Strafferet:

FRAFALD FRA ISLAM
(apostasi / ridda el. irtidâd)

Af Aminah Tønnsen

 

La ikrâha fi-dîn - der kan ikke være tvang i trosanliggender.
(Koranen 2:256)

 

Trosfrihed er et fundamentalt princip i Koranen. Alligevel er det en udbredt opfattelse blandt muslimer såvel som ikke-muslimer, at en frafalden (murtadd) muslim straffes med døden. At straffe en muslim ved frafald ville imidlertid være stik imod Koranens bogstav og ånd - hvad enten den frafaldne efterfølgende vælger at bekende sig til en anden tro eller ej. Det eneste belæg for straf for frafald er i tilfælde, hvor den frafaldne åbent tilskynder til oprør imod det muslimske samfund og/eller aktivt deltager i et sådant oprør (5:36) uden efterfølgende at angre sine handlinger (5:37).

Efter Profeten Muhammads død i 632,  mente mange arabiske stammer, at de pagter, de havde indgået med Profeten, automatisk var ophævet. Deres oprør blev sidestillet med frafald fra islam, og det var i denne situation, at man citerede et udsagn, der skulle stamme fra Profeten: "Den, der forlader sin tro, skal straffes med døden." 
    Koblingen mellem frafald og væbnet oprør i mod den muslimske stat bekræftes bl.a. af, at frafaldne kvinder iflg. den hanafitiske retsskole ikke  idømmes dødsstraf, for "kvinder går - i modsætning til mænd - ikke i væbnet kamp."
    Mohamed Talbi mener, at udsagnet hører til de udsagn, der tydeligvis er blevet til under jødisk indflydelse, og som allerede Ibn Taymiyyah (1262-1327) advarede imod. Iflg. Moseloven er der nemlig dødsstraf for frafald: 3. Mosebog 14,16 og 5. Mosebog 13, 2-19.
    Der er imidlertid mange teologer, der klassificerer dette profet-udsagn som "svagt", idet det kun er overleveret igennem et enkelt "fortælleled", hvilket normalt ikke er tilstrækkeligt for at retfærdiggøre dødsstraf.
   Under alle omstændigheder hører udsagnet til de såkaldte "generelle" udsagn ('amm), der skal uddybes nærmere for at kunne forstås. Ser man isoleret på udsagnet ville det nemlig betyde, at en kristen eller jøde, der ønsker at konvertere til islam, skulle straffes med døden for at forlade sin tro, hvilket tydeligvis ikke er meningen.
    Ydermere er der intet som helst bevis for, at Profeten eller hans fæller nogensinde har tvunget nogen til at antage islam eller har dødsdømt en person for ene og alene at forlade islam. Det er udelukkende blevet brugt i forbindelse med højforræderi (hirabah) og åbent oprør imod den islamiske stat, imod Profeten eller en legitim leder af en muslimsk stat.

 

Forstå Koranen 
For at forstå Koranens budskab er det nødvendigt at se den som en helhed. Koranen siger om sig selv - eller rettere: Gud siger om Koranen:

- at den klart og tydeligt skelner mellem ret og uret (2:185, 6:114, 16:89, 43:2-3)
- at intet er glemt i bogen (6:38)
- at samme emne omtales flere steder i overensstemmende variationer (6:65, 39:23)
- at der ingen modsætninger eller uoverensstemmelser er i den (4:82)
- at et vers forklarer et andet (75:19)
- at nogle vers er billedlige og beregnet til fortolkning (3:7, 17:41, 17:89, 18:54, 30:58, 39:27)
- at menneskene ikke må forbyde noget, Gud har tilladt eller ændre Hans ord (6:34, 6:115, 7:32, 18:27)

Derfor er det nødvendigt at se på emnet "frafald" fra forskellige vinkler for at forstå det til bunds:

 

Skader frafald nogen?
Den, der  tror, gavner sig selv - den, der foretrækker et liv i vantro, skader hverken Gud eller andre mennesker:

De, der fornægter Gud (k-f-r, al-kafirûn), der hindrer andre i at følge Guds vej, og som modarbejder sendebudet, efter at tydelig vejledning er blevet dem givet, vil ikke skade Gud i mindste måde; men Han vil gøre deres gerninger frugtesløse. (47:32)

Den, der vender sig fra Guds vej, tilføjer ikke Gud den ringeste skade (dermed); men Gud lønner dem, der i taknemmelighed giver sig hen til Ham. (3:144)

De, der køber sig til vantro (k-f-r) frem for tro, kan ikke skade Gud den mindste smule. En smertelig straf venter dem. (3:177)

Hvis I er utaknemmelige (k-f-r) - I og alle mennesker på jorden - vid da, at Gud er uafhængig af alle, og at al pris tilkommer Ham (alene). (14:8)

Den, der foretrækker vantro frem for tro, skader i sidste ende kun sig selv:

Den, der lader sig vejlede, gør det til sit eget bedste - og den, der lader sig vildlede, går sin egen fortabelse i møde. Ingen sjæl skal bære en andens byrde. (17:15) (jvf. 39:41)

Oh I troende! I er udelukkende ansvarlige for jeres egen sjæl. Hvis I følger (den rette) vejledning og tilskynder til det gode og forbyder det onde, kan de vildfarne ikke forvolde jer den mindste skade. Til Gud skal I alle (engang) vende tilbage, og Han vil fortælle jer sandheden om alle jeres gerninger (på jorden). (5:108)

Hvis en frafalden ikke skader hverken Gud eller mennesker  - hvorfor skulle man da straffe ham/hende med døden??

 

Gentagne frafald og naturlig død
Gud tilgiver den frafaldne, der finder tilbage til troen. Koranen taler endog om menneskers gentagne frafald og tilbagevenden til troen; men den, der dør som vantro, vil blive draget til ansvar herfor.
    Koranen forudser endvidere en frafaldens naturlige død - hvilket i sig selv skulle få al tale om dødsstraf for frafald fra troen til at forstumme:

De vil ikke ophøre med at bekrige jer, før det lykkes dem at vende jer bort fra jeres tro. Den af jer, der vender sig fra troen og dør som vantro (k-f-r), er blandt dem, hvis gerninger ikke vil bære frugt hverken i denne verden eller i den kommende. De vil være Ildens beboere - dér vil de dvæle." (2:217)

Hvis nogen skulle ønske en anden tro end gudhengivelse (s-l-m), vil han ikke kunne drage den ringeste nytte af den, og i det Hinsidige vil han være blandt taberne. Hvorledes skal Gud vejlede dem, der fornægtede troen (k-f-r) efter at have antaget den og (efter at have) vidnet, at Sendebudet var sandt og at de havde modtaget tydelige tegn? Gud vejleder ikke de uretfærdige (zâlimûn).
Lønnen for sådanne er Guds, englenes og menneskehedens forbandelse. De vil dvæle (i Helvede), og deres straf vil ikke blive mildnet - ej heller vil de få henstand - undtagen for dem, der angrer og forbedrer sig, for Gud er visselig tilgivende og allerbarmhjertigst.
De, der forkaster troen (k-f-r) efter at have antaget den, og som vokser i vantro (k-f-r), vil aldrig blive tilgivet, for de er blandt de vildfarne. Intet jordisk gods eller guld vil blive accepteret som løsepenge fra dem, der forkaster troen (k-f-r) og dør som vantro (k-f-r). En smertelig straf venter dem, og ingen vil kunne hjælpe dem. (3:85-91)

Gud vil ikke tilgive dem, der tror og (efterfølgende) fornægter troen (k-f-r), der (igen) tror og (efterfølgende igen) fornægter troen (k-f-r) og vokser i vantro (k-f-r) - ej heller vil Han lede dem på (den rette) vej. (4:137)

"... For de gamle, som faldt, er der ny overalt...":

Oh I troende! Hvis nogen iblandt jer vender ryggen til sin tro, vil Gud snart lade fremstå et folk, som Han elsker - og som elsker Ham: ydmyge over for de troende og urokkelige over for de vantro (k-f-r), der kæmper for Guds sag (dj-h-d) og aldrig frygter de vantros beskyldninger. Således er den nåde, Gud lader os få del i. Guds nåde er altomfattende, og Han er alvidende. (5:57)

 

Ingen jordisk straf for frafald
Tro er en personlig sag mellem det enkelte menneske og Gud. Derfor nævner Koranen ikke et eneste sted jordisk straf for frafald fra troen - der er udelukkende tale om Guds dom og evt. straf i det Hinsidige:

Den af jer, der vender sig fra troen og dør som vantro (k-f-r), er blandt dem, hvis gerninger ikke vil bære frugt hverken i denne verden eller i den kommende. De vil være Ildens beboere - dér vil de dvæle." (2:217)

Gud, englene og menneskene vil inderligt forbande de vantro (k-f-r), der dør som vantro. Forbandelsen vil hvile over dem. Deres straf vil ikke blive mildnet, og de vil ikke få henstand. (2:161-162)

Intet jordisk gods eller guld vil blive accepteret som løsepenge fra dem, der forkaster troen (k-f-r) og dør som vantro (k-f-r). En smertelig straf venter dem, og ingen vil kunne hjælpe dem. (3:91)

Til dem med formørkede ansigter vil Gud sige: "Forkastede I troen (k-f-r) efter at have antaget den? Smag da Vor straf, fordi I forkastede troen (k-f-r). (3:107)

Dersom nogen modsætter sig Profeten efter at have modtaget tydelig vejledning og følger en anden vej end troens, vil Vi lade blive på den vej, han har valgt. Han skal brænde i Helvede - hvilket slet endeligt. (4:115)

Hvis nogen fornægter troen (k-f-r), vil hans arbejde være frugtesløst, og i det kommende liv vil han være blandt taberne. (5:6)

Enhver, der efter at have troet, ytrer vantro (k-f-r) - undtagen under tvang, når de i hjertet forbliver troende -  men sådanne, der virkelig åbner sig for vantro (k-f-r), vil påkalde sig Guds vrede. En frygtelig straf venter dem. (16:106)

Sig: "Dette er sandheden fra Herren!" Lad den, der vil tro - og lad den, der vil, afvise at tro (k-f-r). Vi har beredt en flammende ild for de uretfærdige (al-zâlimûn). (18:29)

Der kan ikke være tvang i trosanliggender (la ikrâha fi-dîn). Troens rette vej er nu klart adskilt fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder og onde magter (at-tâghût), men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende.
Gud er de troendes beskytter (walî). Han leder dem fra (uvidenhedens) mørke frem til lyset. De, der afviser at tro, har taget afguderne til herrer (auliyâ). De bringer dem fra lyset ind i mørket. De vil være Ildens beboere - dér vil de dvæle. (2:256-257)


Det er svært at se, hvorledes man efter denne gennemgang af relaterede koranvers fortsat kan argumentere for, at frafald fra islam skulle straffes med døden.
    Tvang og tro er uforenelige. Hvis et gudsforhold påtvinges under dødstrusler, skaber man hyklere - og de er ifølge Koranen de værste af alle.
    Islam er ikke en fælde, som mus frit kan løbe ind i, men ikke kan slippe ud af igen! Islam må accepteres i fuld frihed for at være islam.
    INGEN har ret til at erklære et medmenneske for frafalden   (murtadd). Ridda er et intransitivt verbum, hvis rod (r-dd) ikke har nogen transitiv form. Det er individet, der handler - og ingen udefra kommende kan have nogen som helst andel i handlingen. 
    Frafald er som selvmord: Man kan henrette eller myrde nogen, men ingen kan "selvmyrde" en anden.

 

Eksempler fra nyere tid
Afghanistan:
Afghaner risikerer dødsstraf for konvertering til kristendom
   I Afghanistan er det lovligt at være kristen, men forbudt for en muslim at skifte tro, og straffen kan indebære dødsdom. Netop henrettelse er anklagemyndighedens krav i sagen om Abdul Rahman, der er konverteret fra islam til kristendom. (22. marts 2006)
    Tro kan ikke påtvinges (27. marts 2006)
Afghanistan vil frigive en mand, der står til dødsstraf, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen.
Manden frigives, efter at vestlige regeringer har lagt pres på Afghanistans regering, sagde en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium mandag. (Ritzau, 27. marts 2006)

Egypten: I 70'erne forsøgte islamisterne - forgæves - at få genindført dødsstraf for frafald fra islam. Anledningen hertil var de koptere, der konverterede til islam for at blive gift med muslimske kvinder, og som - hvis ægteskabet ikke holdt - vendte tilbage til den koptiske kirke.

Marokko: Ifølge marokkansk lov er den, der offentligt afsværger sig islam, civilretsligt død: Hvis han er gift, opløses hans ægteskab og hans evt. formue overføres til hans legale arvinger. I øvrigt straffes enhver, der søger at bringe en muslim til at vakle i sin tro eller konvertere til en anden, med fængsel i op til 3 år.
    I 1962 fandt en usædvanlig retssag sted i Nador. Nogle skolelærere, der var konverteret til bahai-troen, stod anklaget for oprør, bandekriminalitet og forstyrrelse af den religiøse praksis. Lokalrettens dom blev imidlertid omstødt og afvist af appelretten i Rabat, der ikke fandt tilstrækkelige beviser for anklagerne for forstyrrelse af offentlig ro og orden - og således blev de ej heller dømt for selve frafaldet!

Pakistan: Den - i visse kredse højt estimerede - pakistaner Abû'l A'la Mawdudi (1903-1979) er én af dem, der i nyere tid har fastholdt, at nok er der ingen belæg for at tvinge ikke-muslimer til at antage islam; men at der er dødsstraf for frafald fra islam. (Det fremgår i øvrigt af hans skrifter, at han ikke blot opfattede medlemmer af Ahmadiyya-bevægelsen og Ahl-i-Quran, men alle, der ikke tilhørte hans egen organisation Djamâ'at-i Islâmî, som heretikere!)

Sudan: Den kendte reformator Mahmoud Mohamed Taha (f.1909 el. 1911) sad i fængsel i flere perioder under præsident Numeiri - både på grund af sine reformtanker, men også på grund af sin modstand imod indførelsen af traditionelle fiqh-love i 1983, som han fandt forvanskede islam, nedværdigede borgerne og satte den nationale enhed på spil.
    Det blev aldrig sagt eksplicit; men det fremgik tydeligt af den kun to timer lange retssag, at Mahmoud Mohamed Taha var anklaget for apostasi. Han og hans medanklagede blev nemlig gjort bekendt med, at anklagen ville blive frafaldet, hvis de angrede og tog afstand fra de synspunkter, de tidligere havde fremført. 
    Appelretten sagde derimod klart, at det handlede om apostasi. Mahmoud Mohamed Taha blev hængt den 18. januar 1985. Hans fire medanklagede fik tre dages betænkningstid. De tilbagekaldte deres udtalelser og blev frigivet. Præsident Numeiri blev styrtet mindre end 3 måneder senere... 

Yemen: Politiet i Yemen har i år (2008) anholdt mindst ni personer, der er konverteret fra islam til kristendom, siger sikkerhedskilder. De ni er anholdt i perioden maj til begyndelsen af august og er fortsat tilbageholdt.
    Der er dødsstraf i Yemen for at skifte fra islam til en anden religion. I tidligere sager er den konverterede dog blevet løsladt til gengæld for at love at vende tilbage til islam.

 

Nye tider - nye omstændigheder
Vi lever i et land, hvor den ytrings- og trosfrihed, der burde være en selvfølge i ethvert virkelig islamisk land, giver os mulighed for at finde tilbage til den grundlæggende kerne i Koranen. Som troende muslim er man forpligtet på Koranens/Guds ord - ikke på menneskeskabte fortolkninger, som er blevet til i andre tider og under ganske andre omstændigheder.
    Derfor er der nogle fortolkninger og principper, som man nødvendigvis må tage afstand fra og koransteder, som må nyfortolkes for at have deres berettigelse i en tid, hvor det ikke længere gælder et mindre, begrænset muslimsk samfunds, men hele menneskehedens ve og vel.
    Dette gælder ikke kun begreberne "tro" og "vantro", men også "dâr al-islâm" og "dâr al-harb" samt påstanden om, at nogle åbenbaringer skulle erstatte (abrogere) tidligere åbenbaringer, som dog stadig skulle være en integreret del af Koranens tekst! F.eks. skulle 2:256 - én af Koranens helt centrale maximer - være blevet abrogeret af en række "krigeriske" vers, der påstås at legitimere nedslagtning af anderledes-troende!! Fortalerne for abrogations-teorien er dog langt fra enige om, hvilke vers, der er abrogeret - og hvilke ikke.
    Abrogations-teorien strider imod alt det her fremførte, og ingen korankyndig muslim med respekt for sig selv og sin tro burde sige god for den.
    Det burde endvidere vække til eftertanke, at de tænkere, der tager afstand fra abrogations-princippet stort set er de selv samme, der tager afstand fra princippet om dødsstraf for frafald fra islam. Nævnes kan bl.a.:
    Ibn Taymiyyah (1262-1327), Muhammad Hamidullah, Mahmoud Mohammed Taha (1909/11-1985), Abdullahi Ahmed An-Na'im (f.1946), Mohammed Asad (1900-1992), Murad Hofmann (f.1931), Ahmed von Denffer, Mohamed Aman Hobohm (f.1926), Muhammad Rashîd Ridâ (1865-1935), Muhammad Iqbal (1877-1938), Ghulam Ahmed Parwez (1903-1985), S.A. Rahman...

Sidst, men ikke mindst, har vi Koranens ord at holde os til:

Hvis nogen dræber et menneske - med mindre det er som gengæld for overlagt mord eller blodig vold og terror - vil det være, som om han dræber hele menneskeheden. Og hvis nogen redder (el. sparer) et liv (ved at afstå fra sin ret til gengældelse) vil det være, som om han redder (el. sparer) hele menneskeheden. (5:35)

Tag ikke liv, som Gud har helliggjort - undtagen I er berettiget dertil (ved Guds Lov). Dette påbyder Han jer, at I må lære at bruge jeres sunde fornuft. (6:151)

Frygt ikke menneskene, men frygt Mig (alene), og sælg ikke Mine tegn for en ussel pris. De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end de vantro (kafirûn). (5:47)

De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end synderne (dhilamûn). (5:48)

De, der ikke dømmer i lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end oprørerne (fasikûn) (5:50)

Gud er den, der bedst kender sandheden - Han er alvis, kærlig og retfærdig.

© Aminah Tønnsen, januar 2002    

Se også: er der dødsstraf for frafald fra islam?

Mere end 100 lærde mener: Ingen dødsstraf for frafald fra islam.

Litteratur:

AHMAD, Mirza Tahir: MURDER in the Name og Allah, Cambridge 1989,
        Chap.5, The Maududian Law of Apostasy.
        Chap.6, Recantation under Islam.
        Chap.7, Punishment for Apostasy. 

DOI, Abdur Rahman I.: Shari'ah: The Islamic Law. London 1984,
        pp. 265-267: Apostasy. 

FERJANI, Mohamed-Chérif:
        Liberté de conscience dans le champs religieux islamique (1)
        http://oumma.com/article.php3?id_article=773

GHAMIDI, Javed Ahmad: The Punishment for Apostasy.
        www.renaissance.com.pk/novsps966.html 

HASSABALLA, Hisham: Are we really supposed to murder apostates?

NA'IM, Abdullahi Ahmed An-: Toward an Islamic Reformation. New York 1990,
        pp.34-68: Toward an Adequate Reform Methodology.
        pp.101-136: Criminal Justice.

PETERS, Rudolph & Gert j.j. de VRIES: Apostasy in Islam.
        DIE WELT DES ISLAMS, Vol.XVII, 1-4, 1976-1977, pp.1-25.

RAHMAN, S.A.: Punishment of Apostasy in Islam.
        Lahore 1972.

SHEHZADA, Kashif Ahmed:
        * Punishment for Apostasy. A Quranic Perspective.
        * The Punishment for Apostasy.

SYED, Ibrahim B.: Is kiling an apostatte  in the Islamic Law?

TAYMIYYAH, Ibn: An Introduction to the Principles of Tafseer. Birmingham 1993, 
        pp.56-58:  The Israelite Traditions.

TØNNSEN (Echammari), Aminah: Apostasi i islam.
        ISLAM - FRED & HARMONI nr. 2-1992, pp.15-19.

WAFA, Abdul Waheed: Afghansk redaktør dømt for blasfemi (frafald)
        POLITIKEN 28. oktober 2005

        

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]