Islamisk ret:

SELVTÆGT

Da Profeten Muhammad holdt sin kendte afskedsprædiken på Arafat-bjerget nogle måneder før sin død i 632, sagde han bl.a.:
    "Al blodskyld fra uvidenhedens tid er ophævet. Og den første blodskyld, som jeg ophæver, er Ibn Rabî'a ibn Hârith ibn Abd-al-muttalibs."

Derved blev det slået fast med syvtommersøm, at det er forbudt at ty til selvtægt: Ingen kan straffes uden forudgående retssag med behørig vidneføring. Dette siges implicit i Koranen alle de steder, hvor der tales om vigtigheden af at kunne fremføre vidner for at afgøre spørgsmål om skyld og straf, som fx:
De, der fremsætter anklager (om utugt) mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, skal straffes med firs slag. Og før dem aldrig mere som vidne (herefter), for de er visselig (gemene) overtrædere – medmindre de angrer og forbedrer sig. Gud er tilgivende og aller barmhjertigst. (24:4-5)

Og hvorfor blev der ikke fremført fire vidner for at bevise påstanden? De, der ikke kan fremføre fire vidner (som bevis for deres anklage), er visselig løgnere for Gud. (24:13)

Ældgamle traditioner som blodhævn og æresdrab har allerede på Profetens tid vist sig vanskelige at udrydde. Derfor har det været nødvendigt at understrege forbudet for en større forsamling.

© Aminah Tønnsen, december 2004   

Uvidenhedens tid = tiden før Profeten Muhammad begyndte at modtage åbenbaringer og videregive dem til sine samtidige.