Kendte mænd:

 

MUHAMMAD IQBAL
Pakistans åndelige ophavsmand

Af Aminah Tønnsen

Pakistan fejrede sidste sommer 50-årsdagen for sin uafhængighed fra næsten 200 års britisk koloniherredømme, uden at landets åndelige ophavsmand, juristen, poeten og filosoffen Sir Muhammad Iqbal - én af Østens mest respekterede kulturpersonligheder - blev nævnt med ét eneste ord. Beklageligt, idet hans budskab er særdeles aktuelt i bestræbelserne for at samle forskellige befolkningsgrupper i ét harmonisk og dynamisk fællesskab.

MUHAMMAD IQBAL blev født den 9. november 1877 i Sialkot i det nordlige Punjab. Hans forfædre var som så mange andre i området flyttet dertil fra Kashmir-provinsen. Muhammad Iqbal voksede op i ydmyge kår. Han lærte både engelsk, urdu, persisk og arabisk og fik som 17-årig udgivet sit første digt i et litterært månedsskrift. Hårdt arbejde, sparsommelighed og en ældre brors gavmildhed gjorde det muligt for ham at studere i Lahore, hvor han bl.a. fulgte forelæsninger af den engelske filosof Thomas Arnold, hvis bog The Preaching of Islam er en klassiker. Muhammad Iqbal blev Master of Arts i filosofi og underviste en årrække i arabisk, engelsk, historie og økonomi. Ofte reciterede han ved litterære sammenkomster sine religiøse og patriotiske digte og blev kendt og anerkendt i vide kredse.
      I 1905 rejste Muhammad Iqbal til Europa for at læse jura og hegeliansk filosofi i Cambridge. I 1907 tog han videre til Heidelberg for at forbedre sine tyskkundskaber og fortsatte til München, hvor han skrev en doktorafhandling om persisk metafysik. I 1908 vendte Muhammad Iqbal tilbage til Indien og startede sin advokatvirksomhed samtidig med, at han på deltid underviste i engelsk litteratur og filosofi.

DEN UNGE IQBAL sugede til sig af alt, hvad datidens europæiske intellektuelle havde at byde på. Han havde et indgående kendskab til og lod sig inspirere og udfordre af filosoffer som Hegel, Kant, Bergson og Nietzsche. Hans forhold til Europa var dog et had-kærlighedsforhold, for han var ikke blind over for de farer, der lurede bag om Europas glansfulde facade. Han så verden som opdelt mellem øst og vest, og Vesten blev symboliseret ved det dynamiske, men kapitalistiske, imperialistiske, materialistiske, dominerende, magtfulde og udbyttende Storbritanien, der tilmed var ude af stand til at højne samfundsmoralen og forbedre de fattige massers ringe kår i moderlandet. Østen så han som statisk, underkuet og domineret, udbyttet og ydmyget, men i stand til at rejse sig igen, når den blev vakt til dåd. Muhammad Iqbal var overbevist om, at en humanistisk religiøs filosofi og høj moral kunne eliminere udbytning og undertrykkelse i Vesten og fremme Østens genrejsning. For Muhammad Iqbal var Islam den eneste religion, der indeholdt den påkrævede filosofi og moralkodeks. Det er det emne, som han igen og igen vender tilbage til i sine utallige taler, forelæsninger og litterære værker.
      Som inder og muslim levede Muhammad Iqbal selv under fremmedherredømme. Han følte magthavernes foragt for sin religion, og han så småbønderne lide under et feudalt system. Det var en verden, Muhammad Iqbal ikke kunne acceptere, og som han livet igennem forsøgte at bekæmpe. Midlet var Guds ord til Profeten Muhammad; og efter Muhammad Iqbals opfattelse skulle hver enkelt muslim aktivt og vedholdende yde sit bidrag til forandringen.

I SINE UNGE DAGE skrev Muhammad Iqbal digte, der priste en fælles indisk nationalitet og imødegik både muslimske og hinduistiske separatistiske tendenser. Han gik ikke ind for ideen om en territorial muslimsk nationalstat, som efter hans opfattelse ville kollidere med Islams universelle karakter. Religion skulle forene menneskene - ikke opsplitte dem. Det var først efter opholdet i Europa, at han så småt ændrede holdning og plæderede for et muslimsk selvstyreområde inden for Indiens grænser. Han havde indset, hvor svært det ville være at udvikle det muslimske ideal om frihed, lighed og broderskab i et samfund, der var domineret af et rigidt kastesystem; men han var også klar over farerne ved en sådan opdeling af Indien. I 1910 skrev han i en lille notesbog: "Nationer fødes i digteres hjerter - de opstår og forgår i politikeres hænder." Og han tog skarpt afstand fra en snæver nationalisme, der bandt mennesket til et stykke jord i stedet for til Gud - noget, der efter hans opfattelse på betænkelig vis nærmede sig afgudsdyrkelse.
      Muhammad Iqbal var dog kun direkte politisk engageret i en kortere årrække i 20'erne, hvor han blev valgt til Punjabs lovgivende forsamling i en enkelt periode. Hans engagement lå hovedsageligt på det moralske og spiritulle plan. Selv hans berømte tale i All India Muslim League i 1930 blev i første omgang opfattet som en gentagelse af en poet og filosofs ideologiske holdninger snarere end som et politisk krav på oprettelse af en separat muslimsk stat. Mange år senere var det dog netop denne tale, der blev fremhævet som det ideologiske grundlag for staten Pakistans oprettelse.
      Muhammad Iqbal mente ikke, at religion og politik kunne adskilles, idet religion udstyrer menneskene med den etik og moral, der er nødvendig for at kunne regere et land på anstændig manér. Han gik dog på den anden side ikke ind for en teokratisk styreform og rettede ofte en sønderlemmende kritik mod de religiøse ledere og den magtposition, de havde tilranet sig ganske i strid med Koranens bogstav og ånd.

MUHAMMAD IQBAL brugte fortrinsvis poesien til at udbrede sine tanker og ideer, og han skrev på både urdu, persisk og engelsk. Mange af hans digte tager udgangspunkt i de indiske muslimers konkrete politiske situation eller vender sig mod et af datidens konkrete samfundsonder, for som god muslim følte han sig ansvarlig for samfundet og for sine muslimske brødres ve og vel både her og hisset. Inspirationen til sin poesi hentede han dog i første række i Koranen. Hans gamle tjener Ali Baksh har fortalt den tyske orientalist og fredsprismodtager Annemarie Schimmel (vel nok vor tids mest betydningsfulde Iqbal- og Islam-kender), hvorledes Muhammad Iqbal hver eneste aften læste og studerede Koranen, alt i mens han kradsede vers og strofer ned. Han gik i seng ved 10-tiden, stod op og forrettede nattebøn og var atter i fuldt vigør, når kaldet til morgenbønnen lød. Og om dagen tog han sig af sin advokatvirksomhed for at tjene til dagen og vejen.
      Og oven i alt dette fik han tid til at skrive en lærebog i politisk økonomi - den første bog overhovedet om dette emne på urdu. Han var i en årrække redaktør for et juridisk tidsskrift, han ledede flere større konferencer om uddannelse og tvungen skolegang og skrev lærebøger i urdu for gymnasiet. Han var medredaktør på en bog om Indiens historie for Punjab Universitet og var i en årrække dekan for fakultetet for orientalske studier sammesteds.

I SIT NOK kendteste digt Shikwa (Klagen) fra 1911 (skrevet på urdu) gør Muhammad Iqbal sig til muslimernes talerør over for Gud. Hvorfor skal de lide, når de dog har fulgt Hans påbud og udbredt monoteismen på fredelig vis? Er det lønnen for deres anstrengelser og offervilje, når ikke-muslimerne dog allerede her på jorden har slotte og paladser, som Koranen lover muslimerne i det hinsidige? Året efter kom Jawab-i-Shikwa (Svaret på klagen), en veritabel opsang til de klagende og en formaning til muslimerne om at ændre deres liv drastisk: Det var nemlig de tidligere generationer af muslimer, der havde ført kampen. De selv er passive, ansvarsløse og uduelige. De har glemt deres oprindelige opgave og har delt sig op i sekter. De har glemt Islams simple kerne og erstattet den af tusindvis af unyttige og hæmmende regler og har passivt bøjet sig for de fremmedes overherredømme!
      Og det var netop Muhammad Iqbals hovedbudskab: At samfundet som helhed og det enkelte menneskes personlighed skulle styrkes igennem en vedholdende stræben (djihâd) i kampen for islamiske værdier og imod onde indre kræfter. Dette var efter hans opfattelse en forudsætning for, at mennesket kunne løse sin opgave som Guds forvalter og stedfortræder på jorden (khalîfa) tilfredsstillende. Menneskets handlekraft og frihed vokser i takt med den inderlige forbundethed med Gud og Hans lov. Passivitet, resignation, beklagelser og blind, slavisk efterligning af nedarvet eller udefrakommende skik og brug fører ingen vegne hen.

KORT EFTER første verdenskrigs udbrud i 1914 udgav Muhammad Iqbal sit første værk på persisk Asrar-i-Khudi (Selvets hemmeligheder). Heri betoner han menneskets værd og opfordrer til udvikling og styrkelse af selvet - stik imod, hvad mystikere i århundreder havde talt for: Selvets opløsning og sammensmeltning med Gud. Værket blev kun trykt i 500 eksemplarer og blev mødt med ringe interesse i Indien, hvor man bebrejdede Muhammad Iqbal, at han var gået bort fra at skrive på urdu. Og perserne kunne ikke forlige sig med hans arkaiske sprog. Hans gamle lærer på Cambridge, prof. R.A. Nicholsen, var derimod begejstret og oversatte værket til engelsk.
      Muhammad Iqbal trodsede kritikken og udgav fire år senere en fortsættelse af værket (også på persisk) Ramuz-i-Bekhudi (Uselviskhedens hemmeligheder), hvori han pointerer fællesskabets betydning for individet. For selv om individet skal styrkes, skal det ikke munde ud i egoisme og selvoptagethed - individet har i høj grad brug for et deltagende og omsorgsfuldt fællesskab at udfolde sig inden for og i harmoni med.

FRA SIN TIDLIGSTE ungdom havde Muhammad Iqbal beundret den tyske digter Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Han omtalte ligefrem Goethes Faust som 'intet mindre end guddommeligt håndværk'. Goethe var nemlig en af de få europæiske lærde, der turde gøre op med fortidens fejlagtige billede af Islam, og som åbent gav udtryk for, at Islams grundtanker stemte overens med hans eget livssyn. Som pendant til Goethes Vest-østlige divan udsendte Muhammad Iqbal i 1923 Payam-i-Mashriq (Østens budskab). Heri indtager Goethe en fremtrædende plads på linje med Muhammad Iqbals åndelige forbillede, den persiske digter Djalaluddin Rumi (1207-73). Persisk-kyndige mener, at Østens budskab indeholder nogle af de smukkeste persiske vers fra Muhammad Iqbals hånd.
      I 1924 KOM urdu-digtsamlingen Bang-i-Dara (Karavaneklokkens klang) - en yderst betegnende titel, idet Muhammad Iqbal så sig selv som en højt klingende klokke, der skulle lede de vildfarne muslimer tilbage til deres tros inderste skønhed og kerne. Digtene var skrevet over en længere periode, der strakte sig helt fra studietiden i Lahore og til udgivelsestidspunktet.

I 1927-28 sammenfattede Muhammad Iqbal for første gang sine politisk-teologiske ideer i de berømte seks forelæsninger, som han holdt på forskellige indiske universiteter om The Reconstruction of Religious Thought in Islam, og som vakte betydelig opsigt også datidens i Europa.
      For muslimer i vore dages Europa udgør især hans sjette forelæsning om fleksibilitet i Islam en uudtømmelig kilde til refleksion og inspiration til den igangværende proces med at tilpasse islamiske værdier til en europæisk hverdag:
      Muhammad Iqbal minder os om,
* at Islam i sine første år var både dynamisk og rummelig og konstant tilpassede sig de aktuelle omstændigheder i de områder, den bredte sig til; men middelmådige intellektuelle, snæversynede og magtsyge politikere og ureflekterende masser, der blindt overtog deres forfædres sæder og skikke, forvandlede Islam til en statisk, utidssvarende og indholdsløs ideologi.
* at Umar ibn ul-Khattâb ved Profetens død sagde: "Guds Bog (Koranen) er tilstrækkelig for os."
* at Koranen ikke er en rigid lovbog, men en rettesnor og ramme - et helt personligt budskab, som vi hver især har frihed til at udfylde i forhold til den tid og den kultur, vi lever i uden at være bundet af tidligere lærdes fortolkninger. Det er ånden - ikke bogstavet - der skal bestemme det religiøse liv.
* at Islam er langt mere end blot et regelsæt til mekanisk efterfølgelse, og at det handler om at gøre troen til en personlig higen efter den glæde, harmoni og frihed, der følger med en voksende selverkendelse og selvudvikling. Stærke enkeltindivider med fællesskabsfølelse er grundlaget for et stærkt samfund.
* at vi har pligt til at bruge og udvikle det intellekt, Gud har givet os - ikke kun i egen, men også i næstens, samfundets, naturens og Guds tjeneste. Og at vi således med Gud som samarbejdspartner kan være med til at forme vor egen såvel som den øvrige skabelses skæbne.
Sidst, men ikke mindst,
* at vi har frihed til enten at acceptere eller afvise Guds vejledning - og at ansvaret for vort valg i sidste ende er vort eget. Frihed og ansvar går hånd i hånd.

MUHAMMAD IQBALS magnum opus var Javid Namah (Beskrivelse af evigheden), skrevet på persisk), som han tilegnede sin lille søn Javid - og dermed de opvoksende generationer:
      Muhammad Iqbal forestiller sig selv på rejse gennem de forskellige himmelsfærer i søgen efter sandheden. Hvert sted møder han en beboer, med hvem han diskuterer Islam, filosofi og politik, og det er fascinerende at se, hvorledes Muhammad Iqbal gør alle disse samtalepartnere til bærere af sine egne ideer: Den rejsendes konstante stræben efter indsigt og viden bringer ham sluttelig til Gud. På vejen frigør han sig fra afhængighed af magthaverne og får lejlighed til at bruge sin frie vilje i Guds, næstens og samfundets tjeneste.

BRITERNE ADLEDE Muhammad Iqbal i 1923; men mange muslimske intellektuelle bebrejdede ham at have accepteret de fremmede magthaveres gestus. I de efterfølgende år blev han udnævnt til æresdoktor ved universiteterne i Lahore, Dhaka, Allahabad og Hyderabad.
      I 1931 og 1932 blev Muhammad Iqbal som én af de førende indiske intellektuelle indbudt til sammen med Mahatma Gandhi at deltage i to rundbordskonferencer, der blev holdt i London for at forhandle om Indiens selvstændighed. Oplevelserne under et efterfølgende besøg i Spanien, hvor han besøgte Andalusien med dets store moskéer og andre minder fra områdets muslimske storhedstid, blev til urdu-digtet Bal-i-Jibril (Gabriels vinge), der udkom i 1935. Fra Spanien tog Muhammad Iqbal til Paris, hvor han besøgte Henri Bergson og Louis Massignon, der begge har haft stor indflydelse på Muhammad Iqbals tænkning. Bergson som filosof og Massignon som fortolker af mystikeren og martyren al-Hallâdj, som Muhammad Iqbal har givet en nøgleposition i Javid Namah.

I MELLEMTIDEN var Muhammad Iqbals helbredstilstand for nedadgående. Han havde i mange år haft vrøvl med nyrerne, og han mistede periodevis stemmen på grund af en sygdom i strubehovedet. Han fik hyppigt astmatiske anfald, og hans syn svækkedes. Ved årsskiftet 1937/38 holdt han en radiotale, en sidste opsang til verden, som han sluttede med denne bøn:
      "Kun én form for enhed er tilforladelig, og det er det menneskelige broderskab, der står over race, nationalitet, farve og sprog. Så længe menneskene ikke gennem gerninger beviser, at de tror, at hele verden er Guds familie. Og så længe uoverensstemmelserne mellem racer, farver og geografiske nationaliteter ikke er fuldstændig udslettet, vil ingen nogensinde opnå den fuldkomne lykke og tilfredshed i livet. Og det smukke ideal om frihed, lighed og broderskab vil aldrig blive til virkelighed. Lad os indlede det nye år med en bøn om, at Gud en Almægtige vil give dem, der har magten, menneskelighed og vil lære dem at hæge om menneskeheden."
      Få måneder senere, den 21. april 1938, døde Muhammad Iqbal - ni år før staten Pakistan var en realitet. Kort efter hans død udgav man hans sidste digtsamling med titlen Armaghan-i-Hidjaz (Hidjaz' gave) - et smukt vidnesbyrd om Muhammad Iqbals inderste forbundenhed med Islams vugge, som han så ofte havde besøgt i tankerne.

MUHAMMAD IQBAL betragtes og skattes som Østens største muslimske digter og filosof nogensinde. Ved hans død skrev nobelprismodtageren Rabindranath Tagore, en anden af Indiens fremtrædende filosoffer: "Sir Muhammad Iqbals død efterlader et tomrum i litteraturen, der vil være lige så længe om at hele som et livsfarligt sår."
      Sir Muhammad Iqbal var på én gang en profetisk digter,
en syntetisk filosof og en religiøs-politisk tænker. Hans budskab er universelt. Han har på genial vis forenet østlige og vestlige værdier og tankegang og appellerer derfor til ALLE i øst som i vest, muslimer såvel som ikke-muslimer. Som han selv sagde:
      "Jeg henvender mig ikke til ét bestemt individ eller én bestemt gruppe. Jeg tilhører menneskeheden, og verden er mit fædreland."

Litteratur om Muhammad Iqbal:

A spiritual bridge between East and West, qantara.de 2010

H. MALIK: Iqbal. Poet-Philosopher of Pakistan. New York 1971.

C.M. NAIM: Iqbal, Jinnah and Pakistan. The Vision and the Reality. New York 1979.

R. ZAKARIA: Iqbal - the Poet & the Politician. Penguin Books 1993.

Muhammad Iqbals værker i oversættelse:

A.J. ARBERRY: Complaint and Answer. Lahore 1955.

A.J. ARBERRY: The Mysteries of Selflessness. London.

M. IQBAL: The Reconstruction of Religious Thought in Islam. Lahore 1951.

M. IQBAL: Javidname. Lahore 1932.

R.A. NICHOLSON: The Secrets of the Self. London 1920.

A. SCHIMMEL: Gabriel's Wing. A Study into the Religious Ideas of Sir Muhammad Iqbal. Leiden 1963.

A.R.TARIQ: Rubayiat of Iqbal. Lahore 1973. (uddrag af 'Østens budskab' 'Hidjaz' gave' og 'Gabriels vinge').

© Aminah Tønnsen  

Denne kronik har tidligere været bragt i BERLINGSKE TIDENDE den 6. juni 1998.

Life never remains stationary in the same condition,
but every moment it creates new figures,
new designs, and new values,
and always maintains a continual strife.
Therefore, if the 'today' is an exact picture
of thy 'yesterday',
in thy dust there is no spark of life!

Muhammad Iqbal    

Iqbal - poet-philosopher of Pakistan

SHARIATI, Ali: Muhammad Iqbal
        - a manifestation of self-reconstruction and reformation