Profeter:

Kristendommen står ved tærskelen til det tredje årtusinde. Gennem de første 2 årtusinder har der været forskellige opfattelser af Jesus. Allerede i oldkirken var der divergerende meninger. Jøderne anerkendte aldrig Jesus som Guds sendebud - endsige hans guddommelighed, mens de kristne kirker diskuterede, om Jesus var "sand Gud eller sandt menneske". Derved opstod treenigheden, som var ukendt for Jesus - og som han ikke betragtede sig som værende en del af. Talrige kirkemøder har været rammen om debat og forsøg på forståelse af, hvem Jesus egentlig var. I Nikæa i året 325 besluttede man, at "Jesus var sand Gud og sandt menneske". Denne såvel andre kirkepolitiske beslutninger blev vedtaget som kompromis mellem stridende kristne retninger, og derved blev det.
    Men hvad siger Bibelen selv? I Lukas-evangeliet læser vi:

"Mens de talte om alt dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: "Fred være med jer!" De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: "Hvorfor er I så rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder - det er mig. Føl på mig og se, en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har." Da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: " Har I noget at spise her." De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det." (Lukas-evangeliet v. 36 - 43).

Også i andre af Bibelens evangelier omtales Jesus blandt disciplene efter korsfæstelsen. Bedst kendt er beretningen vel om den vantro Thomas, som ikke vil lade sig overbevise om Jesu’ tilstedeværelse, før han fik lov til at røre ved Jesu’ sår. Evangelierne taler om Jesu opstandelse fra de døde, men kan evangeliernes beretninger ses i et andet lys, og hvorledes kan man da forstå Jesu’ budskab, mission og skæbne?

Koranens beretning om korsfæstelsen og muslimernes tro
For muslimen var Jesus et menneske - en Guds profet! Herom berettes der i Koranen, hvor der siges:

(O I Bogens folk) I som har modtaget Skriften, overdriv ikke i jeres religion. Sig intet om Allah (Gud) end det, som er sandt! Messias, Jesus, Marias søn, var kun et sendebud fra Gud og Hans Ord, som Han indgav Maria - en ånd fra Ham. Tro på Allah (Gud) og Hans sendebud og sig ikke (Gud er) tre. Lad dette være til jeres eget bedste! Allah (Gud) er én Gud! Æret være Han, (hævet over) at skulle have en søn. Ham tilhører alt i himmel (himlene) og på jorden! Gud er tilstrækkelig som beskytter. (Koranen kap. 4 v. 169)

Vi læser videre i Koranen:

De hævder: Se, vi har visselig dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Allahs (Guds) sendebud! Men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke, men det syntes således for dem. De, som er uenige om ham, er i tvivl med hensyn til dette. De har ingen kundskab (sikker viden) herom, men følger formodninger, de dræbte ham i sandhed ikke. (Koranen kap. 4 vers 156 ).

Det er navnlig her, at kristendommens og islams veje skilles. I kristendommen tror man på Jesu’ guddommelighed, på den treenige Gud, på korsdøden, på Jesu’ opstandelse og dermed på forsoningslæren. Islams lære er, at Jesus var en profet - et menneske sendt af Gud. Han var jødernes lovede og forventede Messias, men vejene skilles m.h.t. hvad der skete på og ved korset. Ligeledes er det muslimens tro, at ethvert menneske før og efter Jesus både fødes, lever, dør og vinder det evige liv ved Guds nåde og barmhjertighed. Forsoningen på et bestemt tidspunkt i historiens løb er ikke nødvendig i og med, at Guds nærhed, omsorg, forståelse, tilgivelse og frelse altid vil være gaver til det enkelte menneske. Profeternes mission - og dermed også Jesu’ mission - var netop at påpege dette, nemlig gudsrigets almagt, det ondes intethed og nederlag og den Almægtiges nærhed.

Hvilken betydning har Jesus da?
For den kristne er Jesus guddommelig, treenig og frelseren. Muslimen kan ikke være enig i dette syn, men må respektere den kristnes ret til at have det! I historiens løb er der opstået andre tolkninger eller syn på ikke alene Jesu’ mission men også af hans livsbane. For den kristne opstår Jesus fra de døde på den tredje dag efter døden på korset - for ham kulminerede historien her med påskemorgen, den tomme grav og disciplenes vidnesbyrd. Herefter hævedes Jesus til en plads ved Guds højre hånd, hvorfra han igen skal vende tilbage. For mange muslimer er denne sidste tankegang ikke fjern. Man tror ikke på, at Jesus blev korsfæstet - korsfæstelsen fandt sted, men det var en anden (nogle mener Judas), som blev korsfæstet, mens Jesus blev frelst ved guddommelig indgriben - taget op til Gud, hvorfra han skal vende tilbage. Her er det tankevækkende, at den kristne som understreger Jesu’ guddommelighed og muslimen der ser Jesus som en profet alligevel har det fælles syn og forventning, at Jesus blev taget op til Gud, hvorfra han skal vende tilbage. Mange muslimer har endog den tro, at Jesus blev taget op til Gud levende. Hvor forunderligt og tankevækkende. Er det således, kan der her være for-bindelse mellem kristne og muslimske forestillinger - eller hvorledes? De kristne taler om et uforklarligt mysterium, når begivenhederne vedrørende påsken skildres - for nogle vil den muslimske forklaring om Jesu’ levende og fysiske himmelfærd til Gud ikke forekomme mindre underfuld - for ikke at sige mystisk!

Er der andre vidnesbyrd?
Undertiden er andre teorier vedrørende "påskens mysterium" og Jesu’ skæbne blevet fremført. Hver gang er andre holdninger end kirkens officielle blevet fejet til side som uvederhæftige, grundløse, ikke historiske udsagn uden kildemæssig baggrund. Til dette er der at sige - måske - men hvad med evangeliernes beretninger om påskens begivenheder? Evangelierne kan betegnes som skrifter, der er grundlaget for en tro - nemlig kristendommen, men som historisk kildemateriale deler de videnskabligt skæbne med de kilder, som kristne teologer afviser. To af beretningerne er, at Jesus overlevede kors-fæstelsen for at fortsætte sin mission. Lad os omtale den første.

Rejste Jesus til Frankrig?
I historiens løb har man til stadighed i Europa beskæftiget sig med "det hellige mysterium", den hellige gral og Jesu’ blod. Vi ved, at der herskede megen ridderromantik og mystik i middelalderen, og vi ved også, at splinter fra korset samlet kunne have dannet adskillige kors - kort og godt har der hersket meget religiøst "tankespind, ønsketænkning, selvbedrag og endog svindel!" Alligevel vil nogle ikke sidde visse beretninger overhørig. At Jesus skulle have undgået døden på korset, at han og hans familie skulle have undsluppet både romerne og de skriftkloge, kunne blive en teologisk bombe under 2000 års kristendom. Man ville ihvertfald skulle revidere kirke- og teologi så kraftigt, at nogle måske ligefrem ville understrege korsfæstelsens nødvendighed.
    Udgangspunktet for denne hypotese er Rennes-Le-Cháteau i Sydfrankrig. I denne ubetydelige landsby fandt præsten Bérenger Sauniére i 1891 ved restaurering af kirkerummet i sin kirke nogle ruller gamle pergamenter under alteret. Ved studiet af disse undredes han over, at visse bogstaver syntes at danne en kode. Præsten overdrog rullerne til det katolske præsteseminarium i Saint Sulpice i Paris, og efter dette begyndte en pengestrøm at tilflyde præsten, som anvendte disse til restaurering af kirken, til landsbyens velfærd m.v., uden at man har kunnet spore deres kilde.
    I tidens løb har adskillige interesseret sig for området i og omkring Rennes-Le-Cháteau. Katharerne, fyrster og pavemagten har vist interesse for stedet, og nogle vil mene, at baggrunden for "dette hellige mysterium" skal søges hos Tempelridderne, som under korstogene skulle have afdækket visse hemmeligheder vedrørende Jesus. Hemmeligheder som fortalte om Jesus, hans ægteskab med Maria Magdalene og hans familie. Den hellige familie skulle være flygtet til Frankrig efter Jesu’ korsfæstelse, som han overlevede. Josef af Arimatæa spiller her en fremtrædende rolle, og man får taget Jesus ned fra korset så tidligt, at døden på grund af kvælning ikke nødvendigvis kunne være indtrådt. Evangelierne beretter netop om, at man argumenterede for nedtagelse fra korset på grund af påskehøjtiden. Derved blev korsfæstelsen forholdsvis kort. I denne forbindelse bryder eller knuser man ikke Jesu’ knogler. En romersk soldat stak Jesus i siden, og blod og vand kom ud af såret, hvilket kunne betyde at blodet stadig cirkulerede. Her må det erindres, at Pilatus undrede sig over, at Jesus på så kort tid skulle være død, da erfaringen viste, at dødens indtrædelse ved korsfæstelse kunne være en særdeles lang og smertefuld proces. Uden at være hverken kilder i historisk og videnskabelig forstand eller retsmedicinske dokumenter rejser selv evangelierne flere spørgsmål vedrørende korsfæstelsen, end de besvarer.
    Om Jesus med familie skulle være kommet til Frankrig kan naturligvis diskuteres, men at der fandtes en stærk jødisk koloni omkring Carcasone på Jesu’ tid, at franske adelsfamilier har set sig som efterkommere af "Davids hus", at Louis VII af Frankrig bliver opmærksom på en jødisk konge i Narbonne i 1143, og at adskillige adelsfamilier smykker sig med titlen "konger af Jerusalem" er tankevækkende. Er der tråde tilbage til den hellige familie - eller er det syner og korstogsromantik. Ihvertfald er det interessant, at Habsburgerne bærer titlen "konger af Jerusalem". Adelsfamilier som Montpezat og Plantard er af merovingernes blod, som skulle have sit udspring hos Theoderik, som var anerkendt som "jødernes konge!"

Rejste Jesus til Indien?
Med ovenstående i tankerne er det naturligt også at nævne den tradition, som beretter om Jesus i Indien. For nogle har det altid været et spørgsmål, hvad Jesus foretog sig fra det tidspunkt, hvor vi i Det nye Testamente læser om hans besøg i templet i Jerusalem som tolvårig og til det tidspunkt, hvor han som moden mand fremtræder som forkynder af sit budskab. Nogle har fremført, at han måske tilbragte disse år i Indien. Den indiske arkæolog Hassnain hælder ikke alene til den anskuelse, at Jesus skulle have besøgt Afghanistan, Indien og Kashmir i sine unge år, men at han skulle have vendt tilbage efter forfølgelserne i Palæstina for efter sin død at blive begravet i Srinagar i Kashmir. Disse teorier er naturligvis blevet imødegået fra flere sider, idet trosgrundlaget for kristendommen og andre religiøse grupperinger - hvis dette er sandt - vil blive rokket. Hassnain mener ud fra gamle tekster, at kunne fastslå Jesu’ dødsår til 107. At der er sprængstof i disse teorier, vidner Garcias Valerians, kardinal af Bombay, reaktion om, da han i 1950’erne forsøgte at få forbudt en bog med teorierne om Jesu’ død i Kashmir. Da han af avisen Stern blev spurgt om disse forhold, anmodede han om, at avisen ikke skrev om teorierne og fundet af de dokumenter, som underbyggede teorierne om Jesu’ død.
    Hvilke kilder og dokumenter er det da, som kan vække et sådant postyr? Den ældste kendte tekst befinder sig på det orientalske institut i Purana, universitetet i Bombay. Vi har her at gøre med dele af en bog, som efter alt at dømme blev skrevet i året 115 på sanskrit, og som har været i mahadjra’ernes af Kashmirs besiddelse. Her skildres mødet mellem kongen af Kashmir, Shalewahin, og en mand, som skildrede sig selv som født af en jomfru, han var fra et fjernt land, og at hans navn var Jus Asaf og Isa Masih, Jesus Messias.

Hvorledes kan man forholde sig til dette? For det første kender vi de bibelske beretninger om korsfæstelsen og gravlægningen. Kirkens hoveddogme er Jesu’ opstandelse fra de døde - påskeunderet! Uden dette vil der ikke være en kristen kirke med dens teologi, som vi kender den. Det andet er, at nogle forskere vil mene, at Jesus skulle have haft en vis tilknytning til essæerne - en munkeorden, som levede i Qumran ved Det Døde Hav. Denne orden var i opposition til den officielle jødedom i Jerusalem, som man mente havde svigtet de religiøse idealer - bl.a. gennem samarbejde og kompromis med den romerske besættelsesmagt.
    Essæer-ordenen med Josef og Arimatæa og Nikodemus skulle have hjulpet og plejet Jesus, så han i hemmelighed kunne forlade Jerusalem for at fuldføre sin mission, nemlig også at gå til de "tabte får af Israels hus" (Matthæus 15:24), d.v.s. til efterkommerne af de jødiske stammer, som i sin tid var blevet bort-ført til Babylon, og som nu levede i Afghanistan og Kashmir. Bibelens beretning om kvindernes møde i den tomme grav med "en ung mand i hvide klæder" (Markus 16:5) og mødet med hvidklædte mænd (Apostlenes gerninger 1:10) skal måske tages for pålydende. Vi har med mennesker at gøre - essæere i ordensdragt - som kender sandheden vedrørende korsfæ-stelsen og Jesu’ mission, og som vejleder fortvivlede og forvirrede disciple.

Dette er dog en anden historie!
Mange vil måske tage afstand fra ovennævnte beretninger. Kristendommen er gennem 2000 år i høj grad blevet "vestens religion". De stærkeste og største kirkesamfund er vokset frem her, og det er kun naturligt, at de i historisk og teologisk sammenhæng har stillet dagsordenen. Vi er vant til i vesten også at stille dagsordenen for andre. Det er den vestlige verden "som har givet sig selv patent på sandheden". Derfor vil det for mange være utænkeligt, at andre kilder end de vestlige kirkers pludselig tillader sig at have et andet syn på Jesus og kristendom. Hvis det gælder andre religioner end kristendommen har der ikke været tradition for samme følsomhed fra kristne teologers side. De har med stor entusiasme udlagt og tolket andres skrifter og tro. Nu skal dette dog ikke være et forsøg på gengældelse - men blot en påpegning af, at der dog findes andre tolkningsmåder og syn på Jesus-skikkelsen end kirkens officielle.
    Nogle vil være tilbøjelige til at afvise at Jesus levnedsløb skulle være anderledes end almindeligvis antaget. De vil også hævde, at kilderne til dette forhold er nyere fabrikationer. Dog står den gamle tradition vedrørende graven i Srinagar tilbage. Skriftet på sanskrit på universitetet i Purana, samt skrifter i buddhistiske klostre i Tibet og traditionen om, at befolkningsgrupper i Afghanistan og Kashmir - skønt de i dag er muslimer - regner sig for at tilhøre efterkommerne af Israels "tabte stammer." Et andet vigtigt dokument er i og for sig Bibelen selv, som ikke naturnødvendigt skal tolkes som "præsten prædiker."

Jesu’ ligklæde i Torino?
Et spændende og interessant fænomen er relikviet "Jesu’ ligklæde". Domkirken i Torino i Italien har gennem århundreder haft et klæde, som pilgrimme har valfartet til, da mange mener, at det er Jesu’ ligklæde. Klædet er blevet undersøgt på alle videnskabelige måder bl.a. i 1978 og i 1988. Viden-skabsmændenes resultater er forskellige, og der er naturligvis skrevet en fyldig litteratur vedrørende dette. Klædet kan historisk set spores til 1400-tallet og måske endda længere tilbage i tiden. Nogle vil mene, at det er af by-zantinsk oprindelse, man sammenligner med datidige ikonmalerier, andre vil mene, at klædet kan dateres tilbage til Jesus selv.

Det afgørende og interessante er det aftryk af et menneske, som er på klædet. Det viser en omkring to meter høj mand. Billedet fremtræder tydeligt, og viser både for- og bagside af personen, som har været hyllet i klædet. Billedet fremtrådte tydeligt ved den første fotografering i 1898. Pletter, som tidligere ikke havde været så tydelige, fremtrådte pludselig på den fotografiske plade med en uventet skarphed. Teorierne vedrørende hvem personen i klædet kan have været er mange. Nogle vil mene, at det ikke er Jesus, men måske "en ledende i Tempelherre-ordenen," som skulle være blevet korsfæstet som Jesus.

Man har naturligvs blandt andre prøver også anvendt kulstof-14 analysen. Denne viser umiddelbart ikke tilbage til Jesu’ tid. Kritikerne af analysen hævder, at man ikke her har taget højde for reparation af klædet, og at man med større mikrobiologisk nøjagtighed kunne have "læst" resultatet tilbage til Jesu’ tid. Det mest interessante er mærkerne på klædet, idet de er parallelle med Jesu’ sår - og en anden interessant vinkel set i lyset af teorierne vedrørende dette, at Jesus skulle have overlevet korsfæstelsen er, at blodsporerne måske netop viser en blodcirkulation.

Ligklædet i Torino er kendt og omdiskuteret. Mindre kendt er det, at "Jesu hovedklæde" befinder sig som relikvie i byen Ovido i Spanien. Gennem undersøgelser mener man at kunne fastslå, at dette klæde bærer samme blodspor som klædet i Torino. Traditionen om hovedklædet er, at det kom til Ovido i 1113 over Nordafrika. Det blev bragt ud af Jerusalem omkring 614, da perserne angreb byen.

Alt i alt kan man sige, at ovennævnte ikke beviser noget vedrørende Jesu’ korsfæstelse. Man kan vælge de traditionelle kilder og holdninger, men man kan også forholde sig til de nye vinkler og spørgsmål, som rejses. Da Thomas tvivlede på at Jesus efter korsfæstelsen var af kød og blod, blev han overbevist om sandheden heraf. Hvordan forholder vi os til dette?

© Kaj Ove Krogh   

Denne artikel har tidligere været offentliggjort i SAMEKSISTENS nr. 2, juni 1998 og gengives her med forfatterens tilladelse.