Uddannelse:
OM SELVVÆRD OG
LIGEVÆRDIGHED
Af Aminah
Tønnsen
Folkeskoleloven taler om at
"tage udgangspunkt i den enkelte elev", og man har i de seneste
år gjort meget for at fremme integrationen af fremmed- og tosprogede
børn.
Lovgiverne synes dog ikke at have erkendt, at også for
ikke-danskere er der en tæt sammenhæng mellem kultur og religion. Og
når man ser, hvilke forandringer der er sket mht. religionsundervisning i
landene omkring os, har man lyst til at spørge lovgiverne: "Hvad er
det, I er så bange for?"
Da
jeg i efteråret 1999 besøgte Birmingham og Bradford sammen med en gruppe
kristne og muslimer fra Islamisk-Kristent Studiecenter på Nørrebro,
besøgte vi bl.a. Interfaith Education Centre (IEC) i Bradford.
Centret fungerer som
ressource-center for undervisningsmaterialer for de store
verdensreligioner: jødedom, kristendom, islam, hinduisme, buddhisme og
sikhisme. Mange af materialerne er fremstillet af centrets medarbejdere,
og intet materiale publiceres, før det er godkendt af de forskellige
trossamfund, de omhandler.
Medarbejderne,
der er tilknyttet centret, har baggrund i de forskellige religioner og kan
rekvireres af skoler og foreninger som oplægsholdere og undervisere.
Bl.a. rekvireres medarbejderne af områdets skoler til at forestå deres
ugentlige morgensamling, hvor der tages udgangspunkt i de forskellige
religioner på skift.
Religionsundervisning
Religionsundervisningen, Religious Education, der pr.
definition er sekulær, starter allerede i første klasse. Den forestås
af skolens lærere og omhandler de hovedreligioner, der er repræsenteret
i lokalområdet. De forskellige religioner er fuldstændig ligestillede i
undervisningen.
Derudover
får eleverne Religious Instruction af en lærer fra IEC, der har
samme religion som den gruppe børn, han/hun underviser.
Under rundvisningen
på IEC understregede man igen og igen vigtigheden af, at eleverne ikke
bare lærer om religion – de skal også lære af den. Man
var ikke et sekund i tvivl om, at religionsundervisning er med til at give
eleverne et bedre liv og gøre dem til bedre samfundsborgere.
Alt i alt anså man religionsundervisning for at være
en god investering i fremtiden.
Lærerne mere realistiske
Herhjemme diskuterer vi stadig, om faget skal hedde "kristendom"
eller "religion", og officielt kommer fremmede religioner først
på skemaet i de ældste klasser.
Jeg har dog indtryk af, at mange af folkeskolens
lærere er langt mere realistiske end lovgiverne, og at de fortæller
børnene om landets næststørste tro, islam, allerede i de yngste klasser
– især hvis der er elever med muslimsk baggrund i klassen.
Jeg
mener, at det er utrolig vigtigt, at elever med "anden" baggrund
føler, at deres tro og religiøse traditioner bliver omtalt på lige fod
med kristendommen og de dertil hørende traditioner – og ikke forbigås
i tavshed eller omtales på negativ og nedladende måde.
Selvværdsfølelsen stiger et par grader, hvis man kan supplere læreren
og fortælle noget, som resten af klassen ikke ved noget om.
Som lærer skal man dog ikke gå ud fra, at alle elever
med muslimsk baggrund pr. definition kender alle islams kringelkroge –
nogen af dem ved ganske enkelt intet om den tro, de er født ind i.
Faktuelle fejl
Det er en sørgelig kendsgerning, at stort set alle undervisningsbøger om
islam – selv de allernyeste - indeholder faktuelle fejl, som kunne have
været undgået, hvis man havde søgt professionel råd og vejledning.
Ikke-muslimer
ser naturligvis islam "udefra" og vil f.eks. påstå, at
"islam bygger på jødedom og kristendom". For en muslim er det
en kættersk tanke – og en særdeles uheldig formulering, idet
islam-modstandere på baggrund af netop denne antagelse hævder, at islam
er en kættersk afart af kristendommen.
Set med muslimske øjne må det nødvendigvis hedde, at
"islam lige som jødedom og kristendom bygger på guddommelig
åbenbaring, hvorfor de tre religioner har en fælles kerne og et fælles
værdisæt."
Uheldigvis har en del muslimer (primært dem, der
kalder sig "kultur"- eller "ultra-light"-muslimer)
overtaget ikke-muslimsk sprogbrug, hvilket ikke ligefrem fremmer
forståelsen (jf. min analyse af Naser Khaders bog "Ære og
skam").
Det
er derfor bydende nødvendigt, at der laves nyt undervisningsmateriale,
der fremstiller de vigtigste fremmede religioner på en sober og
fordomsfri måde.
Kundskabsformidling
Hvis man vil forhindre, at elever med muslimsk baggrund flytter til
muslimsk/nationale privatskoler, bør faget "kristendom"
omdøbes til "religion".
Man skal klargøre over for alle forældre, at
der er tale om et kundskabsformidlende fag, og forældrene skal kunne
stole 100% på, at der ikke foregår skjult forkyndelse. Det kræver
veluddannede lærere og sobert undervisningsmateriale.
Først, når dette er en realitet, kan man gå til
næste etape og sløjfe fritagelsesparagraffen.
Det
er vigtigt, at der på alle trin fokuseres på ligheder mellem
religionerne. Religion skal ikke præsenteres som et eksotisk regelsæt,
der holdes i hævd i kirken om søndagen, i synagogen om lørdagen og i
moskéen om fredagen, men som noget, der har betydning for det enkelte
menneske i hverdagen.
Jeg
mener ikke, at der bør indføres Religious Instruction som i
England. Det er forældrenes opgave at opdrage deres børn i den tro, de
nu tilhører; men jeg mener afgjort, at skolens religionsundervisning bør
suppleres med besøg af en repræsentant for de enkelte trossamfund
(kristen, muslim, jøde …) og elevbesøg i den nærmeste kirke og
moské, så eleverne får mulighed for at stille alle de spørgsmål, de
går og tumler med.
Respekt i stedet for tolerance
Det er blevet så moderne at tale om tolerance. Dybest set er tolerance et
negativt ord: at tolerere betyder at tåle eller bære over med. Der er
tale om et magtforhold: Den stærke tåler den svage, den kloge bærer
over med den dumme!
Det er imidlertid ikke nok at tolerere sine
medmennesker – man bør respektere og værdsætte dem i deres
anderledeshed.
At
blive mødt med åbenhed, tillid og respekt styrker menneskets selvværd
og sætter det i stand til at omgås sine medmennesker på en kærlig og
omsorgsfuld måde – og være en pligtopfyldende, aktiv og loyal
samfundsborger.
Det
er i folkeskolen, at elever med indvandrerbaggrund for alvor møder dansk
kultur og levevis, og det er i folkeskolen, at deres holdning til det
omgivende samfund formes. Derfor er det i alles interesse, at de føler
sig værdsat og ligeværdige.
© Aminah Tønnsen, november 2001
Ovenstående
artikel har været offentliggjort i OPINION nr. 2, november 2001.
TEMA: De tosprogede elever
Se også: Islam
i undervisningen 
|