Familieret:

TESTAMENTE

Muslimer opfordres til at skrive testamente for at der ikke skal herske tvivl om deres ønsker mht. fordeling af den del af deres formue (1/3), som de frit kan testamentere til velgørenhed, moskebyggeri eller til personer, der ikke er arveberettiget i henhold til de senere åbenbarede arveretslige regler (f.eks. plejebørn eller slægtninge). 
    Der er dog nogle jurister, der mener, at det også er muligt - ud af den disponible 1/3 - at testamentere til slægtninge, der også er arveberettigede efter de detaljerede arveretslige regler. Denne mulighed foreligger i flere landes nutidige arveretslige regler, hvilket begrundes med, at arvelader skal have mulighed for at begunstige en særligt trængende slægtning:

Hvis I er formuende, bør I - når I mærker døden nærme sig - skrive testamente i henhold til skik og brug (bil-ma'rûf) til fordel for jeres forældre og (andre) nære slægtninge. Dette påbydes de gudfrygtige.
Den, der ændrer et testamente efter at have hørt det, er skyldig for loven. Gud er althørende og alvidende.
Men der er intet til hinder for, at den, der ser, at arveladeren har begået en åbenlys (retslig) fejl, stifter forlig mellem parterne. Gud er visselig tilgivende og barmhjertig. (2:180-182)

En mand bør ved testamente sikre sin(e) enke(r) et års underhold og bolig - ud over den del, der tilfalder hende (dem) ifølge de arveretslige regler:

De af jer, der dør og efterlader sig enker, skal (ved testamente) sikre dem et års underhold og bolig. Men dersom de af egen fri vilje forlader boligen, skal ingen klandres for, hvad de gør - forudsat de handler i overensstemmelse med sæd og skik (f.eks. ved at indgå nyt ægteskab). Gud er almægtig og vís. (2:240)

Vidnerne trues med, at andre vidner skal inddrages, dersom det viser sig, at de første ikke har holdt sig til sandheden.

Oh I troende! Når I mærker døden nærme sig, da tag to retsindige vidner af jeres egne, når I skal skrive jeres sidste vilje - eller fremmede, hvis døden indhenter jer, mens I er på rejse i landet. Hvis I betvivler deres troværdighed, da hold dem tilbage efter bønnen og lad dem sværge ved Gud: "Ingen - selv ikke nære slægtninge - kan købe sig til et falsk vidnesbyrd fra Os. Omgåelse af sandheden er visselig en stor synd for Gud."
Men hvis det (senere) bliver kendt, at de har gjort sig skyldige i mened, da lad to andre - i nær slægt med dem, der kræver deres lovlige ret - stå frem. Og lad dem sværge ved Gud: "Vi bevidner, at vort vidneudsagn er mere sandfærdigt end deres, og at vi ikke ønsker at skade nogen (med vort vidneudsagn). Ellers ville vi visselig høre til de uretfærdige."
På denne måde vil vidnerne holde sig til sandheden, for de vil frygte, at andre efter dem vil blive taget i ed (så sandheden til komme for en dag). Så frygt Gud og adlyd Ham. Han vejleder ikke synderne. (5:109-111)

Skyldig brudegave til afdødes hustru(er), afdødes gæld og udgifter til begravelse samt testamentariske gaver fratrækkes afdødes formue INDEN den resterende formue fordeles i henhold til de arveretslige regler nedfældet i Koranen:

Gud påbyder jer med hensyn til jeres børns arv ... efter at testamentariske gaver eller gæld er fratrukket (arvelodden). (4:11)

Dersom en testamentarisk arving afslår sin testamentariske gave, indgår denne i det øvrige bo til fordeling blandt afdødes livsarvinger og ægtefælle(r).

Bliver en person myrdet af sin livsarving, ægtefælle eller testamentariske arving, mister denne retten til sin arveandel. Et testamente er ikke definitivt, men kan ændres eller genkaldes af testator.

Iflg. traditionel Islamisk Ret kan en ikke-muslim ikke arve en muslim - og vice versa. En ikke-muslim kan derfor kun få del i en afdød ægtefælles eller barns formue, hvis afdøde har oprettet testamente til hans/hendes fordel.
    Det er en af de regler, der er forsøgt gjort op med i nyere tid, hvor blandede ægteskaber og familier er mere og mere almindelige.
    F.eks. har The European Council for Fatwa and Research, der består af en række jurister bosat fortrinsvis i Vesten, på deres femte konference i maj 2000  ved resolution nr. 1/5 erklæret:

"Muslimer har ret til at arve og modtage testamentariske gaver fra deres ikke-muslimske slægtninge. Denne fatwa strider ikke imod den hadîth, ifølge hvilken Profeten har sagt: "En muslim må ikke arve en ikke-muslim - og en ikke-muslim må ikke arve en muslim." Med ikke-muslim menes en ikke-muslim, der aktivt bekæmper islam. 
    Vi bør også huske på, at at de første muslimer ikke var berøvet muligheden for at arve deres ikke-muslimske slægtninge. Der er tale om en afgørelse truffet af senere lærde som f.eks. Muaaz ibn Jabal, Muawijah ibn abu Sufian, Sheikh Ibn Taymiyyah m.fl."
    

© Aminah Tønnsen, juni 2000   

Litteratur:

ANDERSON, J.N.D.:
        Recent Developments in Shari'a Law.
        THE MUSLIM WORLD, vol.42, 1952,
        pp.33-47: Testamentary Bequests.

BELLEFONDS, Y Linant de:
        Traité de droit musulman comparé, vol.I, Paris 1965,
        §§190-192: Le testament, le legs et le waqf.
        §§341-343: Les libéralités consenties durant la dernière maladie.
        §§344: Les actes à titre onéreux.

DOI, Abdur Rahman I.:
        Sharî'ah: The Islamic Law. London 1007,
        pp.273-275: Conditions of Succession.

LAHRICHI, Fadéla Sebti:
        Vivre musulmane au Maroc. Paris 1985,
        pp.119-121: Testament.

PARWEZ, G.A.:
        Quranic Laws. Chapter 5: Inheritance and Testament.
       www.toluislam.com/pub_online/quranic_laws/chapter5.htm