Familieret:

KVINDEN I KORANEN OG I NUTIDIG FAMILIERET

- en kortfattet introduktion
Af Aminah Tønnsen

Mange ikke-muslimer forbinder kvindeundertrykkelse med islam – selvom kvindeundertrykkelse tydeligvis er et universelt fænomen. Muslimer har i århundreder levet side om side med - og delt vilkår med -  kristne, jøder, buddhister o.a., og kvinders faktiske levevilkår er i langt højere grad præget af kulturelle, politiske og sociale faktorer end af religion. 
    Koranens principper er – med udgangspunkt i Koranen, i Profetens sædvane, i konsensus blandt de lærde om det overordnede og i analogislutninger – blevet omsat til et regelsæt, der kaldes Islamisk Lov eller sharialov med de fire kendte rets- eller lovskoler Hanbali, Shafii, Hanafi og Maliki.

Islamisk lov kaldes af mange sharia slet og ret – selvom sharia-begrebet dybest set omhandler både den daglige praksis i form af bøn, faste og almisse – såvel som almen etik i form af omsorg for mennesker, dyr og natur. Med andre ord er sharia den levevis, som er anvist i Koranen, og som fører til et harmonisk liv – og efter muslimsk opfattelse - til en harmonisk verden.
    I nyere tid har man (undtagen i Saudi-Arabien) yderligere systematiseret den familieretslige del af Islamisk Lov, og det er den, der er juridisk gyldig i de muslimske lande i dag. Også danske muslimer – såvel som ikke-muslimer gift med muslimer, der har familiære forbindelser til et muslimsk land, risikerer under ophold i det pågældende land at blive underlagt denne lov, fx i tilfælde af ægtefællens død eller familiære uoverensstemmelser i forbindelse med forældremyndighed, arveret eller udrejsebestemmelser.
    Især skal man være opmærksom på, at et land som Marokko ikke anerkender dobbelt statsborgerskab, hvorfor de danske myndigheder ikke kan komme en person, der har både dansk og marokkansk statsborgerskab, til undsætning i forhold til marokkansk sædvane og ret. Mange kvinder er også uvidende om, at de, hvis de gifter sig med en iransk statsborger, automatisk bliver iransk statsborger og dermed er underlagt iransk lov under ophold i Iran.

KORANENS KVINDESYN
Koranen taler om kønsligeværdighed og adskiller sig derved mærkbart fra den virkelighed, som mange muslimske kvinder lever i.
    Ifølge Koranen 4:1, 7:189 og 49:13 er mand og kvinde skabt ud af samme grundcelle. De skal være “hinandens fæller og beskyttere” (9:71) og er skabt til at “leve i kærlighed og tryghed” (7:189, 30:21) – de skal med andre ord “være til vederkvægelse for hinanden” (2:187). Mand og kvinde er skabt fysisk forskellige, men ligeværdige (3:195), og Koranen fordømmer eksplicit dem, der græmmes over at have fået en datter og efterfølgende dræber hende (16:58-59). Mand og kvinde er skabt som mager eller par (zawj), der til sammen udgør et hele, og som derfor er gensidigt afhængige af og forpligtede over for hinanden (4:1, 7:189).
    Ud over disse smukke passager er der en håndfuld passager, der i kernen supplerer ovenstående, men som oftest er blevet fortolket af mænd i patriarkalske samfund. Det har givet anledning til, at man – i islams navn - har umyndiggjort kvinder og underlagt dem mandens autoritet, ikke kun i hverdagen, men også rent juridisk.
                     

ARVE- og EJENDOMSRET
Koranen 4:11 er et af de kontroversielle udsagn, der stadfæster, at kvinder arver halvt så meget som mænd af samme grad. Denne forskel kan ved første øjekast synes vældig diskriminerende, men skal ses i en større sammenhæng: 
    En kvinde har nemlig ret til at blive forsørget livet igennem af sin nærmeste mandlige slægtning: far eller værge, ægtemand, søn eller bror – alt efter situationen. Selvom en kvinde er formuende, er hun ikke forpligtet til at bidrage til familiens underhold. Hun kan frit disponere over alt, hvad hun tjener ved erhvervsarbejde i eller uden for hjemmet, alt hvad hun arver og alle de gaver, hun måtte modtage. 
    Det betyder, at en mand skal dele sin arv med alle dem, han har pligt til at forsørge: hustru, børn, uformuende slægtninge og myndlinge – medens en kvinde kan beholde hele arven for sig selv!
    Disse arveregler samt retten til særeje er bevaret i de fleste muslimske landes nutidige familie- og arveret.
    I sharia såvel som i nutidig familieret er der en klausul om, at en muslim ikke kan arve en ikke-muslim og omvendt – skønt dette ikke kan retfærdiggøres ud fra Koranen. Det er et levn fra gamle dage, hvor der var stor sandsynlighed for, at muslimsk ejendom, der overgik til ikke-muslimske arvinger, ville blive brugt aktivt i kampen imod muslimerne. I vore dage, hvor næsten halvdelen af verdens muslimer lever blandt ikke-muslimske majoriteter, og hvor ægteskab mellem muslimer og ikke-muslimer bliver mere og mere udbredt, er man så småt ved at gøre op med denne praksis.
    I et islamisk ægteskab bevarer hustruen sit ungpigenavn, og ægtefæller har som udgangspunkt særeje.  
 

KLÆDEDRAGT
Man kan sige, at Koranen helt generelt opfordrer mænd og kvinder til at klæde sig og opføre sig anstændigt og ansvarligt – og til ikke at bringe sig selv i situationer, der kunne føre til, at man bliver forulempet af andre eller føler sig fristet til at indlede et seksuelt forhold til en person, man ikke er lovformelig gift med.
    I århundreder har kvinders klædedragt – ligesom mænds – været præget af den lokale kultur, ligesom også af sociale og klimatiske forhold. Inden for de seneste 30 år har den kulturelle mangfoldighed imidlertid måttet vige til fordel for en uniformering, specielt hvad angår kvinders hovedbeklædning. Det er blevet mere og mere almindeligt at iføre sig hidjab: et tørklæde bundet på en helt bestemt måde med fold i tindingerne, nål under hagen og en pyntenål til at fastgøre tørklædets ene lange snip, kombineret med en klædedragt (ofte i form af en lang kofte) der mere eller mindre skjuler kroppens former.
    Ordet hidjab betyder ’skjule for at beskytte’, ’skjule for øjet’, ’markere en grænse, adskille eller opdele’ og ’skjule for at gøre noget forbudt’. Ordet forekommer otte steder i Koranen – men intetsteds i forbindelse med kvinders klædedragt eller kønsadskillelse!
    Koranen opfordrer kvinder til at “samle deres ydre klædning om sig” (underforstået: når de færdes blandt mænd, som de i princippet kunne gifte sig med). Det er en beskyttelse imod at “blive forulempet af uromagere og syge sjæle” (33:59-60).
    Koranen opfordrer kvinderne til at ”tildække deres halsudskæring med deres (hoved)dække” (khimar er et ’dække’ – ikke nødvendigvis et ’hoveddække’) (24:30-31). 
    Den direkte opfordring kan formuleres som at ’tildække halsudskæringen/brystet for ikke at blive forulempet’ – hvilket har givet anledning til mange forskellige fortolkninger. Spørger man vore dages unge hidjab-klædte kvinder, hvorfor de går med tørklæde, er standardsvaret: ”Det står i Koranen”. Dermed er der lukket af for yderligere refleksion – og for en konkret stillingtagen til, om hidjab i et samfund som vores virkelig beskytter en kvinde imod forulempelse eller har den stik modsatte virkning!
    De klassiske retskilder foreskriver, at kvinders klædedragt skal være diskret for ikke at vække unødig opmærksomhed. Den skal være løstsiddende og uigennemsigtig for at skjule kroppens former. Den skal dække hår, hals og kindben, have lange ærmer og være ankellang. Kort sagt: kvinder må kun vise ansigt og hænder. Mænd opfordres til at dække kroppen fra navlen til knæene.  
 

OMSKÆRING
Det hører til Profetens sædvane, at drengebørn bliver omskåret ved at få fjernet forhuden på penis; men det er ikke nogen religiøs betingelse for at kunne kalde sig muslim. Omskæring af drengebørn nævnes i de klassiske kilder som en hygiejneforskrift sammen med at rense negle og studse skæg.

Kvindelig omskæring, hvor man fjerner en del af klitoris (og i den mest radikale form syr vagina sammen, således at der kun er en lille passage til urin og menstruationsblod), er en ældgammel kulturel tradition, der fortrinsvis forekommer i et bredt bælte hen over Afrika fra Somalia i øst til Senegal i vest. Kvindelig omskæring forekommer både blandt muslimer, koptiske kristne og naturfolk; men gudskelov bliver denne grusomme lemlæstelse forbudt i flere og flere lande.
 

POLYGYNI
En muslimsk mand må ifølge både Koranen (4:3) og Islamisk Lov have op til fire hustruer – forudsat, at han behandler dem ens. I 4:129-130 hedder det imidlertid, at det er umuligt at behandle flere hustruer retfærdigt – og derfor har man i Tunesien og Tyrkiet officielt forbudt polygyni, altså ægteskab mellem én mand og flere hustruer.
    Ser man på, i hvilken sammenhæng verset om polygyni blev åbenbaret, er der tale om en efterkrigs-situation, hvor mange enker og faderløse havde mistet deres forsørger. Både i Islamisk Lov og i nutidig familieret har man imidlertid udvidet tilladelsen til polygyni til fx også at gælde, hvis hustruen er uhelbredelig syg, eller hvis ægteskabet er barnløst. Nogle steder er det eneste, embedsmanden skal forvisse sig om, at der er rimelig sikkerhed for, at manden kan give sine hustruer samme materielle kår.
    En hustru har mulighed for at få skilsmisse, hvis hun får en medhustru. En hustru har ligeledes ret til at klage til myndighederne, hvis hun føler, at hun får ringere kår end sin(e) medhustru(er).  
 

UDDANNELSE og ERHVERVSARBEJDE
Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog (96:1-5) var en opfordring til at søge viden og videregive den til andre – en opfordring, der naturligvis var rettet mod både kvinder og mænd, og som senere er suppleret med flere åbenbaringer, der bl.a. priser viden som “en dyrebar gave” (2:269).
    Men, som det har været tilfældet over hele kloden, har det også i de muslimske lande været pigernes lod at måtte hjælpe til i husholdningen, medens drengene fik lov til at gå i skole.
    Selvom en kvinde har ret til livslang forsørgelse, er der faktisk ikke en eneste koranpassage, der påbyder kvinder at afsondre sig i hjemmet og overlade de mere udadvendte aktiviteter til manden. Vi ved, at kvinderne på Profetens tid var aktive i forskellige slags erhverv, men senere blev det lidt af et statussymbol, at kvinden ikke behøvede færdes uden for hjemmet, endsige bidrage til familiens underhold.
    I vore dage kan kvinder i enkelte lande ikke beklæde juridiske poster; men vi ved, at der op igennem historien har været kvindelige jurister i både handels-, civil- og strafferet – ligesom der har været i hundredvis af kvindelige statsoverhoveder, der har fået deres navn og valgsprog præget i landets mønter, og fredagsbønnen i moskeerne blev sagt i deres navn.
    At kvinder ikke må føre bil i Saudi-Arabien er en ren administrativ foranstaltning. Da en saudiarabisk sheikh under golfkrigen i 1990 forsøgte at begrunde forbudet religiøst, høstede han hovedrysten blandt belæste muslimer.  
 

VIDNEUDSAGN
Koranen 2:282 hører til de kontroversielle vers, idet det påstås, at kvinders vidneudsagn ifølge dette vers kun skulle være halvt så meget værd som mænds, at og kvinder derfor generelt kun er halvt så meget værd som mænd!
    I 2:282 er der imidlertid ikke tale om vidneudsagn generelt, men om en økonomisk aftale, hvor der er mulighed for at erstatte det ene ud af to mandlige vidner med to kvindelige vidner. Det siges eksplicit, at den ene kvinde skal assistere den anden, så hvis den første klarer sig tilfredsstillende og sidder inde med de nødvendige oplysninger, vil den anden kvinde slet ikke blive hørt!
    Det er en generel sikkerhedsforanstaltning, at der skal høres flere vidneudsagn i en sag: to for at bevidne en vielse eller et testamente og fire i sager om utugt – uden at vidnernes køn specificeres.
    Der er endvidere ét tilfælde, hvor en kvindes vidneudsagn ligefrem ugyldiggør mandens, nemlig, hvis en ægtemand – uden at føre andre vidner - anklager sin egen hustru for utugt. Hvis kvinden fem gange erklærer sig uskyldig, frafaldes tiltalen.  
 

ÆGTESKAB
Muslimer opfordres til at gifte sig, for seksuelt samvær bør foregå inden for et lovformeligt ægteskabs rammer (17:32, 24:33).
    I mange kulturer er det skik, at forældre arrangerer deres børns ægteskab – måske allerede mens børnene er spæde. I juridisk forstand er der blot tale om et ægteskabsløfte, der kan brydes af begge parter. Traditionelt kan det dog være særdeles svært at bryde et aftale om ægteskab, der er indgået mellem to forældrepar på vegne af deres børn. Det krænker familiens ære, at et løfte om ægteskab brydes – specielt, hvis der er tale om fætter/kusine – så derfor kan man opleve, at nogle unge mennesker mere eller mindre tvinges ind i et ægteskab.
    Ifølge Profetens sædvane har de unge mennesker lov til at sige nej til en person, som deres forældre har valgt; men ifølge Islamisk Lov har det i århundreder været praksis, at forældre eller værger kunne tvinge deres barn eller myndling til ægteskab imod hans/hendes vilje, hvis de frygtede, at han/hun ikke kunne holde sig på dydens smalle sti. Denne ret til tvang er fx i Marokko først blevet afskaffet ved lov i 1993. Ideelt set burde det aldrig have været lovligt at påtvinge nogen et ægteskab.  
 

FAMILIEPLANLÆGNING  
Koranen omtaler ikke direkte familieplanlægning; men både tilhængere og modstandere af familieplanlægning begrunder deres holdning ud fra Koranen og Profetens sædvane.
    Koranen påpeger, at graviditet, fødsel og amning er en fysisk belastning for moderen, hvorfor gravide kvinder og diegivende mødre kan udsætte den ellers obligatoriske faste. Ved at anbefale en 2-årig ammeperiode kan man sige, at Koranen indirekte anbefaler en min. afstand på to år mellem fødsler.
    De, der går ind for familieplanlægning præciserer, at parterne skal være enige om at bruge prævention, og at den må bruges for at forlænge afstanden mellem børnefødsler af sundhedsmæssige og økonomiske årsager, men ikke for fuldstændig at fravælge børn.
    Det skal dog tilføjes, at de fleste af dem, der går ind for familieplanlægning, afviser sterilisation, der betragtes som et indgreb i naturens orden. De fleste lærde tillader abort, hvis der er fare for barnets eller moderens liv.
    Flere muslimske lande har haft familieplanlægningsprogrammer siden 1960’erne.  
 

FORÆLDREMYNDIGHED
Islamisk Lov skelner mellem omsorgsmyndighed og juridisk forældremyndighed. 
    Ved skilsmisse eller faderens død tilfalder omsorgmyndigheden moderen. Hvis moderen af en eller anden årsag er ude af stand til at opfylde sin omsorgspligt, hvis man mener, at hun lever et udsvævende liv, hvis det viser sig, at hun opdrager barnet i en anden tro end islam, hvis hun forhindrer faderen i at se sit barn, eller man frygter, hun vil flytte udenlands - går omsorgsmyndigheden videre til moderens nærmeste kvindelige slægtninge. Hvis der er tale om en udenlandsk mor, vil omsorgsmyndigheden overgå til faderens nærmeste kvindelige slægtning. En enke eller fraskilt kvinde med en mindreårig datter mister ofte også omsorgsmyndigheden, hvis hun gifter sig på ny.
    Det er den biologiske far, der har den juridiske forældremyndighed – også hvis barnet efter en skilsmisse bor hos moderen. Ved faderens død overgår den juridiske forældremyndighed til hans nærmeste mandlige slægtning eller en af myndighederne udpeget værge. 
    Det er mit indtryk, at man er striks mht. den juridiske forældremyndighed; men at man i spørgsmål om omsorgsmyndighed er langt mere fleksibel og kun inddrager myndighederne, hvis der opstår stridigheder. 
    I Marokko, er der mulighed for, at man lader indføje i ægteskabskontrakten, at den juridiske forældremyndighed over fælles mindreårige børn overgår til moderen, hvis faderen afgår ved døden. Derved sikres moderen også ret til at beholde en mindreårig datter hos sig, selvom hun indgår nyt ægteskab.

OBS.: Det skal understreges, at ovenstående skal ses som en overordnet gennemgang af kvindens rettigheder – ikke som en juridisk håndbog. Hvert land har sine egne love, der justeres med mellemrum og administreres af de lokale myndigheder under hensyntagen til lokal sædvaneret.
    Man kan i en udvidet ægteskabskontrakt tage højde for mange juridiske skævheder; men uanset, hvad den officielle lov og en nok så god ægteskabskontrakt end stadfæster, må man være forberedt på at skulle kæmpe for sin ret – især som kvinde og/eller udlænding.
    Det skal endvidere understreges, at muslimer i Danmark naturligvis er underlagt dansk lov.

© Aminah Tønnsen, januar 2007