Islamisk Studiebogssamling

MORD, MANDDRAB og
LEGEMSBESKADIGELSE

Da Gud fortalte englene, at Han ville skabe et væsen, der skulle have handlefrihed (mennesket), blev de forfærdede:

De sagde: "Hvad! Vil Du sætte én på jorden, der vil forårsage fordærv og blodsudgydelser - hvor vi dog lovpriser Dig og forherliger Dig?" (2:30)

Og englenes bange anelser viste sig at holde stik, for allerede Adams sønner Kain (Qâbîl) og Abel (Hâbîl) blev dødelige uvenner:

Hans selvoptagethed forledte ham (Kain) til at dræbe sin bror (Abel), og derved blev han selv én af de fortabte. (5:33)

Livet er helligt
Som i andre religioner er livet helligt. Kun i TO tilfælde er det TILLADT (men IKKE påbudt) at tage et menneskes liv:
1) som gengæld/straf for overlagt mord og
2) som gengæld/straf for blodig vold og terror (5:35).
Ud over disse to tilfælde er overlagt mord en yderst alvorlig forbrydelse - selv et enkelt mord er en forbrydelse imod menneskeheden. Derfor er det både befolkningens og myndighedernes pligt at gøre alt for at finde en morder, så han kan retsforfølges.

Sig: "Kom så skal jeg foredrage for jer, hvad Gud har påbudt jer: ... Tag ikke liv, som Gud har helliggjort - undtagen I er berettiget dertil (ved Guds Lov, Koranen). Dette påbyder Han jer, at I må lære at bruge jeres sunde fornuft. (6:151)

Tag ikke liv, som Gud har helliggjort - medmindre I er berettiget dertil (ved Guds Lov, Koranen). (17:33)

Derfor forordnede Vi for Israels Børn, at hvis nogen dræber et menneske - medmindre det er som gengæld for overlagt mord eller blodig vold og terror - vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. (5:35)

En morder straffes ikke kun i denne verden, men også i den kommende:

Den, der med fuldt overlæg dræber en troende, vil få Helvedes evige pinsler at føle. Guds forbandelse vil være over ham, og han til få en smertelig straf. (4:93)

Barnemord
Koranen er blevet åbenbaret i en tidsalder og en kultur, hvor det var almindeligt at skaffe sig af med uønskede nyfødte pigebørn ved at begrave dem i ørkenen.
Pigebørn blev betragtet som mindreværdige og som en belastning for familien, idet de ikke i samme grad som drengebørn kunne bidrage til familiens underhold. De skulle oven i købet have en medgift med sig ind i deres ægteskab. Og var de først blevet gift, blev de i højere grad forpligtede over for deres nye familie.
Derfor finder vi i Koranen et udtrykkeligt forbud mod at myrde uønskede pigebørn:

Afgudsdyrkerne tilskriver Gud døtre - højt hævet er Han over sådant. Selv foretrækker de sønner. Når én af dem får overbragt nyheden om, at han har fået en datter, formørkes hans ansigt. Han tier skamfuldt og gemmer sig for omverdenen på grund af den dårlige nyhed. Skal han beholde pigen trods vanæren - eller skal han begrave hende i støvet? Oh, hvilken skændig tankegang! (16:57-59)

Dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom. Vi vil underholde dem og jer. At dræbe dem er en frygtelig forbrydelse. (17:31)

Når pigebarnet, der blev levende begravet, (på Dommedag) bliver spurgt, for hvilken forbrydelse hun blev dræbt. ... Da skal enhver erfare, hvad han har sendt forud. (81:8-9 & 14)

Som også alle andre af Koranens forskrifter, er ovenstående lige så aktuelt i dag som dengang. Vesten pålægger udviklingslandene at begrænse deres befolkningstilvækst til gengæld for økonomisk støtte. Man indfører derfor to-barns-politik med det resultat, at nyfødte pigebørn vanrøgtes for at give plads til en eftertragtet søn, der kan sikre forældrene i deres alderdom - eller pigefostre fravælges ved hjælp af den moderne teknologi. Allerede i dag er der i nogle lande et betragteligt overskud af mænd i forhold til kvinder.

Lex talionis
Mord er en såkaldt qisâs-forbrydelse - en forbrydelse, hvor det er op til offeret (eller dets efterladte) at udmåle straffen. Myndighederne skal blot sørge for, at strafudmålingen ligger inden for lovens rammer, og at straffen implementeres. Kun hvis et mordoffer ingen slægtninge har, er det op til myndighederne at udmåle straffen. Hvis et offer eller dets efterladte kun forlanger en mild straf - eller helt tilgiver forbryderen - kan myndighederne ikke straffe forbryderen derudover. Qisâs-princippet har intet sidestykke i vestlig jurisprudens.
I tiden før Profeten Muhammad var det almindeligt, at ofre eller deres familie eller klan greb til selvtægt. Med Koranen indførtes princippet om rettergang med vidneførelse, og kun myndighederne må eksekvere en dødsdom.

I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige. ... (5:48)

Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; ... (42:40)

... Hvis nogen dræbes uretmæssigt, har Vi givet de nærmeste bemyndigelse (til at forlange gengældelse); men lad dem ikke overskride grænserne, for loven yder fuld retfærdighed (for begge parter). (17:33)

Oh I troende! Gengæld (qisâs) er foreskrevet for (overlagt) mord. En fri (skal bøde for sin forbrydelse) - som også en slave og en kvinde (skal det); men hvis den myrdedes bror eftergiver (en del af morderens straf), skal bodskravet (diya) fremsættes i henhold til skik og brug (bil-ma'rûf) og erlægges på sømmelig vis. Dette er en lettelse fra Herren (i forhold til tidligere påbud i Moseloven), og en barmhjertighed (over for den kriminelle). Den, der efter dette overtræder grænserne, vil få en smertelig straf. Loven om gengæld sparer liv for jer, der er indsigtsfulde, for at I må være gudfrygtige (muttaqûn). (2:178-179)

Qisâs-loven sikrer lighed: Hvis morderen er en fri mand, er det kun denne frie mand, der kan komme til at bøde for mordet - man kan ikke henrette en slave eller en kvinde i stedet - og så fremdeles.
At kræve "liv for liv" er en mulighed, men ikke den eneste mulighed. Den skadelidte eller dens efterladte kan forlange bod (diya) i stedet.
Boden skal udregnes "i henhold til skik og brug" (bil-ma'ruf). På Profetens tid blev bod udregnet i kameler eller kvæg - i vore dage er det almindeligvis rede penge, der betales.

Uagtsomt manddrab
Uagtsomt manddrab straffes naturligvis mildere end overlagt mord, og også her er der flere muligheder:
1) hvis den dræbte var troende fra et fjendtligsindet folk, påbydes forbryderen at frigive en troende slave.
2) hvis den dræbte var troende fra et folk, med hvem man har indgået en alliancepagt, skal forbryderen betale erstatning til de efterladte foruden at frigive en troende slave.
3) for begge tilfælde gælder, at hvis forbryderen ikke ejer nogen slave, han kan frigive - eller ikke har råd til at købe en slave, som han efterfølgende kan frigive - må han faste to måneder i stedet.

En troende bør ikke dræbe en (anden) troende, og hvis (det skulle ske) ved en fejltagelse, påbydes han at frigive en troende slave og betale erstatning til de efterladte - medmindre de frivilligt afstår.
Hvis den dræbte tilhørte et fjendtligsindet folk, og han var troende, påbydes I blot at frigive en troende slave; men hvis den dræbte tilhørte et folk, med hvilket I har indgået en alliancepagt, bør erstatning betales til de efterladte og en troende slave frigives. Den, der ikke har midler dertil, bør i stedet faste i to måneder i træk for at vise sin anger for Gud, for Han er alvidende og alvís. (4:92)

Legemsbeskadigelse
Qisâs-princippet gælder også for legemsbeskadigelse:

I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige. ... (5:48)

Imødegå en krænkelse med en lignende krænkelse; ... (42:40)

Da det er op til dommeren at sørge for, at gengælden ikke overstiger forbrydelsen, vil jeg mene, at han bør gribe ind, dersom et offer, der f.eks. er blevet skamferet for livstid ved at blive overhældt med syre, ønsker at lade samme skæbne overgå voldsmanden, da det vil være ganske umuligt at forudse skadens omfang.
Det må alt andet lige synes mere passende, om en dommer i stedet foreslår erstatning til betaling af lægehjælp, sygehusophold, tort og svie - og i øvrigt ikke glemmer at henvise til tekstens fortsættelse... (nedenfor)

BBC News 12. dec. 2003:
En domstol i Pakistan har dømt en mand til at få (citat) "syredråber kastet i sine øjne i henhold til de islamiske love (sic!). Loven tillader gengæld efter øje for øje og tand for tand-princippet, medmindre offerets familie beslutter sig for at skåne den dømte."
Manden havde lemlæstet sin forlovede og gjort hende blind, efter at hendes forældre havde hævet forlovelsen.
Menneskerettighedsgrupper har kritiseret dommen: "Det er ikke straf, men hævn." Nogle observatører mener, at det er usandsynligt, at dommen eksekveres.
Kilde: http://news.bbc.co.uk/1/hi/world/south_asia/3313207.stm

Tilgivelse og resocialisering
Både for overlagt mord, for manddrab og for legemsbeskadigelse gælder, at offeret eller dets efterladte har mulighed for at tilgive forbryderen helt og aldeles. Den, der er parat til at tilgive et medmenneske kan derved sone sine egne synder:

... MEN den, der (storsindet) afstår fra sin ret (til gengældelse), kan derved sone sine egne synder. (5:48)

... HVIS nogen redder el. sparer et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse), vil det være, som om han redder /sparer hele menneskeheden. (5:35)

... MEN den, der tilgiver og slutter forlig, vil blive belønnet af Gud, for Gud elsker ikke de uretfærdige (zâlimûn). (42:40)

ARAB NEWS 14. maj 2006: Town celebrates after man pardons son's killer
ARAB NEWS 14. dec. 2006: Man forgives nephew moments before execution
ARAB NEWS 5. september 2009: Al-Shammari killer to be freed soon

Hævngerrighed bør ikke styre skadelidtes valg af den straf, forbryderen idømmes. At vælge den mildeste straf (som f.eks. bod i form af samfundstjeneste) - eller helt at tilgive - vil være med til at resocialisere forbryderen:

Den, der udviser tålmodighed og tilgiver (den uret, der er begået imod ham), handler visselig forstandigt. (42:43)

De, der lytter til Ordet og (når der er flere alternativer) følger det bedste, er vejledt af Gud. Disse er de (virkelig) indsigtsfulde. (39:18)

Godt og ondt er ikke lige. Imødegå det onde med noget, der er bedre, så vil din fjende blive din mest fortrolige ven. (41:34)

Også den koranske beretning om Kain (Qâbîl) og Abel (Hâbîl) giver stof til eftertanke og besindelse:

Fortæl dem om sandheden i beretningen om Adams to sønner: De bragte begge et offer; men Gud tog imod det ene og ikke det andet. Den sidste sagde: "Jeg vil dræbe dig!" "Gud tager imod de gudfrygtiges (muttaqûn) offer," sagde den første. "Hvis du løfter din hånd imod mig for at dræbe mig, vil jeg ikke løfte min hånd imod dig og dræbe dig, for jeg nærer ærefrygt for Gud, alverdens opretholder. Du vil skulle bøde for den synd, du begår imod mig og imod dig selv, og du vil være blandt Ildens beboere. Det er lønnen for de uretfærdige (zâlimûn). (5:30-32)

Litteratur:

ALFI & HATHOUT: When the Female Infant, buried alive, is questioned
for what crime was she killled? - in the 20th Century.
www.islamset.com/ethics/omar.html

DOI, Abdur Rahman I.: Shari'ah: The Islamic Law. London 1984,
pp. 229-236: Homicide and Law of Equality.

GHAFOUR, P.K. Abdul: Father of Slain Man Pardons Killer
ARAB NEWS 3.april 2005.

GHAMIDI, Javed Ahmad:
        * The Penal Law of Islam. 2. Murder and Injury.
        www.renaissance.com.pk/auged99.html
        * The Punishment of Murdering or Injuring a Person.
        www.renaissance.com.pk/sepisla93.html

IFTIKHAR, Asif:
Murder, Manslaughter and Terrorism - all in the Name of Allah.
www.renaissance.com.pk/mapred97.html

SALEEM, Shehzad:
        * "Woman for a Woman" www.renaissance.com.pk/maprquer98.html
        * The Punishment for Spilling Acid onSomeone.
        www.renaissance.com.pk/jaquer971.html