Islamisk Studiebogssamling

Indlæg i stenings-debatten sommeren 2002

Kristeligt Dagblads religionsdebat 17. juni 2002:

TROENS MANGFOLDIGHED

Af Aminah Tønnsen

Op igennem historien har flere islamiske lærde og intellektuelle sat spørgsmålstegn ved enkelte hadîth-udsagns troværdighed – bl.a. fordi de er blevet videregivet af mennesker i flere led, før de er blevet nedskrevet. Alle som én har disse kritikere måttet lide den tort at blive forsøgt trynet til tavshed, kastet i fængsel, ja sågar halshugget af trosfæller, der har opfattet deres holdninger som udtryk for frafald fra islam.
Samtidig er det en kendt sag, at der har været i tusindvis af falske hadîth-udsagn i omløb i tidernes løb. Bl.a. har al-Bukhari (809-869) og Muslim (817-874), hvis hadith-samlinger regnes for at være de mest autoritative, sorteret i det enorme hadith-materiale, der var i omløb på deres tid – uden at nogen har sat spørgsmålstegn ved deres tilhørsforhold til islam af den grund. Senere har Ibn Taymiyyah (1262-1327) sat spørgsmålstegn ved hadith-udsagn, der tydeligvis var mere inspireret af jødisk end af islamisk tradition.
Det hævdes, at hadith-udsagnene er filtreret og klassificeret af fagkyndige efter meget strikse kriterier; men helt udelukke, at nogle udsagn er sluppet igennem filteret af politiske årsager, kan man nok ikke, da det jo trods alt er mennesker, der har stået for udvælgelsen. Ligesom man også kan have mistanke om, at det faktum, at det er mænd, der har stået for udvælgelsen, har påvirket processen i forhold til udsagn, der vedrører kønsroller.

Så vidt jeg husker er det Fazlur Rahman (1919-1988), der et sted skriver, at det synes, som om de lærde, der har udvalgt "troværdige" og "sande" udsagn i hadith-vrimmelen, har været mere interesseret i, hvorvidt der er tale om en øjenvidneskildring eller en troværdig referent, der personligt kendte eller havde mødt den foregående referent i kæden – end i at se, om det enkelte udsagns indhold var i overensstemmelse med Koranens vejledning og ånd.
I de seneste to århundreder har det især været intellektuelle og lærde på det indiske subkontinent og i Egypten, der har kritiseret den gejstlige elites fortolkningsmonopol, der har forvandlet islam til en statisk og utidssvarende ideologi. Al-Afghani (Iran/Indien/Egypten 1838-1897), Mohammed Abdou (Egypten 1849-1905), Muhammad Iqbal (Indien 1877-1938), Ghulam Parwez (Indien/Pakistan 1903-1985), Mahmoud Mohamed Taha (Sudan 1910-1985), Fazlur Rahman (Iran/USA 1919-1988) og utallige andre har plæderet for, at man ser på kildeskrifterne med nye øjne for at sikre de muslimske samfunds opblomstring og frigørelse fra fremmede magter.
I slutningen af 1900-tallet har flere intellektuelle i Europa fulgt trop, bl.a. Murad Hofmann (Tyskland), Muhammad Asad (Østrig), Said Ramadan (Egypten/Schweiz), Tariq Ramadan (Schweiz), Mohamed Bernström (Sverige).

I den seneste tids debat har der været tale om, at man legitimerer dødsstraf for utugt på grundlag af hadîth-udsagn, der åbenlyst strider imod Koranens ord:
    Gud siger i Koranen, at der kun er TO tilfælde, hvor dødsstraf er en mulighed (ud af flere strafformer for samme forbrydelse) – nemlig for overlagt mord og for voldeligt oprør imod samfundet (fasad fil ardh, egl. "kaos på jorden"). Og hvis nogen derudover dræber et menneske, vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. (Koranen 5:35)
    Koranen fastsætter endvidere straf for utugt til et hundrede slag (og så kan man jo altid diskutere, om det skal tages bogstaveligt eller billedligt) (Koranen 24:2). Utugt medfører også en social straf, idet en utugtig kun må gifte sig med en anden utugtig (24:3) – og Koranen fortsætter med at præcisere, at der skal være fire troværdige øjenvidner til selve akten, før straf overhovedet kan komme på tale (24:4).
    Når der stilles så strenge krav til bevisførelse, må der snarere være tale om en kraftig opfordring til at dyrke sex inden for ægteskabets rammer, og en opfordring til at gå stille med dørene, hvis man ikke kan modstå fristelsen – end et ønske om at se de implicerede parter straffet.
    Men selv om man forestiller sig rent hypotetisk, at der virkelig er fire øjenvidner til selve akten, så vil dødsstraf for utugt under alle omstændigheder stride imod Koranens tydelige ord:

1) Utugt falder uden for de to muligheder nævnt i 5:35.
2) Dødsstraf strider imod den i 24:2 forordnede straf.
3) Dødsstraf forhindrer eksekvering af den sociale straf foreskrevet i 24:3.
4) Sidst, men ikke mindst, så starter kapitel 24 med at fastslå, at det er et kapitel, som Gud "har gjort bindende", og at det indeholder "tydelige tegn for at formane og advare" de troende (24:1).

Sudaneseren Hassan al-Tourabi gør opmærksom på, at de stenings-episoder, som nævnes i hadîth-samlingerne (på nær en enkelt) omhandler jøder, der – ganske som Koranen foreskriver - blev dømt efter deres egen lov, Moseloven, som den blev fortolket på daværende tidspunkt. Og at disse episoder fandt stedt FØR åbenbaringen af sura nr. 24, der indeholder straffen for utugt.
Sura nr. 24 blev åbenbaret o. 627, altså kun fem år før Profetens død. Suraen menes at være åbenbaret som nr. 102 i rækken, af 114 i alt.
Sura nr. 5, der indeholder verset med den utvetydige melding om, at der kun er TO tilfælde, hvor der er mulighed for at forlange dødsstraf (og altså ikke for utugt) menes at være åbenbaret endnu senere (som nr. 112 i rækken) og indeholder det vers (5:4), der af nogle anses for at være det sidst åbenbarede vers overhovedet!

Når Gud har talt så tydeligt i Koranen, må det, der udgives for at være Profetens sædvane og udsagn om dette helt konkrete emne, afvises som utroværdigt – eller stamme fra FØR åbenbaringen af suraerne 24 og 5.
    Gud siger selv i Koranen, at Profeten ikke har forfalsket åbenbaringerne, og at Gud vil bevare Koranen imod forfalskning. Så kan man naturligvis ikke acceptere, at mennesker tilskriver Profeten udsagn og handlinger, der siger det modsatte af, hvad Koranen siger.
    Og det er netop af dybeste respekt for Gud og Hans skaberværk og af bekymring over, at man undergraver Koranens helt unikke særstatus og kompromitterer Profeten ved at tilskrive ham udsagn og handlinger, der i den grad strider imod Koranens bogstav og ånd, at også mange nutidige intellektuelle siger fra over for hadîth-udsagn, der legitimerer drab på mennesker PÅ TRODS af 5:35.
    Det er da rigtigt, at Gud flere steder i Koranen siger, at vi skal adlyde Ham og Hans sendebud. Men ligesom mennesker har pligt til at sige fra over for forældre, der beder dem gøre noget, der strider imod islam (29:8), så må lydigheden over for Profeten også ophøre, når der er tale om udsagn, som stammer fra tiden før en tydelig anvisning blev givet i Koranen – eller når mennesker tilskriver Profeten udsagn og handlinger, der direkte strider imod Guds egne ord, Koranen.

Muslimer skal ikke leve som mekaniske robotter, men bruge det intellekt, Gud har givet dem til bl.a. at være kritiske over for magthaverne og udfordre dem og deres udlægning af skrifterne. Det enkelte menneske bør konstant ransage sine egne holdninger og egen levevis – og tage det fulde ansvar for dem.
Enhver tidsalder har opfostret både autoritets- og bogstavtro grupperinger – såvel som disses modsætninger. Det er ikke spor usædvanligt; men selvom de muslimer, der siger fra over for visse dele af hadith-samlingerne, tilhører et mindretal, har de alt andet lige ret – ja endog pligt - til at give deres mening til kende. Det er sørgeligt, at de konstant både skjult og åbenlyst fordømmes af deres trosfæller – hvilket dog nok i sidste ende fortæller mere om dem, der fordømmer, end om dem, der fordømmes.
Man begrænser Gud og gør Ham lille, hvis man mener, Han ikke kan acceptere, at mennesker forstår og levendegør Hans åbenbaringer på forskellig vis, når Han dog har givet menneskene intellekt og dermed handle-, tanke- og trosfrihed.

Gud ved bedst, og Han er den bedste dommer.

* * *

Kristeligt Dagblads religionsdebat 30. april 2002:

KORANEN OG ISLAMS SEKUNDÆRTEKSTER

Af Aminah Tønnsen

Om dødsstraf generelt
Koranens beretning om Kain, der dræbte sin bror Abel, afsluttes med en helt central passage om dødsstraf:

Derfor forordnede Vi for Israels Børn, at hvis nogen dræber et menneske - medmindre det er som straf for overlagt mord eller blodig vold og terror (fasâd fil ardh) - vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen redder (el. sparer) et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse), vil det være, som om han redder/sparer hele menneskeheden. (5:35)

Som det fremgår af denne passage, er der kun to tilfælde, hvor dødsstraf kan komme på tale: For overlagt mord samt for grov vold og terror (fasâd fil ardh – egl. kaos på jorden, dvs. forbrydelser imod samfundet). Og i begge tilfælde nævner Koranen andre straffe for samme forbrydelse, ligesom man naturligvis kan vælge helt at tilgive forbryderen (jfr. 5:36-37 og 5:48).
Når man i en konkret situation står og skal udmåle en straf, er der stof til eftertanke i disse passager:

De, der lytter til Ordet og (når der er flere alternativer) følger det bedste, er vejledt af Gud. Disse er de (virkelig) indsigtsfulde. (39:18)

I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige; men den, der afstår fra sin ret til gengældelse, kan derved sone sine egne synder. (5:48)

Om utugt
Koranens 24. sûra (el. kapitel) hedder ”nûr” (el. ”lyset”) og handler fortrinsvis om kønsroller - deriblandt "zinâ' ", dvs. seksuelt samvær mellem to personer, der ikke er lovformeligt gift med hinanden (i det efterfølgende benævnt "utugt").

Dette er en sûra, som Vi har nedsendt og gjort bindende. I den er der tydelige tegn (ayât) for at formane og advare jer. (24:1)
Den utugtige kvinde (zâniya) eller mand (zâni) straffes med et hundrede slag. Lad jer ikke overvælde af medlidenhed i en sag foreskrevet af Gud, dersom I tror på Gud og Den Yderste Dag. Og lad en gruppe troende (mu’minûn) overvære afstraffelsen. (24:2)

Der er altså intet spor af hverken dødsstraf eller stening i denne passage, og straffen på de et hundrede slag er i de fleste muslimske lande for længst konverteret til fængselsstraf af varierende længde.
24:2 betyder implicit, at seksuelt samvær bør holdes inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab (jfr. 24:33 & 17:32). Den utugtige sætter sig selv uden for de anstændiges kreds og hans/hendes valg af ægtefælle begrænses tilsvarende:

En utugtig mand (zâni) må kun gifte sig med en utugig kvinde (zâniya) - eller med en afgudsdyrkerske (mushrika). Og en utugtig kvinde (zâniya) må kun gifte sig med en utugtig mand (zâni) - eller med en afgudsdyrker (mushrik). Noget sådant er forbudt for de troende (mu’minûn). (24:3) (jfr. 24:26)

At Koranen indeholder regler for, hvem den utugtige må gifte sig med, må alt andet lige være endnu et klart og utvetydigt bevis på, at der ikke er dødsstraf for utugt (zîna).
Koranen præciserer efterfølgende, at der kun kan være tale om afstraffelse, dersom der er fire troværdige vidner til selve akten. Straffen for at anklage en kvinde for utugt uden at kunne fremføre fire vidner, er firs slag, dvs. fire femtedele af straffen for utugt, så falsk anklage er en ganske alvorlig affære. (24:4)
Det siger sig selv, at den, der tvinges til utugt af en voldtægtsmand eller alfons, naturligvis ikke straffes. (24:33)

Om Koranen og hadîth
Der er for mig ingen tvivl om, at Profeten Muhammad har ført Koranens anvisninger ud i livet på smukkeste vis og i harmoni med de politiske, kulturelle og historiske omstændigheder, han levede under. Hans sædvane og udsagn (hadîth) er imidlertid videregivet fra mund til mund og fra generation til generation af mennesker, før de blev nedskrevet. Op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed – og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
    Koranens arabiske tekst er derimod nedskrevet i takt med, at Profeten Muhammad fik Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel. Gud siger selv, at Han "intet har glemt i Bogen" (6:38), og at den indeholder "en vejledning til menneskeheden og et klart kriterium (furqân) til at skelne (mellem ret og uret)." (2:185)
    Med dette in mente er det mig ganske ubegribeligt, at man retfærdiggør en så grusom afstraffelse som stening ved at henvise til sekundære tekster som hadîth.
    Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn; men hvorledes kan man insistere på at bruge hadîth-udsagn, der direkte strider imod Koranens ord – især, når der er tale om at berøve et medmenneske det dyrebareste af alt: selve livet?
    At bruge sekundære tekster i tilfælde, hvor Koranen giver en klar og utvetydig anvisning, er at sætte mennesket over Gud.

DERFOR holder jeg fast ved, hvad jeg første gang skrev i 1989 i bogen Islam Naturens Religion: ”Hvis det havde været Guds mening at straffe ægteskabsbrydere med så alvorlig en straf som stening til døde, ville Han ganske givet have nævnt det direkte i Koranen.”

Dette og andre indlæg i Kristeligt Dagblads religionsdebat på nettet kan læses på www.religion.dk/religionsdebatten - under emnet: Islam.

* * *

Weekend Avisen den 25. april 2002 (de af Weekend Avisen bortredigerede passager er her gengivet kursiveret):

DER ER IKKE DØDSSTRAF FOR HOR

Af Aminah Tønnsen

ISLAM er én, og Koranens tekst er uforanderlig; men den giver ofte flere fortolknings- og valgmuligheder. Islam er lige siden Profeten Muhammads dage blevet farvet af de kulturer, den har bredt sig til, så hverken islam eller shari'a har nogensinde været statiske størrelser.
Islamisk levevis er ej heller en "pakke", som man ukritisk skal imitere indtil mindste detalje. Man skal ikke blindt acceptere ethvert udsagn, der bliver præsenteret som "islamisk".
Flere og flere muslimer erkender da også åbent, at fortolkninger ikke uden videre kan overføres fra én tidsalder til en anden, fra én kultur til en anden - eller fra majoritets- til minoritetsvilkår. Man er nødt til at se på da-konteksten, når islamiske værdier skal overføres til nu-konteksten.

HVAD angår spørgsmålet om dødsstraf inden for islam, så fremgår det klart og tydeligt af Koranen 5:35, at dødsstraf kun kan idømmes i to tilfælde: Som straf for overlagt mord og som straf for "fasâd fi l'ardh", det vil sige forbrydelser imod samfundet, væbnet oprør, forræderi eller landsskadelig virksomhed. I begge tilfælde nævner Koranen andre strafformer som samme forbrydelse - og naturligvis tilgivelse for den, der oprigtigt angrer og beder om tilgivelse (5:36-37 og 48 samt 42:40)
De, der taler om dødsstraf for fx frafald fra islam og for ægteskabsbrud eller hor, henter da heller ikke deres argumenter fra Koranen, men fra del det, man kalder "sunna", det vil sige den overleverede tradition for, hvad der menes at have været profetens sædvane, og som muslimer bør efterstræbe at følge, dels fra "hadîth", det vil sige den enorme samling af citater fra Profetens og de første kaliffers mundtlige vejledning til deres samtidige, som er blevet nedskrevet og bevaret.

JEG tvivler ikke på, at Profeten Muhammad har ført Koranens anvisninger ud i livet på smukkeste vis og i harmoni med de politiske, kulturelle og historiske omstændigheder, han levede under. Hans sædvane og udsagn er imidlertid videregivet fra mund til mund og fra generation til generation af mennesker, før de blev systematisk nedskrevet. Op igennem historien er det mennesker, der har siddet og vurderet de enkelte udsagns grad af troværdighed, og mennesker er pr. definition fejlbarlige.
    Koranens arabiske tekst er derimod nedskrevet i takt med, at Profeten Muhammad fik Guds ord åbenbaret via ærkeenglen Gabriel. Gud siger selv, at Han "intet har glemt i Bogen" (6:38), og at den indeholder "en vejledning til menneskeheden og et klart kriterium (furqân) til at skelne mellem ret og uret." (2:185)
    På den baggrund er det mig ganske ubegribeligt, at man retfærdiggør dødsstraf for frafald fra islam og en så grusom afstraffelse som stening for hor ved at henvise til mundtlige overleveringer (hadîth).
    Nogle hadîth-udsagn supplerer fint Koranens ord og indeholder eksempelvis detaljerede anvisninger for ritualer som faste og bøn; men hvordan kan man insistere på at bruge hadîth-udsagn, der direkte strider imod Koranens ord - især, når der er tale om at berøve et medmenneske livet?

SER man på spørgsmålet om frafald fra islam, så henlægger Koranen ganske utvetydigt dommen og en eventuel straf til det Hinsidige (bl.a. 2:217, 3:91, 5:6). Det profetudsagn, der findes om emnet, er blevet til i en situation, hvor det at afsværge islam var ensbetydende med, at man gik over til den fjende, der med svær i hånd søgte at udrydde muslimerne. Den frafaldne begik "fasâd fi l'ardh", forræderi.
Situationen er en ganske anden i dag, hvor næsten halvdelen af verdens muslimer lever som minoriteter i ikke-muslimske majoriteter, hvor mange muslimer har søgt tilflugt i ikke-muslimske lande fra forfølgelse og tortur i såkaldt islamiske lande, og hvor muslimer og kristne lever fredeligt side om side.

HVAD angår straf for hor, så er Koranen ganske klar og tydelig: et hundrede slag (24:2). I vore dage er denne straf i langt de fleste muslimske lande konverteret til fængselsstraf af varierende længde.
Samtidig omtaler Koranen en social straf: Den utugtige sætter sig selv uden for de anstændiges kreds, og hans/hendes valgmuligheder for at vælge ægtefælle begrænses tilsvarende. Den utugtige må nemlig kun gifte sig med en anden utugtig eller en afgudsdyrker(ske) (24:3). At det vers overhovedet findes, er i sig selv bevis for, at der ikke er dødsstraf for hor!
Ser man på hadîth-litteraturen, så fremgår det, at Profeten på et tidspunkt beordrede stening af en jødisk mand og kvinde. Det gjorde han efter at have forhørt sig om, hvorledes jødisk lov straffer hor - eftersom Koranen foreskriver, at jøder, kristne og muslimer hver især dømmes efter deres egne love. Der er også udsagn om, at Umar, den anden kalif skulle have beordret stening.

AT selv piskestraffen for hor så godt som aldrig burde komme på tale skyldes, at Koranen præciserer, at der kun kan være tale om afstraffelse, dersom der er fire troværdige vidner, der med egne øjne har bevidnet selve akten (24:4). At visse mænd mener, at en ugift kvindes graviditet er bevis på hor, og at hun derfor bør idømmes stening - medens manden går fri på grund af manglende bevis - kan bedst kategoriseres som åndelig afstumpethed.
At bruge hadîth-udsagn, der strider imod en klar og tydelig koransk anvisning, er at sætte mennesket over Gud. At slå et menneske ihjel på baggrund af hadîth-udsagn, er udtryk for manglende ydmyghed for Gud og Hans skaberværk.

AT plædere for nytænkning er ikke et spørgsmål om at decimere eller amputere islam - eller om at tækkes flertallet og skære det væk, som på en eller anden måde virker ubehageligt; men om at finde ind til budskabets kerne og ånd og overføre dem til nu-konteksten på en fornuftig måde.

Det er en naturlov, at man må gå imod strømmen for at nå kilden.

Læs også: Hor og ægteskabsbrud i strafferetten.