Islamisk ret:

HVAD ER SHARIALOVEN?

"Sharia" betyder "vejen til kilden (dvs. Gud)" og skal ses i sammenhæng med "shahada" trosbekendelsen el. rettere vidnesbyrdet og "haqiqa", der betyder "læren om det åndelige". Begrebet omfatter både den daglige praksis i form at bøn, faste, almisse og pilgrimsrejse samt almen etik i form af omsorg for mennesker, dyr og natur - såvel som disse handlingers åndelige dimension. "Sharia" er med andre ord opskriften på den levevis, som Gud har anvist menneskene i Koranen, og som fører til et harmonisk liv både her og hisset.
    Disse anvisninger er - med mere eller mindre held og med udgangspunkt i Koranen og i Profetens sædvane (hadith), i konsensus blandt de lærde om det overordnede (idjma) samt i de lærdes bestræbelse for at formulere en specifik juridisk afgørelse i fraværet af tekstreferencer (idjtihad - af samme rod som djihad, hvis grundbetydning også er "bestræbelse") - siden 7-800-tallet blevet omsat til et regelsæt, der kaldes "islamisk lov", "den klassiske el. traditionelle sharialov", "sharialoven" - eller "sharia" slet og ret. Shariaen består af flere forskellige lovskoler, der varierer en del indbyrdes. Der er både sunni- og shiamuslimske lovskoler, ligesom der er både sunni- og shiamuslimske hadithsamlinger.

Når man i vore dage taler om sharia-lovgivning, vil man i langt de fleste tilfælde forbinde begrebet med den aktuelle lovgivning i de muslimske lande - ikke kun de få juridiske regler, der kan udledes direkte af Koranen, men med et udvalg af de regler, der er indeholdt i de mange lovskoler.
    Når jeg skriver "udvalg", er det, fordi de muslimske lande i 1900-tallet har kodificeret bl.a. deres straffe-, familie- og arveret på basis af de særdeles omfattende regler, der findes i de traditionelle lovskoler. Dette gælder dog ikke Saudi Arabien, hvor man udelukkende har den traditionelle lovskoles vejledning - og Tyrkiet, hvor man har taget svejtsisk jurisprudens som forbillede.
    Jeg ved ikke, om det er en tilfældighed; men jeg mener at kunne se et mønster, der viser, at de lande, der har været underlagt fransk "protektorat", har foretaget denne kodificering efter at have opnået selvstændighed i sidste halvdel af 1900-tallet (f.eks. Marokko, Algeriet og Tunesien) - medens de tidligere engelske kolonier (som f.eks. Egypten, Pakistan og Palæstina) har foretaget denne kodificering medens de endnu var koloniseret, og at disse kodeks er blevet 'islamiseret' efter landenes selvstændighed.

Modsat, hvad man ellers skulle tro, så har denne kodificering betydet, at familieretten er blevet langt "smallere" end den traditionelle sharialov. Der er ganske enkelt færre muligheder at vælge imellem - og hvad værre er: Det er blevet en utrolig møjsommelig affære at ændre loven, idet den skal igennem et parlamentarisk tovtrækkeri, hvor hvert eneste parti vil have indflydelse - og hvor langt de fleste medlemmer er mænd.
    Hvert land har i det store og hele lagt tekster fra den lovskole, som de traditionelt tilhører, til grund for denne kodificering, men har dog ind i mellem lånt fra andre lovskoler.
   Mange lande har enten helt i begyndelsen eller helt i slutningen af deres familie- og arveretslige bestemmelser indføjet en passus, der siger, "at tilfælde, der ikke er nævnt i nærværende lov, afgøres på grund af sharia eller den mest gængse opfattelse inden for den xxx lovskole." (formuleringerne er lidt forskellige)
    Det betyder, at både straffe-, arve- og familieret varierer mere eller mindre fra land til land - også indbyrdes mellem lande, der traditionelt tilhører samme lovskole. Her nogle eksempler:

At Tyrkiet har taget svejtsisk jurisprudens som forbillede har bl.a. betydet, at man har forbudt polygyni, har tilladt juridisk adoption (der ellers er forbudt ifølge Koran og sharia) og afskaffet den koran-baserede særejeordning for ægtefæller. Pudsigt nok har man bibeholdt Koranens ægteskabsforbud imellem amme-søskende (dvs. søskende, der ikke er biologisk beslægtede, men er ammet af samme kvinde), idet man mente, at en ophævelse af dette forbud ville være alt for stor en kamel at sluge for den almene tyrkiske borger.

De forskellige muslimske lande har fastsat vidt forskellig minimumsalder for indgåelse af ægteskab.

Tunesien har helt afskaffet polygyniet, medens man i de andre lande har lovfæstet det - endda i tilfælde, der ikke er nævnt i Koranen.

Man har stadfæstet den koran-baserede særejeordning for ægtefæller (også i de lande, der fortrinsvis baserer deres lov på den malekitiske lovskole, hvori kvinden traditionelt kun har fri dispositionsret over 1/3 af sin formue). Jeg mener at have læst, at man for nogle år siden i Algeriet (eller var det Libyen?) afskaffede særeje-ordningen mellem ægtefæller og gjorde fælleseje til det "normale", således at ægtefæller skal oprette speciel særejepagt, hvis de ønsker særeje. Jeg kan i skrivende stund ikke finde den trykte kilde til denne oplysning, så den må tages med forbehold.

I Marokko har en far eller værge med loven i hånd indtil reformen i 1993 kunnet tvinge sit barn eller myndling til ægteskab - en regel, der ganske klart strider imod både Koranen og hadith, men findes inden for de fire traditionelle sunni-muslimske lovskoler!

© Aminah Tønnsen, november 2003   

Se også: Orden i eget hus 

En helt anden slags sharia