MARIA
- Profetens kristne hustru
Efter at have
sluttet fred med mekkanerne i Hudaybiya i 628, sendte Profeten Muhammad
delegationer til Persien, Syrien, Ægypten og Abessiniens ledere for at
indbyde dem til at antage Islam. Ægyptens koptiske leder Al-Muqawqas
sendte derpå fire unge slavinder og andre gaver til Profeten i Medina.
Blandt disse slavinder befandt
sig Maria og hendes søster Sherin. Deres far var koptisk kristen, og
deres mor var romersk katolsk.
Profeten gav Sherin til digteren
Hassan ibn Thabit og tog selv Maria til hustru. Maria boede ikke sammen
med Profetens andre hustruer, men i et hus for sig selv noget derfra. Da
Maria blev gravid, blev hendes medhustruer - især den unge Aisha - meget
jaloux. Ingen af dem havde nemlig været i stand til at skænke Profeten
børn.
Det fortælles, at
Maria en dag kom til Profetens hus for at tale med sin mand. Hendes
medhustru Hafsa var på besøg hos sin far, så Profeten og Maria talte
sammen i Hafsas værelse. Men da Hafsa kom tilbage, så hun, at forhænget
til hendes værelse var trukket for. Hun ventede udenfor, og da Profeten
og Maria trådte ud af værelset, beskyldte hun grædende Profeten og
Maria for at have krænket hende. Profeten var klar over, at han havde
forbrudt sig mod sæd og skik og havde såret Hafsa, og han lovede hende
at være afholdende over for Maria i fremtiden.
Hafsa lod sig formilde og
indvilligede i ikke at fortælle andre om det forefaldne for at undgå
ophidselse og strid i hjemmet. Men ikke så snart havde Profeten og Maria
forladt stedet, før Hafsa berettede alt til sin unge medhustru Aisha.
Aisha blev ophidset og om muligt
endnu mere jaloux på Maria, da hun hørte om det skete. Og snart havde
alle Profetens hustruer glemt deres indbyrdes stridigheder og rettet deres
had mod Maria. Profeten forsøgte forgæves at genoprette ro og orden i
sit hus og at beskytte Maria imod de andre hustruers åbenbare fjendskab.
Umar ibn ul-Khattab, den senere anden kalif, forsøgte at tale sin datter
Hafsa til fornuft - dog uden held. Heller ikke Abu Bakr havde held til at
tale sin datter Aisha til fornuft.
Profetens hustruer
var engageret i socialt arbejde blandt menighedens trængende, og alle var
de med til at viderebringe Guds ord. De var blandt de første, der fra
Profetens egen mund fik citeret åbenbaringerne. De lærte dem udenad og
var således i stand til at undervise andre muslimske kvinder.
Profetens hustruer nød den
største respekt i samfundet og blev kaldt de troendes mødre. Man
forventede af dem, at de - ligesom Profeten selv - i stort og småt skulle
være gode eksempler for menigheden. Derfor var denne strid højst
ubehagelig for alle.
Skuffet og irriteret over, at
kvinderne ikke kunne bilægge deres strid, trak Profeten sig tilbage fra
alle sine hustruer til et rum, der stødte op til moskéen. Det må
opfattes som en advarsel til hustruerne om, at de ikke skulle være så
sikre på, at Profeten ikke kunne finde på at lade sig skille fra dem
alle. Hvis det skete, ville de miste deres høje status i samfundet og
måtte finde sig i et liv i cølibat, idet det var dem forbudt at indgå
nyt ægteskab efter en evt. skilsmisse fra Profeten eller efter hans død.
Roen blev genoprettet, og
Profeten viste sig som altid storsindet: Han tilgav sine hustruer og
vendte tilbage til dem. Striden havde da varet en måneds tid.
Maria fødte sønnen
Abraham; men til hendes og Profetens store sorg døde Abraham allerede som
spæd.
Året efter døde også
Profeten Muhammad. Man mener, at Maria døde fem-seks år senere. Hun blev
begravet i Al-Baqi, hvor også andre af Profetens hustruer ligger
begravet.
© Aminah Tønnsen, oktober 2003
