Samfund:

Den 3. april 2003:
Med denne løbeseddel gør hovedstadens muslimer i disse dage reklame for et initiativ taget af Tanwir Ahmad, medlem af Københavns borgerrepræsentation for Det Radikale Venstre. 
    De unge muslimer har med begejstring taget ideen til sig. "Rådhuspladsen står for noget af det mest danske, der findes. Og ved at bede på Rådhuspladsen viser muslimernes deres danskhed." (Kristeligt Dagblad 29. marts 2003)
    En del muslimer (både med dansk og med indvandrerbaggrund) ser derimod med bekymring på initiativet, som de mener er udtryk for manglende situationsfornemmelse. 
    Lad os skrue tiden en uges tid tilbage. Den 25. marts 2003 kunne man i POLITIKEN læse følgende:

Fredagsbøn på Rådhuspladsen. 
Muslimsk politiker forsøger at samle 3.000-4.000 trosfæller til bøn på Rådhuspladsen i København som en protest mod krigen i Irak. Politiet betragter begivenheden som endnu en fredsdemonstration. ... "Indholdsmæssigt er der opbakning til fællesbønnen under åben himmel, men det er vigtigt, at vi får budskabet ud, så alle moskeer og kulturcentre aflyser den sædvanlige fredagsbøn den 4. og i stedet henlægger den til Rådhuspladsen" siger initiativtageren, Tanwir Ahmad ... 
"Vi betragter en fællesbøn på linje med en ganske almindelig demonstration og foretager naturligvis en konkret vurdering af arrangementet og indstiller den politimæssige indsats efter det. ... Naturligvis er der et religiøst islæt i en fællesbøn, men det er jo ikke meget anderledes, end da Moses Hansen gik på Nørrebro" siger politikommissær FSM fra Københavns Politi. ...
"Vores fællesbøn skal være for alle muslimer på tværs af både religiøs fortolkning og nationalt tilhørsforhold, og derfor skal vi finde en imam, der kan bakkes op af alle, ligesom vi også er indstillet på, at kvinder og børn skal kunne bede med", siger Tanwir Ahmad, som blandt andet i samarbejde med de muslimske organisationer skal finde en praktisk løsning på, hvor kvinderne og børnene skal være på Rådhuspladsen. Ikke alle muslimske retninger finder det nemlig rigtigt at lade kvinder knæle side om side med mænd.

Og med denne første kundgørelse af arrangementet, er det slået fast, at fredagsbønnen fra politiets side opfattes som en ganske almindelig demonstration på linje med Moses Hansens korstog på Nørrebro! At der med andre ord er tale om en flok religiøse galninge, som i forsamlings- og demonstrationsfrihedens navn skal have lov at optræde under behørig beskyttelse.
    Det slås endvidere fast, at kvinder og børn udgør et problem, idet der skal findes en praktisk løsning på, hvor de skal være på Rådhuspladsen. Man vil demonstrere, at muslimer står sammen, skulder ved skulder - men formår end ikke i denne ganske særlige situation at se bort fra den komplet u-islamiske kulturelle forståelse af kvinden som fristerinden, som den, der skaber fitna (kaos) og forstyrrer mandens bøn (hvilket implicit betyder, at man gladeligt accepterer, at mænd er nogle sølle pjok, der ikke kan koncentrere sig om det spirituelle, når der er kvinder i nærheden).
    Jeg er udmærket klar over, at alle de, der med entusiasme bakker op om arrangementet, har alt andet end kønsroller i hovedet i denne forbindelse. Naturligvis er det ikke det væsentligste ved arrangementet; men det er ikke desto mindre det, som udenforstående (og altså også nogle muslimer) lægger mærke til og reagerer på. For slet ikke at tale om det ramaskrig, som uden tvivl vil lyde fra medier, politikere og kvindeorganisationer i den kommende tid.
    Man reagerer, fordi der - snart ved det ene og snart ved det andet arrangement i muslimsk regi - bliver gjort særskilt opmærksom på, at kønnene skal holdes adskilt.  Det virker kunstigt og forstemmende, at man konstant fokuserer på kønsadskillelse, når muslimer mødes til sociale arrangementer. Som om muslimer - selv i bøn for Gud - ikke kan færdes naturligt iblandt hinanden uden at tænke på sex. Er det virkelig det signal, man ønsker at sende til omverdenen?  

I det hele taget synes jeg, at det er en dårlig idé at bruge fredagsbønnen som udgangspunkt for en fredsdemonstration. Det er en uheldig sammenblanding af religion og politik. Det er misbrug af ugens vigtigste muslimske bøn.
   Det er en smuk tanke, at man vil samle folk fra de forskellige grupperinger til et fælles arrangement; men ved at indkalde til fredagsbøn, distancerer man sig dybest set fra det store muslimske flertal. Der er mange muslimer, der ikke ved, hvordan man be'r den rituelle bøn, og som aldrig kommer til fredagsbøn. Dem har man udelukket, selvom de er muslimer og også er imod krig. Ved at indkalde til fredagsbøn bliver det implicit en demonstration af, at praktiserende/religiøse muslimer kun er interesseret i at stå sammen, skulder ved skulder med ligesindede, med 'rigtige' muslimer.
   Og hvad med de mennesker, der arbejder fredag eftermiddag, og dem, der skal passe deres skole - og dem, der ikke lige netop bor i København? Er arrangementet kun for studerende, arbejdsløse, pensionister, husmødre og småbørn?
   Man burde holde fredagsbøn som sædvanligt i de lokale moskéer og kulturcentre - og så indkalde til et separat fælles fredsarrangement, en stille andagt, en du'a, som alle kan deltage i fx fredag aften eller lørdag eftermiddag. Så kunne man med rette sige, at det er en fredsbøn, der er åben for alle muslimer og ikke-muslimer. Man kan ikke - som det er sket - indkalde til fredagsbøn og så hævde, at den er åben for alle, der går ind for fred.

Her er et par af de indvendinger, jeg i den seneste uges tid har hørt fra muslimer (alle sammen lidt oppe i årene og med vidt forskellig etnisk baggrund):

"Jamen, vi har jo ikke engang en imam, vi kan være bekendt at vise frem!"

"Det er uacceptabelt, at en obligatorisk fredagsbøn gøres til en politisk demonstration og mediebegivenhed. Man skal ikke udstille sig selv på den måde i en meget intim situation. Jeg vil ikke bede omgivet af politi, trafik, kameraer og glanende forbipasserende."

"Hvis man absolut vil holde fællesbøn under åben himmel, skulle man vælge et naturskønt område som Fælledparken i stedet for at placere sig midt i bilosen på Danmarks mest befærdede plads. Fælledparken er vel lige så dansk som Rådhuspladsen. Hvad med alle de mennesker, der har for vane at gå over Rådhuspladsen for at komme fra Vesterbrogade til Strøget og omvendt? Vil de finde sig i at blive dirigeret uden om de bedende - eller vil de bare møve sig igennem rækkerne med hund og barnevogn og hele molevitten?"

"En særlig bedeplads for kvinder - tjah ... der skal mange lagner til for at nå over Rådhuspladsen. Eller vil de anbringe dem nede bagved HT-terminalen? I udsatte situationer går ordentlige mænd ved siden af eller bag ved kvinderne - for så kan de nemlig gribe ind og forhindre, at de bliver forulempet. Ved at anbringe kvinderne bagved, når man befinder sig i offentligt rum, er de i princippet ganske forsvarsløse."

"Det er illusion at tro, at folk vil stå stille og lytte til prædikenen. Det kommer til at lyde frygteligt med højttalere, der skal overdøve trafikken. Det kommer til at lyde som i Teheran eller Kairo - fri os for den slags i Danmark. Jeg er bange for, at folk vil opfatte arrangementet som en provokation. De unge mennesker har sikkert de bedste hensigter; men de aner ikke, hvilke tanker og reaktioner de fremprovokerer. De har ingen situationsfornemmelse."

"Jeg har hørt, at der vil være et par meter mellem de bedende mænd og de bedende kvinder, der skal stå bagved mændene. Hvis der virkelig kommer et par tusinde til bønnen, så vil adskillelsen mellem de to køn være lige dér, hvor folk plejer at skrå over Rådhuspladsen. Hvem kan samle tankerne i en sådan situation - er det hele bare en opvisning til ære for medierne? Jeg tror, at spiritualiteten går fuldstændig fløjten. Jeg ville ønske, de havde indbudt til en fælles fredsbøn for alle - muslimer og ikke-muslimer - og holdt fredagsbønnen helt udenfor. Jeg mener, enhver almindelig muslimsk bøn indeholder jo en bøn for fred i verden. Det behøver man ikke stille sig op på Rådhuspladsen for at demonstrere. Det er en uheldig sammenblanding af religion og politik."

Det beror på sørgelig uvidenhed om muslimernes historie i Danmark, når denne fredagsbøn på tværs af religiøse holdninger betegnes som historisk. Københavns Rådhus har faktisk allerede for 32 år siden været midtpunkt for en lignende begivenhed:

Dengang brugte man selve Rådhushallen - og ikke Rådhuspladsen, hvilket gør en enorm forskel og giver bønnen en ganske anden karakter.

Lad os håbe på og bede til, at denne fredagsbøn vil forløbe lige så fredeligt som dengang for 32 år siden - selvom situationen og omstændighederne i dag er en ganske anden.

Fredag den 4. april 2003:
Trods natligt hærværk og regn forløb fredagsbønnen på Rådhuspladsen i god ro og orden. Folk holdt vejret en anelse længere end normalt, da der lød et kanonslag midt i det hele. Kamerafolk, journalister og tilfældigt forbipasserende af begge køn gik frem og tilbage - eller blev nysgerrigt stående - direkte både foran de bedende mænd og mellem de bedende mænd og kvinder.
   Selve khutbaen indeholdt - som frygtet - politiske elementer, som jeg helst havde været foruden, og jeg tænkte et øjeblik på min nu afdøde svigerfar, der under en 'id-bøn på Mousalla'en (bedepladsen) uden for Casablanca i slutningen af 70'erne demonstrativt rejste sig og forlod stedet i protest imod khutbaens politiske indhold. Det var ikke, hvad han forventede at høre på en højtidsdag. 
   I de efterfølgende taler kom både knytnæver og løftede pegefingre frem, og en skinger kvindestemme råbte i bedste gøglerstil: "... Stop op og lyt med ... det kan være I lærer noget!" Det er sådan et niveau, der får én til at krumme tæer. 
   Et par midaldrende indvandrerkvinder samlede nogle aviser og store hvide plaststykker op, som deres trosfæller havde ladet ligge og flyde efter at have brugt dem som bedetæppe - og lagde dem i den nærmeste affaldsspand...
   Værst var det dog, da en mandsrøst gjaldede ud over Rådhuspladsen på arabisk - til trods for, at arrangørerne havde forsikret om, at alle talere ville holde sig til dansk. Jeg følte mig hensat til Kairo eller Algier - gid han dog ville holde mund ... Den annoncerede danske oversættelse af talen kom aldrig.
   Jeg cyklede hjem og bad en stille bøn. "Påkald Herren med ydmyghed og i løndom, for Han elsker ikke dem, der overskrider grænserne!" (7:55). 
   Gud ved bedst!

Lørdag den 5. april 2003:
Ikke uventet fokuserede gårsdagens tv-aviser og dagens aviser fortrinsvis på de Radikales interne diskussion om muslimske medlemmers sammenblanding af religion og politik - og på den kønsopdelte bøn. Fredsbudskabet druknede fuldstændig - noget, der kunne have været undgået, hvis man havde tænkt sig om og arrangeret en fredsbøn, en du'a, i stedet for en fredagsbøn.

Jeg synes det har været utrolig forstemmende at høre og læse de svar, som muslimske kvinder og mænd giver i et forsøg på at forsvare kønsadskillelsen under fredagsbønnen. Det er ikke kønsadskillelsen som sådan, der er problematisk - så længe den er frivillig; men det er den begrundelse, man giver for kønsadskillelsen, der får mig og andre til at stejle. En begrundelse, der næsten altid handler om sex:
   "Det er for at det seksuelle ikke skal ødelægge bønnen, så man ikke tænker på Gud men noget andet." (Berlingske Tidende)
   "Mænd er så sexfikserede, at de ikke kan koncentrere sig om at bede til Allah, hvis der er kvinder midt imellem dem." (do.)
   "Det skyldes frygten for, at mænd skal få urene tanker, når de beder, for så bliver deres bøn ikke anerkendt." (do.)
   "Kønsopdelingen er for at beskytte kvinderne. Når kvinderne beder, så ligger de jo populært sagt med røven i vejret. Det kan virke forstyrrende på mænd." (do.)
   (Jeg ved fra andre sammenhænge, at nogle muslimske kvinder også giver udtryk for, at de helst vil være fri for at ligge bag knælende mænd.) 
   Helt uacceptabelt bliver det, når man bevæger sig over i den latrinære afdeling: "Det er vel ligesom på de offentlige toiletter under Rådhuspladsen: Der er kvinder og mænd også adskilt." (sic!) (Ekstra Bladet)
   Pinligt bliver det også, når en af de muslimske kvinder besvarer et tilråb fra en forbipasserende midaldrende dame med: "Hold din kæft" (Kristeligt Dagblad). Det gavner ikke just islams omdømme.

Med sådanne argumenter gør man sig selv til grin og skader islams omdømme. Hvis man kan blive distraheret af tilstedeværelsen af mennesker af modsat køn, når man beder sine bønner, så kan troen ikke være særlig dyb og ægte - eller er det rygrad, der mangler? Hvor længe vil man blive ved med at udstille og bekræfte sin egen og sine trosfællers svaghed og umodenhed, som var de et hæderstegn?
   Løsningen er i grunden ganske simpel: Hvis man beder i to store blokke side om side med en meter eller to imellem blokkene, er der ingen, der kommer til at se op i bagdelen på en person af andet køn.
   I øvrigt burde det være en selvfølge, at man efterkommer Koranen påbud til mænd og kvinder om "at sænke sit blik og bevare sin dyd" (24:30-31). Enhver oprigtig troende ser naturligvis skråt ned i tæppet foran sig - og ikke på den foranståendes bagdel.
   De, der ikke kan færdes i sociale sammenhænge uden at forulempe deres medmennesker af det ene eller det andet køn, er farlige for samfundet og bør spærres inde og behandles (jfr. 33:59-62).
   Sidst, men ikke mindst, har vi jo også djihâd-begrebet. Den største djihâd er kampen imod egne svagheder og begær: Man skal styre sin seksualitet - i stedet for at lade sig styre af den. Det er denne djihâd, der skal være på plads, for at man kan være et godt og værdigt eksempel og vidne for sin tro. 

Det fortælles, at Profeten Muhammad skal have sagt: "Et virkelig islamisk samfund er, når en enlig kvinde kan rejse fra Syrien til Yemen i fuld sikkerhed uden at blive forulempet." En rejse, der med datidens mest udbredte befordringsmiddel, dromedaren, har indbefattet ganske mange overnatninger og krævet omgivelsernes uforbeholdne respekt for den enlige kvinde.
   Der er lang vej igen, når man end ikke kan bede en bøn eller afholde et socialt arrangement uden at skulle praktisere kønsadskillelse for at forebygge, at mænd føler sig distraheret af kvinders tilstedeværelse. 
   Djihâd bærer den troende "fra ét åndeligt stade til et andet" (84:19).
   Gud vil aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv (13:11).

© Aminah Tønnsen, 8. og 11. april 2003 
  

Bemærk: Jeg har været lidt i tvivl om, hvorvidt der var tale om et eller to arrangementer i Rådhushallen i 1971. 
   I B.T. den 10. april 1971 siger arrangøren "det var første gang ..." - men skal man tro Berlingske Tidende, fandt et lignende arrangement sted allerede den 8. februar 1971.
   Jeg hører gerne fra personer, der selv har været med til bøn i Rådhushallen i 1971.