Strafferet:
Sig (Muhammad): "Skulle jeg søge en anden dommer end Gud, når Han dog har sendt en tydelig og udførlig bog (Koranen)? De, der har taget Bogen til sig, har forstået til fulde, at den er sendt fra Herren og indeholder sandheden. Herrens løfter vil gå i opfyldelse i retfærdighed og sandfærdighed. Ingen er bemyndiget til at ændre Hans ord, for Han er althørende og alvidende." Hvis du (blindt) følger flertallet på jorden, vil de lede sig bort fra Guds vej. De følger blot (deres egne) formodninger (i stedet for sikker viden). (6:114-116)

HOR & ÆGTESKABSBRUD (zinâ')

Koranen er for en muslim en nøje gengivelse af de åbenbaringer, som Profeten Muhammad i årene 610-632 modtog via ærkeenglen Gabriel i Mekka og Medina.
    Gud siger om Koranen, at den ikke indeholder modsigelser (4:82), og at én passage supplerer og tydeliggør en anden (75:19). Derfor skal enkelte vers el. sætningsled ikke ses isoleret, men i den sammenhæng, hvori de forekommer i teksten. En kortere eller længere passage skal endvidere ses i sammenhæng med andre passager om samme emne andre steder i Koranen.

Om dødsstraf generelt
For at forstå koranpassagerne vedr. zinâ' er det nødvendigt også at se på passagerne vedr. dødsstraf generelt. Koranens beretning om Kain, der dræbte sin bror Abel, afsluttes med en helt central passage om dødsstraf:

Som det fremgår af denne passage, er der kun TO tilfælde, hvor dødsstraf kan komme på tale: For overlagt mord samt for grov vold og terror (fasâd fil ardh – egl. kaos på jorden, dvs. forbrydelser imod samfundet el. forræderi). Og i begge tilfælde kan der idømmes andre straffe for samme forbrydelse, ligesom man naturligvis kan vælge helt at tilgive forbryderen (jfr. 5:36-37 og 5:48).
    Og når man i en konkret situation står og skal udmåle en straf, er der stof til eftertanke i disse passager:

Om straf for utugt (zinâ')
Koranens 24. sûra hedder "nur" (el. "lyset") og handler fortrinsvis om kønsroller - deriblandt ægteskabsbrud og hor (zinâ', dvs. seksuelt samvær mellem to personer, der ikke er lovformeligt gift med hinanden. Jeg vil i det følgende for nemheds skyld betegne "zinâ' " som "utugt"):

Der er altså ikke tale om dødsstraf, og den nævnte straf på et hundrede slag er i de fleste muslimske lande for længst konverteret til fængselsstraf.
    24:2 betyder implicit, at seksuelt samvær bør holdes inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab, ligesom også:

Nærm jer ikke hor! Det er en afskyelig handling og en slet vej (at begive sig ud på). (17:32)

De, der ikke har mulighed for at gifte sig, bør leve afholdende, indtil Gud nådigt beriger dem. (24:33)

Koranen præciserer dog, at der kun kan være tale om afstraffelse, dersom der er fire troværdige vidner til selve akten. Straffen for at anklage en kvinde for utugt uden at kunne fremføre fire vidner, er firs slag, dvs. fire femtedele af straffen for utugt, så falsk anklage for utugt er en ganske alvorlig affære. (24:4-5 & 24:13)
    Det siger sig selv, at den, der tvinges til utugt af en voldtægtsmand eller alfons, naturligvis ikke straffes:

... Hvis nogen tvinger dem (til utugt), vil Gud vise dem (der er udsat for tvang) barmhjertighed og tilgive dem. (24:33)

Den, der beviseligt har begået utugt, straffes ikke kun juridisk, men også socialt. Den utugtige sætter sig selv uden for de anstændiges kreds og hans/hendes valg af ægtefælle begrænses tilsvarende:

At Koranen indeholder regler for, hvem den utugtige må gifte sig med, må alt andet lige være endnu et klart og utvetydigt bevis på, at der ikke er dødsstraf for utugt (zinâ').

STENING (rajm)

Med henvisning til Profetens sædvane (sunna) bliver det ofte hævdet, at straffen for utugt skulle være stening til døde. En grusom straf, der ikke med et eneste ord er nævnt i Koranen.

Der er for mig ingen tvivl om, at Profeten Muhammad har ført Koranens anvisninger ud i livet på smukkeste vis og i harmoni med de politiske, kulturelle og historiske omstændigheder, han levede under. Hans sædvane og udsagn (hadîth) er imidlertid videregivet fra mund til mund og fra generation til generation af mennesker, før de blev nedskrevet. Op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed – og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
    Koranens arabiske tekst er derimod nedskrevet i takt med, at Profeten Muhammad fik Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel.
    Med dette in mente er det mig ganske ubegribeligt, at man retfærdiggør en så grusom afstraffelse som stening ved at henvise til hadîth-udsagn.

Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger på, hvorledes man skal faste og forrette den rituelle bøn.
    Hadîth-udsagn bør derimod aldrig bruges, hvis de direkte strider imod Koranens ord – og da slet ikke, når det drejer sig om at berøve et medmenneske livet.
    At bruge hadîth-udsagn i tilfælde, hvor Koranen giver en klar og utvetydig anvisning, er at sætte mennesket over Gud.

DERFOR holder jeg personlig fast ved, hvad jeg første gang skrev i 1989 i bogen Islam Naturens Religion (side 87): "Hvis det havde været Guds mening at straffe ægteskabsbrydere med så alvorlig en straf som stening til døde, ville Han ganske givet have nævnt det direkte i Koranen."
    At nogle muslimer - læg som lærd - stædigt fastholder stening som straf for utugt, bliver endnu mere ubegribeligt, når man læser, under hvilke omstændigheder udsagnet om stening er blevet til:

Imam MALIK beretter i Al-Muwatta (41.1.1 stening):
    "Malik fortalte mig, at han havde hørt fra Nafi', at Abdullah ibn Umar sagde: "Jøderne kom til Guds profet (må Herrens fred og velsignelser være med ham), og fortalte ham, at en kvinde og mand iblandt dem havde begået utugt. Guds profet spurgte dem: "Hvad siger Toraen om stening?" De sagde: "Vi lader deres skammelige handling blive kendt og pisker dem." Abdullah ibn Salam sagde: '"I lyver! Toraen foreskriver stening. Kom med Toraen." De viste ham Toraen, og en af dem placerede sin hånd over stenings-verset og læste, hvad der stod før og efter det. Abdullah ibn Salam  bad ham løfte sin hånd - og dér var stenings-verset. De sagde: "Han har talt sandheden, Muhammad. Stenings-verset er i den." Så Guds profet gav ordre til at stene dem. 
    Abdullah ibn Umar tilføjede: "Jeg så manden læne sig over kvinden for at beskytte hende imod stenene." Og Malik kommenterede: "Han mente, at han kastede sig over hende, således at stenene ramte ham." "

Mahmoud Ayoub skriver i "Christian-Muslim Dialogue" (1997, s. 106-107):
"Profeten dømte den utugtige jødiske mand og den utugtige jødiske kvinde; men han dømte dem ikke på basis af Koranen. Han sagde: "Hvad siger Toraen?" Og siden Toraen foreskriver stening af utugtige mænd og kvinder, dømte Profeten dem i henhold til deres egen Bog."
    Profeten refererer altså ikke til islam, men til jødisk lov - i fuld overensstemmelse med det koranske påbud om, at jøder, kristne og muslimer hver især skal dømmes efter deres egne love, idet jødiske og kristne mindretal i en muslimsk stat sikres begrænset autonomi. (4:45-53)

Sudaneseren Hassan al-Tourabi siger i "ISLAM - avenir du monde" (1997, s. 63):
    "I begyndelsen brugte Profeten stening imod to jøder - efter at have spurgt dem: "Hvad siger jeres lov om dette?" Han straffede dem altså i henhold til deres egen lov, Moseloven. Profeten har også idømt en muslim den samme straf; men det var før, Koranen pålagde at straffe utugt med slag. Mange muslimer har imidlertid fortsat med at praktisere den før-islamiske skik med stening."

Eksegeten Muhammad Hamidullah skriver i sin note til Koranen 24:2:
"Et hundrede slag - dette abrogerer (ophæver) den bibelske lov indeholdt i 5. Mosebog 22,22-29."

Murad Hofmann skriver i "Islam the Alternative" (1993, s.      ):
"Man kan slå fast, at stening af utugtige er alt andet end karakteristisk for den islamiske verden. På grund af den i det følgende skildrede udvikling, må dette siges også at gælde for fremtiden:
    Koranen foreskriver ikke dødsstraf, men slag for utugt og falsk anklage for utugt. Tolereret af Profeten, bekræftet af kaliffen Umar, er der sket en enorm skærpelse af straffene, som beklageligvis er blevet en del af sunnaen (Profetens sædvane):
    Selvom 24:2 ophæver (abrogerer) den brutale praksis i jødisk lov - 5. Mosebog 22,20-29 - blev ægteskabsbrydere i Medina ikke kun straffet med slag, men med stening. Straffen for falsk anklage blev skærpet tilsvarende.
    Hadîth-litteraturen såvel som islamisk historieskrivning har ikke forsøgt at skjule denne udvikling, men dokumenteret og problematiseret den.
    I vore dage kan vi på grund af vor modnede retsforståelse ikke mere affinde os med, at fejlbarlige mennesker - hvortil også islams profet hører - kan indskrive en straf (stening) i islamisk ret, der ikke er nævnt i Koranen. En straf, der ikke kan omgøres i tilfælde af justitsmord, og som betyder en skærpelse af en i Koranen ganske utvetydig retskendelse. I vore dage må vi tage udgangspunkt i, at sunnaen må vige, hvor Koranen har talt.

Ingen kvinde eller mand kan straffes for utugt, medmindre der er fire troværdige vidner til selve akten.

Og hvorfor blev der ikke fremført fire vidner for at bevise påstanden? De, der ikke kan fremføre fire vidner (som bevis for deres anklage), er visselig løgnere for Gud. (24:13)

Det må betyde, at straffen for utugt i 24:2 faktisk ikke kan føres ud i livet, for det er alt andet lige ikke normalt at have samleje i fuld offentlighed. 
    Det fortælles endvidere, at Profeten skulle have sagt, at øjenvidnerne "skal have set sværdet blive stukket i skeden" Det er altså ikke nok at have set to ugifte personer forsvinde ind bag en lukket dør eller to nøgne personer ligge oven på hinanden.
    Og Gud tilgiver de implicerede, hvis de oprigtigt angrer deres handling:

Guds mest trofaste tjenere er dem, der, når de giver ud, hverken er ødsle eller nærige, men følger den gyldne middelvej derimellem. Der ikke tilbeder andre guder end Gud, der ikke dræber liv, som Gud har forbudt at dræbe - medmindre Hans Lov (Koranen) berettiger dertil - og som ikke begår utugt. Den, der gør sig skyldig (i sådanne overtrædelser), vil lide en smertelig straf. 
Hans straf vil mangedobles på Opstandelsens Dag, og han vil lide en ydmygende, evig straf - medmindre han angrer, tror og handler retfærdigt. Gud vil forvandle det onde i et menneske til det gode, for Gud er tilgivende og aller barmhjertigst.
Enhver, der angrer og (derefter) handler retfærdigt, vil vende sig til Gud og omvende sig. (25:68-71)

Det kan derfor ikke været andet end tegn på foragt for Guds åbenbarede ord, når man hører, at en ugift kvindes graviditet alene tages som bevis for utugt, og at kvinden efterfølgende dømmes til stening - medens manden går fri, fordi der ikke foreligger noget bevis imod ham. 
    Mig bekendt skal der to til at fuldbyrde akten, og de er vel lige gode om det - medmindre der er tale om tvang. I et sådant tilfælde er det alfonsen eller voldtægtsmanden, der skal straffes - og ikke offeret.
    (se Alfonseri og prostitution)

* * *

ALT I ALT kan man sige, at når Koranen opstiller så strenge krav til vidneførelsen som hele fire troværdige vidner til selve akten  (24:4-5, 24:13), er hensigten snarere at komme med en kraftig opfordring til at dyrke sex inden for et lovformeligt ægteskabs rammer (24:33) - end at ønske de implicerede parter straffet. Og til at gå stille med dørene, hvis man virkelig ikke kan modstå fristelsen.
    Dyrker man udenoms-ægteskabelig sex kan man komme til at såre så utrolig mange mennesker - måske også dem, man holder allermest af. Splittede familier, sygdom og tvivl om slægtskab ved evt. graviditet kan være konsekvensen - og i sidste ende er det altid de svageste og værgeløse, det går ud over: BØRNENE. Og det skulle man nok tænke lidt mere over, inden man begiver sig ud på "eventyr".
     Også falsk anklage om utugt - sladder - er en alvorlig sag. Næsten lige så alvorlig som at dyrke udenoms-ægteskabelig sex (lige præcis 4/5) - og kan få lige så tragiske konsekvenser.

I øvrigt er det en god islamisk regel, at man skal lade være med at blande sig i ting, der ikke vedkommer en, at man ikke skal lytte til sladder (49:6), at man ikke skal være mistænksomme over for hinanden (49:12) og ikke skal udspionere hinanden (49:12).
     Menneskets seksualitet er dybt personlig og som sådan beskyttet under privatlivets fred.

© Aminah Tønnsen, maj 2002   

Se også: abrogation
               leveregler
               indlæg i steningsdebatten sommeren 2002