Samfund:

Uddrag af Tariq Ramadans bog: At være EUROPÆISK MUSLIM. Islamiske kilder i en europæisk sammenhæng. (Hovedland 2002)

I kapitel 2D Mellem assimilation og fremmedgørelse beskriver T.R.: 
1. En europæisk muslim uden islam (dvs. en muslim, der har tilpasset sig i den grad, at han har mistet sin islamiske identitet).
2. At leve i Europa uden for Europa (dvs. en muslim med indvandrer-baggrund, der lever efter samme normer og skikke som i det land, hun/han er udvandret fra).
Dernæst beskrives

3. MIDDELVEJEN

I en tid, hvor globaliseringsprocessen, ikke bare på det økonomiske, men frem for alt på det kulturelle område, har så stor magt, bliver det endnu vigtigere at etablere nogle pejlemærker i det globale landskab. Udviklingen går så stærkt, at vi ikke kan lade os nøje med begreber, der kun giver os en delvis forestilling om de europæiske samfunds virkelighed. Vi kan fortsat tale om assimilation, integration og isolation, men det er tomme begreber, så længe vi ikke ved, hvad det er for et subjekt – både i bogstavelig og filosofisk betydning – vi taler om. Med andre ord, hvem er denne muslim, vi gerne vil assimilere, integrere eller isolere? Uden en klar forståelse af dette “hvem” kan de tre begreber betyde præcis det samme og dermed implicit videreføre forskellige intuitive opfattelser af den muslimske identitets betydning og indhold.
    Fra et islamisk synspunkt er brugen af begrebet subjekt desuden på ingen måde tilfældig. Hvis muslimer skal være i stand til at forstå, hvem de er, og hvad de står for, betyder det, at de skal kunne bestemme deres identitet som sådan, i henhold til deres islamiske referencer og ikke længere i kraft af andres fremstilling af dem som blotte objekter for fremmedartede kræfters definition. Først når europæiske muslimer handler på denne måde, oplever de, at de bliver subjekter i deres egen historie, ansvarlige i forhold til Gud, ansvarlige over for menneskeheden. At de bliver subjekter i deres egen historie betyder også, at de i sidste ende vil komme ud over den ondartede fornemmelse af at være fremmede, være anderledes, være en åbenlys manifestation af et uløseligt problem. Når de får en klar bevidsthed om deres identitet, vil en ny følelse vokse frem, baseret på en mere rodfæstet selvtillid, og dette vil sætte dem i stand til at forstå, at deres tilstedeværelse kan være noget positivt, at de kan tilføre Europa en større spiritualitet og en stærkere sans for retfærdighed og broderskab foruden et stærkere engagement i solidariteten.
    I lyset af vores tidligere diskussion af de fem grundlæggende områder af islam (al-masâlih al-khams) og shahâda kan vi udpege fire elementer eller dimensioner, der tilsammen udgør en passende definition på begrebet muslimsk identitet. Det er i realiteten et spørgsmål om at udgrænse kernen i denne identitet fra den tilfældige måde, den blev aktualiseret - på et bestemt sted og en bestemt tid. Med andre ord, vores mål og sigte er at adskille islam fra de arabiske og asiatiske kulturer, traditioner og skikke, således at vi kan få en idé om, hvordan billedet af den europæiske muslim skal se ud.

1. Tro, religiøs praksis og spiritualitet
Det første og vigtigste element i muslimsk identitet er troen, der er det indre tegn på, at man tror på en Skaber, som ikke har nogen ligestillede. Dette er indholdet af det centrale begreb tawhîd, troen på Guds enhed, som man bekræfter og bevidner, når man udsiger shahâda. I denne forstand er troen det reneste udtryk for kernen i den muslimske identitet, løsrevet fra tid og sted. Den antager naturligt konkret form i gudsdyrkelsens praksis (bøn, zakât, faste osv.). Tæt forbundet med disse to realiteter – nemlig som deres umiddelbare konsekvens i den troendes liv – møder vi spiritualitetens grundlæggende dimension. Spiritualitet er fra det islamiske synspunkt den måde, hvorpå den troende holder sin tro i live, styrker og intensiverer den. Spiritualitet er ihukommelse, erindring og den indre bestræbelse på at kæmpe imod den menneskelige naturs tendens til at glemme Gud, livets betydning og det hinsidige. Hele den foreskrevne islamiske praksis og først og fremmest naturligvis bønnen er i realiteten en form for ihukommelse (dhikr): 

Jeg er sandelig Allah. Der er ingen gud ud over Mig, så tilbed Mig, og stil jer i bøn, så I husker (Mig).⁴³ 

Perfektion, defineret som den ideelle adfærd for muslimen, ville være at nå frem til en tilstand, hvor man ikke længere kunne glemme. Perfektion (ihsân) er ifølge Profeten “at dyrke Gud, som om man så Ham for sig, for selv om du ikke ser Ham, ser Han i sandhed dig ...”⁴⁴ Altså at forsøge at være bevidst om Gud under alle forhold.
    I de mangfoldige debatter blandt sociologer og politiske eksperter ignoreres denne dimension meget ofte, som om “tro” eller “spiritualitet” ikke kan betragtes som “videnskabeligt konstituerende elementer” i en “objektiv identitet”. Men ordet “islam” betyder “underkastelse” under Gud og udtrykker dermed bogstaveligt forstået en tilbedelseshandling foruden en spirituel horisont. At respektere den muslimske identitet betyder derfor at anerkende denne første og grundlæggende trosdimension og som følge heraf tillade muslimer at praktisere alle de elementer, der former deres spirituelle liv. Tro og spiritualitet danner grundlag for denne praksis, der er udtryk for eksistensen af en grundlæggende overbevisning, som giver livet mening – at afskære dem fra den er det samme som at afskære dem fra dem selv.
    Den muslimske identitets første akse er derfor “en tro, en praksis og en spiritualitet”. Det er i alt væsentligt inderlighedens og hjertets dimension.

2. En forståelse af tekster og kontekst
Der findes ingen sand tro uden forståelse. For en muslim betyder det at forstå både kilderne (Koranen og Sunnaen) og den kontekst, hvori den pågældende lever. Hver enkelt muslims ansvar hviler på denne dobbelte “forståelse”, nemlig at udvikle en “teksternes intelligens” sideløbende med en “kontekstens intelligens” med det mål at finde en måde at forblive tro mod den islamiske lære. Dette har været den grundlæggende lære i islamisk-juridisk praksis siden Profetens tid, og det er konstant blevet gentaget af de store lærde igennem århundrederne. Som sådan er muslimsk identitet ikke lukket, begrænset til stive og fastlagte principper. Tværtimod er den baseret på en permanent dynamisk og dialektisk bevægelse mellem kilderne og miljøet med henblik på at finde en harmonisk måde at leve på. Dette er årsagen til, at udviklingen af intellektuelle færdigheder spiller så stor en rolle i islam og dermed også udgør en del af grundlaget for islamisk lære. Muslimen kan ikke være tilfreds med en hypotetisk naturtilstand: At være muslim betyder at bestræbe sig på at videreudvikle sine færdigheder, utrætteligt at søge ny viden i et sådant omfang, at vi i overensstemmelse med de islamiske kilder kan hævde, at det centrale i den muslimske identitet, lige efter gudsdyrkelsens dimension, er “at lære”. Profeten sagde: “At søge viden er en pligt for alle muslimer, både mænd og kvinder.”⁴⁵
    Mere generelt er denne viden betingelsen for at forstå ikke blot betydningen af de islamiske kilder selv, men også skabelsen og skabningen. Ifølge Koranen, der uophørligt opfordrer mennesker til at bruge deres intelligens, er både viden og forståelse midler til at intensivere sin gudsbevidsthed:

Ydmyge foran Allah er sandelig de vidende af Hans tjenere. Allah er sandelig Almægtig, Tilgivende.⁴⁶

Dette er et af forståelsens to aspekter. Det andet er, at muslimen for at handle i overensstemmelse med den islamiske lære må bruge sine evner til at foretage valg mellem rigtigt og forkert – finde den bedste måde at behage Gud på, uanset hvilke omgivelser han eller hun befinder sig i. Hvis det står klart, at der ikke er noget valg muligt uden frihed, som vi har nævnt ovenfor, må det tilføjes, at der heller ikke er noget valg uden viden og forståelse. Valg og uvidenhed er antitetiske begreber. Derfor er de elementer i muslimsk identitet, der følger direkte efter troen og spiritualiteten, forståelse baseret på viden og valg på grundlag af frihed. Tilsammen udgør disse to faktorer dimensionen ansvarlighed.
    Den muslimske identitets anden akse kan således anskues som åben, eftersom den er baseret på en intellektuel holdning, hvorefter forståelsen af teksterne er sammenhængende med forståelsen af konteksten. Den defineres derfor i form af en aktiv og dynamisk intelligens, der kræver viden, frihed og ansvarsbevidsthed.

3. At undervise og videregive
Tro (îmân) er en betroet gave (amâna), og muslimer opfordres til at videregive denne amâna til deres børn og slægtninge samt, som tidligere forklaret, at vidne om den for menneskeheden. At være muslim er at undervise og videregive, og Profeten selv blev beordret til dette i åbenbaringens første måneder: 

“Og advar dine nære slægtninge.” ⁴⁷ 

Igen, muslimens identitet er ikke lukket og begrænset inden for hans eller hendes individuelle og personlige sfære, som om den kun vedrørte personen selv og forholdet mellem denne og Gud. At være muslim er tværtimod at opretholde og vidergive en opfattelse af livet, der bygger på tro, spiritualitet og grundlæggende forståelse af de moralske forskrifter. At opdrage sine børn med henblik på at give dem mulighed for at modtage den betroede gave og derpå vælge frit, er en del af muslimsk identitet for en kvinde, en mor, en mand, en far. En af forældrenes vigtigste funktioner er at give deres børn en forståelse af, hvad de er, hvorefter børnene under ansvar over for Gud vælger, hvad de ønsker at være, for som Koranen siger (6: 164): “Ingen skal bære en andens byrde.”
    I større målestok er muslimer – som vi nævnte i forbindelse med begrebet shahâda – overbevist om, at Koranen er den sidste åbenbaring fra Gud, og at den som sådan er udtryk for en universel dimension. Deres ansvar i forhold til Gud er at gøre budskabet om denne betroede gave kendt og forklare dets indhold så godt som muligt. Mere omfattende er ansvaret ikke, for forestillingen om at omvende folk har intet med islam at gøre: At udbrede budskabet er at kalde og indbyde til ægte erkendelse af Guds eksistens og til ægte forståelse af hans lære. Omvendelse er en sag for Gud gennem Hans åbenbaring for hvert enkelt menneske, og intet menneske har ret til at blande sig i dette hjertets anliggende, eftersom det ville være en overtrædelse af både menneskets status og rettigheder. Dette er den præcise betydning af udtrykket “at vidne om sandheden for menneskeheden”, som formidler den forestilling, at muslimen bør bære byrden af denne enorme gave både i sin familie og for hele menneskeheden – og ikke kun i tale, men også og i endnu højere grad i sin adfærd.
    Den muslimske identitets tredje akse kan anskues som åben og altid aktiv, eftersom den er baseret på “at være muslim”, defineret ved det at undervise og videregive.

4. At handle og at deltage
Essensen af den muslimske identitet er at udtrykke og manifestere sin tro gennem sammenhængende adfærd. Tro, forståelse, undervisning og videgivelse udgør tilsammen den islamiske etiks substrat og bør derfor være styrende for den troendes handlinger. At være muslim er at handle i overensstemmelse med den islamiske lære i alle sammenhænge, og der er intet i islam, som kræver, at muslimen skal holde sig borte fra samfundslivet for at være nærmere Gud. Det er faktisk lige modsat, og “fuldbyrdelse af tro” bliver ofte i Koranen næsten som noget essentielt sat i forbindelse med den rette opførsel, “at gøre gode gerninger”. Profeten henviste, som vi har set, ustandselig til denne dimension af muslimsk identitet. Autentisk muslimsk identitet er knyttet til de muligheder, man har for at handle i overensstemmelse med, hvad man er og tror på.
    Denne handlen er, uafhængigt af land eller miljø, baseret på fire vigtige aspekter af menneskelivet: at udvikle og beskytte åndeligt liv inden for samfundet, at udbrede både religiøs og sekulær uddannelse, at arbejde for større retfærdighed inden for det sociale, økonomiske og politiske liv og for solidaritet med alle trængende mennesker. I nord og syd, i øst som i vest er en muslim en muslim, når han eller hun klart forstår denne grundlæggende dimension af sin tilstedeværelse på jorden: At have et godt forhold til Gud er at have et godt forhold til sine medmennesker – ikke bare muslimer, men som Profeten sagde, “folk”, dvs. menneskeheden som helhed: “Den bedste iblandt jer er den bedste mod folket.”⁴⁸
    For den enkelte må fuldbyrdelse af troen finde udtryk i sammenhængende handling. Man kan handle alene for Guds åsyn, men dette er ikke tilstrækkeligt, og det er muslimens pligt at bestræbe sig på at deltage i samfundets liv, hvilket er et klart udtryk for tanken om at handle i et givet samfund sammen med de medborgere, der udgør det. Den muslimske identitets fjerde akse forbinder de to dimensioner af det aktive menneske og det deltagende menneske, med andre ord individet og det sociale menneske, som er definerende for det at være muslim i kraft af forholdet til samfundet og den omgivende verden.

Disse fire elementer giver tilsammen et præcist billede af de grundlæggende elementer i muslimens individuelle og sociale identitet, løsrevet fra en kulturelt præget forståelse af den i en bestemt del af verden: Troens kerne udgør sammen med religiøs praksis og spiritualitet det lys, hvori livet og verden opfattes; teksternes og kontekstens intelligens gør det muligt for den enkelte at strukturere sine tanker om sig selv og sine omgivelser; i den større verden giver undervisning og videregivelse mulighed for at dele den betroede gave med andre og formidle budskabet videre til andre. Endelig er i en endnu mere omfattende sammenhæng handling og samfundsdeltagelse manifestationen af den fuldt udfoldede identitet i kraft af, hvordan man opfører sig over for sig selv, andre og Guds skabning (handling), og sammen med sine medborgere og menneskeheden som sådan (deltagelse). Det fremgår klart, at definitionen på muslimsk identitet kun kan opfattes som åben og dynamisk – ganske vist baseret på principper, men i konstant interaktion med omgivelserne. Nedenstående figur, som begynder med eksistensens kerne, troen, og fortsætter med udtrykket for engagement i andre mennesker og for samfundsdeltagelse, er et klart udtryk for den artikulation af definitionen på muslimsk identitet, som vi foreslår:

Muslimers store ansvar i Vesten er at give disse fire identitetsdimensioner en tilpasset europæisk form i lyset af de islamiske kilder, der for så vidt angår begreberne liv, død og skabelse er og bliver den fundamentale reference. Muslimer, hvad enten de er retslærde eller organisationsledere, må huske på den skelnen, vi indførte i første kapitel – mellem usûl (religionens primære komponenter) og furû‘ (dens sekundære komponenter), de tre niveauer af maslaha, nemlig darûriyyât (essentiel), hâjiyyât (komplementær) og tahsîniyyât (forbedring, perfektion), samt de praktiske udøvelses-sfærer i forbindelse med ijtihâd – og må sørge for at forsyne europæiske muslimer med den relevante lære og relevante regler, der kan bruges til at beskytte og udfolde deres identitet – ikke som arabere, pakistanere eller indere, men som europæere. Denne proces har været i gang i mindst femten år, og den er stadig i gang og gør det muligt at skabe en ægte muslimsk identitet, der hverken er fuldstændig opløst i det europæiske miljø eller udgør er en reaktion mod det, men snarere hviler på sit eget grundlag i overensstemmelse med de islamiske kilder. Dette er integrationens betydning fra et muslimsk synspunkt.
    På middelvejen mellem muslim uden islam og muslim i Europa uden for Europa findes der en virkelighed, hvor muslimen er bevidst om de fire dimensioner af sin identitet og er rede til, med respekt for disse krav, at engagere sig i sit samfund og spille den rolle, der er hans eller hendes, som muslim og som samfundsborger. Der er, som vi ser det, ingen modsigelse mellem disse to tilhørsforhold, så længe muslimen overholder sin forpligtelse til at handle i overensstemmelse med loven og ikke tilskyndes til at afskære sig fra sin identitet. Dette betyder, at muslimens tro, hans livsopfattelse, spiritualitet, behov for at lære og forstå, tale og undervise, arbejde for retfærdighed og solidaritet, skal respekteres af det land, han eller hun har opholdstilladelse eller statsborgerskab i. Der må heller ikke forekomme lovgivningsmæssig eller administrativ diskrimination mod muslimer, når det gælder deres frihed til at organisere sig og reagere relevant og aktivt på deres tros og samvittigheds kalden. Sådanne hindringer støder man på hver eneste dag i de europæiske lande, både på grund af det billede af islam, som udbredes af medierne, og som følge af den udbredte fornemmelse af, at islam udgør en trussel, der bekræftes af nyhedsmediernes beretninger om dramatiske begivenheder i Algeriet, Afghanistan og lignende. Mange europæere, politikere såvel som almindelige borgere, er vant til at leve i sekulære samfund og derfor tilbøjelige til at mene, at en ufarlig muslim er en muslim, der hverken praktiserer sin religion eller viser sin muslimske identitet. Af frygt eller sommetider ond tro fortolker de loven på en meget tendentiøs og diskriminerende måde og tøver undertiden ikke med at retfærdiggøre deres adfærd ved at falde tilbage på argumenter om muslimske fanatikere og fundamentalister. Denne type holdninger stikker hovedet frem, når muslimer nægtes rettigheder (til f.eks. organisering af almene arrangementer, bygning af moskéer, støtte til islamiske skoler osv.), som andre religioner og institutioner med loven i hånd har nydt igennem årtier.
    Ikke desto mindre bør loven være målestokken og referencerammen, og en nøje undersøgelse viser, at forfatningerne i flertallet af de europæiske lande tillader, at muslimer i vid udstrækning lever i overensstemmelse med deres identitet. På den ene side må de insistere på en retfærdig og ligelig håndhævelse af loven i forhold til alle borgere og alle religioner. På den anden må de anerkende og vurdere deres eget ansvar inden for de mere omfattende frihedsrettigheder, de nyder i Europa: At etablere kurser, studiekredse og forskellige institutioner og organisationer, hvis grundlæggende mål er at holde islamisk tro og spiritualitet i live, udbrede en bedre forståelse af både islamisk lære og miljøet, uddanne og videregive islams budskab og endelig skabe samfundsmæssigt engagement blandt muslimer. Intet forhindrer dem i at gøre alt dette.
    Det indebærer også, at man udvikler en ny og selvsikker holdning på grundlag af en åben bevidsthed om de grundlæggende dimensioner af den islamiske identitet. Denne følelse bør tilskynde muslimer til at foretage en objektiv og retfærdig bedømmelse af deres miljø. De skal huske på deres religions forskrifter, men må ikke negligere den betydningsfulde tilpasningsdimension, der er karakteristisk for islam. Det er denne dimension, der har gjort det muligt for muslimer at slå sig ned i Mellemøsten, Afrika og Asien, og i den samme, unikke islams navn at tilføre dens udøvelse en specifik udformning og dimension. Vi må gentage, at udøvelsens form bør være europæisk-islamisk, ligesom der findes en afrikansk-islamisk og en asiatisk-islamisk. At tilpasse sig betyder fra et islamisk synspunkt og med henblik på de nye muslimske generationer ikke, at man giver indrømmelser, men snarere, at man bygger op. Man bør drage nytte af de mest effektive metoder (inden for undervisning, ledelse osv.) og af de naturvidenskabelige og teknologiske opdagelser (der ikke i sig selv er i modstrid med islamisk lære), således at man kan råde over passende midler, når man engagerer sig i sine omgivelser. Disse nyskabelser er relevante for den menneskelige arv, og de indgår i det vestlige samfund. Derfor kan muslimer, specielt hvis de lever i Vesten, ikke ignorere eller simpelthen afvise dem med den begrundelse, at de ikke er islamiske. Den islamiske lære er klar: Hvad de samfundsmæssige forhold angår (mu‘âmalât),⁴⁹ er alle midler, traditioner, kunstformer og skikke, der ikke i sig selv eller i kraft af deres anvendelse er i modstrid med islamiske regler, ikke bare acceptable, men per definition islamiske. Inden for den europæiske ramme er muslimer derfor nødt til at træffe en række valg, som er i overensstemmelse med deres identitet. På denne måde kan de videreudvikle og forme billedet af deres nuværende og fremtidige europæiske identitet.

Noter:

43.  Koranen 20: 14.
44.  Hadîth (Bukhârî og Muslim).
45.  Hadîth (Ibn Mâja).
46.  Koranen 35: 28.
47.  Koranen 26: 214.
48.  Hadîth (Bayhaqî).
49.  Se vores diskussion i bogens første del af forskellene mellem behandlingen af ‘ibâdât (gudsdyrkelse) og mu‘âmalât (samfundsmæssige forhold).

Lagt på nettet: juni 2003