Samfund:
Nedenstående kronik har den 2. november 2002 været bragt i Politiken under overskriften: Orden i eget hus

SHARIA - VEJEN TIL KILDEN

Af Aminah Tønnsen

Sharia er mere end blot strafferet. Ordet "sharia" forekommer kun et enkelt sted i Koranen og betyder "vejen til kilden". Gud er ophav til alt liv på jorden – og alle tings endelige mål. "Sharia" skal ses i sammenhæng med "shahâda" (trosbekendelsen) og "haqîqa", der betyder "sandhed" eller "læren om det åndelige", dvs. den sande vej til Gud.
     "Sharia" omfatter både den daglige praksis i form af bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse, almen etik i form af omsorg for mennesker, dyr og natur – såvel som disse handlingers åndelige dimension. "Sharia" er med andre ord opskriften på den levevis, som er anvist i Koranen, og som fører til et harmonisk liv – og sluttelig en harmonisk verden.

KORANEN giver ikke en detaljeret opskrift på, hvorledes en islamisk stat skal opbygges, men anviser nogle etiske og åndelige principper, som et islamisk samfund bør hvile på.
     Disse principper er af islamiske lærde - med mere eller mindre held, og med udgangspunkt i Koranen, i Profetens sædvane, i konsensus blandt de lærde om det overordnede og i analogislutninger - blevet omsat til et regelsæt, der kaldes "islamisk lov", "den klassiske sharialov" eller "sharialoven". Og selvom det kan virke forvirrende, så er der faktisk mange muslimer, der kalder denne lov "sharia" slet og ret.
     Denne klassiske sharialov blev første gang formuleret 100-200 år efter Profetens død i 632. Der var især fire lærde, der gjorde sig bemærket. De fik hver en "retsskole" opkaldt efter sig, og det er værd at bemærke, at de fortolkede shariaen og traf deres juridiske afgørelser i forhold til det omgivende samfund. En af dem, ash-Safi’i modificerede fx nogle af sine afgørelser, da han flyttede fra Baghdad til Kairo. Også senere lærde har videreudviklet sharialoven i forhold til de aktuelle omstændigheder i et givent samfund.
     Sharialoven handler altså ikke kun om koranske anvisninger, men i høj grad om, hvorledes de lærde i et givent samfund fortolker disse anvisninger.
     I løbet af 1900-tallet har man i de fleste muslimske lande yderligere systematiseret en del af sharialoven og formuleret mere overskuelige familie- og arveretslige bestemmelser på basis af den af de fire retsskoler, som er fremherskende i det enkelte land. Paradoksalt nok har denne systematisering af de arve- og familieretslige bestemmelser betydet, at loven har mistet sin fleksibilitet og er blevet langt vanskeligere at ændre end den klassiske sharialov!

DET HAR VAKT berettiget røre, at politikere og samfundsrevsere af forskellig religiøs observans i de seneste par måneder har opfordret til at sige "NEJ til sharia" eller "NEJ til sharialovgivning som samfundssystem", fordi den ikke skulle "sikre de mest fundamentale menneskerettigheder" og "være den sikre vej til barbari".
     Kritikerne er åbenbart uvidende om, at Koranen/shariaen faktisk i 1400 år har stadfæstet mænds og kvinders ligeværd og sikret kvinder både ejendoms- og arveret, ret til uddannelse, ret til selv at vælge deres ægtefælle og ret til skilsmisse. Koranen/shariaen har i 1400 år sikret kvinder ret til livslang forsørgelse, til at vidne i retssager, til at disponere over deres egen formue og ret til medbestemmelse både i og uden for familien. Koranen/shariaen har i 1400 år sikret religiøse mindretal ret til at følge deres egne familie-, arve- og strafferetslige love. Vis mig en lov, der kan hamle op med dette!
     Til de principper, som et virkelig islamisk samfund bør hvile på, hører bl.a. også, at en leder opfordres til at rådføre sig med sit folk – og at folket har ret til at afsætte en leder, der ikke lever op til sine forpligtelser. Derved udelukkes både arveligt monarki, enevælde og præsidenter valgt på livstid. En hersker må ikke undertrykke en bestemt befolkningsgruppe og opfordres til at give alle en retfærdig rettergang, ikke tillade selvtægt, og ikke dømme til fordel for egne slægtninge.
     At der ikke må være tvang i trosanliggender er et grundlæggende princip i Koranen, ligesom også omsorg for samfundets svage, for dyrene og naturen. Koranen fortæller ganske utvetydigt, at alle mennesker er lige uanset hudfarve, sprog, køn, nationalitet, kultur, tro eller byrd. Alt dette er en del af shariaen.
     Det handler ikke om "religiøs lov" contra "verdslig lov", som mange synes at mene, men om at fremme nogle basale almenmenneskelige værdier i verden – og så ellers lade de enkelte lande selv bestemme, hvordan de vil formulere disse principper, og om de vil begrunde dem religiøst eller ej.

DER ER NOGEN, der mener, at "vestlig lov" er mere human og civiliseret end "sharialov"; men er diskrimination ikke forkastelig, uanset om den forekommer i det ene eller det andet lovsystem? Et lovsystem, der i praksis åbenlyst diskriminerer farvede, kan ikke siges at være mere humant eller civiliseret end et system, der diskriminerer kvinder.
     Et lovsystem, der diskriminerer mænd i spørgsmål om forældremyndighed er vel ej heller mere humant eller civiliseret end et system, der diskriminerer kvinder – ligesom love, der tillader dødsstraf ved skydning, gaskammer, hængning, elektrisk stol eller dødbringende sprøjte, ikke kan kaldes mere humane og civiliserede end sharialoven, der i en håndfuld lande tillader stening.
     "Vestlig" eller "verdslig" lov er i mange tilfælde ikke et hak bedre end sharialoven, og det kan man givetvis finde mange flere eksempler på. For selvom menneskene har de bedste intentioner, lykkes det dem sjældent at finde den nødvendige balance i lovgivningen – hvad enten de så kalder sig humanister, demokrater, muslimer eller noget helt andet.

DET GIVER ej heller mening at tale om "sand" eller "falsk" sharialov, for alt afhænger af øjnene, der ser. De mænd, der sidder og udsteder steningsdomme mener givetvis, at deres fortolkning af shariaen er sand. I øvrigt har man i langt de fleste muslimske lande for længst erstattet de gamle straffemetoder som piskning, stening og håndsafhugning med fængsel.
     Opgaven består i at overbevise lovgiverne om, at Koranen er åbenbaret ind i en ganske specifik kontekst – ligesom Profetens sædvane er blevet til i en ganske specifik kontekst. Og at det derfor er nødvendigt både at se på da-konteksten og nu-konteksten for at bevare budskabets ånd og universelle karakter.
     Sharialoven er i sin kerne dynamisk og fleksibel, og selvom man officielt har hævdet, at den er uforanderlig og gudgiven, så er den blevet kodificeret og håndhævet af mennesker i forskellige kulturer og forskellige tidsaldre. Menneskene er dog ikke ufejlbarlige og desværre ikke altid så objektive, som de burde være, når de skal omsætte Koranens budskab og vejledning til et konkret lovsystem.
     Det er et faktum, at ethvert samfund opfostrer både autoritetstro, konservative og formalistiske tendenser – såvel som disses modsætninger. Der behøver ikke flyde blod, når man slår hånden af en tyveknægt – ligeså lidt som der flød blod, da vi herhjemme for en del år siden oplevede både "blodbad på Det Kongelige Teater" og "massakre i Socialdemokratiets top"!
     Mange muslimske samfundskritikere i og uden for den såkaldt islamiske verden har da også løbende kritiseret den monopolisering af fortolkningsretten, som efterhånden har vundet indpas. De har kritiseret religiøse lederes magtmisbrug og deres åbenlyse tilsidesættelse af kvinders rettigheder i strid med Koranens budskab om kønsligeværdighed.
     Og sidst, men ikke mindst, har de kritiseret de lærde for at nøjes med at videreudvikle den klassiske sharialov i stedet for at gå tilbage til de primære kilder: Koranen og Profetens sædvane. Det kræver brede skuldre at gå imod strømmen, og omkostningsfrit har det ikke været for nogen af dem.

JEG VAR DEN FØRSTE – og i mange år eneste - muslim herhjemme til i bøger, artikler og foredrag at gøre opmærksom på, hvorledes kvinder – i islams navn - diskrimineres lovgivningsmæssigt i de såkaldt islamiske lande.
     I og for sig er det ikke overraskende, at både sharialovene og nutidig retspraksis er farvet af, at de fleste muslimske samfund er patriarkalske, og muslimske kvindeorganisationer samt både mandlige og kvindelige forskere og intellektuelle har i de seneste årtier ført en kontinuerlig kamp for at få udryddet nogle af de værste diskriminerende elementer i den nutidige familieret:
     Eksempelvis er Marokkos ægteskabslov fra 1956 blevet revideret i 1993. I den forbindelse er den ikke-koranske ijbar-ret (dvs. en legal værges ret til at tvinge sin myndling til ægteskab, hvis der er begrundet mistanke om, at hun/han ikke kan holde sig på dydens smalle sti) blevet afskaffet ved lov.
     Lavalderen for indgåelse af ægteskab er blevet hævet, og mændene kan ikke længere lade sig skille fra deres hustru uden at de begge er fysisk til stede, når skilsmissen proklameres. Det er stadig nemmere for mænd at få skilsmisse, end det er for kvinder; men Rom blev jo heller ikke bygget på én dag.
     Kampen fortsætter, for der er stadig elementer i familieretten, der må siges at være i modstrid med Koranens ånd. Flere og flere kvinder bliver gudskelov også opmærksom på, at de faktisk kan indføje en lang række krav og rettigheder i den lovpligtige ægteskabskontrakt, der kan dæmme op for familierettens køns-diskriminerende elementer.
     Det går langsomt; men jeg mener afgjort, at kampen skal føres af de berørte kvinder og mænd, og ikke påtvinges fra udlandet. Det tager tid, eftersom det handler om, at mændene skal afgive indflydelse og magt; men ved det nyligt afholdte parlamentsvalg i Marokko var 30 ud af 325 pladser i parlamentet reserveret til kvinder, og det er jo ikke så ringe endda!

AT DEN KLASSISKE sharialov er blevet til i en ganske specifik kontekst ses ikke kun i forbindelse med kønsrelaterede emner, men også i forbindelse med forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer.
     Koranen går fx ganske utvetydigt ind for trosfrihed for alle. Ifølge den klassiske sharialov er det dog blevet til, at det nok er tilladt for ikke-muslimer at beholde deres tro eller til at skifte til islam – hvorimod det er strafbart at frafalde islam. Koranske arveretslige bestemmelser skelner ej heller mellem muslimer og ikke-muslimer, medens sharialoven forbyder en ikke-muslim at arve en muslim og vice-versa.
     Dette vækker naturligvis både undren og forargelse; men forklaringen er i grunden ganske enkel: I de første tider var frafald fra islam ensbetydende med, at den frafaldne gik over til den fjende, der med våbenmagt forsøgte at udrydde muslimerne. Og muslimsk ejendom, der ved dødsfald tilfaldt ikke-muslimer, ville blive brugt til at bekæmpe muslimerne, hvilket naturligvis var uholdbart.
     I vore dage er situationen en ganske anden: Omkring halvdelen af verdens muslimer lever fredeligt side om side med ikke-muslimer i ikke-muslimske lande – ofte fordi de har søgt tilflugt i lande uden for den såkaldt islamiske verden fra deres egne landes undertrykkelse og forfølgelse. Dette forhold vil med tiden naturligvis også smitte af på sharialovene. Og selvom statslig og anden terrorisme ikke ligefrem fremmer processen, er der faktisk allerede udstedt enkelte fatwaer under hensyntagen til den forandrede situation.

VORT SAMFUND bygger på værdier, der – skønt de her på vore breddegrader har udviklet sig inden for en kristen tradition – også findes inden for andre religioner, herunder islam. Det være sig retfærdighed, tilgivelse og forsoning, kærlighed og omsorg for de svage.
     Man kan ikke være troende (muslim, kristen, jøde, hindu el.a.) uden at omsætte troen i konkret handling. En troende politiker kan ikke deponere sin samvittighed i gangen uden for byråds- eller folketingssalen, for troen vil altid være det bærende element i ens opfattelse af ret og uret – uden at det derfor behøver udvikle sig til teokrati, for ekstremisme er aldrig af det gode.
     På den anden side er vore dages humanister, kulturradikale, demokrater og sekularister, der hårdnakket påstår, at deres holdninger er støvsuget for al religion, offer for en illusion og et selvbedrag, idet deres værdier i sidste ende også stammer fra et gudgivent, medfødt ’urinstinkt’ til at bøje sig for Gud og handle til gavn for det fælles bedste.
     Alligevel finder de det forargeligt, at nogle af deres medmennesker åbent står ved, at de har et religiøst ståsted og indretter deres samfund efter sharialovene; men var det mon ikke en idé at sørge for orden i eget hus, før man kaster sig over andre?
     Herhjemme lader vi asylansøgere smægte hen i årevis, før de får en afgørelse på deres sag. Uledsagede flygtningebørn forsøger at begå selvmord i desperation over deres situation. Hjælpeløse, psykisk syge tvangsbehandles med fiksering, medicinering og elektrochok. Man ønsker ikke ekspedienter eller kassedamer med tørklæde. Vore unge har europæisk rekord i druk – og vi har stadig ikke ligeløn på arbejdsmarkedet.

Det er bedre at tænde lys end at forbande mørket!

Fanatisme, ekstremisme og fundamentalisme (der i vore dages sprogbrug nærmest er blevet synonymer) er lige forkastelige og samfundsskadelige, hvad enten der er tale om "religiøse fanatikere", "verdslige fundamentalister", "fanatiske demokrater" eller "radikale fundamentalister".

© Aminah Tønnsen, november  2002   

Se også: Hvad er sharialoven?

Prof. Abdullahi An-Naim, Prof. of Law