Islamisk ret:

FATWAER FØR OG NU

HVIS EN muslim er i tvivl om, hvad hans religion foreskriver i et eller andet spørgsmål, kan han spørge en lærd teolog, som så svarer ham skriftligt eller mundtligt. Et sådant svar kaldes et fatwa og den lærde, der svarer, kaldes en mufti. Den første mufti var profeten Muhamed selv, som naturligvis blev bombarderet med spørgsmål om, hvad der var det rigtige at gøre i alle mulige situationer. Siden hans død i år 632 har fatwaerne altså virket til at sprede kendskabet til islams bud og regler blandt muslimer selv.
      Spørgsmålene kan dreje sig om alt muligt. Det kan være om praktiske religiøse ting, såsom den rigtige måde at rense sig på før bønnen, eller det kan være om handle, skilsmisse, børneopdragelse eller byplanlægning. Det kan være spekulative teologiske spørgsmål om hvorvidt planeter kan høre eller om hvad man levede af på Noas ark. Det kan være spørgsmål, der er opstået i helt særlige situationer, f.eks. om man må spise sit barn for at undgå at dø af sult. Eller det kan være mere prosaiske sager om arv og gæld. Det sidste er det mest almindelige.
      I tidens løb er fatwaerne blevet til en litteratur. Store muftier skrev deres vigtigste fatwaer ned, og sådanne fatwa-samlinger ble studeret af senere generationer. Dels kunne det jo være, at en berømt mufti havde givet svar på et spørgsmål, man selv en dag ville stå med, og dels fik man jo et indblik i hans metode til at udlede fatwaerne fra kilderne, Koranen og overleveringerne om hvad Profeten har sagt. Der opstod også en litteratur om fatwaer og muftier, om hvilke kvalifikationer der skulle til for at give et fatwa, om hvordan man skulle slutte sig frem til det, og hvordan man skulle præsentere det for den, der spurgte.
      I den slags litteratur er det en fast procedure at sammenligne muftien med qadien, dommeren. Den vigtigste forskel er, at mens qadien var dømmende, var muftien rådgivende og definerende. Qadiens dom var bindende, og ordensmagten så til at den blev udført. Muftiens fatwa derimod kunne tages til efterretning eller ej og havde ingen direkte konsekvenser, selv om litteraturen selvfølgelig understreger, at man er moralsk forpligtet til at udføre det, hvis man ellers er overbevist om, at det er rigtigt. Mens qadien tronede i domstolen og egenhændigt overhørte og prøvede vidner, sad muftien hjemme eller i moskeen og modtog folk og svarede på deres spørgsmål. Qadien havde altid to parter foran sig og skulle derfor være skeptisk over for, hvad han hørte, mens muftien skulle tage udsagnene for gode varer og samle sig om at videregive religionens syn på sagen. Derfor opsøgte qadien også muftien i sager, som rummede nye dimensioner eller særlige vanskeligheder. Man forstår, at muftien var noget i retning af højesteret, teologi- og juraprofessor, ombudsmand og etisk råd i samme person.

DET SPÆNDENDE ved fatwa-litteraturen er, at den så tydeligt afspejler historiske udviklinger i den islamiske verden. Hver gang noget nyt dukkede op, skyndte en eller anden from muslim sig hen til muftien og spurgte om religionens syn på sagen. Da kaffen, f.eks. i 14-1500-tallet vandt frem i den arabiske verden, blev muftierne overalt spurgt om denne nye drik var tilladt, eller om den ved sin stimulerende virkning måtte regnes for en form for alkohol og derfor forbudt. Svarene varierede, men kaffen ar kommet for at blive, og gennem fatwaerne kan vi datere dens udbredelse. Ligeledes kan vi gennem fatwaer se, at papegøjen vandt indpas i finere hjem i 1700-tallets Tyrkiet. På det tidspunkt dukker der fatwaer op som tillader foruroligede borgere at ignorere kaldet til bøn og lade være med at bede, når det viser sig at kalde til bøn kommer fra en lærenem papegøje! Ved at afspejle deres tid er fatwa-samlingerne den islamiske retslitteraturs dynamiske del.
      Fra slutningen af forrige århundrede har de fleste islamiske lande fået kodificerede love og domstole på forskellige niveauer, som har afløst muftiens funktioner i retssystemet. På samme tidspunkt begyndte man at udnævne en særlig stats-mufti, som kan besvare borgeres og administrationens spørgsmål. Nogle af disse muftier lever en tilbagetrukket embedsmands-tilværelse, hvor de svarer lokalråd om man kan tillade sig at sløjfe forladte begravelsespladser o. lign., mens andre gennem medierne søger at få en aktiv public service-funktion og blive en autoritet, der tager stilling til store samfundsmæssige spørgsmål. En slags samfundets islamiske samvittighed. De emner, muftien tager op, er til dels de samme som spøger i det danske samfund, f.eks. nye medicinske teknikker som organtransplantation, kunstig befrugtning og dødskriterier. På dette felt forbløffes man over muftiernes efterladende holdning over for disse nye perspektiver. Det skyldes måske, at alle disse videnskabelige landvindinger allerede har fundet sted i Europa og USA, hvorfor muftierne ikke føler ansvar for, hvor forskningen bevæger sig hen, men koncentrerer sig om den lokale brug. Dog er muftierne meget på vagt over for forplantningsteknikker, der kan føre til, at en kvinde får et barn med en mand hun ikke er gift med. Det er hor og førere til rod i slægtslinien, dødssynder i den islamiske tradition. Sædbanker fordømmes kraftigt.

SOM MAN kan forestille sig, fortæller fatwaerne til almindelige borgere også en hel del om ændrede livsvilkår i Mellemøsten. Mange beder om fatwaer fordi deres mand er bortrejst som gæstearbejder, og forholdet mellem ægtefællerne er nok det største problemfelt overhovedet. Boligmangel, skolepenge, kvindens udarbejde eller de gamle forældres rettigheder over for deres voksne børn er andre områder, hvor folk gennem spørgsmålene til muftien forsøger at forene deres tro med de barske vilkår i modernes mellemøstlige storbyer. I mange af spørgsmålene til muftien sporer man en iver efter at opfylde religionens bud til punkt og prikke, så Gud kan være tilfreds med sin tilbeder. Andre spørgere synes at have travlt nok med at holde sammen på deres tilværelse og leve med et mindstemål af anstændighed under stadigt sværere vilkår.
      Et andet væsentligt område i disse år er det økonomiske felt: opsparingsmetoder, obligationer, futures, investeringsbeviser o. lign. skal vurderes ud fra Koranens forbud mod åger, som mange muslimer forstår som et generelt forbud mod rentetagning. Dette har at gøre med forsøgene i 1970’erne og 80’erne på at opbygge en islamisk finanssektor med såkaldt islamiske banker, forsikringsselskaber og investeringsselskaber, der ikke tog eller betalte renter. Mange politisk engagerede muslimer drømmer om, at islamiske banker kan sætte skub i den islamiske vækkelse i Mellemøsten og forsøger at stemple de almindelige, rentebaserede banker som u-islamiske. Det var derfor et slag mod den ny islamiske finanssektor i Egypten, da landets mufti i 1989 efter grundige undersøgelser af opsparingsformerne i de almindelige banker udsendte et fatwa om, at enkelte af dem ikke krænker forbudet mod åger. Islamisterne rasede, for hvad skulle nu få landets småsparere til at sætte deres penge i islamiske banker? – og hvordan skulle deres publikationer, arbejde og sociale programmer så financieres?
      Økonomiske fatwaer er bare et af de områder, hvor Mellemøstens statsmuftier kan komme gevaldigt i klemme mellem en højtråbende og aggressiv islamisk oppositionsbevægelse og en regering, der forsøger at fortsætte som hidtil, samtidig med at den gerne ser muftien forsvare dens politik fra et islamisk synspunkt. Det er vanskeligt at bevare både sin islamiske troværdighed og regeringens tillid i den slags situationer, og i dag er statsmuftien i f.eks. Syrien og Egypten i de radikale islamisters øjne ikke andet end en ussel sykofant. De er ellers af ærværdig familie. Fromme lærde som lærte Koranen udenad, da de var børn, og af deres fromme og lærde fædre blev introduceret til islamisk retsvidenskab allerede i drengeårene. Deres fatwaer er holdt i klassisk arabisk og er rene kludetæpper af Koran-citater. Al deres lærdom hjælper dem imidlertid ikke. De lærdes monopol på islam er brudt, lægmænd og studerende har selv læst teksten og mener at vide bedre. Og når debatten en gang imellem kommer op på ekspert-niveau, har ekstremisterne også deres lærde muftier. De dukkede op i 1970’erne sammen med den politiske islam. Disse nye muftier har slev gået på religiøse skoler og universiteter, men har ingen respekt for deres tidligere kolleger og regner sig selv for de eneste sande muftier. De begyndte med at udsende politiske fatwaer med dødsdomme og trusler, og statsmuftierne var tvunget til at svare igen med modsatrettede fatwaer. Vi kender to af disse nye muftier: egypteren Umar Abd al-Rahman, som er under anklage for at stå bag bombeattentatet på World Trade Center, og ayatollah Khomeiny, Den Islamiske Republik Irans afdøde overhoved.

DE TO ekstremistiske lærde har i 1980’erne udsendt en række fatwaer, som erklærer mord på deres intellektuelle eller politiske fjender for tilladt, fordi de samtidig er fjender af islam. At de pågældende fjender måske selv regner sig for troende muslimer, bekymrer ikke de nye muftier - de ved jo hvad islam virkelig er. Det er dem der definerer islam, og skulle nogen mene noget andet må de hellere passe på, for ellers bliver de bare også udnævnt til fjender af islam.
      Det er terrorisme, intellektuel, religiøst og politisk. Det er derfor heller ikke noget, man skal se igennem fingre med ud fra respekt for andre kulturer eller ikke-vestlige normer. De nye muftier siger ganske vist, at det er islam der byder dem at udstede deres dødsdomme. Det er derfor de kalder dem fatwaer. Men der er ingen grund til at forlade sig på deres definition af, hvad der er ret islam. Det spørgsmål er muslimernes problem, men vi kan da konstatere, at langt den overvejende del af verdens muslimer forstår det islamiske budskab væsentligt mere fredeligt end folk som Khomeiny og Abd al-Rahman.
      Lærde i hele den islamiske verden afviste Khomeinys fatwa mod Salman Rushdie, fordi det var en dødsdom, og det overholdt ikke reglerne for en dødsdom, vigtigst at den dømte skal have lejlighed til at angre. Khomeiny havde optrådt som qadi, ikke mufti. Desuden var fatwaet politisk motiveret, beregnet til at styrke det blodige iranske regimes ideologiske profil efter fredsslutningen med Irak. Det styre har meget blod på samvittigheden – også muslimske lærdes – alt samme for at få enhver kritik til at forstumme. Det er kun over for de allermodigste, at det behøver at bruge vold. Den iranske og egyptiske terrorisme fremstiller det, som om det er ’islam’ over for ’Vesten’, og anklager alle deres lokale modstandere for at være ’vestliggjorte’, ’sækularister’, ’ateister’, ’forrædere’ eller (stærkest af alt) ’kættere’. Men de lokale modstandere er ikke andet end almindelige muslimske borgere i de lande, religiøse eller ikke-religiøse, intellektuelle eller ikke-intellektuelle, og deres opfattelse og værdier her som regel flere år på bagen i Mellemøsten end Khomeinys og Abd al-Rahmans ideologier.
      Der er altså ingen grund til at overtage ekstremisternes ide om hvad der er islam og ikke-islam, eller for den sags skyld hvad der er Vesten. Rushdie er på mange måder en muslimsk forfatter (hans tidligere bøger blev modtaget med begejstring i Iran!) og indskriver sig i en muslimsk satirisk tradition, som af og til har medført kraftige reaktioner fra teologisk hold, men som i mangt og meget er blevet en central del af den muslimske verdens litteratur og hele verdenssyn. At gøre grin med religionen er ikke ukendt i den muslimske verden, og vittigheder om mullaherne kan man høre overalt.
      At gøre fatwaet og hvad det står for til udtryk for sand islam er at gøre Khomeinys definition af islam til sin egen. Det kan vi være tilbøjelige til, fordi det passer så godt ind i vores traditionelle islam-billede, og fordi denne verdens Khomeinyer er så gode til at gøre opmærksom på sig selv. Umar Abd al-Rahman var den åndelige bagmand bag terror-gruppen Jihads mord på præsident Sadat i 1981. Det blev i ugerne efter overdraget den egyptiske statsmufti at gendrive gruppens tanke om, at man kan erklære andre muslimer for vantro og dræbe dem, hvis de ikke er fromme nok. I sit lange og velargumenterede fatwa demonstrerer muftien, at den ide byggede på en fejllæsning af en række koranvers. Midt under gennemgangen stopper han pludseligt op og spørger sig selv: Hvor har jeg hørt alt det her før om pligten til at føre jihad og slå dårlige muslimer ihjel? Nåh jo, det er jo det europæerne altid skriver om islam.