| Kultur
og samfund:
HVAD ER DET AT VÆRE DANSK?
Jeg kan føre min mødrene slægt næsten 400 år tilbage i den jyske muld;
men er opvokset i efterkrigstidens Flensborg - dengang man var dansk med hud
og hår. Man følte samhørighed med - og dyb kærlighed til - det danske
sprog, kulturen, litteraturen, historien, landet, folket, flaget og sangene.
Hvad skulle man dog have gjort uden Højskolesangbogen - før, under og
efter krigen?
Og hvad skulle jeg selv have gjort uden den danske
sangskat, da jeg levede under fjerne himmelstrøg i 70'erne? Det danske
sprog hørte jeg sjældent i dagligdagen - for man går jo ikke rundt og
snakker med sig selv. En sang kunne jeg derimod godt synge - og det blev til
mange hver eneste dag. Synet af Dannebrog, der dagligt vajede fra den danske
ambassades flagstang - og som jeg i et kort glimt kunne skimte over
trætoppene, når jeg kørte mine børn i børnehave - gav mig hjertebanken.
Danskhed er nemlig en bagage, man kan tage med sig og
glæde sig over overalt i verden, og som ingen kan fravriste én.
Nøjagtig det samme gælder for tro. Uanset hvilken tro
man så end bekender sig til - og uanset om man blot har overtaget den efter
sine forfædre eller selv har valgt den - har man den med sig som en
usynlig, styrkende og allestedsnærværende bagage.
Nogle skyder skylden for vore dages dekadance og
gudløshed på præsterne - andre klandrer politikerne, for det er så nemt
at skubbe ansvaret over på andre. I virkeligheden er det den enkelte, der
svigter både sin Gud, sig selv og samfundet.
Da vi fik socialloven hed det sig i starten: Yde efter
evne - modtage efter behov. Så blev vi grådige, og de, der levede over
evne, blev belønnet med rentefradrag, så de kunne slippe for at betale til
fællesskabet.
I 60'erne fik vi den frie abort: Kvinderne ville selv
bestemme over deres krop - men ville ikke tage ansvaret for deres såkaldte
frihed. Man blåstemplede det papirløse samliv og det registrerede
partnerskab, og man åbnede krisecentre for voldsramte kvinder.
At få børn er ikke længere en gave - men et krav
og en menneskeret, så man har lovliggjort anonym adoption og sågar anonym
sæd- og ægdonation. Nu risikerer unge mennesker at gifte sig med - og få
børn med - både halv- og helsøskende - og sågar deres egne forældre.
Så nu er vi helt ude i hampen. Og somom det ikke skulle være nok, så har
vore unge Europa-rekord i druk - men hvem har mon lært dem at drikke?
Det er da ikke så mærkeligt, at samfundet - og dermed
danskheden - er i krise. Mange er forvirrede og rodløse og har ingen
værdier og normer at holde sig til. Det fører til angst for fremtiden og
usikkerhed over for de eller det "anderledes" - og så er det så
nemt at sige, at det er de fremmede (underforstået: islam &
muslimerne), der er skyld i danskhedens forfald. Og når vi nu er så godt i
gang, så er det vel også muslimernes skyld, at kirkerne står tomme og
kristendommen har mistet indflydelse.
Man hører ofte, at det danske samfund bygger på kristne
værdier - hvilket dog er en sandhed med modifikationer: Vort samfund bygger
nemlig på værdier, der - skønt de her på vore breddegrader har udviklet
sig i samspil med kristendommen - er fælles for jødedom, kristendom og
islam. Derfor er der intet modsætningsfyldt i at være dansk jøde eller
dansk muslim - det kan tværtimod være en ekstra berigelse og udfordring at
tilhøre et religiøst mindretal.
Kristendommen har ikke patent på næstekærligheden, og
den dag vi glemmer, at vi er en del af et verdensomspændende fællesskab -
skabt af én og samme Gud, og at vi er indbyrdes afhængige af og
forpligtede over for hinanden uanset hudfarve, tro, kultur, sprog, byrd
eller køn - da kan danskheden nemt forvandle sig til vederstyggelig
nationalisme.
© Aminah Tønnsen, december
1999
Tradition og fornyelse
Du skriver, at "den religion, der inddeler mennesker i rene og urene
mennesker er jo naturligvis islam".
Iflg. Koranen - der er islams
primære kilde og tilmed den eneste islamiske kilde, der til alle tider og
af samtlige muslimer er blevet betragtet som 100% troværdig - er alle
mennesker lige værdige. Mennesker kan være mere eller mindre troende, men
det har intet med "renhed" eller "urenhed" at gøre.
Du nævner, at nogle muslimer
ikke ønsker at give hånd til hilsen. Dette har ej heller noget med "renhed"
eller "urenhed" at gøre, men begrundes traditionelt med, at man
skal undgå fysisk kontakt med personer af modsat køn.
Langt de fleste muslimer har
dog - ligesom jeg selv - svært ved at se en sådan kulturel/folkelig
traditions berettigelse og har ikke det ringeste besvær med at "se
alle åbent i øjnene og give hinanden hånden". Sudaneseren Hassan
al-Tourabi - der på mange andre områder er modstander af fornyelse og
nytænkning - siger f.eks.: "Hvis det er en del af den lokale
tradition, at man giver hinanden hånden til hilsen, er der intet til hinder
for, at muslimer af modsat køn kan gøre ligesådan. Der er vitterlig nogle
lande, hvor man siger til mændene: "Se ikke på kvinderne, undgå
fysisk kontakt med dem og lyt ikke til dem!" men det overstiger
langt Koranens anvisninger." (Tourabi: Islam, avenir du monde, p.44)
At undlade at give hånd til
personer af modsat køn er et fænomen, der især i krisetider hentes op af
mølposen for at styrke sammenholdet og identiten - og som af magtens mænd
(mis)bruges til at kontrollere og begrænse en befolkningsgruppes gøren og
laden. De, der ikke er i stand til at gennemskue deres lederes egentlige
hensigter og magtkampe, vil uvægerligt marginalisere sig selv og vil - uden
at de måske selv er klar over det - med deres adfærd signalere
afstandtagen og opposition til omverdenen. En omverden, hvis velvilje og
respekt de som minoritet er afhængige af for at kunne praktisere deres tro
under værdige forhold.
Det er inderlighed og åndelighed, der sikrer fredelig
sameksistens mellem forskellige befolkningsgrupper; men det kræver som
bekendt både overskud, modenhed, rummelighed og styrke at gå imod
strømmen og sætte sig ud over udvortes futiliteter.
Følger man Koranens opfordring til fortolkning af dens
tekst, til personlig stillingtagen og tilpasning til aktuelle
omstændigheder, er der intet, der - ud fra et islamisk/koransk synspunkt -
hindrer kristne og muslimer i sammen at virke til gavn for almenvellet.
© Aminah Tønnsen, december
1999
Værdi-forsætter for fremtiden
Livet burde være en lang og kontinuerlig stræben
efter at forbedre hverdagen for ALLE. Jeg ville ønske:
- At hver eneste borger i verden i det
kommende år vil give lige så meget til velgørenhed, som han/hun har brugt på
fyrværkeri og alkohol nytårsaften.
- At der bliver oprettet flere alkohol- og
røgfrie områder som f.eks. sportshaller, ungdomsklubber og sygehuse.
- At vi eftergiver de fattige lande deres
gæld og for fremtiden giver dem rentefri lån el. gaver som hjælp til
selvhjælp.
- At vi bliver mere bevidste om at tage
ansvar for os selv, for vore nærmeste og for de svage i samfundet - i stedet
for at overlade det hele til den offentlige debat, politikerne eller staten.
- At den enkelte bliver mere bevidst om
sit ansvar for HELE skabelsens fremtid (natur, dyr og mennesker) og indser, at
alt og alle er skabt af én og samme Gud - i indbyrdes forpligtelse og
afhængighed.
- At vi fokuserer mere på åndelige
værdier og menneskelige relationer i stedet for på fortsat økonomisk vækst.
- At vi smider vor mistænksomhed over for
de "fremmede" eller "anderledes" overbord, så de bliver
vore MEDmennesker på godt og ondt. At vi ser på den enkeltes kvaliteter, evner
og ressourcer og giver lige muligheder til alle - i stedet for at lade os styre
af fordomme med hensyn til hudfarve, sprog, navn, tro, alder, køn eller
handicap.
- At vi taler om "respekt" i
forholdt til "de fremmede" eller "det anderledes" - i stedet
for at tale om "tolerance", der kun betyder at "tåle" eller
"bære over med", hvilket jo i grunden ikke er særlig positivt.
- At vi ser mangfoldighed som en berigelse
og som en udfordring til at granske egne værdier og holdninger - i stedet for
at stræbe efter ensretning og ensartethed.
- At vi ser på vore medmenneskers tro og
traditioner som anderledes og ligeværdige - i stedet for per definition
uacceptable og mindreværdige.
- At vi - selv i en ophedet debat -
bevarer fatningen og taler pænt til hinanden i stedet for at vulgarisere det
danske sprog med ukvemsord, bandeord eller latrinære udtryk.
- At vi behandler andre, som vi selv gerne
vil behandles og ikke forholder os passive, når der sker uret imod vore
medmennesker.
© Aminah Tønnsen, januar
2000
Som man reder så ligger man...
I mere end ti år har muslimer og andre eksperter
gjort opmærksom på de negative konsekvenser, som racisme og udelukkelse fra
arbejdsmarkedet ville få på muslimer med indvandrer-baggrund.
Selv de mest indtrængende argumenter om vigtigheden af at
give herboende muslimer med indvandrer-baggrund et mere tidssvarende og
humanistisk syn på islamisk tro og praksis har prellet af på de myndigheder,
der administrerede bevillinger til dialog-fremmende arrangementer. Ordet "islam"
var nok til at se pengekasser blive smækket i, medens det var forholdsvis nemt
at få tilskud til "eksotisk mad og mavedans" - og vore bange anelser
er blevet til virkelighed.
Både blandt indvandrere og danskere har der i de seneste år
været en stigende tendens til at generalisere ud fra enkeltpersoners eller
-gruppers udtalelser - eller ud fra selvbestaltede despoters grusomheder rundt
omkring i den store verden. Indvandrerne kommer fra mange forskellige kulturer,
og herboende muslimer er lige så forskellige indbyrdes som kristne rundt
omkring i verden. Derfor er det også lige så umuligt at definere en fælles
"muslimsk tankegang" eller "muslimsk kultur" som at definere
en fælles "kristen tankegang" eller "kristen kultur".
Mange ord og begreber - som f.eks. renhed/urenhed og
tro/vantro - kan ikke oversættes direkte fra et sprog til et andet, uden at
meningen bliver fuldstændig forvansket og skaber misforståelser. Og
naturligvis er både det arabiske sprog og Koranen lige så spækkede med
billeder og lignelser som det danske sprog og Bibelen.
Når man så tilmed kritikløst og med fuldt overlæg
viderebringer mangelfulde og tendentiøse oversættelser/fortolkninger af et
skrift, fortæller det nok mere om personen end om det pågældende skrift. En
løgn bliver ikke til sandhed af at blive gentaget; men den kan gøre ubodelig
skade og hindre fredelig sameksistens mennesker imellem.
En religion udvikler sig naturligvis anderledes i et
demokrati end i et diktatur, og kommer man fra et diktatur til et demokratisk
land med ytringsfrihed, er det ikke så underligt, at ens tro og menneskesyn i
en rum tid vil være præget af situationen i oprindelseslandet. Og så bliver
det jo ikke nemmere, når man føler sig ugleset og nedværdiget og dag ud og
dag ind må opleve, at ens tro og traditioner bliver forvansket og stemplet som
andenrangs og uønsket.
Tryk avler som bekendt modtryk, og det burde ikke komme bag
på nogen, at majoritetens syn på minoriteterne er afgørende for
minoriteternes syn på majoriteten - og at majoritetens marginalisering og
ekskludering af minoriteterne som følge af kultur- og
religions-fundamentalisme, afføder tilsvarende kultur- og
religions-fundamentalisme hos minoriteterne.
Men ærgerligt er det, for antallet af muslimer i Danmark er
ikke større, end at vi kunne være blevet et fornemt eksempel og forbillede for
omverdenen, hvis vi havde været indsigtsfulde og rummelige nok til at tage
udfordringen op og skabe enhed i mangfoldigheden i fuld respekt for hinandens
tro og traditioner - i stedet for at klamre os til en forestilling om vor egen
overlegenhed og selvgodhed.
© Aminah Tønnsen, januar
2000
Om tro, retfærdighed og renhed
Når begreber som ren/uren & tro/vantro i den grad kan
bringe sindene i kog, som tilfældet er i den hjemlige debat, må det skyldes
frustration hos de implicerede parter, der af én eller anden årsag føler
sig klemt og af lutter usikkerhed og angst for det ukendte maler en vis herre
på væggen og giver begreberne et ganske andet indhold, end de oprindeligt
har haft. Det er noget alment menneskeligt og gælder på tværs af alverdens
kulturer og religioner. De, der lever i harmoni med sig selv og med Gud,
nærer nemlig sjældent ønske om at fordømme deres medmennesker.
Løsrevne halve og hele
sætninger fra Koranen (el. andre skrifter) vil uvægerligt give anledning til
misforståelser - men det er ikke desto mindre den fremgangsmåde, som
ekstremister benytter sig af for at retfærdiggøre sig selv, deres handlinger
og holdninger. Og således kan Koranen (ligesom andre religiøse skrifter)
blive misbrugt til at legitimere næsten hvad som helst og til at skabe
splittelse & kaos i stedet for fred & harmoni.
Det gælder også de
"korancitater", der i disse tider som en virus spreder sig fra fra
det ene debatorgan til det andet - for underkastes de en nøjere, kyndig og
fordomsfri analyse, får de en ganske anden mening end den påståede.
I religionerne taler man om
"retfærdighed", om "ret færd" - at handle som det sig
hør og bør, at handle moralsk uangribeligt.
I mange koranoversættelser (og i
daglig sprogbrug) vil man kunne se, at ordene "tro, retfærdighed og
renhed" ligesom deres modpoler "vantro og uretfærdig og
urenhed" bruges i flæng og uden fornemmelse for sammenhængen.
Ifølge Koranen er man
"troende, retfærdig og ren" så længe man tror på Gud og handler
derefter. Ikke at vise medmenneskelig omsorg er f.eks. nok til, at man gør
sig selv vantro for en stund - indtil man retter op på forholdet og
genoptager den "rette færd".
Dette gælder på tværs af
religionerne, og der er naturligvis ikke tale om brændemærkning af en
bestemt nation eller befolkningsgruppe, men om en betegnelse for
enkeltpersoners livsholdning og levevis. Dette kan man læse mere om på
Vantro - et skoleeksempel på sprogforbistring og
Menneske først - muslim så ...
Ordet "ren" og mange andre
"billeder" er også almindelige i dansk sprogbrug: Hvis man
overholder de gængse regler for god tone og handler moralsk uangribeligt, kan
man være "stueren", have "rene hænder" eller "ren
samvittighed". Jesus blev født af "en jomfru ren og skær", og
i spejderloven hedder det: "En spejder er ren i tanke, ord og
handling".
Man deler verden op i sort og
hvid ved at tale om "familiens sorte får", om at "blive
sorteper", "handle på den sorte børs" og "vaske sorte
penge hvide" - ja, man taler sågar om at "skille fårene fra
bukkene". Men hvad er det andet end ord og billeder?
Jeg tror, at det handler om
frustration, afmagtsfølelse og usikkerhed, når nogle mennesker/grupper
overreagerer ved at fordømme og nedværdige deres medmennesker - og det er
denne frustration, der skal bearbejdes, for at vi kan leve sammen i fred og
fordragelighed og bygge vor fremtid på de værdier, vi er fælles om.
Man kan ikke tænde lys ved at forbande
mørket.
(Debatemnet "Hvad er det at være
dansk?" blev desværre lukket for flere indlæg, før ovenstående
"Om tro, retfærdighed og renhed" nåede at komme med.)
© Aminah Tønnsen, januar
2000
|