Kendte kvinder:

AISHA BINT ABI BAKR

- Profetens tredje hustru

Profeten Muhammad sørgede dybt over tabet af sin hustru gennem 25 år, Khadijah bint Huwailid, der døde omkring 620.
    En ældre kvinde, Khawla bint Hakim, overtalte Profeten til at gifte sig på ny, og hun arrangerede ægteskab mellem Profeten og den aldrende enke Sawda bint Zama, der tog sig kærligt af Profetens børn og hjem.
    Samtidig med at arrangere dette ægteskab, arrangerede Khawla også forlovelsen mellem Profeten og den unge Aisha, der var datter af Profetens nære ven og senere kalif Abu Bakr:

BARNDOM
Aisha blev født i Mekka i 614, dvs. 4 år efter, at Profeten Muhammad havde modtaget sin første åbenbaring fra Gud. Hun og hendes søster Asma blev opdraget i Islam fra fødselen, idet både deres far, Abu Bakr, og deres mor, Umm Rumman, var blandt de første, der havde antaget Islam.
    Da Khawla på Profetens vegne anholdt Abu Bakr om Aishas hånd, var hun blot 6 år gammel, men allerede lovet bort til Djabir ibn Mat'am. Abu Bakr gik til Mat'am, der var blandt dem, der ikke havde antaget Islam, hvor han fik denne besked: "Hvis vi lader vor søn gifte sig med din datter, vil han sikkert før eller siden blive muslim, hvilket vi ikke kan acceptere." Dermed var forlovelsen hævet, og en ny kunne indgås.
    Det var ikke spor usædvanligt i datidens Arabien, at børn allerede fra fødselen blev lovet bort af deres forældre; men ægteskabet fuldbyrdedes først, når den unge pige havde nået puberteten, sædvanligvis i 9-10 års alderen. Således blev også Aisha boende hos sine forældre og søskende i hen ved 3 år efter forlovelsen.
    Først omkring 1 år efter at Profeten og mange af Mekkas muslimer i 622 var udvandret til byen Yathrib (der senere kom til at hedde Medina), flyttede Aisha til Profetens hus.
    Muhammads døtre af første ægteskab samt hustruen Sawda var straks flyttet ind i de værelser, der blev bygget til Profeten og hans familie i tilslutning til moskéen; men Abu Bakr undrede sig over, at Profeten ikke sendte bud efter hans datter. Lidt forlegent skal Abu Bakr have spurgt Profeten om grunden til denne tøven, og da han fandt ud af, at det var, fordi Profeten ikke var i stand til at betale den aftalte brudegave til Aisha, betalte Abu Bakr den selv.
    Aisha fik nu - ligesom Profetens andre hustruer - titlen De Troendes Moder. Hun var da omkring 9 år gammel, og kun den allernærmeste familie deltog i den meget beskedne bryllupshøjtidelighed. Aisha havde en god støtte i sin medhustru Sawda, og deres venskab varede hele livet.

UDDANNELSE
Aishas far, Abu Bakr var ekspert i slægtshistorie og en behændig versifikator, og hans datter tilegnede sig disse færdigheder i en meget ung alder. Senere sørgede Profeten ikke blot for, at Aisha fik besøg af jævnaldrende legekammerater, men også for, at hun fik lært at læse. De fleste muslimer i datidens Arabien var analfabeter; men Profeten vidste, at alfabetisering var nødvendig. F.eks. beordrede han efter slaget ved Badr i 624, hvor 300 muslimer på mirakuløs vis sejrede over mekkanernes langt større og mere veludrustede hær i forsvaret af Medina, at de krigsfanger, der ikke havde økonomisk mulighed for at købe sig fri, i stedet hver skulle lære 10 muslimske børn at læse og skrive.
    Profeten modtog både venner og gæster i Aishas værelse, og videbegærlig som hun var, lyttede hun til alt, hvad der blev sagt. F.eks. fik hun sin store viden om sygdomme, deres symptomer og behandling, ved at lytte til omrejsende læger, der besøgte Profeten. Og hun videregav sin viden til andre kvinder, der regelmæssigt samledes i hendes værelse for at modtage råd og vejledning. Ligeledes instruerede Aisha mange børn i koranrecitation.

RELIGIØS VIDEN
Aisha lyttede også opmærksomt, når Profeten for sine tilhængere gengav og forklarede nye åbenbaringer, han havde modtaget; og når han gav dem råd og vejledning om stort og småt i dagligdagen. Og vi ved, at hun ofte bad Profeten om nærmere forklaring på dette og hint, hun havde hørt. Hun havde en fabelagtig hukommelse og er ophavskvinde til mere end to tusinde hadîth.
    Engang betonede Profeten over for sine tilhørere vigtigheden af, at også unge piger skal give deres samtykke til ægteskab. Aisha sagde bagefter til Profeten: "Men unge piger er så generte, at de ikke svarer, når man spørger dem." Profeten svarede: "Deres tavshed vil blive betragtet som deres samtykke." (dvs.: hvis de ikke samtykker, må de klart give udtryk herfor)
    Engang sagde Profeten: "Vær mådeholdne. Vind menneskenes hengivenhed og fortæl dem, at deres gerninger alene ikke bringer dem i Paradis." Aisha fandt dette mærkeligt. Hun var af den overbevisning, at syndfrie mennesker var undtaget; men Profeten belærte hende: "Selv ikke jeg kommer i Paradis uden at være dækket af Guds nåde og tilgivelse fra isse til fod!"

MEDHUSTRUER
Den unge Aisha havde naturligt nok svært ved at acceptere, at Profeten tog andre hustruer. Hun havde sikkert foretrukket at have ham for sig selv, og hun gjorde alt for at behage ham. Hun mente selv, at hun havde en fortrinsstilling frem for sine medhustruer, dels fordi hun var datter af én af Profetens allernærmeste venner, dels fordi hun havde været jomfru, da Profeten giftede sig med hende.
    Og livet igennem var Aisha jaloux på Profetens første hustru Khadijah, der havde været Profetens enehustru i 25 år, indtil hun døde som 65-årig. Om hende sagde Profeten: "Gud har ikke givet mig nogen bedre hustru end Khadijah. Hun troede på mig, da menneskene ikke troede på mig. Hun bekræftede mig, da menneskene fornægtede mig. Hun forsørgede mig ud af sin formue, medens menneskene ikke gav mig noget. Og Allah skænkede mig børn ved hende, men ikke ved andre kvinder."
    Men på nogle områder havde Aisha en særstilling. F.eks. var hun den eneste kvinde, i hvis nærvær Profeten modtog åbenbaringer. Og det fortælles, at Profeten ofte bad denne bøn: "Oh Herre! Jeg prøver at behandle mine hustruer ens med hensyn til alt det materielle; men tilgiv mig for det, der ligger uden for min kontrol!" (dvs.: mine følelser og min kærlighed til Aisha)
    Og Aisha har fortalt om mange små ting i hverdagen, der vidner om hendes kærlighed til Profeten: De drak af samme kop; hun vaskede og parfumerede hans hår; hun bekymrede sig om hans helbred etc.

POLITISKE ALLIANCER
Giftermål blev på den tid betragtet som et effektivt middel til at styrke båndene og forhindre uvenskab og stridigheder venner/familier/klaner imellem. Og Abu Bakr har nok ikke været blind for den prestige, alliancen mellem hans unge datter og Profeten betød for ham selv og hans familie.
    Også Umar ibn ul-Khattab var på udkig efter et godt parti for sin datter Hafsa, der havde mistet sin mand i slaget ved Badr. Først kontaktede han den velhavende Uthman ibn Affan, der lige havde mistet sin hustru Rukayya, én af Profetens døtre; men han fik at vide, at Uthman ikke ønskede at gifte sig igen lige med det samme.
    Frustreret over afslaget henvendte Umar sig til Abu Bakr og tilbød ham sin datters hånd; men Abu Bakr modtog tilbudet med tavshed.
    Umar blev rasende og skyndte sig til Profeten for at fortælle ham om de fornærmelser, han mente sig udsat for.
    Profeten svarede roligt: "Skal jeg give dig en svigersøn bedre end Uthman - og give Uthman en bedre svigerfar end dig?" "Ja, gør det!" svarede Umar prompte. "Så vil jeg gifte mig med din datter, og Uthman skal gifte sig med min datter (Umm Kulthum)."
    Abu Bakr forklarede senere Umar, at han havde hørt Profeten ytre ønske om at gifte sig med Hafsa. Og for ikke at afsløre Profetens ønske, havde han besvaret Umars tilbud med tavshed, da denne havde tilbudt ham sin datters hånd. Ellers ville Abu Bakr ganske sikkert have accepteret tilbudet.
    Og således var freden genetableret i den lille menighed, og Muhammad knyttede gennem disse ægteskaber stærke bånd til både Umar ibn ul-Khattab (den senere 2. kalif) og Uthman ibn 'Affan (den senere 3. kalif).
    Det er hævet over enhver tvivl, at alle involverede parter handlede af politiske årsager.
    Brylluppet mellem Profeten og Hafsa fandt sted i 625. Hafsa var både ung og smuk, og hermed fik Aisha sin første rival - skulle man tro. Men det viste sig snart, at deres temperament gik godt i spænd, og der fortælles flere historier om, hvorledes de to spillede deres meget ældre medhustru Sawda et puds.

LØGNEN
I 628 drog Profeten ud for at forsvare Medina imod angribere fra Banu al-Mustalik. Der blev trukket lod om, hvem af Profetens hustruer, der skulle følge ham, og denne gang var Aisha den heldige.
    Da hæren hvilede ud efter sejren på vej tilbage til Medina, var Aisha tidligt om morgenen gået afsides for at forrette sin nødtørft. På vej tilbage til teltet opdagede hun, at hun havde tabt sin halskæde. Efter lang tids søgen fandt hun den igen; men da hun nåede tilbage til stedet, hvor hæren havde holdt hvil, var pladsen tom - hæren var draget videre. Bærerne havde sat hendes bærestol op på hendes kamel i den tro, at hun allerede havde taget plads i stolen.
    Dybt fortvivlet satte Aisha sig på jorden i håb om, at man snart ville opdage den tomme bærestol og sende nogen tilbage efter hende. Hun faldt i søvn, og da hun vågnede, stod en forlegen, ung mand ved navn Safwan i nærheden med sin kamel. Han var blevet tilbage for nøjere at gennemsøge den forladte rasteplads for eventuelle glemte ting. Han hjalp Aisha op på sin kamel og ledte den mod Medina, hvor de ankom ved fuldt dagslys - netop, som man havde opdaget Aishas fravær.
    En sådan episode går sjældent upåagtet hen, og onde tunger forstod at udnytte situationen ved at sprede rygter om denne 'usømmelige' optræden.
    Men Profeten kendte både Aisha og Safwan og troede mere på deres retskaffenhed end på sladderen. Og i en senere åbenbaring (33:11-20) klandres muslimerne for at have troet på rygter og ikke bedt om klare beviser for de ondsindede påstande.
    Aisha forblev barnløs, så til forskel fra sine medhustruer, der alle havde børn af tidligere ægteskaber, havde hun ikke et kunya (tilnavn). Profeten gav hende derfor tilnavnet Umm Abd Allah (Abd Allahs mor). Abd Allah var Aishas søstersøn, som hun knyttede sig meget stærkt til. Hun skal have sagt, at hun elskede Abd Allah mere end alle andre - Muhammad og sine egne forældre undtaget.

PROFETENS DØD
Profeten befandt sig i hustruen Maymunas værelse, da han blev klar over, at hans sygdom var mere alvorlig end som så. Hans hustruer var forsamlet omkring ham, da han spurgte dem, i hvis værelse han befandt sig; hvor han skulle være i morgen; og hvor i overmorgen. Hustruerne blev hurtigt klar over, at han prøvede at regne ud, hvornår det var Aishas 'tur', og Profeten bad dem da også om lov til at blive flyttet til Aishas værelse.
    Profeten døde ca. to uger senere med hovedet i Aishas skød og blev begravet under gulvet i hendes værelse, idet han over for Abu Bakr havde udtrykt ønsket om at blive begravet dér, hvor han udåndede.
    Profeten døde i 632, og Aisha blev enke i en alder af kun 18 år; men en åbenbaring hindrede hende og hendes medhustruer i at gifte sig på ny (33:53).
    Profetens hustruer blev boende i deres værelser ved moskéen. Profeten havde bestemt, at de beskedne midler, han efterlod sig, skulle gå til almisser. Ingen af Profetens enker var dog uformuende. De havde deres egen indkomst fra salg af husflidsarbejder el. afgrøder. Senere under Umars regeringstid fik Profetens enker tilkendt en årlig pension fra statskassen. Umar tildelte i første omgang forskellige beløb til enkerne - mest til Aisha, fordi hun havde været Profetens yndlingshustru; men hendes medhustruer protesterede imod denne diskrimination. De fremførte, at Profeten altid havde været meget påpasselig med at behandle dem ens, så Umar måtte føje sig og tildele alle enkerne ens beløb.
    Mange år senere købte den 5. kalif, Mu'awiya, for en betydelig sum det værelse, som Aisha havde fået testamenteret af sin medhustru Sawda. Det ser ud til at have været et camoufleret underholdsbidrag, for Aisha bibeholdt boligretten for livstid.
    Og hendes søstersøn Abd Allah købte hendes eget værelse af hende for en endnu større sum, og også her bibeholdt hun boligretten for livstid. Abd Allah har nok følt sig stødt over Mu'awiyas generøse købesum og har villet vise, at han også var i stand til at sørge for sin moster.
    Men Aisha afstod fra at leve et liv i luksus - ihukommende Profetens personlige råd til hende om at nøjes med 'en rejsendes forråd og gamle klæder' og at vogte sig for de riges selskab. Aisha kritiserede jævnligt andres luksusliv og ekstravagante vaner, og hun var selv kendt for at give meget generøse summer til velgørenhed. Det fortælles også, at hun ved flere lejligheder købte et antal slaver, for umiddelbart derefter at frigive dem.

RELIGIØS AUTORITET
Efter Profetens død fortsatte Aisha med at leve efter de regler, som Profeten havde lært hende. Hun instruerede både kvinder og børn, og ofte sad mænd i gården uden for hendes bopæl og lyttede til hendes ord. I tiden omkring den årlige pilgrimsfærd flyttede Aisha sin residens til området ved Hira-bjerget. Pilgrimme fra nær og fjern samledes omkring hendes telt for at lytte til hende og bede om råd og vejledning i religiøse, finansielle el. helt personlige anliggender.
    Aisha blev efterhånden afholdt og respekteret i hele det arabiske rige og modtog ofte besøg af højtstående personligheder.
    Efter Profetens død tøvede Aisha ikke med at korrigere andre, hvis hun hørte dem fejlcitere Profeten, og hun holdt strengt på, at intet hadîth måtte være i modstrid med Koranen:
    Engang fortalte man Aisha: "Abu Hurayra fortæller, at Profeten har sagt, at der er uheld ved kvinder, heste og huse." "Det er ikke korrekt," replicerede Aisha. "Han har kun hørt en del af udtalelsen. Hvad Profeten sagde, var: "Jøderne siger, at der er uheld ved kvinder, heste og huse.""
    Man fortalte, at Profeten havde sagt, at hvis de efterladte sørger over en afdød, vil afdøde blive tugtet. Hertil bemærkede Aisha: "Der er ingen sammenhæng mellem tugtelse og sorg; det er to vidt forskellige handlinger." Og hun citerede: Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde.(6:164)
    Man fortalte, at Ibn Abbas havde sagt, at Profeten havde set Gud ved to lejligheder. "I har sagt noget, der får hårene til at rejse sig på mit hoved. Den, der fortæller dette, er en løgner," sagde Aisha. Og hun citerede: Intet menneske kan se Ham; men Han ser alt. Han er Den Milde, Den Alvidende. (6:104)
    Ibn Umar hævdede, at kys gør rituel afvaskning ugyldig; men Aisha fortalte, at Profeten ikke plejede at forny den rituelle afvaskning efter at have kysset hende.
    Aisha hørte Abu Hurayra sige, at en bøn ville være ugyldig, hvis et æsel, en hund eller er kvinde krydsede foran den bedende. Aisha blev vred og sagde: "Du sammenligner kvinder med æsler og hunde! Jeg plejede at ligge foran Profeten, når han bad om natten (der var ikke meget plads i værelset). Når han knælede ned, trak jeg mine ben til mig, og jeg strakte dem ud igen, når han stod op. Sommetider krydsede jeg foran bedemåtten."
    Abu Hurayra sagde i en prædiken, at hvis man i fastetiden var nødt til at tage et bad om morgenen, fordi man havde haft samleje med sin ægtefælle om natten, måtte man ikke faste den dag. Folk bad nu Aisha bekræfte dette; men hun sagde, at Profeten ikke havde foreskrevet noget sådant. Abu Hurayra trak derefter sin påstand tilbage.
    Et år havde Profeten erklæret, at kødet fra offerdyr skulle spises inden for tre dage fra ofringen. Aisha forklarede senere, at der deri ikke lå et generelt forbud imod at salte og tørre kød, som nogle hævdede. Meningen var, at man skulle dele offerkødet med dem, der ikke havde råd til selv at ofre et dyr.

KAMELSLAGET
Aishas far, Abu Bakr var kalif i to år og efterfulgtes i embedet af Umar ibn ul-Khattab, der døde i 644. De blev begge begravet ved siden af Profeten i Aishas værelse. Aisha har senere sagt, at så længe hendes afdøde mand og hendes far 'delte' værelse med hende, følte hun sig hjemme. Men efter at Umar blev begravet ved deres side, følte hun, at hun 'delte' værelse med en fremmed og fik rejst en skillevæg. Og da Profetens dattersøn Hasan døde mange år senere, modsatte hun sig på det bestemteste at efterkomme hans ønske om at blive begravet ved siden af sin morfar.
    Nu valgtes en anden af Profetens trofaste ledsagere, Uthman ibn Affan til 3. kalif. I 656 efterfulgtes han af Ali ibn Abi Talib, Profetens fætter. Han var gift med Profetens yndlingsdatter, Fatima, og ved hende far til Profetens eneste mandlige efterkommere, Hasan og Husayn.
    Aisha blandede sig med tiden mere og mere i offentlige anliggender. Under de politiske uroligheder, der fulgte i kølvandet på Alis udnævnelse til kalif, valgte Aisha at gå imod Ali. Hun havde nemlig næret uvilje imod ham lige siden affæren om halskæden, idet han ikke havde troet på hendes uskyld. Til sine medhustruers store sorg og trods Umm Salamas påmindelse om, at en kvindes plads er i hjemmet og ikke på slagmarken, og at Profeten sikkert ville have misbilliget hendes beslutning - deltog hun i 656 aktivt i et stort slag mod Ali nær Basra. Hun dirigerede sine tropper ridende på en hvid kamel, 'Askar, én af Arabiens bedste. Det blodige slag sluttede først, da Aishas kamel faldt for fjendens pile. Aisha tog nederlaget med oprejst pande - og Ali sørgede for passende eskorte til hende, så hun kunne vende hjem til Medina standsmæssigt.
    Da nyheden om mordet på Ali i 661 nåede Aisha, sørgede hun - til alles store forbavselse - dybt over ham og priste i høje toner den hengivenhed, der havde præget forholdet ham og Profeten.
    Det var efter Kamelslaget, at basraneren Abu Bakra i en forsamling priste sig lykkelig for, at han ikke havde ladet sig overtale til at kæmpe på Aishas side, idet han (24 år efter Profetens død) var kommet i tanker om, at Profeten havde sagt: "Et folk, der betror sin ledelse i en kvindes hænder, vil aldrig have fremgang" el. (iflg. en anden version): "Ethvert land, der ledes af en kvinde, går sin undergang i møde."
    Abu Bakra er dog den eneste, der påstår at have hørt dette udsagn fra Profetens mund. Man kan have mistanke om, at han har 'fabrikeret' udsagnet til lejligheden, og han var da også nogle år forinden blevet dømt for falsk vidneudsagn i forbindelse med en sag om utroskab. Og iflg. Koranen (24:4) og almindelig retspraksis bør man aldrig derefter acceptere en sådan persons vidneudsagn.
    Udsagnet forekommer ydermere utroværdigt i lyset af alle de kilder, der beretter om, hvorledes Profeten rådførte sig med hustruerne Khadijah og Umm Salama. Ej heller ses i Koranen spor af fordømmelse af dronningen af Sabas virke som statsoverhoved (27:22-44).

Efter nederlaget ved Basra blandede Aisha sig ikke længere i politiske anliggender, men koncentrerede sig mere om lokale anliggender og den personlige rådgivning.
    Da medhustruen Saffiya døde, sørgede Aisha f.eks. for, at hendes testamente blev respekteret. Saffiya havde testamenteret 1/3 af sin betydelige formue til en nevø; men da denne var jøde, var mange tilbøjelige til at erklære testamentet for ugyldigt. Man spurgte Aisha til råds, og hun plæderede for at respektere afdødes testamente, hvilket man så gjorde.
    Hun fungerede som sin families overhoved og tog sig som sådan af sine søskende, nevøer og niecers ve og vel. Hun arrangerede deres ægteskaber, mæglede i ægteskabelige og familiemæssige stridigheder og var altid rede til at forsvare dem imod angreb af enhver slags.
    Til det sidste nød Aisha en respekt i samfundet uden sidestykke; men eftertiden har uden tvivl pyntet lidt på hendes eftermæle hist og her, og mange af de her refererede episoder findes i flere variationer. Traditionen opremser 10 fortrin, som hun havde frem for Profetens andre hustruer:

1. Hun var Profetens eneste 'jomfrubrud.' 2. Begge hendes forældre hørte til de allerførste, der antog Islam. 3. Gud selv havde proklameret hendes uskyld (i løgne-affæren). 4. Englen Gabriel havde i et syn opfordret Profeten til at ægte hende. 5. Hun vaskede sig i samme balje som Profeten. 6. Profeten bad i hendes nærværelse. 7. Profeten modtog åbenbaringer i hendes nærværelse. 8. Profeten døde i hendes arme. 9. Profeten døde på 'hendes dag'. 10. Profeten blev begravet i hendes værelse.

Aisha døde efter kort sygdom som 64 el. 66-årig (i 678 el. 680). En imponerende menneskeskare fulgte hende til hendes sidste hvilested på al-Baqi-gravpladsen i Medina, hvor Abu Hurayra læste begravelsesbønnen over hende.

© Aminah Tønnsen    

Se også: Aichas alder