Politik:
Stat og
religion
– i den muslimske verden og i Danmark
Af Safet
Bektovic, Ph.d, filosof
Muslimer har ikke en
fælles teori om, hvordan en islamisk stat skal være. Det betyder, at der
heller ikke er en fælles forståelse af forholdet mellem stat og
religion. Der hersker imidlertid enighed om, at der må
være en sammenhæng mellem det etisk-religiøse og det politiske, når
det gælder samfundets og statens opbygning. Her kan man dog tale om
to forskellige situationer: Den ene, hvor muslimer udgør majoriteten i et
samfund og den anden, hvor de er en minoritet.
I Danmark
udgør muslimer som bekendt en religiøs minoritet, og i denne sammenhæng
er det relevant at forholde sig til muslimernes syn på religioners
forskellige indbyrdes stilling.
Men først vil jeg gøre
opmærksom på nogle generelle forhold i forbindelse med islams forhold
til stats- og samfundsindretningen, dels for at afklare nogle stereotype
opfattelser, dels for at definere forudsætningerne for forståelsen af
dette spørgsmål.
Her i Vesten
hører man det ofte fremført, at islam ikke skelner mellem stat og
religion. Islam-eksperter definerer islam som en lovreligion og som et
samfund der fungerer på baggrund af sharîa - den islamisk religiøse
lov. Er det rigtigt? Svaret kan være både nej og ja, og begge dele kan
være forkerte eller rigtige.
Et kategorisk nej vil være
en direkte negligering af islams historie, hvor stat og religion hele
tiden har afspejlet en enhed. Til forskel fra kristendommen har islam
nemlig udviklet sig i en mere integrerende retning. I de muslimske samfund
har det religiøse og det politiske været integreret i en enhed, og
udgangspunktet for samfunds-indretningen har som regel været religionen.
Derfor kan man med rette sige, at islam også kan betragtes som en
samfundsideologi.
På den anden side er et
kategorisk ja, som ikke tager hensyn til forskellen mellem den
guddommelige og den menneskelige autoritet, også problematisk. Hér
opstår nogle andre vanskeligheder. Hvis islam ikke skelner mellem stat og
religion, betyder det, at islam kun kan eksistere som statsreligion.
Forholdet mellem islam og andre religioner i et samfund, hvor islam er
statsreligion, kan udelukkende reguleres på baggrund af sharîa. Dette
indebærer videre to ting, nemlig for det første: I et samfund hvor
muslimer udgør majoriteten kan de andre religiøse samfund ikke være
ligestillede med islam; heller ikke ’bogens folk’ dvs. jødedom og
kristendom, som islam anerkender. For det andet: islam kan ikke eksistere
som minoritetsreligion, og muslimerne kan heller ikke leve islamisk, hvis
de befinder sig i en ikke-islamisk stat.
Forholdet
stat-religion i islam er imidlertid mere komplekst end som så. Det er
ikke på forhånd fastlagt og uforanderligt, men hænger sammen med den konkrete
situation.
Lad os først
betragte, hvordan det hele begyndte: Islam har helt fra starten markeret
sig som en politisk faktor. Profeten Muhammed har allerede i Medina (i
første halvdel af det 7. århundrede) grundlagt et muslimsk samfund. Dog
var det ikke en stat i vores moderne forstand. Det var et organiseret
politisk fællesskab, som levede op til de islamiske etisk-religiøse
normer. Og profeten var både den religiøse og politiske leder. Disse
kendsgerninger har på afgørende vis påvirket islams historie.
Efter Muhammeds død (632)
var det vigtigt for muslimerne at bevare den aktuelle samfundsstruktur og
fastholde islam og profetens praksis (sunna) som samfundsideologi. Den
første opgave bestod i at formulere love og forskrifter, som kunne sikre
kontinuiteten i anvendelsen af islams principper. Således påbegyndte
udviklingen af islam i retning af juraen. Formålet var at etablere et
system som kunne regulere både menneskets forhold til Gud og relationerne
til økonomi, politik og statsform. Datidens muslimer oplevede islam først og
fremmest som en samfundsideologi.
De første kaliffer
(Muhammeds efterfølgere) forpligtede sig til at herske i henhold til
profetens praksis. I de kommende århundreder udbredte islam sig både som
kultur/civilisation og som politisk magt. Mange muslimer var af den
opfattelse, at den afgørende årsag til denne ekspansion netop lå i
islams integrering af det etiske og politiske.
De moderne
vestlige samfund er sekulære. Og muslimerne har efterhånden også slået
sig ned i Vesten. Derfor bliver spørgsmålet om islams forhold til
sekulariseringen meget aktuelt. Man spørger nemlig, om islam overhovedet
kan eksistere som en religion i sekulariseret sammenhæng?
Muslimske sekularister svarer
ja til dette spørgsmål. For dem har enheden mellem religion og politik i
islam været historisk (ikke teologisk) betinget. Derfor kan forholdet
stat-religion i en moderne tid også reguleres på en anden måde. Blandt
de fleste islamistiske tænkere hersker der imidlertid enighed om, at
islam kun kan opfylde sin betydning som samfundsideologi. Navne som
Mawdudi (d.1979), Qutb (d. 1964) er typiske repræsentanter for en sådan
opfattelse: De talte og skrev om Gud som verdens suveræne hersker og
sharîa som Guds altomfattende lov, som staten har pligt til at
gennemføre.
I dag er islam
statsreligion i de fleste moderne muslimske lande. Det indebærer bl.a. at
statsoverhovedet i disse lande skal være muslim. Men islams placering i
de forskellige landes forfatninger er forskellig: Kun i
Saudi-Arabien og i Iran bygger forfatningen direkte på Koranen og
sharîaen. I Kuwaits forfatning er sharîaen en hovedkilde til
lovgivningen. I mange andre lande betragtes Koranen som inspiration for
lovgivningen. I Egypten f.eks. er forfatningen i høj grad
inspireret af de vestlige modeller.
Her er det vigtigt at
understrege, at også i de tilfælde, hvor islam er statsreligion, har
minoriteterne religionsfrihed. I den iranske forfatning hedder det f.eks.
at zarathustrismen, jødedommen og kristendommen skal være repræsenteret
i parlamentet. Dette går tilbage til Koranen, som fremhæver religiøs
frihed og tolerance først og fremmest i forhold til de monoteistiske
religioner, jødedom og kristendom, men praktisk omfatter religionsfrihed
også andre trossamfund samt ateister. Den mindste tolerance har man
faktisk over for muslimer, der har forladt islam. De bliver straffet
hårdt.
Hvordan forholder muslimer sig til
henholdsvis menneskerettigheder og demokrati?
De fleste muslimske lande har underskrevet FNs Verdenserklæring om
menneskerettighederne. Det betyder, at de grundlæggende regler fra denne
deklaration også er accepteret som gældende for muslimske lande. Dog er
der mange muslimer, der indtager et forbehold over for erklæringen, fordi
den bygger på liberalistisk ideologi og sekularistisk princip, hvor
lovene er frigjort fra religiøse værdier. Som sagt tages sammenhængen
mellem religion, jura og politik meget alvorlig i islam. I stedet for det
frie individ står i de fleste islamiske lovsystemer fællesskabet,
familien og det muslimske samfund i centrum.
Muslimske lande har endvidere
vedtaget to islamiske konventioner om menneskerettigheder: Den universelle
Islamiske Deklaration om menneskerettigheder(1981) og Kairo-erklæringen
om menneskerettigheder i Islam (1990). Disse to dokumenter argumenterer
for, at der ikke er en modsætning mellem islam og menneskerettighederne,
hvis rettighederne praktiseres inden for en muslimsk forståelsesramme.
Det svarer stort set til de udtalelser som FNs højkommissær for
menneskerettigheder, Mary Robinson og FNs generalsekretær Kofi Anan
fremsatte, nemlig at verdensreligionernes grundlæggende værdier er i
overensstemmelse med menneskerettighedernes idégrundlag.
Men hvordan ser virkeligheden ud i den muslimske
verden med hensyn til menneskerettighederne?
Krænkelse af menneskerettigheder er et åbenlyst fænomen. Det vil
imidlertid være misvisende at beskylde islam som sådan derfor. Alt hvad
muslimerne gør er nemlig ikke nødvendigvis islamisk, lige meget om de
kalder sig selv for islamister, sekularister eller fundamentalister.
Situationen i de fleste muslimske lande er i dag præget af diktatoriske
regimer, politisk misbrug af religion, økonomiske og sociale
kriser, og alt dette har indflydelse på menneskerettighederne.
Forholdet til demokrati er
for mange muslimer ambivalent. På den ene side er de på det rene med, at
demokratiet er den eneste måde, at få opfyldt sine rettigheder på i de
vestlige samfund. På den anden side ser de på demokrati med
mistænksomhed og som noget uislamisk. Selvom den demokratiske styreform
tager udgangspunkt i folks vilje, så er dét ingen garanti for, at
samfundet vil tage højde for de religiøse, etiske normer og værdier.
Folks vilje kan jo være ateistisk.
Den danske situation:
I Danmark er der religionsfrihed, men ikke
religionslighed. Den danske folkekirke har en særstatus. Danmark er et
sekulært samfund, men stat og kirke er ikke adskilt i ordets egentlige
forstand.
Der er to paragraffer i
Grundloven, der især er relevante for dette forhold:
’Den
evangelistisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes
som saadan af staten’ (1849-grundloven § 3; den nuværende grundlov
(fra 1953) § 69)
’De fra
Folkekirken afvigende Troessamfunds Forhold ordnes nærmere ved Lov’
(1849-grundloven § 83; den nuværende grundlov § 69). Men der er
aldrig kommet en sådan lov.
Grundloven bestemmer
altså, at Folkekirken skal understøttes af staten. Det betyder at alle
skatteydere, uanset religiøst tilhørsforhold, betaler til Folkekirken
gennem de almindelige direkte skatter, samtidig med at kirken giver visse
serviceydelser til samfundet. Derudover betaler kirkemedlemmerne
kirkeskat.
Man har en fire-deling af
de danske trossamfund:
1) Folkekirken
2) Anerkendte trossamfund (jødedom og 10 kristne trossamfund)
3) Godkendte trossamfund med vielsesmyndighed
4) Trossamfund uden nogen form for statslig anerkendelse
Det er ikke
længere muligt at opnå status som anerkendt trossamfund. Til gengæld
kan et trossamfund blive godkendt af kirkeministeriet og det sker ved at
kirkeministeriet giver vielsesmyndighed til en eller flere af
trossamfundets præster. Nu er der tre muslimske trossamfund, der er
blevet godkendt, og dette er sket for nyligt.
Der er et stigende pres for
at ændre folkekirkens særstatus og adskille stat og kirke. Danmark er
udsat for både international og intern kritik. Skal Danmark lytte til
kritikken og eventuelt rette sig efter den? Det er ikke de herboende
muslimer, der skal afgøre det. Det betyder ikke, at de ikke er
interesserede i det. Nej, men lige nu har de størst interesse i at blive
anerkendt på linie med jødedom og de anerkendte kristne trossamfund.
Islam er imidlertid i fokus
også i den aktuelle debat omkring religionslighed og Folkekirkens
særstatus i Danmark. Men det vil være urimeligt at hævde, at det er
muslimerne, der skal nedbryde forholdet mellem den danske stat og den
danske folkekirke. Og eventuelle grundlovsændringer bør ikke blive
foretaget udelukkende af hensyn til muslimer selvom islam er den
næststørste religion i Danmark.
Problemet må løses
principielt. Det drejer sig også om demokrati, menneskerettigheder og
internationale love. Derudover drejer det sig om, hvorvidt Danmark vil
forstå sig selv som et multireligiøst samfund. For hvis ja, så må
sekulariseringen gennemføres konsekvent og religionerne have reel
ligestilling. Men hvis nej, så må den danske folkekirke fortsat have en
særstatus. Men grundlovsændringer i retning af mere ligestillede forhold
vil under alle omstændigheder betyde meget for de andre trossamfund,
også det
muslimske.
© Safet Bektovic, oktober 2001
Artiklen har tidligere været offentliggjort i Islamisk-Kristent
Studiecenters Nyhedsbrev om islam og kristendom 2/2001 og gengives her med
forfatterens tilladelse.
Se også:
Aminah Tønnsen: Statsdannelser
i Islam. religion.dk 5. maj 2003.
