Kultur
og samfund:
MENNESKE FØRST
- OG KRISTEN ELLER MUSLIM SÅ...
Når bølgerne går højt, kommer
der skum på bølgetoppene. Det ser flot ud på afstand; men ved nærmere
eftersyn må man konstatere, at skum er uigennemsigtigt og ganske skjuler
havets klare blå-grønne farvespil.
Således er det også med mediedebatten: Når bølgerne
går højt, er det svært at gennemskue den dybere mening og hensigt med de
påstande, der flyver gennem luften.
Hvorfor skal muslimer i Danmark dog mistænkeliggøres og
dæmoniseres på grund af nogle ting, der sker ude i den store verden?
Skulle jeg selv være mistænkelig over for mine naboer og min egen familie,
blot fordi de er kristne ligesom serberne, der dræber muslimer i det
tidligere Jugoslavien - og jeg er muslim?
Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan blive betragtet
som fuldgyldig og værdig borger i mit eget fædreland uden at skulle stå
til regnskab for politiske magtspil og intriger i mig ganske uvedkommende
tredjeverdenslande? Eller for en ældgammel, kulturel tradition, der
lemlæster pigebørn og kvinder, og som udføres af kristne, muslimer og
naturfolk i forening, men i øvrigt intet som helst har med min tro at
gøre? Bliver udenlandsdanskere mon afkrævet forklaring på, hvorfor deres
regering passivt så til, mens millioner af jøder, sigøjnere, fysisk og
psykisk handicappede blev ryddet af vejen lige uden for deres gadedør - af
bødler med "Gott mit uns" præget i bæltespændet? Eller
hvorfor protestanter og katolikker slår hinanden ihjel i Nordirland?
Sådan kunne man blive ved; men
hvad nytte er det til?
Lad os dog koncentrere os om det væsentlige - om,
hvorledes vi i fællesskab her og nu kan skabe et godt og trygt samfund. Et
samfund, der bygger på frihed og demokrati. Et samfund, hvor vi behandler
hinanden som ligeværdige trods vore indbyrdes forskelligheder. Et samfund,
som kan fremstå som eksempel til efterfølgelse for de lande, der lige nu
befinder sig i en demokratiseringsproces' allerførste og mest vanskelige
fase. Demokrati kan ikke fremtrylles med et fingerknips, og den franske
revolution krævede også sine ofre!
Debat skal der til; men usaglig debat
fører ingen vegne hen. Og hver gang medierne svælger i myter, fordomme og
mere eller mindre saglige angreb på Islam, fører det til, at en del af de
herboende muslimer lukker sig endnu tættere sammen om deres velkendte,
medbragte traditioner - i stedet for at søge at tilpasse sig den
virkelighed, de af den ene eller anden årsag er havnet i. Og de muslimer,
der ihærdigt arbejder for at åbne deres indvandrede trosfællers øjne for
Islams humanistiske og progressive ånd, må se deres arbejde smuldre. Et
skridt frem - og to skridt tilbage!
Brug i stedet nogle ressourcer på at skaffe uddannelse
og arbejde til alle unge, så de får en personlig tilknytning til
deres land. Så vil de ganske automatisk føle ansvar og loyalitet for
landet og dets øvrige borgere.
Brug noget mere medieplads til at fortælle om jøder,
kristne og muslimer, der lever fredeligt side om side - i stedet for at
fokusere så meget på de ulykkelige eksempler, der findes på det modsatte.
Se begivenheder fra flere forskellige vinkler. To
forskellige øjenvidner eller to forskellige historikere kan have meget
forskellige meninger om samme begivenhed eller tidsperiode.
Vær ikke så bange for at fortælle om religionernes og
kulturernes indbyrdes ligheder, for det er ved at fokusere på vore
indbyrdes ligheder, vi kan fremme den gensidige respekt for vore indbyrdes
forskelligheder, så mangfoldigheden kan blive et positivt og berigende
element i hverdagen.
Og sidst, men ikke mindst: Lad os betragte hinanden som
enkeltindivider og som mennesker - uden at sætte hinanden i bås efter
hudfarve, påklædning, sprog, uddannelse og religiøst tilhørsforhold
(eller mangel på samme). Om vi tror på arvesynd, treenighed og
forsoningslære eller ej, burde ikke have nogen indflydelse på, hvorledes
vi omgås hinanden, og hverken vor kultur eller vort retssystem er jo da
bygget op omkring disse begreber. Næstkærlighed er derimod noget, der
prædikes både i jødedom, kristendom og islam, og det er som mennesker vi
mødes på godt og ondt i skolen og på arbejdspladsen.
"The real foundation of civilization is respect for
man" skrev den indiske jurist, poet og filosof Muhammad Iqbal.
(Denne kommentar har tidligere været brat i
KRISTELIGT DAGBLAD den 1. februar 1996)
© Aminah Tønnsen
