Koranfortolkning:

HYKLERNE

I begyndelsen af Koranens andet kapitel beskrives tre slags mennesker: de gudfrygtige (al-muttaqûn) vers 2-5, gudsfornægterne (al-kâfirûn) vers 6-7 og hyklerne (al-munâfikûn) vers 8-20. Sidstnævnte er de værste, for man ved aldrig, hvor man har dem:
    Blandt menneskene er der nogle, der siger: "Vi tror på Gud og den Yderste Dag!" uden (dog) at mene det oprigtigt. De tror, de bedrager Gud og de troende. I virkeligheden bedrager de (kun) sig selv; men de fatter det ikke. De er syge i hjertet, og Gud lader deres sygdom forværres. En smertelig straf venter dem for deres løgnagtighed. (2:8-10)
    Når der siges til dem: "Spred ej fordærv på jorden!" Siger de: "Vi ønsker blot at fremme freden!" Det er visselig dem, der spreder fordærv; men de fatter det ikke. Når der siges til dem: "Tro, som andre tror!" siger de: "Skal vi tro, som tåberne tror?" De er visselig selv enfoldige stakler; men de ved det ikke. Når de møder de troende, siger de: "Vi tror!" men når de er alene med ligesindede onde (shaiâtîn), siger de: "I virkeligheden er vi på jeres side - vi holder dem blot for nar." (2:11-14)
    Gud lønner dem for deres spot ved at lade dem flakke ensomt om i vildfarelse. De har byttet vildfarelse for vejledning (til sandheden, hudâ); men de har intet vundet ved deres byttehandel, og de vil ikke blive vejledt. De er som en mand, der tænder et lys. Når det lyser op rundt omkring, fratager Gud dem lyset og lader dem blive tilbage i dybeste mørke, så de ikke kan se. Døve, stumme og blinde (er de), og ude af stand til at finde tilbage (til den rette vej). (2:15-18)
    Eller (de er) som et voldsomt regnskyl fuldt af mørke, torden og lyn, der får dem til at stikke fingrene i ørerne under tordenbragene af lutter angst for døden. Guds Lov omfatter dem, der fornægter troen. Lynene blænder dem. Når det lysner omkring dem, vandrer de rundt; men når mørket sænker sig omkring dem, bliver de stående. Hvis Gud havde villet, kunne Han have berøvet dem både hørelse og syn (og derved frataget dem enhver mulighed for at finde sandheden), for Han råder over alt. (2:19-20)

Der er også tale om hyklere i en passage, der ofte bliver draget frem af islam-modstandere som bevis for muslimers krigeriske hensigter. Passagen handler om slaget ved Uhud i 625:
    Frustreret over nederlaget til muslimerne ved Badr i 624, drog de hedenske mekkanere atter mod Medina med en hær endnu større end sidst. Da nyheden om mekkanernes fremmarch nåede Profeten, samlede han i hast en hær for at drage mekkanerne i møde. Ved byporten blev han imidlertid svigtet af en af sine ledere, og sammen med ham 1/3 af sine mænd.
    Der var tale om hyklere, dvs. hedninge, der havde sluttet sig til Profeten, dog uden at mene det helhjertet, og som derfor stadig i hemmelighed understøttede mekkanerne i deres kamp imod muslimerne. Derfor svigtede de muslimerne, da det virkelig gjaldt.

Muslimerne var delte i spørgsmålet om, hvorledes de skulle forholde sig til disse forrædere: En del af dem ville henrette forræderne på stedet – andre ville stille sagen i bero og se, om de ikke med tiden kunne få dem overbevist om at følge den rette vej. Men ingen vil nogensinde kunne overbevise dem, der bevidst og af egen fri vilje vælger den forkerte vej, om det forkerte i deres valg:
    Hvorfor skulle I være splittede mht. hyklerne? Gud har ladet dem snuble for deres (onde) gerninger. Vil I vejlede dem, som Gud har ladet fare vild? I vil aldrig være i stand til at retlede dem, som Gud har ladet fare vild. (4:88)

Hyklerne ser naturligvis gerne, at vi andre bliver som dem, og derfor advares muslimerne om at knytte alt for tætte bånd til hyklerne, så længe de nægter at følge den rette vej. Hvis de hårdnakket fornægter Gud, er det tilladt at dræbe dem. (Dette kræver naturligvis en nærmere forklaring, som følger i 4:90):
    Hyklerne ønsker, at I skal fornægte troen, ligesom de gør, og således være på samme stade som de selv. Tag derfor ikke venner iblandt dem, før de flygter fra det forbudte og følger Guds vej. Hvis de stadig er åbenlyst fjendtlige, da grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem, og tag under ingen omstændigheder nære venner eller hjælpere fra deres rækker (4:89)

På Profetens tid var verden langt mere sort-hvid end i dag. Samfundet var ikke multikulturelt, som vi ville sige i dag. Arabien var befolket med stammer, hvis medlemmer alle var enten hedninge, muslimer el. jøder. Hvis en hedning eller jøde blev muslim, flyttede hun/han rent fysisk sammen med muslimerne.
    Nogle stammer sluttede freds- eller ikke-angrebspagter med muslimerne – andre stammer (som f.eks. Quraish i Mekka) benyttede enhver lejlighed til at angribe muslimerne, fordi de opfattede dem som en trussel. Mekka var ikke kun et handels-knudepunkt, men også et gammel valfartsmål for Arabiens hedninge, og mekkanerne frygtede naturligvis, at de ville miste en masse indtægter, hvis mange af disse hedninge sluttede sig til muslimerne.
    Hvis de forræderiske hyklere derfor sluttede sig til en stamme, som havde indgået en fredspagt med muslimerne – eller de sluttede sig til en stamme, der levede fredeligt side om side med muslimerne, selvom de ikke havde indgået nogen speciel pagt, havde muslimerne ingen mulighed for at straffe dem for deres forræderi:
    - undtagen de, der slutter sig til et folk (el. stamme), med hvem I har indgået en pagt eller til folk, hvis samvittighed (el. hjerte) har ladet dem afholde sig fra at angribe jer eller deres egne. Hvis det havde været Guds ønske, havde Han givet dem magten over jer, og de ville have bekæmpet jer. Hvis de derfor holder sig på afstand af jer og ikke bekæmper jer, og (i stedet) tilbyder jer (garanti for) fred, har Gud ikke givet jer nogen mulighed (for at angribe dem). (4:90)

Andre hyklere sluttede sig ikke åbenlyst til andre stammer, men forsøgte at vinde både muslimernes og hedningenes tillid. De lod sig friste til at spille dobbeltspil og fortjente ikke, at man bar over med dem. Eftersom de ikke eksplicit sluttede en fredspagt med muslimerne, blev de regnet som hørende til de fjender, der aktivt bekæmpede muslimerne:
    Der er andre (iblandt hyklerne), der ønsker at vinde jeres tillid, så vel som deres egnes tillid; men hver eneste gang de sendes tilbage til fristelserne, lader de sig friste (til at gøre det onde). Hvis de ikke trækker sig tilbage fra jer og ikke giver jeg nogen fredsgaranti, da grib dem og slå dem, hvor I end støder på dem, for med hensyn til dem, der angriber jer, har vi givet jer en tydelig bemyndigelse. (4:91)

Således fik muslimerne kun mulighed for at straffe de hyklere, der sluttede sig til de fjendtligsindede stammer, der med mellemrum forsøgte at udslette muslimerne.
    Dette betyder endvidere, at i lighed med Koranen 9:1-9:6, 2:190-193, 22:39-41 og 60:8-9, er det kun tilladt at kæmpe imod dem, der angriber én, dvs. der er tale om ren forsvarskamp.

Efter denne redegørelse må det stå klart for enhver, at der er tale om en situation, der på ingen måde kan sammenlignes med muslimers forhold til ikke-muslimer i det danske samfund.

(forklaringerne til 4:88-91) er hentet hos Abdullah Yusuf Ali og Muhammad Asad)

© Aminah Tønnsen, oktober 2003   

Se også: Sværdverset      
              Dræb dem!