Politik:

BESKYTTELSESSKAT (djizya)

Ordet djizya (af djaza) betyder "kompensation til gengæld for noget, man modtager" og forekommer kun et enkelt sted i Koranen:

Argumentér med dem blandt Skriftens Folk, der ikke (oprigtigt) tror på hverken Gud eller den Yderste Dag, der ikke tager det for forbudt, som Gud og Hans sendebud har forbudt, og ikke følger Guds evige og uforanderlige Lov - indtil de villigt ('an yain) betaler beskyttelsesskat (djizya) (som tegn på), at de vil indordne sig (wa hum sagherum). (9:29)

De, der af den ene eller anden årsag foretrækker den "krigeriske" fortolkning "kæmp imod ..."  i stedet for "argumentér med ...", bør huske på, at 9:29 naturligvis skal ses i sammenhæng med bl.a. nedenstående vers - og altså aldrig kan være en opfordring til skrupelløst at nedslagte anderledes-troende:

Stræb og kæmp (dj-h-d) for Guds Sag imod dem, der bekæmper jer; men vær ikke de første til at gribe til våben, for Gud elsker ikke angriberne (al-mu'tadîn). (2:190)

Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi der er øvet uret imod dem. (22:39)

Opfordringen til at opkræve djizya (9:29) blev åbenbaret på et tidspunkt, hvor romerne/byzantinerne havde mobiliseret deres styrker med det formål at angribe Arabien og underlægge sig den nyligt etablerede muslimske stat. 
    Profeten og hans tilhængere begav sig nordpå for at forsvare landet; men da de ankom til Tabûk ved den nordlige grænse mod Palæstina, viste det sig, at byzantinerne endnu ikke havde foretaget den endelige fremmarch, hvorefter muslimerne vendte tilbage til Medina. Hele kap. 9 handler om denne situation, der fandt sted i år 630.

Djizya var en skat, som ikke-muslimske voksne mænd skulle betale til den islamiske stat til gengæld for at være fritaget for militærtjeneste, for at de og deres familier kunne nyde den islamiske stats beskyttelse på lige fod med muslimske borgere - inkl. retten til religionsfrihed.
    Det ligger i begrebet 'an yain, at man skal "være i stand til" at betale. Derfor var djizya progressiv. Under Hârûn al-Rashîd (786-809) betalte de rige eksempelvis 48 dirhams, mænd fra middelklassen betalte 24 dirhams, medens landarbejdere og håndværkere betalte 12 dirhams årligt. (En dirham svarer iflg. Arnold til five pence i 1935.)
    Man kunne afregne kontant eller i naturalier - dog ikke i form af svin, vin eller selvdøde dyr,  og mænd, der af en eller anden årsag var uarbejdsdygtige, eller så fattige, at de (jvf. 9:60) var anvist på økonomisk hjælp fra den muslimske øvrighed - var fritaget for at betale djizya. Fritagelsen gjaldt også præster og munke, dersom de var anvist på almisser fra de rige for at opretholde livet.  (Arnold p.60, Ramadan pp.131-135 & 137). 
    Det samme gjaldt naturligvis de ikke-muslimske mænd, der valgte at gøre militærtjeneste på lige fod med de muslimske mænd. Dette var tilfældet med bl.a. en kristen stamme i omegnen af Antiocha og én i det nordlige Persien. Deres mænd blev fritaget for at betale beskyttelsesskat for til gengæld at deltage i landets forsvar og få del i et evt. krigsbytte. Og de kristne indbyggere i Hydra  betalte ingen skat til sultanen - for til gengæld at stille 250 sømænd til rådighed for den tyrkiske flåde. (Arnold pp.61-62, Ramadan p.135) 
    Der er også eksempler på, at muslimske bønder i Ægypten, der ikke ønskede at gå ind i hæren, har betalt djizya. (Arnold pp.61-62, Ramadan p.135)
    Dersom en mand døde uden at have betalt sin skyldige djizya, var det ikke lovligt at opkræve den af hans arvinger. (Ramadan p.133)

Det er en udbredt opfattelse, at kristne i de tidligere byzantinske områder konverterede til islam for at blive fri for at betale djizya. Vi ved imidlertid fra historiske dokumenter, at djizya-satserne var yderst moderate sammenlignet med den for muslimer obligatoriske skat på 2,5% - zakât. Og dersom man forlader en tro blot for at blive fri for at betale skat, så kan troen vel ikke siges at have haft noget særlig tag i den pågældende.

Nogle kritikere af islam mener, at djizya var ydmygende og et udtryk for, at ikke-muslimer blev betragtet som andenrangs borgere. De glemmer helt, at ikke-muslimer var fritaget for at betalte zakât - den 2,5% formueskat, som enhver voksen muslim (kvinde såvel som mand) er pligtig til at betale. 
    Indkomstskat for alle lønmodtagere var et ukendt begreb på Profetens tid, så zakât-indtægterne var grundlaget for statens finanser - inkl. socialforsorgen og forsvarsbudgettet, som alle borgere uanset religiøst tilhørsforhold nød godt af. 
    De muslimer, der valgte at betale djizya i stedet for at gøre militærtjeneste, har sandsynligvis betalt zakât desforuden - der foreligger i hver fald ingen oplysninger om det modsatte.
    Djizya-skatten kan sammenlignes med den militærnægter-tjeneste, som unge militærnægtere her i landet skal udføre - ofte i form af socialt arbejde. 
    Det kan aldrig være ydmygende at skulle yde bidrag til beskyttelse af det samfund, man er en del af. Jeg kan ikke forestille mig, at hverken ikke-muslimer i et overvejende muslimsk land - eller ikke-kristne i et overvejende kristent land, forventer at kunne køre på frihjul - ej heller i vore dage.
    Ydermere ligger der i versets afsluttende ord wa hum sagherum en beredvillighed til at indordne sig og være loyale over for landets øvrighed - et modstykke til vore dages statsborgerskab.

© Aminah Tønnsen, april 2000