Islamisk Studiebogssamling - Koranen på dansk

Koranens hjerte
Sûra Yâ-Sîn

- og andre udvalgte passager fra Koranen

(v. Aminah Echammari, Islamisk Studiebogssamling 1994)

OM KORANEN - Koranens inddeling

Koranen indeholder Guds ord, dvs. alle de åbenbaringer, som Profeten Muhammad (Gfvmh) modtog via ærkeenglen Gabriel i tiden fra sin kaldelse i Mekka A.D. 610 frem til kort før sin død i Medina i A.D. 632.
    Koranen er inddelt i 114 kapitler (sûra/sûrât). Sûra betyder "grad el. trin, som man går op ad". Kapitlerne er igen inddelt i vers (âya/âyât). Âya betyder "tegn". Et åbenbaret vers er et tegn fra Gud og et tegn på Hans almagt, visdom og godhed, ligesom Guds underfulde skabelse og historiens gang er tegn til os - om vi blot vil gøre os den ulejlighed at tænke os om. Koranen er endvidere opdelt i 30 dele, djuz'. F.eks. reciteres/læses hver dag i fastemåneden ramadân én djuz', således at man kan fuldføre læsningen af hele Koranen i løbet af fasten.
    Koranens sûraer er af varierende længde: Den længste, Sûra al-baqara, er på 286 âyât - og de korteste (og samtidig nogle af de allertidligste åbenbaringer) er på blot 3 âyât.
    Hver sûra har sit eget navn - et enkelt ord fra teksten, der dog ikke nødvendigvis illustrerer sûraens hovedtema. I den islamiske verden er det almindeligt, at man blot bruger navnet på den sûra, man henviser til; men i alle koranoversættelser er sûraerne for nemheds skyld nummereret.
    Alle sûraer - undtagen den niende - indledes med sætningen: I Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn - bismillah ir-rahmân ir-rahîm.

Tidsfæstelse af åbenbaringerne

Sammen med en sûras navn og evt. nr., opgiver man sædvanligvis, i hvilken periode den er blevet åbenbaret - om den er fra årene mellem Profetens kaldelse i Mekka A.D. 610 og til immigrationen til Medina i A.D. 622, eller fra tiden mellem ankomsten til Medina og Profetens død A.D. 632.
    De lærde kan dog ikke altid blive helt enige om, fra hvilken periode en bestemt sûra stammer - hvorfor disse angivelser varierer en kende.
    Om de her på dansk gengivne sûraer kan siges, at Sûra al-fatiha (1) og Sûra yâ-sîn (36) med sikkerhed stammer fra årene i Mekka, medens Sûra al-baqara (2) med sikkerhed stammer fra årene i Medina.
    Sûraerne 93-114 udgør den sidste del af den 30. djuz', der på nær nogle få undtagelser stammer fra årene i Mekka:
    Sûra al-bayyina (98) hører til de allerførste åbenbaringer fra Medina, og Sûra an-nasr (110) hører til blandt de sidste åbenbaringer, Profeten Muhammad (Gfvmh) modtog før sin død - dagen efter, at han havde holdt sin kendte afskedstale på Arafat-sletten under sin sidste pilgrimsfærd A.D. 632, hvor han opridsede indholdet af Islam og sluttede med at recitere 5:4. Indholdet af denne åbenbaring affødte formodninger om, at Profeten snart havde opfyldt sin mission, og med åbenbaringen af 110:1-3 og 2:281 sattes - iflg. Ibn 'Abbâs - det endelige punktum for 23 års kald:

På denne dag har Jeg fuldkommengjort jeres tro for jer og fuldbyrdet Min barmhjertighed imod jer. Og Jeg har valgt gudhengivelsen (islam) som jeres tro. (Koranen 5:4)

Når sejren - ved Guds hjælp - kommer, og du ser menneskene antage Gud tro i hobetal, da lovpris din Herre og bed om Hans tilgivelse. For Han tilgiver visselig igen og igen. (Koranen 110:1-3)

Og bered jer på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste sjæl få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret. (Koranen 2:281)

Åbenbaringernes indhold

Koranen, der blev åbenbaret til Profeten Muhammad (Gfvmh), er bogen, der indeholder en guddommelig invitation og vejledning til at erkende den lige vej til Gud.
    Men Koranen blev ikke åbenbaret som en komplet bog på én gang - ej heller fik Profeten Muhammad (Gfvmh) overrakt et færdigt eksemplar af bogen, da han modtog sin kaldelse som Guds sendebud. Det er ej heller en konventionel bog, der udvikler sit centrale emne i logisk orden. Koranen blev derimod åbenbaret stykkevis for at opfylde de behov, der opstod i takt med, at den menighed, der skulle danne forbillede for alle senere menigheder og statsdannelser, blev formet. De enkelte emner gentages flere gange i forskellige vendinger og sammenhænge.
    De første åbenbaringer var korte, klare og præcise og affattet i et smukt og poetisk sprog, der appellerede til tilhørerne, der gentog dem og lærte dem udenad. Det universelle budskab om monoteisme, skabelsen, Dommedag og et liv efter døden var tilsat lokal kolorit og blev underbygget med argumenter og eksempler fra tilhørernes egen velkendte dagligdag.
    Åbenbaringerne fra årene i Mekka gør hovedsageligt op med generationers uvidenhed, overtro, afgudsdyrkelse, blasfemi, umenneskelighed, magtebegær og umoral.
    Men kun få mekkanere var parate til at opgive deres forfædres traditioner og afgudsdyrkelse, og Quraysh-stammens ledere frygtede, at nye tider og traditioner ville holde pilgrimme og handelsfolk borte fra byen og true deres position som Arabiens førende stamme. Så de forsøgte at skræmme muslimerne tilbage i afgudsdyrkelsens fold ved at boykotte dem socialt og økonomisk, hvilket udartede til regulær forfølgelse og tortur.
    Da Profeten og hans tilhængere udvandrede til Medina, var situationen en ganske anden, og det afspejles naturligvis i åbenbaringerne fra årene i Medina. Menigheden voksede konstant; men en del mennesker blev af forskellige årsager muslimer udelukkende af navn, men bevarede den indre modstand imod Islam. Det er hyklerne, som iflg. Koranen er de værste af alle skabninger.
    Nogle af de omkringboende stammer overholdt ikke altid de fredspagter, de indgik med muslimerne; men dette hindrede ikke, at religiøse mindretal fik en lovfæstet ret til begrænset autonomi og religionsfrihed.
    Afgudsdyrkerne forstyrrede stadig freden i Medina, og midt i alt dette skulle et retssamfund bygges op. Derfor indeholder åbenbaringerne fra Medina naturligt nok regler for handel, arv, ægteskab og skilsmisse, foruden regler for omsorg for samfundets svage: enker, pigebørn, forældreløse, fattige, slaver og dyr. Også regler for den sociale adfærd mennesker imellem var der brug for: Druk, hor, tyveri, vold, mord, fanatisme, hasardspil og økonomisk udbytning fordømmes gentagne gange. Og det åndelige og sociale fællesskab blev styrket med rammeregler for bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd.
    Koranens budskab er universelt. Det angår alle mennesker, overalt i verden og til alle tider. Som en rød tråd gennem hele Koranen går budskabet om menneskers absolutte ligeværd for Gud - uanset religion, køn, race, sprog og social stilling. Det, der tæller i Guds øjne, er den enkeltes gudsfrygt og den måde, hvorpå vi udnytter vore gudgivne evner og muligheder og forvalter de rigdomme, Gud har betroet os.

Oh menneskehed! Vi skabte jer af et enkelt par af mand og kvinde og gjorde jer til fællesskaber og folk, for at I må (gen)kende hinanden. Den mest ærede for Gud er visselig den mest gudfrygtige af jer. Gud er vís og alvidende. (Koranen 49:13)

Koranens tilblivelse

Allerede de første åbenbaringer blev lært udenad af både mænd, kvinder og børn og reciteret ved de daglige bønner og forsamlinger i Profetens hus. Og mange overleveringer fortæller om det fortjenstfulde i at lære den åbenbarede tekst udenad og lære den til andre. Snart begyndte man også at nedskrive åbenbaringer på forhåndenværende materiale: pergament, læder, bladløse palmegrene, skulderblade af kameler, bark etc., som blev opbevaret rundt omkring i de forskellige hjem. Kopier af disse nedskrevne tekster blev sendt til f.eks. Medina og Yemen. Profeten modtog åbenbaringer over en periode på 23 år - indtil kun ni dage før sin død, så Koranen kunne ikke samles til én bog, før efter hans død.
Der hersker ingen tvivl om, at man lige fra begyndelsen har reciteret åbenbaringerne i en ganske bestemt af Profeten dikteret orden - og ikke i kronologisk orden. I Sûra al-muzzammil, der menes kronologisk at være den fjerde el. femte åbenbaring, Profeten modtog i Mekka, hedder det:

... og recitér Koranen i velovervejet orden og uden hast. (Koranen 73:4)

Det fortælles, at Profeten, efter at have modtaget de enkelte åbenbaringer, reciterede dem for sine tilhængere med nøje angivelse af hver eneste ny åbenbarings placering i forhold til det allerede åbenbarede, og at mindst én af hans skrivere nedskrev teksten. Profeten bad derefter skriveren læse det skrevne op, så evt. fejl kunne rettes på stedet. Og hvert år i de sidste ti dage af fastemåneden ramadân reciterede Profeten - i menighedens påhør - alle de åbenbaringer, han indtil da havde modtaget, og således var versenes rækkefølge nøje fastlagt. Det fortælles, at han reciterede den komplette samling af åbenbaringer hele to gange den sidste ramadân før sin død.
Året efter Profetens død faldt flere af de, der havde lært hele den åbenbarede tekst udenad, i et slag ved al-Yamâna, og man indså nødvendigheden af at samle alle åbenbaringerne på ét sted for at bevare dem for eftertiden. Én af Profetens skrivere, Zayd bin Thâbit, der personligt havde overværet Profetens sidste recitation af hele teksten, blev af den første kalif Abû Bakr udnævnt til at forestå arbejdet. Det var dog ikke uden tøven, at han accepterede hvervet, for Profeten havde ikke udtrykkelig givet påbud om, at en sådan samling af skrifterne skulle finde sted.
De nedskrevne brudstykker blev samlet og sammenlignet indbyrdes, for sluttelig at blive sammenlignet med den tekst, Profetens nærmeste havde lært udenad. På dette grundlag udfærdigede Zayd nu ét komplet eksemplar af teksten på ensartede blade, de såkaldte suhuf. De blev overdraget Abû Bakr til opbevaring mindre end to år efter Profetens død.

Der berettes dog om et tilfælde, hvor Zayd trods sin omhyggelighed kom i tvivl: Sûra nr. 9 var én af de alleryngste åbenbaringer fra tiden før Profetens sidste pilgrimsfærd. Man vidste med sikkerhed, at Profeten ønskede den placeret efter sûra nr. 8; men der herskede tvivl om, hvorvidt den skulle være en selvstændig sûra eller blot skulle betragtes som en del af sûra nr. 8. Man valgte dog at betragte den som en selvstændig sûra, men undlod at indsætte de vanlige indledningsord. Og derfor er sûra nr. 9 den eneste sûra, der ikke indledes med ordene: I Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn - bismillah ir-rahmân ir-rahîm.
    Suhuf'en blev ved Abû Bakrs død overdraget hans efterfølger i embedet, Umar ibn ul-Khattâb, for ved dennes død at blive overdraget dennes datter Hafsa, der var enke efter Profeten. Under den tredje kalif, Uthmân ibn Affân, var der utallige fragmenter af Koranen af mere el. mindre tvivlsom oprindelse og nøjagtighed i omløb i hele riget, der nu strakte sig fra Egypten i vest over Palæstina og Irak til Persien i øst. For selvfølgelig kunne det ikke undgås, at der hen ad vejen havde indsneget sig skrivefejl - en forkert placeret streg el. prik kan let forvanske meningen, ligesom der selvfølgelig havde udviklet sig forskellige skrifttyper. Der var også i årenes løb opstået tvivl om den korrekte rækkefølge af sûra'erne.
    Uthmân pålagde derfor Zayd og tre andre skrivere at udfærdige kopier (mus'haf) af suhuf'en. Disse kopier blev (ca. 20 år efter Profetens død) sendt til de vigtigste byer (bl.a. Mekka, Damaskus, Kufa og Basra) med udtrykkelig ordre om, at alle andre korantekster skulle destrueres. Uthmâns mus'haf var herefter den standard-version, som blev lagt til grund for alle senere mangfoldiggørelser. Suhuf'en blev atter overdraget Hafsa - Uthmân beholdt blot en kopi.
    To af disse første mus'haf er bevaret til vore dage i Istanbul og Tashkent, medens et tredje eksemplar i al-Hussain-moskéen i Kairo menes at være en afskrift af én af Uthmâns mus'haf:
    Mus'haf'en fra Medina blev i 1915 "bortført" til Istanbul og derfra under 1. verdenskrig ført videre til Berlin. I Versailles-traktaten hedder det i art. 246: "Tyskland vil inden for 6 mdr. fra denne traktats ikrafttræden tilbagelevere Kalif Uthmâns originale Koran, som blev fjernet fra Medina af de tyrkiske myndigheder og siges at være blevet overdraget ex-Kejser William II, til Hans Majestæt Kongen af Hedjaz." Af ukendte årsager nåede Koranen dog aldrig længere end til Istanbul.
    Uthmâns personlige mus'haf blev efter hans død bragt til Andalusien, senere til Fez i Marokko og i 1485 videre til Tashkent i Rusland. Fra 1869-1917 befandt den sig i Skt. Petersborg, hvor flere faksimile-kopier blev fremstillet. Den originale mus'haf kom tilbage til Tashkent i 1924.

Kilde til kapitlet "Koranens tilblivelse":
Ahmad von Denffer: Ulûm al-Qur'ân, Leicester 1989.