Strafferet

STRAFFERET

De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end de vantro (k-f-r). (5:47)

Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige vidner for Guds sag, og lad ikke andres had til jer forlede jer til at handle uretfærdigt. Vær retsindige, thi retsind er beslægtet med fromhed. Nær ærefrygt for Gud, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9)

De fleste muslimske lande har i dag kodificeret strafferetten på basis af Koranen og/eller den klassiske fiqh - eller rettere hovedsageligt på én bestemt retsskole (madhdhab) med enkelte elementer fra én eller flere andre retsskoler. Kun Saudi Arabiens jurister baserer sig udelukkende på den klassiske fiqh.
    For alle gælder dog, at der - især for de mildere ta'zir-forbrydelser - er rum for individuel strafudmåling efter dommerens skøn.
    Ifølge traditionel straffelov inddeles forbrydelser i tre hovedkategorier:

                            1. Hudûd-forbrydelser
                            2. Ta'zir-forbrydelser
                            3. Qisâs-forbrydelser

1. HUDÛD-forbrydelser
Hudûd-forbrydelser (ental: hadd) er forbrydelser imod Guds Lov, for hvilke der i Koranen er en fast, foreskrevet straf, som ingen dommer kan ændre. Den, der begår en sådan forbrydelse, kender på forhånd straffen. Hadd omfatter traditionelt følgende forbrydelser:

                            1. haraba: røveri, samfundsoprør 
                                og tilskyndelse dertil 
                            2. sarqa: tyveri
                            3. zinâ': hor
                            4. qadhf: falsk anklage for utugt

I enkelte lande som f.eks. Afghanistan, Iran og Saudi-Arabien betragtes også fremstilling, salg og indtagelse af rusmidler (sukr) som en hadd-forbrydelse. Traditionelt bliver frafald fra islam (ridda)  sidestillet med oprør og forræderi imod samfundet (haraba) og derfor også betragtet som en hadd-forbrydelse. Og dette på trods af, at Koranen ikke specificerer nogen straf for hverken sukr eller ridda.
    For hver eneste forbrydelse gælder dog, at dommeren må se på de nærmere omstændigheder, der har ført til forbrydelsen. En dommer kan kun afsige en hadd-dom, hvis der foreligger fuld tilståelse eller det krævede antal vidneudsagn. Der er sædvanligvis tale om vidneudsagn fra to personer - medens anklage for utugt kræver hele fire vidner. Hvis der hverken foreligger en tilståelse eller tilstrækkelige vidneudsagn, vil en hadd-forbrydelse blive behandlet og dømt som en ta'zir-forbrydelse.
    Den forurettede part må naturligvis ikke gribe til selvtægt uden om domstolene.

2. TA'ZIR-forbrydelser
Ta'zir-forbrydelser er forbrydelser imod samfundet. Koranen fastsætter ingen strafferamme for ta'zir-forbrydelser, hvorfor straffene varierer efter tid, sted og omstændigheder. De varierer også i henhold til forbrydelsens sværhedsgrad, og der tages hensyn til forbryderens personlige forhold og de omstændigheder, der ligger til grund for forbrydelsen. Strafudmålingen bør altid have et præventivt sigte. Følgende forbrydelser klassificeres eksempelvis som ta'zir-forbrydelser:

                                 1. Bestikkelse
                                 2. Salg af defekte varer
                                 3. Snyd med mål og vægt
                                 4. Salg af svinekød og pornografi
                                 5. Rentetagning
                                 6. Indtagelse af rusmidler
                                 7. Mened og foragt for retten
                                 8. Hasardspil
                                 9. Fornærmelser og ærekrænkelse
                               10. Indtagelse af mad og drikke 
                                      i offentligt rum i fastetiden

3. QISÂS-forbrydelser
Denne form for strafudmåling har ingen sidestykke i vestlig jurisprudens. Der er tale om, at offeret for en qisâs-forbrydelse har ret til at kræve gengældelse efter "øje for øje"-princippet, men har også ret til at kræve bodspenge (diya) i stedet - eller til helt at tilgive forbryderen og ikke kræve ham/hende idømt nogen straf overhovedet. Følgende forbrydelser klassificeres som qisâs-forbrydelser:

                                  1. Mord og uagtsomt manddrab
                                  2. Andre former for bevidst legemsbeskadigelse
                                  3. Forbrydelser imod menneskeheden.

Om fængselsstraf
I mange lande har man i vore dage ladet sig inspirere af Vesten og indført fængselsstraf i stedet for de traditionelle hadd-straffe, der er nedfældet i Koranen.
    Der er dog nogle jurister, der er modstandere af fængselsstraf - med henvisning til Koranens beretning om Josef og til to kendte tænkeres tragiske død i husarrest/fangenskab: Imam Abu Hanifa (død 767) og Ibn Taymiyyah (død 1327):

Pakistaneren Javed Ahmad Ghamidi gør f.eks. gældende, at en straf som slag (24:2), der i Vesten karakteriseres som barbarisk og middelalderlig, medfører en kortvarig, stærk smerte og vanære; men at den til gengæld tillader den kriminelle at genoptage et normalt liv umiddelbart bagefter. Og dødsstraf kapper uigenkaldeligt ethvert bånd til denne verden.
    Fængselsstraf - især i isolation - nedbryder derimod langsomt menneskets personlighed. Man fratages alle menneskerettigheder og er fuldstændig afhængig af andre mht. sove- og spisetider, kostplan, tider for motion og toiletbesøg - og ikke mindst fratages man retten til at være sammen med sine nærmeste. Fængselsstraf går ikke kun ud over den kriminelle, men i lige så høj grad også over hans familie - især, hvis den fængslede er familieforsørger.
    Straf er ikke en hævnakt, men et middel til at forbedre den kriminelle. Hvorledes kan man lave om på sig selv og på sit liv, hvis man fra morgen til aften udelukkende omgås forbrydere, spørger Ghamidi. Kun ved at omgås lovlydige mennesker kan man få en kriminel til at ændre sit liv til det bedre og til at blive en god samfundsborger.

Generelt
Love må ikke indføres med tilbagevirkende kraft. (2:275, 4:23, 5:98)

Ingen kan stilles til ansvar for andres lovovertrædelser. (6:164)

Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved retssag med vidneføring. (24:12 & 16)

Den, der overtræder loven under tvang, vil ikke blive straffet. (16:106, 24:33)

Velsignet være Han, der sendte kriterier (furqân) (til at skelne mellem ret og uret) til Sin tjener - som en advarsel til alverden (al-'alamîn). (25:1)

Vi har sendt dig Bogen, for at du kan dømme imellem mennesker i henhold til Guds vejledning. (4:105)

Gud påbyder dig at tilbagelevere det, som de har betroet dig, og at dømme retfærdigt mellem mennesker. Hvor ypperlig er ikke den lære, Han har givet jer. Gud er althørende og altseende. (4:58)

Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for Gud - selvom det skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, eller for rig eller fattig. Gud er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår sandheden, er Gud visselig vel bekendt med alt, hvad I gør. (4:135)

Gud påbyder retfærdighed ('adl) og balance (ihsân) og omsorg for slægt og venner - og Han forbyder skændige handlinger (fahsa), det forbudte (munkar) og undertrykkelse (baghyl). Han advarer jer, for at I må tage jer i agt. (16:90)

Vi sendte Vore sendebud med tydelige tegn og med afbalancerede love (mîzân), for at mennesket må leve sit liv i retfærdighed. (57:25)

Oh David! Vi gjorde dig visselig til arving og stedfortræder på jorden. Så døm imellem mennesker i sandhed. Følg ikke dit hjertes begær, for de vil lede dig bort fra Guds vej. En smertelig straf venter dem, der lader sig vildlede og glemmer Regnskabets Dag. (38:26)

© Aminah Tønnsen, juni 2000    

Litteratur om strafferet generelt:

ALMAYESH, Ali:
        Evolution de la legislation iranienne en matiere de delinquance juvenile.
        REVUE JURIDIQUE ET POLITIQUE, INDEPENDANCE ET COOPERATION,
        Tome 31, No.2, 1977, pp.573-591.

ASHMAWI, Muhammad Sa'id Al-:
        Shari'a: The Codification of Islamic law.
        I: KURZMAN, Charles: Liberal Islam, New York 1998, pp.49-56.

ATHAR, Shahid:
        Capital Punishment - a Faith Issue. www.islam-usa.com/e106.htm 

AUDAH, Abdul Qader:
        ISLAM Between Ignorant Followers and Incapable Scholars,
        I.I.F.S.O. No. 6, 1971,
        Chapter II: Muslims Knowledge of their Jurisprudens.

BAER, Gabriel:
        The Transition from Traditional to Western Criminal Law in Turkey and Egypt.
        STUDIA ISLAMICA, Vol.XLV, Paris 1977, pp.139-158. 

DOI, Abdur Rahman I.:
        Shari'ah: The Islamic Law. London 1984, pp. 218-269: Criminal Law and Punishment.

GHAMIDI, Javed Ahmad:
        * The Penal Law of Islam: Basic Pcinciple. www.renaissance.com.pk/octisla93.html 
        * The Penal Law of Islam. www.renaissance.com.pk/auged99.html  
        * The Jail Punishment, www.renaissance.com.pk/julisla94.html
        * The Purpose of Punishments. www.renaissance.com.pk/novsps968.html
        * Islamic Punishments: Some Misconceptions.
          www.renaissance.com.pk/octed99.html
        * Method of Proving a Crime: Two Exceptions. 
          www.renaissance.com.pk/novsps963.html

HAROON, Muhammad:
        Islam and Punishment. www.iqra.net/articles/punishment.html        

HASSAN, Haroun:
        Islamisk lov og orden i Somalia. KRISTELIGT DAGBLAD 12. juni 1996. 

HOBOHM, Mohamed Aman:
        Menschenrecht und Gottesrecht.
        Vorträge über den Islam Nr. 6. Islamisches Zentrum München. 1995.

HUSAIN, Mu'Azzam:
        Effect of Tauba (Repentance) on Penalty in Islam.
        ISLAMIC STUDIES, Sept. 1969, pp.189-198.

KAMAL, Mostafa:
        Valeurs ethiques musulmanes: Leurs effets en matiere pénale.
        REVUE JURIDIQUE ET POLITIQUE, INDEPENDANCE ET COOPERATION,
        Tome 38, 1984, pp.81-94. 

LONE, Amar Ellahi:
        Women and Capital Punishment. www.renaissance.com.pk/jlauref973.html 

LOURDJANE, Ahmed:
        Le code pénal algérien,
        REVUE JURIDIQUE ET POLITIQUE, INDEPENDANCE ET COOPERATION,
        Tome 26, no.1, 1972, pp.77-96. 

LEVASSEUR, Georges:
        Le droit penal et la condition de la femme.
        REVUE JURIDIQUE ET POLITIQUE, INDEPENDANCE ET COOPERATION,
        Tome 28, no.4, déc.1973, pp.1217-1242. 

MALIK, Habeeb:
        Hadd punishments in Islam.
        THE MUSLIM WORLD LEAGUE JOURNAL, Muharram 1404, pp.29-32.

MOHAMAD, Mahathir Bin:
        Administration of Islamic Laws, Part I and II.
        www.toluislam.com/pub_online/previous_issues/june98/june98.html

NA'IM, Abdullahi Ahmed An-:
        Toward an Islamic Reformation. New York 1990,
        pp.34-68: Toward an Adequate Reform Methodology.
        pp.101-136: The Criminal Law. 

PARWEZ, G.A.:
        * Islam - a Challenge to Religion. Lahore 1989,
        Chapter VIII, pp.173-181: The Law of Requital.
        www.toluislam.com/pub_online/islam_a_challenge/islama.htm  
        * Quranic Laws.
        Chapter 16: The Relationship between Crime and Punishment.
        www.toluislam.com/pub_online/quranic_laws/q_laws.htm 

QADRI, Muhammad Tahir-ul-:
        * Legal Structure og Islamic Punishments. Lahore 1988. 
        * Islam & Criminality. Lahore 1988. 

RIHAWI, Sedki:
        * Reflexions sur le droit penal musulman.
        REVUE JURIDIQUE ET POLITIQUE, INDEPENDANCE ET COOPERATION,
        Tome 38, 1984, pp.542-548. 
        * L'influence de socialisme sur le droit pénal Syrien. do. pp.549-554. 

SALEEM, Shehzad:
        A Misconception about Islamic Punishments.
        www.renaissance.com.pk/marque20.htm 

WIECHMAN, Dennis J., Jerry D. KENDALL and Mohammad K. Azarian:
        Islamic Law - Myths and Realities.
        http://ireland.iol.ie/~afifi/Articles/law.htm

Eksempler på nutidig strafferet:

HAQ, Mohammad Zia-ul-: Introduction of Islamic Laws. Islamabad 1979.

KENNEDY, Charles H.:
        The Implementatioan of the Hudood Ordinances in Pakistan.
        ISLAMIC STUDIES, Vol.26, No.4, 1987, pp.307-319. 

ISLAMIC PENAL CODE OF IRAN:
        * The Qisas Act of 1982, ISLAMIC STUDIES, Vol.24, No.4, 1985, pp.521-541.
        * Hudud and Qisas Act of 1982, ISLAMIC STUDIES, Vol.25, No.1, 1986, pp.107-129. 
        * Diyat Section, 1982, ISLAMIC STUDIES, Vol.25, No.2, 1986, pp.243-273. 

MEHDI, Rubya:
        The Islamization of the Law in Pakistan. 1994. 

PAKISTAN ORDINANCE ON QISAS AND DIYAH, No.VII of 1990-
        ISLAMIC STUDIES, Vol.29, No.4, 1990, pp.397-430 

RELIGIOUS COUNCIL AND KADIS COURTS:
        Laws of Brunei, 1984, ISLAMIC STUDIES,Vol.27, No.1, 1988, pp.