DEMOKRATI
og grundlæggende principper
for en islamisk stat
Vestlige medier og orientalister har
længe været enige om, at islam ikke kan forenes med demokrati i vestlig
forstand, og demokrati i vestlig forstand er da heller ikke just det, der præger de politiske systemer i
vore dages såkaldt islamiske lande. Kritikerne glemmer dog ofte, at
demokrati-begrebet langt fra er en entydig størrelse, men har udviklet sig
forskelligt i forskellige lande.
Et krav om demokrati kan faktisk legitimeres ud fra nogle enkle,
generelle udsagn i Koranen. Mange jurister og tænkere har da også i tidens løb
opstillet regler for forskellige former for folkestyre, der på mange
områder ligner de forskellige former for demokrati, der har udviklet sig
i Vesten siden den franske revolution i slutningen af 1700-tallet.
Her er et udpluk af de grundlæggende principper,
der bør kendetegne et virkelig islamisk samfund:
Indbyrdes rådslagning (shûrâ)
Koranen priser flere steder den indbyrdes rådslagning (shûrâ) - demokratiets grundvold. Selv Profeten Muhammad blev af Gud
opfordret til at rådslå sig med sin menighed, til at tage beslutning i
henhold dertil og sætte sin lid til Gud:
Guds belønning er bedre
og mere vedvarende end denne verdens goder. (Den er) for dem, der tror og
sætter al deres lid til Gud, der undgår store synder og skammelige
handlinger, og som tilgiver, selv når de vredes, der lytter til Herren og
forretter bøn, der rådfører sig med hinanden (shûrâ) og giver ud af de
(materielle og menneskelige) ressourcer, Vi har givet dem. (42:36-38)
Ved Guds nåde behandler
du (Muhammad) de troende med venlighed. Hvis du ville behandle dem strengt
og skånselsløst, ville de vende sig bort fra dig. Bær over med dem og
bed Gud tilgive dem, og rådfør dig med dem (shûrâ) i alle anliggender. Når du
har taget en beslutning, da sæt din lid til Gud, for Han elsker de
tillidsfulde. (3:159)
Den retsindige leder lytter til folket og træffer sine
beslutninger ud fra de oplysninger og anbefalinger, han har fået; men det
er ikke nødvendigvis flertallet, der bliver afgørende for hans beslutning:
Hvis du (blindt) følger
flertallet på jorden, vil de lede dig bort fra Guds vej. De følger blot
(deres egne) formodninger (i stedet for sikker viden). (6:116)
Princippet om
indbyrdes rådslagning
er i øvrigt ikke begrænset til det politiske liv, men burde følges inden for
alle samfundets institutioner (erhvervsliv, uddannelse etc.) - ja selv
inden for familien:
Forældre skal ikke
klandres, om de - efter indbyrdes rådslagning (shûrâ) - vælger at
afvænne barnet. (2:233)
Om statens overhoved
Ligesom Danmarks Riges Grundlov fastslår, at "Kongen skal høre
til den evangelisk-lutherske kirke" - og langt de fleste konger siden
Frederik den Første har haft enten "Gud" eller "Herren"
i deres valgsprog - så bør også en islamisk stat ledes af en muslim, der i alle måder
lever op til billedet af en gudfrygtig, ansvarlig, retsindig, mild og omsorgsfuld
leder:
Ved Guds nåde behandler
du (Muhammad) de troende med venlighed. Hvis du ville behandle dem strengt
og skånselsløst, ville de vende sig bort fra dig. Bær over med dem og
bed Gud tilgive dem, og rådfør dig med dem i alle anliggender. Når du
har taget en beslutning, da sæt din lid til Gud, for Han elsker de
tillidsfulde. (3:159)
I Moseloven forordnede Vi:
Liv for liv, øje for øje, næse for næse, øre for øre, tand for tand og
læsioner lige for lige. Men den, der (storsindet) afstår fra sin ret (til
gengældelse), kan derved sone sine egne synder. De, der ikke dømmer i
lyset af det, Gud har åbenbaret, er ikke bedre end synderne (5:48)
En enevældig hersker, en præsident valgt på livstid
eller
arveligt monarki er derfor udelukket, for en
leder skal vælges på demokratisk vis og må træde tilbage, når han har
mistet sit folks tillid eller ikke længere overholder Koranens principper
for retsindig adfærd og ledelse
Ledelse i henhold til islamiske principper
I Bibelen hedder det: "Giv kejseren, hvad kejserens er - og Gud,
hvad Guds er". Muslimer siger: "Dîn wa daula" - "Islam
som tro og stat". Et islamisk land skal naturligvis styres efter islamiske/koranske
principper for at kunne kalde sig islamisk:
Sig: "Skulle jeg
søge en anden dommer end Gud, når Han dog har sendt en tydelig og
udførlig bog (Koranen)? De, der har taget Bogen til sig, har forstået til
fulde, at den er sendt fra Herren og indeholder sandheden. Herrens løfter
vil gå i opfyldelse i retfærdighed og sandfærdighed. Ingen er bemyndiget
til at ændre Hans ord, for Han er althørende og alvidende."
(6:114-115)
Enhver, der ikke dømmer i
lyset af det, Gud har åbenbaret, er vantro (k-f-r). (5:44)
Oh I troende! Adlyd Gud
og Hans sendebud og de, der har myndighed iblandt jer. Hvis I er uenige om
noget, da henvend jer til Gud og Hans sendebud, hvis I virkelig tror på
Gud og den Yderste Dag. Det er det mest passende for en endelig
afgørelse. (4:59)
Lige ret, lige vilkår og retfærdighed for alle
En hersker må ikke (som Farao)
undertrykke en bestemt samfundsgruppe og opfordres til at give alle en
retfærdig rettergang - og ikke dømme til fordel for egne slægtninge. Han
må ej heller splitte borgerne ved at opfordre dem til at udspionere
hinanden:
Farao ophøjede sig selv i landet og splittede folket op i grupper. Og han undertrykte en
lille gruppe ved at dræbe deres sønner, men lade deres døtre leve. Han
var visselig afskyelig (mufsid). (28:4)
Oh I troende! Vær
standhaftige og retsindige som vidner for Gud - selvom det skulle være
til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, eller for
rig eller fattig. For Gud er bedre til at varetage deres interesser. Følg
ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger
eller omgår sandheden, er Gud visselig vel bekendt med alt, hvad I gør.
(4:135)
Oh David! Vi gjorde dig
visselig til arving og stedfortræder på jorden. Så døm imellem
mennesker i sandhed. Følg ikke dit hjertes begær, for de vil lede dig
bort fra Guds vej. En smertelig straf venter dem, der lader sig
vildlede og glemmer Regnskabets Dag. (38:26)
Gud påbyder retfærdighed
('adl) og balance (ihsân) og omsorg for slægt og venner - og Han forbyder
skændige handlinger (fahshâ), det forbudte (munkar) og undertrykkelse
(baghy). Han advarer jer, for
at I må tage jer i agt. (16:90)
Oh I troende! Undgå
mistænksomhed, for mistænksomhed er i nogle tilfælde syndigt. (I
bør ej heller) udspionere og bagtale hinanden. (49:12)
Begrænset autonomi for religiøse
minoriteter
Jøder og kristne skal gives begrænset autonomi og mulighed for at
følge deres respektive familie-, arve- og strafferetslige love. Dette
praktiseres i vore dage på det familie- og arveretslige område i lande som
Egypten, Irak, Jordan, Libanon, Marokko, Pakistan, Palæstina og Syrien. En
kristen bosat i disse lande har f.eks. ikke - som de muslimske mænd - mulighed for at have flere
legale hustruer
Til dig (Muhammad) sendte
Vi (sluttelig) Bogen med sandheden, for at bevidne (mohayminan) de skrifter, der blev sendt før
den. Døm (derfor) dem imellem, efter hvad Gud har
åbenbaret (til dem) . Følg ikke deres (personlige) begær, og afvig ikke fra
sandheden, som er kommet til dig. For hvert eneste fællesskab har Vi
foreskrevet en lov og en tydelig vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort
jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i,
hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for
jer alle er Gud, og Han vil (på Dommedag) vise jer sandheden i de sager,
hvorom I strides. (5:51)
Ikke-muslimers strafferetslige status
varierer fra land til land. En ikke-muslim har f.eks. i Marokko - til
forskel fra muslimer - lov til at spise og drikke i offentligt rum i den
muslimske fastemåned. Og i Pakistan - hvor det ellers er strafbart at
fremstille, forhandle og indtage alkohol - må ikke-muslimer med fast bopæl
i landet indtage alkohol inden for hjemmets fire vægge, i en ambassade
eller som led i en religiøs ceremoni (som f.eks. den kristne nadver).
Ikke-muslimer på gennemrejse må indtage alkohol i privat rum.
Ytringsfrihed under ansvar
Med til ægte demokrati hører
selvfølgelig mulighed for frit at kunne give udtryk for sin mening uden frygt for
repressalier - inden for rimelighedens grænser. Man bør f.eks. ikke
bespotte hverken Gud eller mennesker, ligesom sladder og bagvaskelse er af
det onde.
Oh I troende! Hvis en
uvederhæftig person overbringer jer en nyhed, da forvis jer om sandheden,
for at I ikke uforvarende skal komme til at skade andre og (bagefter)
fortryde jeres handling. (49:6)
Driv ikke spot med Guds
tegn, og ihukom Bogen og den visdom (hikma), som Han sendte for at vejlede
og advare jer. Nær ærefrygt for Gud og vid, at Han er alvidende. (2:231)
Et smerteligt endeligt
venter de uretfærdige, der fornægter og bespotter Guds tegn. (30:10)
Menneskene opfordres til ikke at lytte til
sladder og gudsbespottelse:
Lyt ikke til de
foragtelige, der sværger (ved enhver given lejlighed), der sår splid
(blandt mennesker) og udspreder (ondsindede) rygter. (68:10-11)
Han har sendt jer Bogen
med påbud om ikke at omgås dem, der afviser, håner og bespotter Hans tegn
- medmindre de ændrer adfærd. Ellers vil I blive betragtet som én af dem.
Gud vil visselig føre hyklerne og de vantro (k-f-r) sammen i Helvede. (4:140)
Vend dig bort fra dem, der
bespotter Vore tegn, indtil de ændrer adfærd. Hvis du af lutter vanvare
skulle komme i sådant selskab, da forlad det ufortrødent. (6:68)
- og det er ikke altid
hensigtsmæssigt at kritisere nogen eller noget i
fuld offentlighed - med mindre der virkelig er sket en stor uretfærdighed:
Gud holder ikke af
offentlig kritik, med mindre der (virkelig) er begået stor uret, for Han er
althørende og alvidende. (4:148)
Tros- og tankefrihed
Trosfrihed er et af hovedhjørnestenene i islam. Mennesket har - til
forskel fra den øvrige skabelse - fået intellekt og handlefrihed, og
dermed en grundlæggende frihed til at vælge eller fravælge Gud og tro,
men skal hver og en stå til ansvar for deres (fra)valg:
Der må ikke være tvang i
trosanliggender. (2:256)
Så bered jer i ærefrygt
på den dag, da enhver sjæl skal stå alene, hvor hverken forbøn eller
løsepenge vil blive godtaget, og hvor ingen (anden) kan hjælpe. (2:48)
At nyde de rettigheder, som Koranen giver menneskene, er for nuværende kun
muligt for dem, der lever uden for den såkaldt islamiske verden, og der er
langt igen, før de såkaldt islamiske lande virkelig bliver islamiske.
Mange taler om at "indføre et islamisk styre". Et sådant kan
ikke påtvinges eller indføres "fra oven", men vokser frem helt
af sig selv, når hvert enkelt menneske - uanset hudfarve, sprog, køn, byrd
eller tro - overholder Guds påbud om at gøre det gode og forhindre det
onde. Forandringen skal først og fremmest ske inden i hvert eneste menneske - så
vil den ganske af sig selv brede sig som ringe i vandet til at omfatte hele
verden.
© Aminah Tønnsen, april
2000
Jeg vil for god ordens skyld præcisere, hvad måske ikke fremgår helt
tydeligt af ovenstående artikel:
Koranen giver efter min opfattelse ikke nogen konkret og
detaljeret opskrift på, hvorledes en islamisk stat skal opbygges rent
hierarkisk. Jeg mener ikke, at der kan være tale om et teokrati (som i
Iran), idet der ikke i Koranen er belæg for tilstedeværelsen af et
egentligt "præsteskab" eller en gejstlig magtelite. Der er
snarere tale om, at Koranen giver anvisning på, hvilke værdier et islamisk
samfund bør hvile på.
Koranen er for mig ikke et egentligt lovkompleks, men
snarere en vejledning i omgangen med alt det skabte: mennesker, dyr og
natur. Menneskene er indbyrdes afhængige af og forpligtede over for
hinanden - uanset indbyrdes forskelligheder som hudfarve, køn, social
status eller tro.
Et samfund udgøres af enkelt-individer, og det er deres
opgave som Guds stedfortræder eller forvalter (khalifa) - af kærlighed til
Gud - at "tjene Gud ved at tjene skabelsen", ved konstant at
stræbe efter "det fælles bedste" (maslaha) - uanset, om
gældende lov og sædvane giver borgerne mange muligheder, som den enkelte
ikke kan gå ind for og derfor fravælger. Det handler om at være bevidst
om sit eget ståsted - og handle derefter under alle omstændigheder og
uanset, om man tilhører majoriteten eller en minoritet.
Dybest set er det ikke lederens religiøse
tilhørsforhold eller den konkrete lovgivning eller retsvæsenet, der gør
et samfund islamisk. Et samfund kan først siges at være islamisk, hvis
alle borgere - af kærlighed til Gud - handler ansvarligt og til det fælles
bedste - dvs. på en måde, så ingen levende væsener krænkes,
diskrimineres, udsættes for vold eller fratages de mest basale
menneskerettigheder.
Kort og godt: Et samfund består af mennesker med
holdninger og værdier. Et islamisk samfund vokser op nedefra og
forudsætter ikke nødvendigvis, at flertallet bekender sig til islam. Det
er de fælles værdier, der bærer hverdagen - og samfundet.
© Aminah Tønnsen, april
2003
Se
også:
Grundloven
og Koranen
Menneskerettigheder.
Rådfør jer med
hinanden (shûra)
Stat
og religion
Muslim
and Democrat
Statsdannelser
i islam
ISLAM ER EN LIVSSTIL - IKKE
POLITIK
Hasyim Musadi ønsker at
beholde en sekulær forfatning for Indonesien - han har i flere år, på
linje med den anden store muslimske organisation Muhammadiyah (35
millioner medlemmer mod NU´s 50 millioner), talt imod indførelse af
sharia som lovgrundlag.
- Sharia, forstået som
muslimers vej til et religiøst liv hører hjemme i familien. Som
lovkompleks ville det give alt for mange problemer, fordi Indonesien er så
blandet et samfund. Forfatningen og demokratiet skal afspejle religiøse værdier,
som alle religioner kan dele, men Indonesien skal ikke være en muslimsk
stat.
Der er omkring en
milliard muslimer i verden. Totredjedele af dem lever uden for den
arabiske verden. Hvorfor er det så også i Asien, med en langt mere
religiøst forskellig befolkning, den arabiske fortolkning, der får opmærksomheden?
- Jeg håber, at vi næste
år kan indkalde muslimer til en international konference i Jakarta, hvor
vi måske kan få indflydelse på, hvordan islam opfattes. I mit
verdensbillede er islam en måde at leve på, en kultur. Og når jeg møder
paven (i forbindelse med de indonesiske muslimers protest mod Irak-krigen,
red.), så glædes jeg over, hvor mange ting, vi har tilfælles. Men
muslimerne i Mellemøsten ser alt i lyset af konflikten mellem palæstinensere
og israelere, og så forvanskes billedet af islam. Og verden skelner ikke
mellem arabisk kultur og islamisk kultur. For mig er arabisk kultur ikke
det samme som islamisk kultur. Vi er flere muslimer i Asien, og jeg vil
gerne forsøge at udvide fortolkninger af islam fra de arabiske lande til
også at omfatte mere pluralistiske sydøstasiatiske.
Fra et interview m. Husayim Musadi, en
af favoritterne til posten som Indonesiens næste præsident. KRISTELIGT
DAGBLAD den 9. august 2003
Litteratur:
AFFENDI, Abdelwahab Al-: The "Democratic
Deficit" in the Muslim World.
www.islam21.net/pages/keyissues/key3-7.htm
AKHTAR, Husain:
* The Anatomy of Islam
/ Church and State / Democracy.
www.ummah.net/what-is-islam/law/antmy.htm
* Ijtihad - the process
of working out Islamic rules.
www.ummah.net/what-is-islam/law/ijtihad.htm
ANSARI, Muhammad Fazl-ur-Rahman:
The Qur'anic
Foundations and Structure of Muslim Society.
Karachi (uden
årstal), Vol. I & II.
ASAD, Muhammad:
The Principles of
State and Government in Islam. 1980.
ATHAR, Shahid: Mixing Religion and
Politics in Islam.
www.islam-usa.com/r16.html
AUDAH, Abdul Qader:
Islam Between Ignorant
Followers and Incapable Scholars.
International Islamic
Federation of Student Organizations. 1971.
BENCHEIKH, Soheib: Islam
and Secularism
BENJELLOUN, Abdelaziz: Les fondations
islamiques de la societe politique.
REVUE JURIDIQUE ET
POLITIQUE, INDEPENDANCE ET COOPERATION,
Vol.38, 1984,
pp.315-327.
BOREK, Abdullah: Politik und Islam.
RUNDBRIEF DER
DEUTSCHEN MUSLIM-LIGA, Nr. 06/91.
CSID, Center for the Study
of Islam & Democracy:
www.islam-democracy.org
EGNINEER, Asghar Ali: The Concept of an
Islamic State
www.ecumene.org/IIS/csss07.htm
ESPOSITO, John & John VOLL:
Islam and Democracy.
Oxford 1996.
GAUHAR, Altaf (ed.): The Challenge of
Islam. London 1978,
pp.114-133: The
Concept of an Islamic State.
GHAFOUR, Abdul: MWL
Chief Urges Moderation
Arab News 14.02.2005-
GHAMDY, Gharm-allah Al-: The Muslim Khilafa.
www.ummah.net/what-is-islam/caliph/choose1.htm
HAMDANI, Yasser: On
the golden Age of Islam. Rebuttal to the doctrine of Khilafah.
HENDAWI, HAMZA: Islam og demokrati kan
forenes.
KRISTELIGT DAGBLAD 27.
april 2000.
HIRO, Dilip:
Allah og demokrati går fint i spænd. KRISTELIGT DAGBLAD 7. marts 2005
* Allah
and Democracy Can Get along fine
HISB
AL-WASAT (Centre Party) Egypt
HJORTØ, Astrid M.: Islamisk
demokrati. Speciale KU 2003.
HOFMANN, Murad: Der Islam als
Alternative. München 1995,
pp.113-122:
Integrismus: Der islamische Staat.
IBRAHIM, Saad E.: Democratization
and Islamic reformation
KARLSSON, Ingmar: Islam og Europa.
Sameksistens eller konfrontation?
Frederiksberg 1996, pp.50-75: Islam og
demokrati - to uforenelige begreber.
KHAN, Muqtedar: Islam's
compatibility with democracy
ijtihad.org April 2001
MAUDUDI, Abul A'la:
* Dagligliv i Islam.
Islamisk Studiebogssamling 1976,
pp.16-21:
Essentielle træk i Islams politiske system.
* First Principles of the
Islamic State. Lahore 1960 og senere.
MAYER, Ann Elizabeth: Islam and Human
Rights. Tradition and Politics.
Colorado 1999.
MERNISSI, Fatima: Islam and Democracy.
Fear of the Modern World.
London 1993.
MITRI, Tarek: Religion, Law and
Society. Geneva 1995.
PARWEZ, Ghulam Ahmad:
* Islam - A Challenge
to Religion. LAHORE 1968 &
1989.
www.toluislam.com/pub_online/islam_a_challenge/islama.htm
* Quranic Laws.
(urdu 1967 og senere / engelsk 2000)
www.toluislam.com/pub_online/quranic_laws/q_laws.htm
* What will a
Qur'anic society be like?
www.toluislam.com/pub_online/pamphlets/is.htm
QADRI, Muhammad Tahir-ul-:
Quranic Basis of
Constitutionel Theory. Lahore 1987.
RAMADAN, Said:
* Islamic Law. Its Scope
and Equity. Geneva 1970.
* Das islamische Recht.
Theorie und Praxis. Wiesbaden 1979.
SABAHUDDIN, Abdur Rahman: Islamic State in
Theory and Practice.
ISLAMIC STUDIES,
Vol.23, No.4, 1984, pp.389-417.
SAID, Hakim Mohammad: The Moral and
Political Vision of Islam.
THE MUSLIM WORLD
LEAGUE JOURNAL, Vol.11&12,
May/June 1991, pp.9-14.
SALEEM, Sadia: The Right of
Franchise in an Islamic State.
www.renaissance.com.pk/deisma951.html
SALEEM, Shehzad: Democracy and Islam.
www.renaissance.com.pk/decquer99.html
SAYYID, Bobby: Democracy and
Islamism.
www.islam21.net/pages/keyissues/key3-8.htm
SHAH, Nasim Hasan:
Islamic Concept of
State. ISLAMIC STUDIES,
26:1, 1987, pp.97-.
SHAHRUR, Muhammad: Proposal for an Islamic
Covenant.
www.islam21.net/pages/charter/may-1.htm
SHEHADEH, Hussein:
* Gud dommelig stat. AKTUELT, 11. nov. 1999.
* Islam - en religion
og en forfatning. KRISTELIGT
DAGBLAD 14. marts 1995.
* Islam som statsform.
I Ole
Hammer: Håndbog om indvandrere og flygtninge, 1991,
pp.203-212.
SISK, Timothy D.: Islam and
Democracy.
Religion, Politics
and Power in the Middle East. New York 1992.
SOBHI, Mahmassani m.flere:
The Principles of
Law-Making in Islam. Lahore 1961.
www.toluislam.com/pub_online/articles/p_l_Islam.htm
TAMIMI, Azzam:
Power-Sharing Islam?
http://msanews.mynet.net/books/PowerSharingIslam/hayek.html
TAYOB, Abdulkader:
Islam - a Short
Introduction. Oxford 1999,
pp.113-137: The
Minbar. Power and Authority in Islam.
TOURABI, Hassan Al-:
Islam - avenir du
monde. Paris 1997, pp.109-121: Sur la démocratie.
WHAT will the Quranic Society be like?
www.toluislam.com/pub_online/pamphlets/is.htm
