Strafferet:

 

ALKOHOL i STRAFFERETTEN

 

Alle former for rusmidler - incl. alkoholiske drikke - fordømmes i Koranen, idet de ved overdreven brug slører sanserne og er vanedannende - og dermed skadelige for (både ens eget og andres) legeme og sjæl:

De spørger dig om rusmidler (khamr) og hasardspil (maisir). Sig: "De gør begge stor skade og gavner menneskene lidt; men de skader mere end de gavner." (2:219)

Oh I troende! Nærm jer ikke bønnen, når I er berusede, (men vent) indtil I ved, hvad I siger. (4:43)

Oh I, der tror og gør gode gerninger! Rusmidler (khamr) og hasardspil (maisir), ofring på stenaltre (ansâb) og lodkastning med og læsen i pile (azlâm) er afskyeligt - et Satans værk. Undgå dem, for at I må have fremgang. Satan ønsker blot at opildne til fjendskab og had mellem jer ved hjælp af rusmidler og hasardspil og at lede jeres opmærksomhed bort fra Gud og bøn. Vil I da ikke ophøre dermed? Adlyd Gud og Hans sendebud og vær agtpågivende. Hvis I vender jer bort, da vid, at det blot er Vort sendebuds pligt at overbringe (budskabet) på den mest tydelige måde. (5:93-95)

Som det fremgår af teksten, er der tale om en advarsel imod følgerne af indtagelse af alkohol m.v., og et påbud om at undgå det. Der er ikke tale om et decideret forbud - ej heller om straf i denne verden. Det er det enkelte menneske, der skal handle ansvarligt i vished om, at det skal stå til ansvar for sine handlinger på Dommedag.
    Alligevel regnes det at importere, fremstille, transportere, forhandle, servere og indtage alkoholiske drikke (ja endog at  tillade, at dette sker i en ejendom eller et transportmiddel, man besidder) for at være en ta'zir-forbrydelse - en forbrydelse imod samfundet - og dermed strafbart. Og i lande, hvor alkohol kan købes i enhver butik, vil muslimer, der offentligt konsumerer alkohol, blive anholdt af ordensmagten og retsforfulgt.
    Straffen for omgang med alkoholiske drikke er ikke fastsat i Koranen. Det er de enkelte landes lovgivende forsamling, der fastlægger straffen, hvorfor den varierer efter tid, sted og omstændigheder.

Under den første kalif Abu Bakr (632-634) blev straffen for omgang med alkohol fastsat til 40 slag. Under hans efterfølger i embedet, Umar ibn al-Khattab (634-644)  blev straffen - på grund af et stigende alkoholforbrug - forhøjet til 80 slag.
    Man mener, at det var Ali (den senere fjerde kalif), der under en shûra-forsamling argumenterede for forhøjelse af straffen: "Når en person drikker, bliver han beruset. Når han er beruset, taler han i vildelse, og når han taler i vildelse, risikerer han at krænke andre."

Under Zia-ul-Haqs regeringstid indførtes i februar 1979 såkaldt islamiske love i Pakistan, og straffen for indtagelse af alkohol blev her henført under hadd-loven.
    Enhver voksen muslim, der indtager alkohol straffes i henhold til  hadd-loven med 80 slag. Dersom den anklagede trækker sin tilståelse tilbage eller et vidne trækker sit vidneudsagn tilbage, straffes den anklagede i stedet i henhold til ta'zir-loven - ganske som det er fastsat ifølge de traditionelle strafferetslige regler.
    Enhver ikke-muslim bosiddende i Pakistan, der indtager alkohol, er skyldig i henhold til ta'zir-loven og straffes med fængsel i op til tre år og/eller op til 30 slag - medmindre indtagelsen sker i hjemmet, i en ambassade eller er et led i en religiøs ceremoni (som f.eks. den kriste nadver). Også ikke-muslimer på gennemrejse vil blive dømt efter ta'zir-loven, dersom de indtager alkohol i offentligt rum.
    


© Aminah Tønnsen, oktober 2000   

Litteratur:

DOI, Abdur Rahman I.:
        Shari'ah:D The Islamic Law. London 1984,
        pp. 261-265: Intoxicants.

GHAMIDI, Javed Ahmad:
        * The Punishments of Drinking and Apostasy.
        www.renaissance.com.pk/novsps965.html

        * Islamic Punishments: Some Misconceptions.
        The Punishment of Drinking.
        www.renaissance.com.pk/octed99.html 

HAQ, Mohammad Zia-ul-:
        Introduction of Islamic Laws, Islamabad 1979,
        pp.18-19 & A7-A10:
        Prohibition of and penalties concerning intoxicants. 

MEHDI, Rubya:
        The Islamization of the Law in Pakistan. 1994,
        pp.139-141: Offence of Drinking.


[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]