Kultur og samfund:

BESINDIGHED, TAK!

Flere politikere er i den seneste tid kommet med udtalelser, der vidner om en eklatant uvidenhed om, hvad der rører sig blandt herboende muslimer. Bl.a. har indenrigsministeren fremsat nogle mildest talt uheldige udtalelser, hvor islam, flygtninge og indvandrere rodes sammen i én pærevælling.
    Selve forslaget om at isolere kriminelle asylansøgere, medens de afventer behandling af deres sag, er der i og for sig ikke noget at indvende imod, og dansk lov skal naturligvis overholdes af alle - uanset etnisk, nationalt eller religiøst tilhørsforhold.
    Det er imidlertid ganske utilstedeligt, at der i samme åndedrag siges, at der ikke kan være tale om at ligestille "islamisk/muslimsk" kultur med "dansk" kultur. Rent bortset fra, at der er tale om asylansøgere især fra det tidligere Sovjetunion, der højst sandsynligt ikke er muslimer, så burde ingen seriøs politiker sammenkæde kriminalitet med en bestemt religion. Det er lige så tåbeligt som at påstå, at børneporno, rockerkriminalitet, jalousidrab eller hustruvold er en del af kristendommen eller dansk kultur. Når mennesker begår kriminalitet, gør de det ikke, fordi de tilhører den ene eller den anden religion, men fordi de handler i modstrid med den ene eller den anden religion.
    At statsministeren går ud og siger, at det ikke er ordvalget, der er det afgørende, men hensigten der ligger bag, er endnu mere rystende. Mange af de udtalelser, der fremkommer i de danske medier, ville aldrig bestå "jøde-prøven", hvor man erstatter ordet "muslim" med "jøde"... Der er stort set ingen grænser for, hvad man kan tillade sig at sige og skrive om islam og muslimer i dagens Danmark. Ytringsfrihed er godt; men frihed og ansvar burde - også i denne sammenhæng - gå hånd i hånd.

Per Kaalund har flere gange mødt "unge glødende muslimer med københavnsk accent", der på møder har opfordret ham til at "fastlægge et fælles grundlag for fremtidens danske samfund." Hvor ville det dog have klædt ham, om han havde udvist besindighed henvendt sig til mainstream-muslimer eller Islamisk-Kristent Studiecenter for at finde ud af, om der virkelig er tale om generelle holdninger blandt muslimer - i stedet for selv "at prøve på at finde ud af, hvilke muslimske værdier de unge vil have med i et fælles grundlag".
    Der er sandsynligvis tale om den berygtede Hizb-ut-Tahrir-gruppe, der som Tordenskjolds soldater drager fra det ene debatmøde til det andet for at skabe ballade og agitere for deres ideologi. De tropper oftest først op, når oplægsholderne er færdige med deres oplæg og prøver at slippe for at betale entré. Og lige meget, hvilket emne, der er på dagsordenen, får man den samme svada om kapitalisme, demokrati, treenighed, "islamisk ideologi" el. den "islamiske stat". De taler med præcis samme tonefald som deres leder, og skulle der være et nyt ansigt i flokken, afslører han eller hun sig selv i løbet af en sætning eller to.
    De opfører sig som alle andre ungdomsgrupper: Har man dem enkeltvis og på tomandshånd, er de som oftest høflige og vil i heldigste fald endog lytte til, hvad man siger. Men lige så snart de optræder i gruppe, forvandler de sig til flabede og uopdragne provokatører, der godter sig synligt, når det lykkes dem at piske stemningen op.
    De har forbud imod at komme i stort set alle moskéer - kun et enkelt sted han man forbarmet sig over dem og givet dem lov til at forrette bøn - under den udtrykkelige betingelse, at de forlader stedet prompte derefter.
    I Storbritannien viser en undersøgelse, at Hizb-ut-Tahrir-gruppen udgør mindre end een procent af landets muslimer - men at de optager 34% af medieomtalen af islam og muslimer!
    De er alle vegne. De forsømmer ingen religionsmesse og forsøger at infiltrere debat- og mailinglister på internettet. Hos "Danmarks Forenede Cybermuslimer" udelukkes de med hård hånd, lige så snart de har afsløret sig selv med deres velkendte retorik - og der skal ikke ret mange indlæg til! På debatsiden "islam/kristendom" ryger deres indlæg jævnligt i "papirkurven", fordi de ikke kan finde ud af, at der er forskel på debatindlæg og retorisk agitation.
    De "gemmer" flere danske hjemmesider på internettet bag anonyme adresser, men afslører sig selv allerede på forsiden med deres velkendte retorik. Fælles for disse hjemmesider er, at de hverken angiver navn, telefonnumre eller adresser på de ansvarlige, og at de stort set kun "linker" til hinanden indbyrdes.
    Det ulykkelige er, at de får lov til at fylde så meget i debatten. Deres hjemmesider og skrifter - der ofte indeholder højst besynderlige og ubehjælpsomme koran-oversættelser og -fortolkninger - er veritabelt "guf" for hjemlige højrekræfter. De citeres flittigt, og deres synspunkter serveres som "det sande islam" - og alle andre muslimer, der arbejder for fredelig sameksistens, bliver stemplet som utroværdige ulve i fåreklæder.
    At tage udsagn fra en gruppe, der jævnligt af muslimer omtales som "islams nazister", som udtryk for "det sande islam" svarer nogenlunde til at tage Hitlers "Mein Kampf" som udtryk for "sand kristendom".

Uden at forsvare deres metoder og ideologi i øvrigt, kan jeg ind i mellem godt forstå, at unge bliver trætte af hele tiden at blive mistænkeliggjort, at skulle retfærdiggøre deres tro og lægge øre til udtalelser om, at deres hudfarve, kultur og tro er uønsket, mindreværdig og problematisk. Selvom de er drøn-irriterende og bekræfter folks allerværste fordomme mod islam, så er deres reaktion i sidste ende mindre skadelig for dem selv og for samfundet, end hvis de i stedet ville gå til den anden yderlighed og begå uhæmmet kriminalitet. Religiøs fanatisme og kriminalitet er symptomer på samme årsag: Frustration over ikke at høre til, ikke at blive regnet for noget.
    Man taler så meget om at udvise tolerance over for indvandrere og flygtninge. Tolerance er i virkeligheden et negativt ord, der betyder at "tåle" eller "bære over med" - og dermed udtrykker det et magtforhold: Den stærke tolererer den svage, og den kloge tolererer den dumme etc. Der er hverken tale om gensidighed eller respekt; men respekt er nødvendig for at få det bedste frem i mennesker.
    Den sydafrikanske teolog Farid Esack, der sammen med andre ledere fra forskellige trossamfund var aktiv i den mangeårige kamp imod apartheid-styret, fortæller i sin meget personlige bog "On being a Muslim" (Oneworld 1999) om sine ungdomsår i en pakistansk islamisk studenterbevægelse: "Mit engagement i bevægelsen åbnede mine øjne for, hvorledes man kan være fuldstændig engageret i islam uden at den dog berører ens allerinderste."
    De unge mener selv, at de har engageret sig i en retfærdig sag; men man bliver nu engang ikke troende af at læse ideologiske kampskrifter, gentage slogans eller klæde sig på en bestemt måde. Tro kan kun vokse fra hjertets inderste. Tro skal erfares...
    Erfaringer fra andre lande viser da også, at bevægelsens tilhængere sjældent er over tredive år gamle. De finder på et eller andet tidspunkt ud af, at deres retorik ikke hænger sammen, og at den ikke har nogen som helst relevans i det virkelige liv.
    Det er en almindelig antagelse, at disse unge intetanende bliver misbrugt af stærke udefra kommende kræfter - og man kan kun gisne om, hvem det er, der er interesseret i at så splid muslimer imellem.

Politikerne er bange for politisk islam: At visse despotiske regimer kalder sig "islamiske" betyder ikke, at de virkelig er det - eller at det er den eneste styreform islam tillader. At menneskerettighederne krænkes på stribe i de såkaldt islamiske lande, betyder ikke, at menneskerettigheder er uforenelige med islam - tværtimod. Og hvorfor er det så oprørende, at der blandt herboende muslimer er nogle, der går ind for dødsstraf, når hver femte dansker gør det?
    I øvrigt har der i årevis foregået en livlig debat blandt muslimer om menneskerettigheder, demokrati, sekularisering, pluralisme, ytringsfrihed, trosfrihed og alle de andre værdier, som vi herhjemme betragter som dansk/vestlige og derfor enestående - men som i virkeligheden er lige så gode islamisk/koranske værdier.
    Se blot på www.islam21.net eller www.islamstudie.dk under emnerne politik, dialog og islam i Europa. Eller læs Charles Kurzman (ed.): Liberal Islam. A Resourcebook. (Oxford University Press 1998) og Tariq Ramadan: To be a European Muslim (The Islamic Foundation 1999).
    Der er intet modsætningsfyldt i at være dansk og muslim. Alle muslimer læser den samme grundtekst: Koranen, der hylder mangfoldighed som et grundprincip. Understøt de moderate muslimer, der ønsker den fredelige sameksistens, så de ikke i frustration over ikke at blive hørt og taget alvorligt forfalder til ekstremisme. Tal med os - i stedet for at tale om os. Betragt os som ligeværdige MEDborgere.
    Hjælp os med at etablere en dansk el. fællesnordisk imam-uddannelse, så vi kan blive fri for de politiserende, ensporede og konservative imamer, der kun bliver her et par år og ikke har den ringeste føling med det omgivende samfund. Det bliver ikke nemt at oprette en sådan uddannelse, og det vil sikkert ikke lykkes i første forsøg at finde en for alle parter acceptabel form. Netop derfor er det på høje tid at komme i gang.
    Rom blev ikke bygget på én dag. Og hverken de "danske" værdier eller demokratiet opstod ved et knips med fingrene. Hav tålmodighed og vis os tillid og respekt, så vi har mulighed for at give islam et europæisk ansigt.
    Islam er ikke en trussel imod danskheden. Der er så utrolig mange værdier, vi i fællesskab kunne videreudvikle og værne om på tværs af religionerne og til gavn for vor fælles fremtid.

© Aminah Tønnsen, oktober 2000    

Denne artikel har tidligere været bragt i KRISTELIGT DAGBLAD den 23. oktober 2000.

Religionspanelet 7. okt. 2002:
          Hizb ut-Tahrir og forholdet til andre muslimer

Ed Husain: The Islamist. Why I joined radical Islam in Britaitn. What I saw and why I left.
          Penguin Books, 2007.

Interview med en afhopper:
          Berlingske Tidende 10. dec. 2007 & Undskyld Danmark   

Litteratur:

ELMESKOV, Anders: Hizb-ut-Tahrir.
          Øvelsesopgave i forbindelse med kompaktkurset "Teologiske og 
          folkelige strømninger i islam, historisk og aktuelt, i Mellemøsten og 
          Europa" august 2000.

IB, Helle: De københavnske disciple.
          JYLLANDSPOSTEN 16. september 2001.

GRØNDAHL, Malene & Torben Rugberg Rasmussen & Kirstine Sinclair:
         Hizb ut-Tahrir i Danmark. Farlig fundamentalisme eller 
         uskyldigt ungdomsoprør? Aarhus Universitetsforlag, 2003.

KHAN, Abdullah: A warning to the Muslims about
          Hizb al Tahrir al Islami. Stockport 1995.

RAHBEK, Birgitte:
          Med Allah ud af kriminaliteten. POLITIKEN 9. september 2001.

RASMUSSEN, Morten:
          De sande muslimer. KRISTELIGT DAGBLAD 27. sept. 2001

Rasmussen, Torben Rugberg: Dannevirke på arabisk.
          MELLEMØST INFORMATION oktober 1998.

THE RAID of the faithful in refuting the contraventions of Hizb at-Tahrir.

VOGT, Kari: Kommet for å bli. Islam i Vesteuropa.
          pp.98-109: Ved Themsens bredder. Oslo 1995.