Uddannelse:
ISLAM i UNDERVISNINGEN
Af Aminah Echammari (1996)
Jeg er hverken teolog eller
pædagog; men som muslim og mor til tre har jeg selvfølgelig gjort mig
nogle tanker om emnet 'Islam i undervisningen' i de forløbne år.
FOLKESKOLEN - EN SKOLE FOR FOLKET
Folkeskolen skal være en skole for folket i hele dets mangfoldighed.
Og uanset hvad man end mener om andre kulturer og religioner, må man vide
noget om dem for at kunne begå sig i verden. Det tages der højde for i
den nye folkeskolelov i bestemmelsen om, at undervisningen skal bidrage
til at give eleverne indsigt i og forståelse for andre kulturer. Man er
dog ikke gået så vidt som til at introducere et specifikt fag som
'kulturforståelse', og det er stadig viden om dansk kultur og den
luthersk-protestantiske kristendom, der skal prioriteres højest.
Hvad der bekymrer mig i den
forbindelse, er røster, der bl.a. i Kristeligt Dagblad har udtrykt
bekymring for, at kristendommen og dansk kultur får en svagere stilling i
folkeskolen. Det smager lidt hen ad en forestilling om, at det overordnede
formål med undervisningen er en form for forkyndelse - og ikke neutral
kundskabsformidling. Og er det mon også derfor, at faget stadig hedder
'kristendomskundskab' og ikke 'religion'?
Hvis folkeskolen virkelig
skal være en skole for folket i hele dets mangfoldighed, da må skolen
selvfølgelig indrette sig efter folket. Folkeskolen har i dag ca. 30.000
(svarende til ca. 6%) tosprogede elever, dvs. elever med anden sproglig,
etnisk, kulturel el. religiøs baggrund end majoriteten. Iflg.
undervisningsministeriets elevprognose, vil der i skoleåret 2000/2001
være ca. 51.195 (svarende til ca. 8,9% af samtlige elever) (kilde: Etnica
nr. 54/1995).
Hvis disse børn fortsat ønskes undervist inden for
folkeskolens rammer, er det tvingende nødvendigt, at den
religionsundervisning, der gives, virkelig er bred, neutral og
kundskabsformidlende, og at der gøres meget mere end hidtil ud af at
oplyse forældrene om fagets indhold og formål. Kun hvis muslimske
forældre har tillid til, at der i folkeskolen undervises i Islam på en
fornuftig måde med undervisningsmateriale, der hverken misinformerer
eller krænker, og at der ikke missioneres i kristendomstimerne, kan vi
undgå oprettelsen af alt for mange islamiske el. nationale friskoler i
områder med mange indbyggere af anden etnisk, kulturel el. religiøs
oprindelse.
FOLKE- ELLER FRISKOLE?
Selv om nogle vil hævde, at børnene får styrket deres selvværd i disse
friskoler, er jeg bange for, at den manglende kontakt til danske børn i
dagligdagen vil resultere i et alt for ringe kendskab til dansk kultur og
omgangsformer, hvilket vil være en hæmsko for børnene senere i
uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Danmark er blevet et
multietnisk, multikulturelt og multireligiøst samfund, og den personlige
kontakt er det bedste bolværk mod racisme og diskriminering.
Børnehave
og skole er det ideelle forum for at knytte personlige kontakter til 'de
andre'. Og så længe minoriteterne står midt i en længerevarende
integrationsproces, anser jeg islamisk/nationale friskoler for værende af
det onde.
Jeg har nemlig selv stiftet
bekendtskab med en form for friskole, idet mine to ældste børn er født
i deres fars hjemland, Marokko, og har gået i fransk børnehave (for den
ældstes vedkommende også første klasse), hvorefter de uden besvær har
skiftet over til den danske folkeskole og nu er i gang med en
videregående uddannelse. Den yngste er født her i landet og går i femte
klasse i en ganske almindelig folkeskole.
At vore to ældste børn kom
i fransk skole skyldtes min mands personlige erfaringer fra
arbejdsmarkedet, hvor han - paradoksalt nok - i sit eget land måtte
kæmpe en sej kamp mod diskriminering. Han havde nemlig - i modsætning
til de fleste af sine kolleger - 'kun' fået sin uddannelse i Marokko, og
ikke i den gamle kolonimagt Frankrig. De fransk-uddannede kolleger følte
sig selvskrevne, når højere stillinger skulle besættes, og det ønskede
han ikke, skulle overgå hans egne børn - så de skulle selvfølgelig
have en fransk uddannelse.
For at få børn indskrevet i
det franske skolesystem kræves, at mindst én af forældrene taler fransk
med børnene i dagligdagen, så jeg talte dansk med børnene, når vi var
alene, og vi talte fransk, når deres far også var til stede. Børnenes
skolekammerater var for størstepartens vedkommende børn af rent franske
eller 'blandede' par, så børnenes omgangssprog i og uden for skolen var
fransk.
Det havde den kedelige
konsekvens, at de faktisk i alle årene, vi boede dér, forblev fremmede i
deres eget land. De blev fint nok tosprogede, men lærte aldrig
majoritetsbefolkningens sprog!! Jeg ser derfor folkeskolen som et vigtigt
middel for minoritetsbørn til at finde deres egen identitet i det danske
samfund - og i den multietniske, multikulturelle og multireligiøse
virkelighed i det hele taget.
Jeg finder dog ind i mellem,
at omgangsformen i folkeskolen er for fri og holdningsløs, så jeg godt
kan gå ind for en friskole, hvor man har en mere bevidst holdning til
omgangsform og religiøse værdier i dagligdagen - hvis den vel at mærke
er åben for børn af alle kulturer og af alle religioner, har lærere af
forskelligt etnisk og religiøst tilhørsforhold og ikke-forkyndende
religionsundervisning for alle, med særlig fokus på det samlende i
religionerne. For en sådan skole kan være med til at skabe dialog og
nedbryde nogle synlige og usynlige mure i samfundet og aflive myter og
fordomme.
SPROGET - EN VIGTIG FORUDSÆTNING
Jeg mener, det skal gøres klart lovpligtigt at undervise i fremmede
religioner og kulturer lige fra første klasse i alle skoler, således at
det ikke er op til den enkelte lærer eller skole, om man vil gøre det
eller ej. Jeg går ikke ind for, at der afsættes flere skematimer til
faget 'religion' el. til et nyt fag 'kulturforståelse', men at
undervisningen integreres i de øvrige allerede eksisterende fag. Ellers
kan det alt for nemt føre til, at andre religioner og kulturer
udelukkende ses som fremmede, eksotiske og eleverne uvedkommende
fænomener, langt fra deres egen hverdag og virkelighed.
Derimod ville jeg hilse det
velkomment, om der blev afsat flere skematimer til faget 'dansk' for alle.
Sproget er en forudsætning for al indlæring. Sproget er ikke kun nøglen
til integration, det er i lige så høj grad med til at gøre det enkelte
menneske større og rummeligere. Sproget stimulerer nysgerrigheden og
videbegæret. Sproget sætter én i stand til at argumentere og diskutere,
og ikke mindst: Den, der læser af lyst og søger viden, kan forlade
flokken og danne sig en personlig mening om alt, hvad der rører sig i
samfundet, i stedet for sløvt og blindt at følge tilfældige
meningsdannere og plattenslagere.
Og her ligger, efter min
opfattelse, én af folkeskolens store opgaver: At stimulere børnene til
selvstændig tænkning og stillingtagen. Det vil åbne børnenes øjne for
det foragtelige og absurde i visse højtråbende gruppers verbale
udgydelser om alt det 'anderledes'. Ligesom det vil åbne
minoritetsbørnenes øjne for, at deres forældres og bedsteforældres
'medbragte' måde at praktisere deres religion på, ikke nødvendigvis er
den eneste rigtige el. den bedst tænkelige i den minoritetssituation, de
befinder sig i her i landet.
Børnenes forældre kommer jo
fra lande, hvor magtbegærlige despoter og snæversynede teologer i
årevis har holdt hele befolkninger hen i uvidenhedens mørke og derved
afskåret dem fra at deltage aktivt i samfundsudviklingen. Undervisning
baseret på udenadslæren af den én gang etablerede sandhed og 'kæft,
trit og retning' uden mulighed for at stille spørgsmål og tage
personligt stilling, har været med til, at inkompetente personer har
kunnet bevare en uhyggelig magtposition.
Kun en oplæring i personlig
stillingtagen kan ændre denne kollektive ensretning og give
minoritetsbørnene en identitet, der kan forenes med det samfund, de lever
i. Og dette er ikke - som mange tror - i modstrid med Islam, selv om det i
mange tilfælde er i modstrid med forældregenerationens ønsker og
traditioner. Koranen opfordrer nemlig gang på gang den enkelte til at
søge viden, at bruge sine evner og sunde fornuft til at se sig omkring,
at lære af historien og af andres erfaringer, at reflektere og tage
stilling i stedet for blindt at adlyde el. ukritisk overtage andres
holdninger.
Koranen fortæller os klart, at Islam er en verdensreligion i
konstant udvikling, som skal tilpasse sig og udfolde sig inden for de
forskellige kulturer. Der vil uvægerligt opstå en forståelseskløft
mellem børnene og deres forældre; men skolen kan gennem et aktivt
skole/hjemsamarbejde være med til at forhindre, at denne kløft fører
til alt for store konflikter i hjemmet.
DE FØRSTE SKOLEÅR
Undervisningen i Islam bør som nævnt starte allerede i første klasse.
Der findes intet decideret undervisningsmateriale om Islam for de
alleryngste årgange, hvilket jeg heller ikke finder nødvendigt. I stedet
burde det eksisterende materiale for kristendomsundervisningen udvides
ved, at der løbende trækkes paralleller til Islam og Koranen. I de
første år gennemgås skabelsen og profeterne, og det er jo da først i
vor opfattelse af Jesus, at vi finder de helt store og afgørende
forskelle mellem Jødedom, Kristendom og Islam.
Gennemgangen af profeterne
kunne så passende afsluttes med beretningen om Profeten Muhammads liv.
Den findes fortalt for børn i to små hæfter: 'Araberdrengen Muhammad'
og 'Profeten Muhammad'. Begge hæfter er illustreret med smukke akvareller
og har ordliste og den sidste desuden nogle udvalgte Korancitater.
Islam omtales desuden
sporadisk i det materiale, der er fremstillet specielt til undervisningen
af tosprogede børn, og ligeledes i de mange fortællinger om børn fra
andre kulturer, der er dukket op i de senere år, og som fint kan anvendes
til højt- el. frilæsning i skolen.
På nøjagtig samme måde,
som eleverne fra første klasse lærer at lægge sammen og trække fra,
kan de også lære, at der er forskellige religioner i vort land - ja,
måske endda blandt deres egne kammerater eller i deres egen familie. Men
det er så uendelig vigtigt, at der lige fra starten lægges mere vægt
på vore fælles rødder end på det, der skiller os.
Den afgørende
forskel på Jødedom, Kristendom og Islam er arvesynd, treenighed og
forsoningslære - begreber, som ingen som helst indflydelse har på vor
dagligdag. Ej heller er hverken samfund eller lovsystem bygget op omkring
disse begreber.
Vi har til gengæld en masse etiske og moralske værdier
og normer, som vi er fælles om. F.eks. er kristne forældre ikke ene om
at lære deres børn ærlighed og næstekærlighed, og det er ikke kun
muslimske forældre, der forventer kønsadskilte omklædnings- og baderum
ved gymnastiksalen! At Danmark er et multikulturelt og multietnisk samfund
er langt mere synligt i dagligdagen, end det multireligiøse islæt.
Det er vigtigt, at vi holder fast
ved, at folkeskolen er kundskabsformidlende og ikke forkyndende. Det er
ikke skolens opgave at opdrage børnene i en bestemt tro - dét er
suverænt forældrenes ansvar og opgave.
SYNG EN SANG
Fra min egen skoletid mindes jeg med glæde og taknemmelighed den daglige
morgensamling, hvor alle skolens elever samledes til morgensang i
festsalen. Tirsdag og torsdag stod en dansk sang med flygelakkompagnement
på programmet - de øvrige dage var helliget en salme med
orgelakkompagnement. Samlingen afsluttedes med et enkelt vers, der blev
gentaget en hel uge igennem. Nye sange og salmer var i forvejen blevet
gennemgået i den ugentlige sangtime, og vi kom i årenes løb igennem det
meste af højskolesangbogen og fik lært et væld af sange og salmer
udenad. Dén oplevelse er mine egne børn desværre gået glip af.
For sang og musik er
vidunderlige redskaber til at skabe kontakt og nedbryde barrierer og
fordomme mellem mennesker. Islam har aldrig forbudt hverken sang eller
musik, når blot en evt. tekst samt de omgivelser, musikken bliver udøvet
i, er moralsk acceptable.
Jeg synes, det ville være en
god idé, om man genindførte den daglige morgensang (måske i et mindre
forum), med mulighed for at forklare teksten for børnene med hensyntagen
til deres alder. Ved ind i mellem at tage en muslimsk sang på programmet,
kunne det være et fint led i undervisningen i Islam. For kristne børn
tager ikke skade af at synge om Hassan, der i galop rider til moskéen el.
Halima, der tager på pilgrimsfærd til Mekka. Lige så lidt som muslimske
børn tager skade af at synge f.eks. 'hil dig, frelser og forsoner' - selv
om de ikke tror på Jesus som hverken frelser, forsoner el. Guds søn.
I
øvrigt kunne mange af højskolesangbogens tekster som f.eks. 'op al den
ting, som Gud har gjort', 'vi pløjed og vi såede', 'på det jævne, på
det jævne' og hele afsnittet om 'året og dagen' såmænd lige så vel
være skrevet af muslimer! Og hvis man husker at trække paralleller til
'den anden' religion, så kan en lille morgensang være med til at
fortælle børnene ganske meget både om deres egen og om deres
kammeraters religion og kultur og vise dem, at der faktisk er mange
ligheder mellem Islam og Kristendommen.
For to år siden udkom et
lille hæfte med 18 muslimske børnesange, hvor jeg og en trosfælle har
sat nye tekster til kendte europæiske melodier. Og eftersom vi begge to
er danske, men også har kendskab til den kultur, mange muslimske børn
kommer fra, så har vi i vore tekster indflettet nogle ting om Islam, som
(desværre) ikke altid er en selvfølge i børnenes forældres hjemlandes
traditioner - f.eks. omsorg for dyr, drenges og pigers ligeværd,
menneskers ligeværd uanset race og social stilling, Islam som vejen til
fred etc. Så en morgensang kan også være med til at vise muslimske
børn nogle ukendte sider af deres egen religion!
DE ÆLDRE KLASSER
For folkeskolens mellemtrin og ældste klasser findes der en del
lærebøger, som dog ikke alle er lige gode. Her vil jeg blot henvise til
den udmærkede undersøgelse af fremstillingen af Islam i bestemmelser og
lærebøger beregnet for folkeskolen, gymnasieskolen og HF, der blev
udgivet af Danmarks Lærerhøjskole i 1994.
I skolebøgerne er vi - Gud
ske lov - efterhånden sluppet af med ordet 'muhamedaner'. At få
udskiftet ordet 'Allah' med 'Gud', når der er tale om en tekst på dansk
(på samme måde, som arabisk-talende bruger ordet 'Allah' uanset deres
religiøse tilhørsforhold), må være det næste skridt. Nu bliver det
let til, at 'Allah er muslimernes gud' - selv om vi dog alle tror, at der
kun er én gud!
Illustrationerne i
skolebøgerne om Islam er gennemgående velvalgte; men hvorfor følger man
aldrig en europæisk muslim i cowboybusker, sweater el. cottencoat??
Jeg ville endvidere ønske,
at man var lidt mere kritisk i udvælgelsen af supplerende litteratur - at
man f.eks. gennemgik tekster af Muhammad Iqbal i stedet for Mawdudi el.
Qutb, der i deres snæversyn ikke har formået at følge med
udviklingen, og hvis synspunkter ofte er ganske uforenelige med den
multikulturelle og multireligiøse virkelighed, vi lever i her på vore
breddegrader.
Både Islam og Kristendommen
burde synliggøres meget mere i forbindelse med emner som økologi,
naturbevarelse, dyreværn, sundhed, rusmidler, fattigdom, økonomisk
vækst osv., og det er efter min opfattelse langt vigtigere at få dette
med i undervisningen, end at tærske langhalm på teologiske
spidsfindigheder.
Religion bør ikke
fremstilles som et eksotisk regel- og ritualsæt, der holdes i hævd i
moskéen om fredagen, i synagogen om lørdagen og i kirken om søndagen
foruden i visse ekstremt religiøse hjem, men som noget, hvert enkelt
menneske kan have gavn og glæde af i dagligdagen, og som også kan spille
en positiv rolle i den globale virkelighed. Islam betegnes ofte som en
livsSTIL. For muslimer er der i lige så høj grad tale om en
livsHOLDNING.
Folkeskolen skal i det hele
taget være med til at give børnene og de unge et mere nuanceret billede
af Islam og muslimer, end medierne gør. De ynder jo at fokusere på de
mest højtråbende el. ekstreme minoriteter - lige meget hvilket emne de
så end behandler. Og det burde være indlysende, at man ikke kan tage en
enkelt fanatisk gruppes holdninger og tolkninger af Koranen til udtryk
for, hvorledes en milliard mennesker i verden opfatter og praktiserer
deres tro.
Muslimer i Danmark har baggrund i mange forskellige
kulturer, og der burde ikke herske den ringeste tvivl om, at en indvandrer
kan bevare sin 'medbragte' religion og kultur og alligevel være en
værdifuld, aktiv og pligtopfyldende samfundsborger. Lige så vel som en
dansker ikke behøver smide sin danske kultur over bord og gøre sig selv
til en form for pseudo-araber for at blive en god muslim.
For at levendegøre Islam er
det en god idé, at få en muslim til at komme og fortælle om sin
religion og besvare spørgsmål - det gør vi gerne. Og dagbladet
Politiken har i samarbejde med De etniske mindretals sammenslutning INDsam stablet en glimrende skoleservice på benene, hvor minoritetsunge
tager ud på skoler og holder foredrag og snakker med eleverne om deres
baggrund og oplevelse af det at tilhøre en minoritet.
MENNESKE FØRST - KRISTEN/MUSLIM SÅ
Folkeskolen skulle gerne være med til at lære vore børn at se på
hinanden som enkeltindivider og mennesker i stedet for at fokusere på
hudfarve, sprog, klædedragt, kultur el. religion, så disse
forskelligheder ikke opfattes som problemer, men som en berigende
mangfoldighed. Og lad dog for Guds skyld pigerne klæde sig, som de vil -
også i gymnastik- og svømmetimerne. Det burde ikke være et problem, at
nogle piger gør gymnastik i joggingdragt, svømmer i gamachebukser eller
spiller fodbold med tørklæde på - det må der da være plads til her i
Grundtvigs fædreland!
Fredelig sameksistens på
tværs af racer, sprog, kulturer og religioner er ikke et utopisk mål at
sætte sig; men at nå dertil kræver en indsats af hver enkelt af os, og
folkeskolen spiller en central rolle i disse bestræbelser.
Lad mig slutte med et smukt
sydafrikansk digt, som Lissi Rasmussen har gendigtet på dansk:
Dér, hvor regnbuen ender, broder,
vil der findes en plads engang,
hvor verden skal synge alle sine sange,
og vi skal synge dem sammen, broder,
du og jeg, skønt du er muslim og jeg kristen,
skønt du er sort og jeg hvid,
skønt du er en mand og jeg en kvinde.
Det vil ikke blive nogen smuk sang, broder,
for ingen af os kender melodien,
og det er vanskeligt at lære den melodi.
Dog kan vi lære den, broder, du og jeg.
Der findes ikke noget, som en muslimsk melodi.
Der findes ikke noget, som en kristen melodi.
Kun musik, min broder.
Og det er musik, vi skal synge,
dér hvor regnbuen ender.
© Aminah
Tønnsen
Ovenstående artikel har tidligere været bragt i
RELIGIONSLÆREREN 1/96.
Se også: Om
selvværd og ligeværdighed i folkeskolen
Litteratur:
JENSEN, Tim: Religion
på skemaet POLITIKEN 10. marts 2005
KOED, Hans Krab:
Religionsfag skal tage bestik af den globale virkelighed.
KRISTELIGT DAGBLAD 16. marts
2005
