I efteråret 2004 vakte den danske tidl. Guantanamo-fanges udtalelser om, at danske soldater samt statsminister Anders Fogh Rasmussen og forsvarsminister Søren Gade er legitime angrebsmål i en hellig krig, furore i andedammen. Flere politikere og læserbrevsskribenter opfordrede moderate muslimer til at tage afstand fra udtalelserne. Min egen reaktion blev bragt i Kristeligt Dagblads religionsdebat på nettet den 29. september:
"Jeg kan på sin vis godt forstå,
at offentligheden gerne vil skaffe sig klarhed over, hvorvidt en
enkeltpersons udtalelser om dette eller hint er en ensom svale eller
udtryk for en hel befolkningsgruppes holdninger.
På den anden side kan det
simpelthen ikke passe, at herboende muslimer igen og igen afkræves
reaktioner på snart den ene og snart den anden af deres trosfællers
udtalelser under dække af, at "den, der tier, samtykker".
Demokrati må alt andet lige også omfatte friheden til ikke at ytre sig
- uden af den grund at blive mistænkt for at have ekstremistiske
holdninger af den ene eller anden art.
Jeg tror ikke, at jeg er den
eneste muslim, der ikke døgnet rundt følger med i samtlige medier for
at holde mig à jour med, hvad den ene eller anden trosfælle måtte
sige om dette eller hint. Almindelig anstændighed kræver, at man ikke
udtaler sig om enkeltstående udsagn uden at kende sammenhængen.
Ifølge Informations leder den
29. ds. skulle Anders Fogh Rasmussen have karakteriseret den tidligere
Guantanamo-fanges udtalelser som "idiotiske". Jeg synes
faktisk, at mine ressourcer er for kostbare til at blive brugt til at
undersøge og kommentere idiotiske udtalelser. Jeg orker simpelthen
ikke...
Jeg tror nemlig ikke, at
mediernes overfladiske og ofte skingre debatter for alvor flytter
holdninger - andet end at de er med til at oppiske en hadsk stemning.
Jeg tror mere på mødet ansigt til ansigt og på de lange seje træk.
Hele mit mangeårige virke som forfatter og foredragsholder har bl.a.
handlet om at opfordre muslimer til selvkritik og lægge afstand til
forstokkede lærdes tolkninger af Koranen - og der er en ny bog på
bedding.
I øvrigt har jeg siden
september 2001 næsten uafbrudt fra forsiden på min hjemmeside
www.islamstudie.dk haft link til en samling af enkeltpersoners og
muslimske organisationers afstandtagen fra enhver form for
terroraktioner."
En anden paneldeltager, Zubair Butt Hussains kommentar kan læses HER
