| Kultur
og samfund:
NØGLEN TIL FREMTIDEN
Af Aminah Tønnsen
Mediernes
skræmmebilleder af islam som en trussel imod danskheden har i de senere
år medført en radikalisering blandt en mindre del af de herboende
muslimer, der føler sig uglesete og marginaliserede, og som styrker deres
identitet ved at definere sig selv i modsætning til majoriteten. Og de
unge, der ikke har et fast ståsted i deres fædrene tro, reagerer, som vi
med jævne mellemrum ser det i Vollsmose og på Nørrebro - for skræmmebilleder
har det med at blive en selvopfyldende profeti.
Påstanden om, at 150.000
muslimer skulle være en trussel for en befolkning på godt 5 mio.
mennesker, er helt ude af proportioner og kan kun skyldes mangel på selvværd
og mangel på rodfæstethed i egne traditioner. For hvorledes man end
vender og drejer det, så er det majoriteten, der har magten i landet - og
som dermed bestemmer, i hvilke retning samfundet skal udvikle sig:
Det
majoriteten, der bestemmer, om de unge skal komme i
arbejde, så de selv kan tjene til dagen og vejen - eller om de skal være
afhængige af offentlig støtte og være en krudttønde, der kan blive antændt
når som helst - eller vil rejse videre til andre lande, hvor der er bedre
mulighed for at bruge den uddannelse, de har erhvervet sig her i landet.
Det er majoriteten, der
bestemmer, om den vil betragte muslimerne som manipulerende og
samfunds-undergravende fjender, der skal holdes uden for indflydelse -
eller som loyale og værdifulde borgere og samarbejdspartnere i bestræbelserne
for at skabe et dynamisk og harmonisk samfund.
Det er majoriteten, der
bestemmer, om den vil betragte muslimerne som én massiv, statisk blok -
eller som mangfoldig, påvirkelig og progressiv.
Det er majoriteten, der
bestemmer, om den vil bakke op omkring de herboende muslimer, der plæderer
for nytænkning i forhold til traditionel regelbundethed - eller om den
vil betragte dem som utroværdige ulve i fåreklæder og fortsat bruge
status quo i de såkaldt islamiske lande som undskyldning for ikke at
forholde sig til europæisk islam.
Det er majoriteten, der
bestemmer, om den vil betragte muslimerne og deres tro og traditioner som
mindreværdige - eller blot anderledes og ligeværdige.
Det er majoriteten, der
bestemmer, om den vil betragte dialog med minoriteten som et middel til
fremme af tillid, forståelse og respekt mennesker imellem - eller som et
middel til omvendelse og dermed skabe mistro, distance og opposition.
Det er majoriteten, der
bestemmer, om muslimer fortsat skal betragtes som fremmede og anden- eller
tredje-generations indvandrere - eller som MEDborgere slet og ret.
Det er majoriteten, der
bestemmer, om den vil se kulturel og religiøs mangfoldighed som en
trussel - eller som en udfordring til at ransage egne værdier og
holdninger.
Det
er også majoriteten, der bestemmer, om minoriteten skal
betragtes isoleret - eller som en integreret del af samfundet. Eksempelvis
holdt Mellemfolkeligt Samvirke for nylig et møde under titlen
"Etniske piger i krise?", hvor alle 'specialister' på området
hurtigt kunne blive enige om, at der hviler et enormt pres på de unge
'etniske' pigers skuldre, når de kommer i pubertetsalderen og af familien
får deres bevægelsesfrihed beskåret.
Vi burde alle som én være
bekymrede over det enorme pres, der hviler på ALLE unge i vort samfund,
hvor alt synes tilladt - lige fra alkohol og stoffer til sex. Alkohol er nærmest
blevet et billede på dansk kultur - og sex forbindes med alt lige fra is
og slik til shampo og hurtige biler.
At Danmarks unge har
Europa-rekord i druk burde for længst have resulteret i en generel værdidebat
i samfundet med fokus på, hvad det er for nogle vilkår og muligheder, vi
ønsker at give vore unge. At begrænse problematikken til de 'etniske'
unge er at gå efter symptomet i stedet for årsagen - og svigte en hel
generatiaon.
Ægte samfundssind bør tage
udgangspunkt i de værdier, vi stort set er fælles om: social
ansvarlighed, bioetik, familierelationer, dyreværn, vold, uddannelse,
pornografi, prostitution, ligestilling, ældreforsorg, arbejdsløshed,
menneskerettigheder, økologi osv. - ikke for at fortie forskellighederne,
men for at skabe åbenhed og tillid til hinanden. Samtale og dialog gør
noget ved os - den får os til at modnes i vor tro og giver os fælles
erfaringer, så det efterfølgende vil være langt nemmere ikke kun at
tale om det, der skiller os, men også at acceptere og respektere
mangfoldighed.
Der findes her i landet mange
veluddannede og velformulerede muslimer, der brænder efter at deltage i
den generelle debat om samfundsværdier. De vil gerne høres og tages
alvorligt og yde deres bidrag til udvikling af det samfund, de er en del
af.
For nylig
havde jeg - sammen med ni andre frivillige medarbejdere fra
Islamisk-Kristent Studiecenter på Nørrebro - lejlighed til at studere,
hvorledes man i Birmingham og Bradford (to byer, der i de forgangne år
med mellemrum har været skueplads for raceuroligheder) har vendt
situationen ved på alle områder at tage udgangspunkt i den reelle
befolkningssammensætning.
Vi besøgte bl.a. Interfaith
Education Centre i Bradford. Her fik vi fortalt, at loven pålægger hver
enkelt region at tilrettelægge religionsundervisningen i henhold til den
stedlige befolkningssammensætning. I Bradford underviser man derfor -
allerede i de yngste klasser - i både jødedom, kristendom, islam,
hinduisme og buddhisme. Og det siger sig selv, at man bruger
undervisningsmaterialer, der er udarbejdet og godkendt af de respektive
trossamfund.
Centret fungerer som både
materialecentral og kursuscenter. Skoler og andre institutioner i området
kan fra centret rekvirere undervisere og foredragsholdere, som er godkendt
af de respektive trossamfund. Disse undervisere kan også rekvireres af
skolerne til at forestå deres ugentlige morgensamling, der efter tur
tager udgangspunkt i de forskellige religioner, som eleverne tilhører.
Flere gange understregede man
over for os den rolle, som religionsundervisningen spiller for at give
eleverne et bedre liv og blive bedre samfundsborgere. Og der herskede
blandt centrets medarbejdere ingen tvivl om, at undervisning i fremmede
religioner er en god investering i fremtiden.
Også på dette område er det
majoriteten, der må tage affære.
I England
og Frankrig har man for længst oprettet uddannelses-institutioner for
imamer for at sikre, at fremtidens imamer er rustet til at vejlede
minoritets-menigheder. Ingen kan være tjent med, at muslimer, der er født
og opvokset i Europa, vejledes af imamer, der ingen som helst føling har
med det samfund, som de for en kortere periode er udstationeret i.
Oprettelse af en dansk eller fællesnordisk
uddannelse for imamer burde stå allerøverst på dagsordenen for at sikre
sammenhæng mellem tro og samfund.
Også på dette område er det
majoriteten, der må tage initiativet for at sikre, at uddannelsen kommer
til at foregå i et åbent og acceptabelt miljø, som f.eks. et teologisk
fakultet.
Vi er
alle borgere i dette land og bør i fællesskab arbejde på at skabe et
samfund, der er godt for alle at leve i - et samfund, hvor ingen
diskrimineres eller marginaliseres, og hvor alle har lige rettigheder og
muligheder. Det
er de fælles værdier, der bærer hverdagen, og vi må lære at
se på hinanden som medmennesker på godt og ondt og på det enkelte
individs kvaliteter, evner og ressourcer - i stedet for at ty til
generaliseringer og sætte hinanden i bås efter hudfarve, navn eller tro.
Om vi vil det eller ej, så er
vi alle skabt af samme Gud - skabt i indbyrdes forbundethed, afhængighed
og forpligtelse. Det gælder om at skabe enhed og harmoni i den gudskabte
mangfoldighed - ikke om at stræbe efter ensartethed.
Majoritetens holdning til
minoriteten er altafgørende for minoritetens holdning til majoriteten.
Det majoriteten, der har nøglen
til fremtiden!
© Aminah
Tønnsen
Denne artikel har tidligere været bragt i
KRISTELIGT DAGBLAD den 8. januar 2000.
* * *
Hilsen modtaget fra en kvinde, som jeg ikke tidligere har hørt fra,
9. januar 2000.
Kære Aminah Tønnsen Echammari.
Jeg vil gerne sige dig en stor og varm tak for
dit indlæg i Kristeligt Dagblad den 8. januar. Det er stærkt, intelligent og
modigt, og jeg er meget enig med dig i de fremførte synspunkter.
Der skal nok komme negative kommentarer, og derfor var det
vigtigt for mig, at du også fik en positiv. Det er dejligt at høre og for
mig ikke uventet, at der er mange veluddannede og velformulerede muslimer, der
brænder efter at deltage i samfundsdebatten. Det er vigtigt, at vi som
majoriteten sørger for, at I kommer til orde. Og jeg håber og opfordrer jer
til at gribe det, hvor I kan.
Jeg sørger dybt over, hvad mit folk udsætter jer for af
tåbelige, ondsindede og nedværdigende bemærkninger. Jeg kan ikke få mig
til at bede jer være overbærende, kun håbe at I får mod, håb og
sjælstyrke nok til ikke at forfalde til samme lave niveau. Mest af alt beder
jeg til, at nedgørelsen ikke slår indad og underminerer jeres selvværd og
selvfølelse.
Sidst, jeg synes dit oplæg er så godt, at jeg ville
ønske, det kom ud til en større kreds end Kristeligt Dagblads abonnenter.
Jeg synes, det var fint, hvis det også kom i Politiken og især i
Jyllandsposten. Så det er en venlig opfordring.
Endnu engang TAK for dit oplæg. Og held og lykke, mod og
udholdenhed i de bestræbelser, du udfolder.
nn
* * *
At modtage en hilsen som denne sker ikke
hver dag - men sikken lise for sjælen i disse tider, hvor man næsten
fristes til at opgive ævred og overlade debatten til andre.
Deltager man i den offentlige
debat, må man - uanset emnet - finde sig i at være skydeskive for andres frustrationer,
og da er
det godt at huske Guds løfte til menneskene:
Oh I troende! I er
udelukkende ansvarlige for jeres egen sjæl. Hvis I følger (den rette)
vejledning, kan de vildfarne ikke forvolde jer den mindste skade. Til Gud skal
I alle vende tilbage, og Han vil fortælle jer sandheden om alle jeres
gerninger. (5:108)
Vær tålmodig og
vedholdende i din stræben for Gud. (74:7)
Godt og ondt er ikke lige.
Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende blive din mest
fortrolige ven. (41:34)
Det er bedre at tænde lys end at
forbande mørket, og ind i mellem er det klogest at tie - hvilket jeg valgte, da nedenstående kommentar blev bragt. Den taler
udmærket for sig selv og kræver ikke yderligere kommentarer. Men den er
typisk for den aktuelle debat og gengives her med skribentens tilladelse.
A.T.
* * *
KRISTELIGT DAGBLAD 14. januar 2000.
Ejendomsretten til Danmark
Det var særdeles underholdende og inspirerende at læse
Aminah Tønnsen Echammaris ringeagtende og fordomsfulde ord om de fordrukne
danskere. "Alkohol er nærmest blevet et billede på dansk kultur
(...)" jeg har læst det før. En pakistansk født muslim skrev de
selvsamme ord i Ekstra Bladet om de danskere, som havde budt ham og hans
familie velkommen. Frækheden er enestående. Jeg kunne - hvis jeg ønskede -
på samme vis fortsætte i samme ånd og skrive, at salg af opium, korruption,
tyranni, afbrænding af kirker, drab på kristne, undertrykkelse af mindretal,
fattigdom, intolerance, borgerkrig, analfabetisme, had, bandevold, religiøse
dødsdomme over for forfattere og uvidenhed er billeder på islamisk kultur,
men jeg gør det ikke, for dertil holder jeg mig dog for god.
Ja, nogle af os danskere er fordrukne, mistroiske,
uærlige, grådige, på stoffer, ser porno og begår indbud, men vi er stadig
danskere. Et ædelt, islamisk liv giver ikke ejendomsret til et land, man ikke
har indfødsret til. Vi danskere kan være de mest fordomsfulde, mest
uvidende, nærigste skabninger, som nogensinde har vandret på denne
Gudsforladte jord; men Danmark er vort. Vi kan undlade at tage imod fremmede
og ikke give dem husly, sociale ydelser, fred, stemmeret og sikkerhed; men
Danmark er vort. Indvandrerne kan være de dejligste, ærligste, flittigste,
fredeligste, mest loyale mennesker, der nogensinde er set; Danmark er vort.
Indvandrerne kan på smukkeste vis berige vor kultur med deres sange, danse,
arbejde, kultur og tro; Danmark er dog ikke deres. Thi de er gæster, og vi er
værter, og værter bestemmer i eget hus. Derom handler hele
indvandrerdebatten, ikke om islam og muslimer, men om retten til landet.
De 150.000 muslimer over for 5.000.000 danskere, som Aminah
Tønnsen Echammari opstiller i sit besynderlige regnestykke, har heller intet
med debatten at gøre. Det siger sig selv, at 150.000 aldrig kan være en
trussel. Det er tværtimod indvandringens størrelse sammenholdt med den
svimlende korte tidsperiode, der er til debat. For 17 år siden taltes
indvandrerne i titusinder. Det er denne folkevandring, som det danske folk
naturligvis er begyndt at vende sig imod.
"Det er majoriteten, der har nøglen til
fremtiden", var artiklens sidste ord. Majoriteten skal her være den
danske og minoriteterne de muslimske samfund. De andre udlændinge regner
Aminah Tønnsen Echammari åbenbart ikke for noget. Ret beset har vi kun ét
ægte, hjemmehørende mindretal i Danmark, nemlig det tyske i Sønderjylland,
og det har sine naturlige årsager, idet Sønderjylland er grænseland.
Mindretal hører til i grænselande, mens indvandrerne i Danmark bor her,
fordi de har forladt deres hjemlande, lokket hertil af frihed og rigdom, ikke
fordi de er fra en grænseregion. At kalde danskerne et flertal er en
tilsnigelse. Hensigten er selvfølgelig at dele retten til landet. Er man
mindretal, har man lige så stor ret til at bestemme landets fremtid som
flertallet, men danskerne er intet flertal. Danskerne er helt og holdent i
besiddelse af ejendomsretten til Danmark, og ingen andre, Skulle der pludselig
ved en forfærdelig, mystisk ulykke kun være en eneste, sølle dansker
tilbage, er Danmark stadig hans, ikke det indvandrede flertals.
Aminah Tønnsen Echammari synger forlorent om mennesket, om
harmoni, om enhed, om medmennesket (næsten ville vi sige), og for at sætte
kronen på sit storslåede værk henviser hun til de paradisiske tilstande i
England og Frankrig, et noget tvivlsomt postulat. Men lad os nu alligevel
forudsætte, at historierne er sande; hvordan skal jeg så som dansker
forholde mig til disse herlige forlydender? Svaret er, at jeg slet ikke skal
forholde mig overhovedet, for hvad englænderne og franskmændene gør i deres
land er deres ansvar. Jeg bekymrer mig kun om Danmark, for det er Danmark, der
er mit land. Andre lande kan gøre, hvad de vil; jeg som dansker tager alene
stilling til mit lands fremtid, og denne fremtid er ikke multietnisk.
Når en dansker omvender sig til islam, er han stadig
dansker, om end han måske får svært ved at glædes over korset i Dannebrog.
En omvendelse til islam betyder dog ikke, at man skal slå til lyd for
storstilet indvandring, medmindre man ønsker, at landet ændrer
befolknings-sammensætning. Derved har man løsrevet sig fra sit land, sin
kultur og sin historie og er blevet en fremmed. Det er egentlig meget
betegnende, at Aminah Tønnsen Echammari gentager de samme floskler, som den
indvandrervenlige, kosmopolitiske, anti-nationale elite i dette land i
umindelige tider og til stor skade har råbt op om. Hvem skulle have troet
dette? Et sammenfald i meninger mellem islam og den gudløse humanisme. Hadet
til kristendommen binder dem, og dette had er også et had til Danmark, som
med alle sine fejl og sine mangler i bund og grund og trods alt hviler på
gamle, kristne værdier, værdier som har muliggjort dette fredelige og rige
lands velfærd.
(forkortet af Kristeligt Dagblads
redaktion)
Alex.Ahrendtsen@skolekom.dk
|