Islamisk Studiebogssamling - Samfund og politik

OM MISTÆNKELIGGØRELSE AF MUSLIMER

Af Aminah Tønnsen

Oh I troende! Undgå mistænksomhed, for mistænksomhed kan være syndigt.
(I bør ej heller) udspionere og bagtale hinanden. (Koranen 49:12)

Muslimer i Vesten er i de seneste år igen og igen blevet opfordret til at tage afstand fra voldshandlinger begået af muslimer rundt omkring i verden eller fra alskens mere eller mindre besynderlige udtalelser fremsat af tilfældige muslimer.

Jeg har tidligere skrevet, at demokrati alt andet lige også må omfatte "friheden til ikke at ytre sig - uden af den grund at blive mistænkt for at have ekstremistiske holdninger af den ene eller anden art."
    Jeg mener faktisk, at det er en hån og en grov fornærmelse, at man - blot fordi man bekender sig til en bestemt tro - bliver anset for at være udemokratisk, ekstremistisk og tilhænger af uhæmmet, tilfældig vold som konfliktløsning - medmindre man klart tager afstand fra snart den ene snart den anden uhyrlighed.
    Ofte er der faktisk tale om handlinger, der ikke kun er udemokratiske, men samtidig også komplet uislamiske, således at det burde være en dobbelt selvfølge, at man som anstændigt menneske ikke går ind for slige handlinger.
    Endnu mere grotesk er det, at man oven i købet forlanger, at den samme person tager afstand fra den samme handling i flere forskellige sammenhænge.

Jeg blev den 10. november om eftermiddagen kontaktet af DR, der gerne ville have en kommentar til Theo van Goghs "Submission" til morgendagens P1 morgen. Jeg fik flere gange i løbet af samtalen sagt, at lige gyldigt hvor krænket man end føler sig, har man naturligvis ikke lov til at gribe til vold. Uddrag af samtalen blev sendt i P1 debatten om middagen.
Da jeg endvidere næsten konstant siden 11. sept. 2001 har haft et link på forsiden af nærværende hjemmeside, hvor jeg selv og mange andre muslimer tager afstand fra vold, mente jeg, at mine udtalelser på den førende landsdækkende radiokanal måtte være tilstrækkelige som bevis for mit retsind.
Men ak! Mine efterfølgende kommentarer på religion.dk/religionsdebatten og i Kristeligt Dagblad - hvori jeg af lutter stædighed helt bevidst undgik direkte at tage afstand fra mordet på van Gogh - blev af andre debattører opfattet som forståelse for og accept af selvtægt, vold og mord.

Eksempelvis konstaterede jeg i en kommentar nøgternt og ud fra egne erfaringer, som også politikere og enhver, der i øvrigt blander sig i den offentlige debat, kan tale med om:
    "Derfor er der heller ikke noget forargeligt i at sige, at hvis man provokerer og nedgør (som Rushdie og van Gogh) eller tilsidesætter lov og ret, må man være parat til at tage konsekvenserne. Hvad enten man ytrer sig om skarvebestanden, cykelstier på Gammel Kongevej, islam, abort, krigen i Irak eller noget helt andet, må man være forberedt på, at det kan oppiske stemningen og fremprovokere vrede og had.
    I vores samfund kan ingen beskytte os effektivt imod galninge og voldsmænd. De er alle vegne, og det ved vi jo godt. Det er en risikofaktor, vi må kalkulere med i vort daglige virke. Det er ikke et muslimsk/islamisk problem, som mange gerne vil gøre det til; men et samfundsproblem, der angår os alle."
    En debattør bebrejdede mig efterfølgende, at jeg ikke (citat) "lægger afstand til mine ekstremistiske medmuslimer" og mente, at min kommentar var udtryk for (citat) "forståelse for van Goghs morder" - og at jeg udstedte (citat) "en blanco-check til enhver, der vil myrde dem, der provokerer muslimer." (sic!)
    Jeg har rent faktisk ikke gjort andet end at påpege, at et offentligt engagement som regel har konsekvenser af den ene eller anden art - det er virkeligheden for mange politikere og debattører, incl. mig selv. Jeg har siden 1989 fået mange ubehagelige, anonyme breve fra både muslimer og kristne - faktisk flest fra kristne, og en enkelt dødstrussel har der også været.
    Så kan jeg enten vælge ikke at udtale mig om noget som helst - eller fortsætte mit virke vel vidende, at ingen kan beskytte mig effektivt imod galninge og voldsmænd. Det er den risikofaktor, jeg må kalkulere med og forholde mig til hver evige, eneste dag. Jeg fatter simpelthen ikke, at det er så vanskeligt at forstå, og at det vækker så megen furore, at jeg sætter ord på de barske realiteter - hvor ubehagelige disse end måtte være.
    Jeg kan ikke tro andet, end at den voldsomme reaktion skyldes mit religiøse tilhørsforhold - og det synes jeg er både nedslående og dybt problematisk for samfundet som helhed.
    Internettet og den trykte presse har i vore dage erstattet nogle af de anonyme hilsener og været med til at polarisere debatten. Der er ingen grænser for, hvad man tillader sig at skrive om islam og muslimer. Angrebene bliver mere og mere ondskabsfulde og personlige, og debattører må - uanset deres religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme - finde sig i at blive mistænkeliggjort og tilsvinet i den sagnomspundne ytringsfriheds navn.

Ifølge min tro er jeg ikke ansvarlig for andres handlinger, og jeg er - også ifølge dansk lov og ret - uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved en retssag med behørig vidneføring. Derfor føler jeg mig på ingen måde forpligtet til yderligere at tage afstand i konkrete sager. Jeg har som borger og muslim pligt til at yde en indsats for det fælles bedste; men jeg er ikke ansvarlig for andres handlinger.
Jeg går som udgangspunkt ud fra, at mine medmennesker - uanset hudfarve, kultur, politisk og religiøst ståsted - er hæderlige og fredselskende mennesker, så længe der ikke foreligger bevis for det modsatte. Jeg kunne ikke drømme om at forlange af mine ikke-muslimske medmennesker, at de skal tage afstand fra kristnes mord på abort-læger i USA, fra likvideringer i rocker-miljøet, fra kvindehandel og fra meningsløs vold og myrderier i Nordirland - eller fra skænding af småpiger eller fund af lig i kummefrysere, i affaldssække, i klitter eller indstøbt i cement.
Nuvel, jeg bliver ind i mellem skuffet, men hellere det end at mistænkeliggøre uskyldige.

Vold er ikke - som nogle debattører gerne vil gøre det til - et muslimsk problem, men et samfundsproblem. Det forekommer fuldstændig grotesk, at man får at høre, at der er en afgørende forskel på (citat) "vor (danskeres) og muslimers måde at tackle provokationer på. Vi griner og forarges, men drømmer ikke om at gøre provokatøren fortræd. Muslimer tager fornærmelserne til sig, og ikke bare drømmer om at give den formastelige tæsk, de gør det, og nogle gange slår de ham også ihjel." Eller (citat) "jøder kunne aldrig finde på at gribe til vold".
Verden er ikke den samme som for bare tyve år siden. Både børn, unge og voksne bruger et særdeles groft og forhånende sprog, humor og sarkasme bliver ofte direkte ondskabsfuld, og mange mennesker har en utrolig kort lunte. Bilister kan finde på at tildele hinanden slag og spytklatter i ansigtet, hvis den ene blinker med sine forlygter, fordi den anden ikke har overholdt sin ubetingede vigepligt.
Mange mennesker har ikke respekt for det liv, Gud har skabt, og et banalt skænderi kan føre til vold og drab. Jeg ved så ikke, om man vil karakterisere sådanne voldshandlinger som et ateistisk, jødisk, kristent, buddhistisk eller muslimsk problem. Personlig foretrækker jeg at se dem som et samfundsproblem.

Det samme gælder mht. hustruvold og vold i familien i det hele taget. Det er da rigtigt, at der er muslimske mænd, der er voldelige over for deres søstre, hustruer eller døtre. Problemstillingen er på dagsordenen i mange muslimske lande, og i USA har muslimer dannet foreningen "Muslims against domestic violence" for at forebygge vold i hjemmet og rådgive de implicerede.
    Når mænd bliver voldelige over for de kvinder og børn, som de af Gud er sat til at elske og beskytte over alt på jorden - eller begår overgreb imod uskyldige medmennesker uden for deres egen familie, gør de det i vrede, afmagt, håbløshed eller frustration over at være undertrykte, marginaliserede eller ude af stand til at forsørge deres egen familie.
    Det kan da godt være, at de i deres eget hoved bruger islam til at retfærdiggøre deres handlinger over for sig selv og andre; men det er vreden og afmagten, der er den drivende kraft bag selve handlingen.
    Når mennesker er voldelige, er det, fordi de mangler den indre, dybe forbindelse til det guddommelige - selvom de måske opfylder en masse ydre krav og riter. Jeg kender ingen religion, der opfordrer til eller retfærdiggør tilfældig vold imod sagesløse, og oprigtig og inderlig gudstro er efter min opfattelse det bedste bolværk imod vold og uretfærdighed.
    Der har eksisteret krisecentre for voldsramte kvinder i dette land længe før den første muslimske kvinde satte sit ben i et sådant. Og mange af de kvinder, der i dag fylder krisecentrene, er faktisk gift med danske, ikke-muslimske mænd.
    Vold imod kvinder og kvindeundertrykkelse er et universelt fænomen, som forekommer ganske uafhængigt af religionerne. De dybere liggende årsager er de samme, så der er ingen grund til at hænge en bestemt befolkningsgruppe ud.

Hvornår lærer vi mon at se på hinanden som mennesker på godt og ondt - i stedet for at fokusere på hudfarve, påklædning, accent eller tro? Vi er alle tabere i dette spil.
Lad os dog bruge vore ressourcer på andet end grøftegravning. Lad os i stedet bruge dem på - sammen - at forebygge det, som vi alle er imod uanset vort religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme: Meningsløs vold, selvtægt, selvmord, incest, voldtægt, kønssygdomme, fartgalskab, kvindehandel og vold imod kvinder og børn - og på at arbejde for at fremme ligestilling, dyreværn osv. osv.
Man taler så meget om at støtte moderate muslimer - det har jeg aldrig mærket noget til. For at blive betragtet som moderat muslim skal man i dagens Danmark nærmest erklære sig selv som kultur- eller ultra-light muslim og frem for alt have de rette politiske meninger. Formaster man sig til at tilkendegive, at ens tro har betydning for en i hverdagen, bliver man kategoriseret som en udemokratisk, samfundsfjendtlig fundamentalist. Det kan ingen i sidste ende være tjent med.

P1 MORGEN den 11. november 2004:
Samtale med Aminah Tønnsen om "Submission"

Aminah Tønnsen:
Om retten til ikke at ytre sig - eller om at tage afstand
Ytringsfrihed under ansvar