Kendte
kvinder:
KVINDELIGE MUSLIMSKE
STATSOVERHOVEDER
Da Benazir Bhutto i 1988 blev valgt
til præsident i Pakistan, reagerede mange muslimske mænd med dyb
forargelse. Noget sådant var - efter deres mening - simpelthen
utænkeligt i et muslimsk land.
Året forinden havde den marokkanske
sociolog Fatima Mernissi udgivet en bog 'Le Harem politique. Le Prophète
et les femmes' (Det politiske harem. Profeten og kvinderne). Heri skriver
hun i sit forord:
"Kan en kvinde herske over
muslimer?" spurgte jeg en dag min købmand, der - som de fleste
købmænd i Marokko - er et veritabelt 'termometer' for den offentlige
mening.
"Allah bevare os!" udbrød
han, forarget, trods vort venskab. Ved tanken om en sådan horribel
situation, havde han nær tabt de seks æg, jeg var kommet for at købe.
"Allah bevare os for tidens
katastrofer!" mumlede en kunde, der købte oliven, idet han gjorde
tegn til at ville spytte i gulvet. Min købmand er en fanatisk tilhænger
af renhed, selv en forbandelse retfærdiggør ikke - ifølge hans mening -
at man snavser gulvet til.
En anden kunde - en lærer, som jeg
et par gange var stødt på i aviskiosken - tildelte mig det endelige slag
ved at citere et hadith, som han vidste skæbnesvangert - alt imens han
langsomt strøg fingrene hen over bladene på det bundt fugtig mynte, han
netop havde købt: "Et folk, der betror sin ledelse i en kvindes hænder,
vil aldrig have fremgang" (lam yaflah qawmun wallaw Amrahum Imra'a).
Stilheden sænkede sig omkring os;
jeg havde tabt spillet. Et hadith er ikke et betydningsløst anliggende i
et religiøst samfund. Hadith-samlingerne er dokumenter, hvor Profetens
udsagn og handlinger er nedskrevet i mindste detalje. Disse dokumenter
udgør sammen med Koranen både kilden til lovgivning og rettesnor til at
skelne det rigtige fra det forkerte, det tilladte fra det forbudte.
Jeg forlod diskret butikken uden
yderligere kommentarer. Jeg kunne intet stille op imod et sådant udsagn -
på én gang både ubønhørligt og populært.
Forbløffet, besejret og rasende
følte jeg med det med ét bydende nødvendigt at samle materiale om dette
hadith og at studere de tekster, hvor det var nævnt, for på den måde at
forstå dets forbløffende magt over jævne mennesker i et moderne
samfund.
Fatima Mernissi beviser i sin bog -
med henvisning til anerkendt arabisk kildemateriale - hvorledes de
traditioner (hadith), der er anerkendt som værende udsagn fra Profeten
Muhammad - og som følgelig betragtes som retningsgivende for muslimer
også i dag - i flere tilfælde er "fabrikeret" til en bestemt lejlighed
og fremsat af yderst uvederhæftige personer - således også det ovenfor
citerede udsagn:
Profeten Muhammads enke Aicha
besluttede i AD 656 at afsætte den nyligt udnævnte 4. kalif Ali
(Profetens fætter og svigersøn). Hun beskyldte (som så mange andre) Ali
for meddelagtighed i mordet på sin forgænger Uthman, den 3. kalif.
Aicha begav sig med en hær mod
Basra i Irak, hvor hun dog tabte kampen mod Alis tilhængere. Slaget blev
senere kaldt "kamelslaget", fordi Aicha dirigerede tropperne fra kamelryg.
Mange af Basras notabler havde erklæret sig neutrale i striden; men efter
Aichas nederlag erklærede én af dem, Abu Bakra (ikke at forveksle med
den første kalif Abu Bakr), at Profeten Muhammad engang skulle have sagt:
'Ethvert land, der ledes af en kvinde, går sin undergang i møde'.
"Hvilken fabelagtig hukommelse må han ikke have haft," skriver
Fatima Mernissi - for kamelslaget fandt sted 24 år efter Profeten
Muhammads død!
Ydermere var Abu Bakra nogle år
forinden blevet dømt for falsk vidneudsagn i forbindelse med en sag om
utroskab. Ifølge almindelig retspraksis bør
man aldrig derefter acceptere en sådan persons vidneudsagn - medmindre
den formastelige angrer, hvilket der intet foreligger om i denne
forbindelse:
De, der fremsætter
anklager (om utugt) mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire
vidner, skal straffes med firs slag. Og før dem aldrig mere som vidne,
for de er visselig (gemene) overtrædere. (24:4)
Abu Bakra er
også den eneste, der har påstået, nogensinde at have hørt Profeten
udtale den famøse sætning: "Et folk, der betror sin ledelse i en kvindes hænder,
vil aldrig have fremgang". Og alligevel blev udsagnet hevet op af mølposen, da
Benazir Bhutto blev valgt til Pakistans præsident.
Arabiske ledere fandt åbenbart
Fatima Mernissis bog for kompromitterende, for den blev forbudt i en lang
række arabiske lande; men ingen har til dato modbevist hendes påstande.
Og da Benazir Bhutto i 1990 blev afsat,
var den officielle begrundelse da heller ikke, at et islamisk land ikke
kan ledes af en kvinde - men en anklage for korruption og magtmisbrug.
Selvom Benazir Bhutto af
mange blev
omtalt som "den første kvindelige leder af et islamisk land", viser
historien, at hun langt fra har været den første. Rent faktisk har der
før hende været utallige anerkendte kvindelige muslimske
statsoverhoveder; men arabiske mænd har i tidens løb gjort alt for, at
dette faktum skulle gå i glemmebogen.
"Sultanes oubliées" - de glemte kvindelige sultaner -
hedder Fatima Mernissis bog, der giver en grundig levnedsbeskrivelse af et
hav af muslimske regenter, sultaninder og dronninger:
Ganske modsat hendes bange anelser, viste det sig
nemlig utrolig nemt at finde frem til disse dronninger. Selvom ingen af
dem har båret titlen af "kalif" eller "imam", men
sultaninde, Malika (dronning), Sitt (dame), Hurra (fri kvinde) eller
Khatun (den mongolsk/asiatiske variant), er deres livshistorier
fascinerende læsning:
Historikere - bl.a. den rejselystne
nordafrikaner Ibn Battuta - fortæller om, hvorledes Turkan Khatun trods
stor modstand overtog magten ved sin mands død i 1072, idet deres søn
kun var fire år gammel. I 20 år regerede hun fra Baghdad et rige, der
strakte sig fra Kinas grænser i øst til Syrien i vest og til Yemen i syd
- fredagsbønnen blev dog sagt i hendes søns navn.
Ibn Battuta fortæller også
om den unge, ugifte Radia, der overtog magten efter sin far i
Delhi i 1236. Han havde før sin død udnævnt hende til sin
efterfølger - hans to sønner var efter hans mening ikke dygtige nok! Det
første, Radia som nybagt regent foretog sig, var at få sit navn præget
i landets mønter. Hun færdedes utilsløret og var en god rytterske. Men
da hun giftede sig med en abyssinsk slave, blev folk indigneret. Hun blev
offer for rovmord, da hun var på flugt efter at have tabt et slag om
Delhi.
Chajarat ad-Dur overtog magten efter sin mand i Ægypten i 1250.
Yderligere seks tyrkisk/mongolske kvinder var ved magten i de
efterfølgende år, indtil 1681. Ibn
Battuta har i sine rejsebeskrivelser i flere kapitler med stor forundring
beskrevet den respekt, de mongolske kvinder nød. Deres deltagelse i det
offentlige liv var også noget ganske ukendt for ham.
De maldiviske øer blev i ca.40 år
regeret af kvinder. Sultana Khadijah overtog magten efter sin far i 1347.
Hun efterfulgtes i 1379 af sin søster Myriam. Fatema efterfulgte sin mor
på tronen i 1383 og regerede indtil sin død i 1388.
Mellem 1641 og 1699 blev Indonesien
- trods stor modstand - regeret af fire kvinder tilhørende
Djajadiningrat-dynastiet.
Alle disse kvindelige, muslimske
regenter fik deres navn og valgsprog præget i landets mønter, og
fredagsbønnen i moskéerne blev sagt i deres navn. Et interessant træk
ved disse kvindelige regenter er, at langt de fleste af dem var mongoler,
asiater, tyrkere, persere, indonesere og maldivere. Blandt de få
kvindelige arabiske regenter kan nævnes Asma bint Chihab ac-Culayhiya og
hendes svigerdatter Urwa bint Ahmad ac-Culayhiya, begge yemenitiske
shi'iter. Urwas regeringstid varede i hele 47 år (1091-1138).
Mange andre kvinder har haft den
reelle magt i muslimske lande i kortere eller længere tid. Nogle har officielt delt magten med deres ægtefælle. Andre har reelt
regeret, fordi deres ægtefælle - der officielt var regent - ikke magtede
opgaven eller ikke var interesseret i at udøve sit embede:
Blandt disse kan nævnes Sitt
al-Mulk (Damen fra Cairo), der som halvtresårig overtog magten efter sin
sindssyge bror Al-Hakim i 1020. Hun var godt rustet til opgaven, for helt
fra hun var ung pige, havde hendes far diskuteret statsanliggender med
hende og havde taget hendes synspunkter med i sine overvejelser. Hun blev
aldrig officielt udnævnt til regent, og fredagsbønnen blev sagt ikke i
hendes, men i hendes lille brorsøns navn.
Nævnes skal også Cubh, der var
blevet taget som krigsfange under et af de mange slag, der blev udkæmpet
i Spanien mellem muslimer og kristne. Hun blev gift med al-Hakam, en af de
mest betydningsfulde andalusiske regenter (961-976). Al-Hakam var mere
interesseret i kunst og litteratur end i statsanliggender, så det var
hustruen Cubh, der tog sig af dem. Hun beholdt magten i hele 20 år efter
hendes mands død - selv om hun forblev kristen hele sit liv.
Elsket af nogle - hadet af andre. Kun få af historiens
kvindelige muslimske regenter fik en fredelig død. Mange af dem blev -
ligesom deres mandlige sidestykker - forgiftet eller myrdet; men de er et
lysende vidnesbyrd om, at afsondring og marginalisering af kvinder er et
fremmedelement i muslimsk tradition. Koranens påbud om afsondring er
klart og utvetydigt møntet udelukkende på Profetens hustruer -
for de er ikke som andre kvinder:
Oh I Profetens hustruer!
For den af jer, der opfører sig åbenbart skændigt, vil straffen (i
dette liv og i det kommende) blive fordoblet. Det er let for Gud; men den
af jer, der hengivent tjener Gud og Hans sendebud og handler retfærdigt,
vil blive dobbelt belønnet. Og ædelt underhold venter hende (i Det
Hinsidige).
Oh I Profetens hustruer! I er ikke som andre kvinder: Hvis I frygter Gud,
da før ikke uhøvisk, men anstændig tale, at de syge i hjertet ikke må
blive optændt af begær. Bliv roligt i jeres hjem (qarna) og stil jer
ikke til skue som i uvidenhedens dage.
Oh I Profetens familie! Forret bøn og giv almisse og adlyd Gud og Hans
sendebud. Gud ønsker blot (med disse påbud) at rense jer for (hedensk)
besudling. Ihukom og recitér Guds tegn og de visdomsord, der er blevet
foredraget for jer i jeres hjem. Gud er visselig indfølende og alvidende.
(33:30-34)
Den kendte ekseget al-Tabarî (død
o.923) mente i øvrigt, at der slet ikke var tale om et påbud som
"bliv roligt i jeres hjem" (qarna), men "opfør jer med
ophøjet ro og værdighed i jeres hjem" (qirna). Og det kan vække
til eftertanke, at al-Tabarî blev nødt til at søge tilflugt i sit eget
hus for at beskytte sig imod en rasende menneskemængde, der beskyldte ham
for kætterske tilbøjeligheder på grund af denne og andre
kontroversielle holdninger. Bl.a. mente han, at der ikke var noget til
hinder for, at en kvinde kunne være juridisk dommer.
Ynkeligt er det, når så
mange nutidige muslimske mænd lægger hindringer i vejen for de kvinder,
der ønsker at engagere sig i politik ved at nægte dem stemmeret og
valgbarhed. Det er ikke forbilleder, der
mangler, og historikerne har beskrevet disse kvinders liv udførligt.
Og i den ophedede debat i forbindelse med valget af
Benazir Bhutto, var der tilsyneladende ingen, der tænkte på at referere
til Koranen. Den nævner ikke med ét ord, at den magtfulde og højt
respekterede Dronning af Saba (Bilqîs) skulle have været nødsaget til
at afgive magten, da hun antog islam (27:22-44)!
Det er nødvendigt at mindes og
forstå fortiden for at kunne forme fremtiden.
Påmind menneskene, for
påmindelse er visselig af stor nytte. Den gudfrygtige vil drage nytte af
påmindelsen - den elendige vil vende sig bort. (87:9-11)
© Aminah Tønnsen, december 1999
Muslim
Woman can be president
by Egypt's mufti Ali Gomaa, February 5, 2007
Litteratur:
BAHNASSAWI, Salim El-:
Die Stellung der Frau zwischen
islam und weltlicher Gesetzgebung.
Bavaria, München 1993,
pp.89-128: Die politischen Rechte der Frau.
DAOUD, Zakya:
Feminisme & politique au
Maghreb. Casablanca 1996.
FATWA islamonline.net: Can
a woman be a nation's leader?
Karolia, Muhammad: Female
leadership in Islam.
MERNISSI, Fatima:
* Sultanes oubliées. Femmes
chefs d'état en islam. Paris 1990.
(The Forgotten Queens of
Islam. 1993)
* Le harem politique. Le Prophète
et les femmes. Paris 1987.
(The Veil and the
Male Elite. 1991)
SALEM, Shehzad:
Women as Head of State.
www.renaissance.com.pk/maprq9813.html
SHEHABUDDIN, Sarah: Female
leadership in Islam
SHERIF, Sara: Utilizing Female
Resources
TØNNSEN, Aminah:
Islam i europæisk klædedragt. Stof til eftertanke og selvransagelse.
Fremad 1998, pp.86-93: Kvindernes
rolle og ansvar.
