Islamisk ret:

GØR VI DEN ISLAMISKE RET URET?

Af Ole Fenger

I en radioudsendelse forleden blev en islamisk sagkyndig af intervieweren spurgt om, hvad han mente om fundamentalisterne. Svaret lød: Hvilke fundamentalister, de islamiske eller de kristne? Spørgeren blev hylet ud af dette svar, og det samme blev nok mange lyttere. For hvad bilder manden sig ind? Hvor kristne vi er, kan måske diskuteres - Søren Kierkegaard turde ikke kalde sig kristen, for sæt Vorherre var af en anden mening. Men bortset fra troen så har vi da i den vestlige verden patent på menneskerettigheder, demokrati, mindretalsbeskyttelse og meget andet godt - og hvor mange indvandrere og flygtninge har vi ikke taget imod, selv i vort lille land? Og hvis det skal være tonen, hvad har vi så ikke under protest måttet læse om og se på skærmen af eksempler på islamisk fundamentalisme, gidseltagning, attentater, undertrykkelse af kvinder, eksekvering af barbariske straffe, alt i alt middelalderlige forhold, rent ud sagt! Og hvad med lov og ret? Kan man overhovedet tale om disse begreber, når grundlaget for også alle Islams samfundsmæssige forskrifter findes i Koranen, en samling påståede åbenbaringer, som Allah gennem engelen Gabriel lod tilflyde Muhammed, og som blev endelig redigeret i 653? Nej, vel?
    Men det er jo ikke det kristne Vesteuropas skyld, at Islam består. Vore forfædre gjorde, hvad de kunne. Den franske stormand Karl Martel og hans tapre skare stoppede de invaderende arabere ved Poitiers i 732 og reddede dermed et kristent Vesteuropa. Og gang på gang drog middelalderens ridderhære på pavens bud på korstog til Det Hellige Land, hvor de vantro hedninger havde erobret Jerusalem og de andre hellige steder. Nogle korstog lykkedes bedre end andre, alligevel var de i det lange løb som erobringstogter forgæves. Men hermed være ikke sagt, at de var uden betydning i andre henseender. Deres blivende resultat var etablering af kulturelle og økonomiske forbindelser mellem Europa og Orienten. De første korsfareres fanatiske had til muslimerne i Palæstina blev med tiden og med øget gensidig kontakt og kendskab til en form for tolerance, som i det mellemste Østen og via Sicilien og det mauriske Spanien blev til kulturelle landvindinger for Vesteuropa: Araberne formidlede kendskab til ikke blot deres egen kultur og videnskab, f.eks. til algebra og astornomi, og - ikke at forglemme - til det arabiske talsystem, som var romertallene overlegent bl.a. ved at operere med nullet. Men herudover befordrede de til Vesteuropa kendskabet til de antikke græske forfattere, deres filosofi og videnskab, som skulle komme til at fome den europæiske kultur.

Hvorom alting er: Selvom forholdet imellem muslimer og kristne ikke har været så håndfast sort-hvidt, som det traditionelt har været fremstillet i Vestens skolebøger, så må det islamiske samfundslivs forankring i en hellig bog, Koranen, vel betyde, at forholdene er låst fast i en tilstand, som vi kun kan kalde middelalderlig.
    Men gør vi det, må vi gøre os klart, at vi misforstår både middelalderen og den islamiske kultur. Lad os anstille en prøve:
    Det er vedtaget sandhed, at et folks kulturelle stade afspejles i behandlingen af lovbrydere, og at strafferetten afslører tilstanden i samfundet. Allerede den franske filosof Montesquieu skrev i 1748 i sit værk om Lovenes ånd, at mildhed præger de "modererede", d.v.s. civiliserede, riger, mens strenge straffe kendetegner despotiet.
    Vi ser først på den islamiske strafferet, som vi kan inddele i kategorier, afhængigt af de retskilder, der bygges på, nemlig for det første privat hævn, dernæst straffe for forbrydelser imod religionen og andre straffe. Hævnen, selvjustitsen, er lovlig gengældelse, jævnfør at traditionen tillægger profeten Muhammed de vise ord, at man uden blodhævnen ikke kunne færdes trygt i ørkenen - en formulering som viser, at truslen om hævn i sig selv er fredsbevarende.
    Forbrydelserne imod religionen bygger helt og holdent på Koranens forbud især mod usædelighed, falsk anklage for usædelighed, vindrikkeri samt landevejsrøveri. Disse forbrydelser rammes af de strengeste strafferegler: dødsstraf ved stening, ved korsfæstelse eller ved sværd, for drab i forbindelse med røveri: afhugning af hånd eller fod, for røveri uden drab og for tyveri og i øvrigt: et varierende antal piskeslag, som også kan idømmes for forsøg på de grove forbrydelser. Islamisk ret kender hverken til frihedsstraf eller bødestraf. Da straffebudene er fastsat af Allah kan der i princippet ikke være tale om benådning eller forlig, men mange forbrydelser er undergivet privat påtale, så den krænkede bestemmer. Rejser han sag, skal han overvære både den og straffen.
    Strafferettens religiøse baggrund medfører, at hvis gerningsmanden angrer, tilstår og f.eks. tilbagegiver det stjålne, før anklage rejses, hindres denne.
    Således i groveste træk den islamiske strafferet, som er tilstrækkeligt til en sammenligning med strafferetten før og nu i vort "modererede" danske samfund.

Allerede falder det i øjnene, at også al europæisk ret oprindeligt bygger på den retmæssige hævn, som var hvad man kalder "slægtssamfundets forsoningsret". Man kan nemlig ikke tale om ret, hvis den ikke kan håndhæves med magt, og i mangel af centralmagt må der anvendes "decentral" magtanvendelse, d.v.s. hævn. Alle retssystemer har skullet, og nogle skal stadig, fungere på disse vilkår, ellers er freden forbi.
    Den private hævn er således et oprindeligt fælles træk, som i europæisk retshistorie først kan manes i jorden af fyrster og stater, da de omsiger får magt il at afløse den private hævn med en offentlig gengældelse.
    En anden og fundamental lighed imellem islamisk og kristen ret er forankringen til en hellig bog, henholdsvis Koranen og Bibelen. Af dem er Bibelen jo den ældste, selvom det fortaber sig i tåger, hvor gamle de ældste dele af Det gamle Testamente, Mosebøgerne eller Moseloven, egentlig er. De antages at være vokset sammen til stadig større beretninger over et tidsrum på ca. 1000 år, så Moses kan ikke være forfatter til alt dette. Med dateringen af Det nye Testamentes tilblivelse har vi derimod sikrere grund under fødderne.
    Afgørende her er det, at såvel Bibelen som Koranen rummer et stort antal lovregler, som takket være deres guddommelige ophav danner grundlag for henholdsvis europæisk og islamisk ret på væsentlige felter, således også på strafferettens område.
    På grundlag af Guds lov udbyggede den katolske kirke - med mange lån fra romersk ret - et retssystem, som var fælles for hele kristenheden, indtil bruddet ved reformationen - hos os i 1536. Luther og  hans reformatorer ville ikke vide af den katolske kirkeret. I stedet skulle Bibelens rene ord være også dansk retskilde. Resultatet var en tilbagevenden til især Moselovens fem bøger, som to steder citerer De 10 Bud, den lille lovsamling med den store betydning.
   Efter enevældens indførelse i 1660 ønskede kongen en samlet og fælles lovbog for riget til afløsning af middelalderens landskabslove. Resultatet, Christian 5's Danske Lov fra 1683, blev linddelt i 6 bøger, den sidste rummede strafferetten. Den blev disponeret efter De 10 Bud.
    I 6. bog genfinder vi den islamiske rets skarpe sondring imellem forbrydelser imod religionen og andre forbrydelser. Om de første handler de 3 første kapitler i 6. bog. Første kapitel har overskriften "Om vildfarende lære, Guds bespottelse og trolddom". Straffene står ikke tilbage for de islamiske. Dødsstraf for katolikker, der pågribes her i riget, samme straf for ulovlig religionsdyrkelse. For gudsbespottelse skal tungen i gerningsmandens levende live skæres ud, hovedet skal kappes af og sammen med tunges sættes på en stage. Har nogen brugt sin hånd til gudsforagt, skal den afhugges og ligeledes sættes på stagen. Troldmand eller troldkvinde, som har forsvoret Gud og sin dåb og kristendom, skal brændes levende.
    Disse regler blev optaget i Danske Lov fra ældre dansk ret, fra middelalderen monstro? Nej, fra Christian 4's tid. Og hvor længe var de formelt gældende dansk ret? Til de blev ophævet af straffeloven af 1866, og de overlevede således endog 1849-grundlovens bestemmelser om religionsfrihed!
    Hvad dernæst angår andre forbrydelser imod De 10 Bud, såsom drab, usædelighed, tyveri og falsk vidnesbyrd, så svarer de stort set til Koranens regler, når bortses fra dennes forbud imod at drikke vin. Også vedrørende disse forbrydelser følger Danske Lov godt med: dødsstraf for drab, dog kun ris på kroppen, hvis drabsmanden er imellem 10 og 14 år, landevejsrøveri medfører foruden dødsstraf hjul og stejle, voldtægt ligeledes dødsstraf, ægteskabsbrud for tredje gang: han mister hovedet, hun stoppes i en sæk og druknes.  For småtyverier idømmes piskeslag. For tre gentagne tyverier pisk plus brændemærke, og for fjerde tyveri tvangsarbejde på livstid. Alle disse regler gjaldt til 1866. 
    Som det fremgår, foreskrev Danske lov ikke frihedsstraffe, hvorimod regler om bøder var almindelige, fordi de var hentet fra middelalderens love. Netop fordi Danske Lov stort set byggede på ældre ret af vidt forskellig alder, var strafferetten en blanding af middelalderens bødesystem og yngre straffeformer, der byggede på især 1600-tallets tyrkertro på, at strenge straffe ville afskrække fra forbrydelser.
    Med straffeloven af 1866 kom der mere system i tingene, bedre forhold imellem forbrydelser og straffe, som i loven var livsstraf, strafarbejde, fængsel og bøder samt for mandspersoner imellem 15 og 18 år piskeslag og for børn ris.
    1866-loven afløstes af den nugældende straffelov fra 1930. I den er straffene indskrænket til fængsel, hæfte og bøde.

Denne korte oversigt skulle vise, at dansk ret opererer med meget strenge straffe, i hvert fald indtil 1866, altså op i vore oldeforældres eller tipoldeforældres tid. En oplagt indvending er, at de strengeste straffe ikke blev idømt eller eksekveret. Men præcis det samme gælder om islamisk strafferet, som kun undtagelsesvis praktiseres bogstaveligt, og da kun af despoter og fundamentalister.
    Endelig kan vi konstatere, at islamisk og dansk strafferet har det til fælles, at grundlaget er religiøse forskrifter, henholdsvis Koranen fra det 7. århundrede efter Kristus - det 1. århundrede efter islamisk tidsregning - og De 10 Bud med måske 3000 år på bagen og tilblevet i et mellemøstligt stammesamfund.
    At Koranen dyrkes i den arabiske kultur, hvor den blev til, er til at forstå, men at De 10 Bud den dag i dag er grundlaget for vor strafferetlige tradition må give anledning til eftertanke. Måske med udgangspunkt i bibelordet: "Hvi ser du skæven, som er i din broders øje, men bjælken i dit eget bliver du ikke var".

© Ole Fenger    

Ole Fenger er professor, dr. jur. ved Aarhus Universitet. Denne artikel har tidligere været bragt i JYLLANDS POSTEN den 31. oktober 1992 og gengives her med forfatterens tilladelse.