGT DAGBLAD den 24. juli 1996 og gengives her med
forfatterens tilladelse.
