Islamisk ret:
Begrebet fatwa bliver nu også anvendt i betydningen opfordring til mord, selv om det er en hån imod retsprocedurerne i klassisk islamisk jura.

FATWAER ER IKKE  HVAD DE HAR VÆRET

Af Jakob Skovgaard-Petersen

Hvad er islams syn på kommunisme, på onani, på gevinstopsparing eller organdonation? Hvis en lægmand ønsker svar på sådan et spørgsmål, kan han eller hun henvende sig til en muslimsk lærd, der så har pligt til at svare eller henvise videre. Et sådant svar kaldes en fatwa, det at give fatwaer kaldes futya, og den, der give ren fatwa, kaldes en mufti.
   De første fatwaer blev givet af Profeten Muhammad selv for 14 århundreder siden, og så længe der er ukyndige muslimer til, vil de fortsætte med at bede deres mere lærde trosfæller om fatwaer om alskens emner: Hvordan skal jeg bede, når jeg er blevet lam i venstre side, hvad er reglerne for soning af brud på fasten, eller er det tilladt at arbejde som ølkusk, hvis man ikke drikker noget selv? I dag foregår det ikke mindst i ugeblade eller på internettet, også på dansk eller engelsk. F.eks. på internetsiden www.islamonline.net.

De nye fatwaer adskiller sig fra tidligere tiders fatwaer ved, at muftien aldrig møder den, der spørger ham. en anden forskel er, at fatwaer i dag ikke spiller nogen rolle i retssystemerne. Tidligere kunne en sagsøger væbne sig med en fatwa for at underbygge sin sag over for dommeren, som også selv kunne finde på at udbede sig en fatwa, hvis det var en særlig usædvanlig sag, der ikke var dækket i retslitteraturen.
   De moderne muslimske stater har derimod en kodificeret statslov, som dommeren skal dømme efter, og han skal ikke selv søge i den ældre retslitteratur. En undtagelse er dog Saudi-Arabien, hvis retssystem er tættere på klassisk islamisk retspraksis end andre landes.
    Denne nye mere anonyme og retligt uforpligtende karakter har vist sig at være fatwaernes styrke. Hvor mange andre klassiske islamiske teologiske og juridiske genrer har haft vanskeligt ved at forny sig, har behovet for at spørge om fatwaer aldrig været større, måske netop fordi folk forsøger at leve et moralsk og islamisk liv på mange områder, som retssystemerne i dag ikke tager sig af.

Endelig har navnlig politisk aktive muslimske lærde taget fatwaerne til sig. Dels fordi de er stærkt optaget af at kommunikere deres budskaber ud til bredere befolkningsgrupper, dels fordi det gør det vanskeligt for staterne at lukke munden på dem. For det at udstede fatwaer er en del af deres arbejde, og det udstiller staten som en fjende af religionen, hvis den forfølger en lærd på det grundlag.
    En sidste vigtig udvikling inden for de seneste 50 år er tendensen til at organisere store lærde, f.eks. delegerede fra forskellige muslimske lande, til at træde sammen og debattere nye fænomener som f.eks. hjernedødskriteriet eller kunstig befrugtning. Ved kollektivt at tage stilling og udstede en fælles fatwa håber de, at den så bliver taget som vejledning af såvel læge muslimer som statslige administrationer rundt omkring i verden. Igen er det særligt Saudi-Arabien, der har været aktiv i at organisere denne kollektive fatwa-virksomhed, hvilket dog netop svækker dens gennemslagskraft i de samfu8nd, hvor sauderne er upopulære.

Der står mig ikke helt klart, om det er guvernoratet i den nigerianske delstat Zamfara eller dens viceguvernør personligt, der har udstedt opfordringen til mord på den kvindelige nigerianske journalist Isioma Daniel. Jeg er heller ikke sikker på, at de selv har benyttet ordet fatwa.
    Det er klart, at en sådan bandbulle på flere måder afviger fra kravene til en klassisk fatwa: Som den er refereret, er der ingen spørger, intet spørgsmål, ingen argumentation baseret på de islamiske retskilder. Den lader også hånt om de retsprocedurer, der ifølge klassisk islamisk jura skulle træde i kraft i tilfælde af fornærmelser mod profeten, herunder muligheden for at angre.
    Men alt dette gælder ligefuldt for ayatollah Khomeinis berygtede fatwa fra 1989, der opfordrede alle verdens muslimer til mord på Salman Rushdie. Viceguvernøren refererede eksplicit til denne fatwa. Og det er der i ´de mellemliggende 13 år også andre radikale muslimer, der har gjort i deres bandbuller mod forfattere og intellektuelle, de ville af med. Enkelte, som f.eks. den ægyptiske debattør Farag Foda, er faktisk blevet myrdet kort tid efter, at sådanne fatwaer var blevet udstedt.

Man kan vælge at sige, at disse lærde og politikere optræder uislamisk og uden hjemmel i islamisk lov, og det er der sikkert også mange muslimer, der gør. Men mange andre muslimer har åbenbart ingen forbehold over for brugen af begrebet fatwa på den måde. Så for resten af verden er der vel ikke andet at gøre end at konstatere, at begrebet fatwa i dag også bliver anvendt i betydningen opfordring til mord. Og så naturligvis protestere og aktivt bekæmpe en sådan intimidering som det, den er: en kriminel handling og en grov knægtelse af ytringsfriheden.

© Jakob Skovgaard-Petersen, november 2003   

Kommentaren har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad den 30. november 2002 og gengives her med forfatterens tilladelse.

Se også: Fatwaer før og nu

The European Council for Fatwa and Research