Islamisk Studiebogssamling - Koranen på dansk

"DRÆB DEM ...!"

Stræb og kæmp (djihad, dj-h-d) for Guds Sag imod dem, der bekæmper jer; men vær ikke de første til at gribe til våben, for Gud elsker ikke angriberne (al-mu'tadîn).
Og dræb dem, hvor I (end) støder på dem og fordriv dem (fra de steder), de fordrev jer fra. Forfølgelse og undertrykkelse (fitna) er værre end drab (i forsvar for trosfriheden). Men kæmp ikke imod dem ved den Hellige Moské - medmindre de kæmper imod jer dér. Men hvis de bekriger jer dér, da dræb dem. Det er lønnen for de vantro (kafirûn, k-f-r), (der søger at udrydde gudhengivelsen).
Men hvis de nedlægger deres våben, da er Gud visselig tilgivende og barmhjertig.
Kæmp imod dem, indtil ingen mere forfølges (på grund af sin tro), og Gud alene tilbedes. Hvis de nedlægger våbnene, må ingen fortsætte kampen - undtagen imod de uretfærdige (zâlimûn), der (fortsat) undertrykker andre. (Koranen 2:190-193)

Muhammad Asad skriver bl.a.:
Dette og de følgende vers slår utvetydigt fast, at selvforsvar i ordets videste betydning er den eneste tilladte krig for muslimer. Den defensive karakter af krig "for Guds sag", dvs. til forsvar for de etiske principper, som Gud har kundgjort, pointeres af vendingen "dem, der bekæmper jer" og tydeliggøres yderligere i 22:39 samt i 60:8 og 4:91, som begge er åbenbaret senere end den ovennævnte passage.
"Dræb dem, hvor I end støder på dem" gælder altså udelukkende i åben kamp, og at "dem, der bekæmper jer" er angribere og undertrykkere.
Passagen blev åbenbaret, medens den hellige by Mekka stadig var i hænderne på de hedenske quraishiter, der forhindrede muslimerne i at tage på pilgrimsrejse. Derfor henvises der til kamp "ved den Hellige Moske".

A. Yusuf Ali skriver bl.a.:
Krigshandlinger er kun tilladt i selvforsvar og inden for nøje fastsatte rammer - og kun for at genoprette fred og frihed til at kunne dyrke Gud. Under ingen omstændigheder må kvinder, børn og gamle eller svage berøres af kamphandlingerne. Træer og marker må ikke ødelægges, og man må ikke nægte fjenden at slutte fred, hvis han overgiver sig.

Tabari skriver bl.a.:
Da kaliffen Abu Bakr sendte sin hær i kamp ved den syriske grænse, gav han den følgende befaling med på vejen: "Begå ikke forræderi, og afvig ikke fra den rette vej. I må ikke hverken såre eller dræbe børn, kvinder og gamle. Ødelæg ingen palmetræer og frugttræer. Nedslagt ikke kameler eller får, medmindre det er for at fortære dem. Kommer I forbi mennesker, der lever som eremitter eller munke, så lad dem leve, som de har valgt at leve."

Daryabâdî skriver bl.a.:
Ordet "fitna" har mange forskellige betydninger så som fristelse og gudløshed, forræderi, utroskab, forfølgelse, aggression osv. Alt dette fører til langt større ødelæggelse end krig, og det er for at bekæmpe disse større dårligdomme, at det er tilladt at kæmpe.

Fadhlalla Haeri skriver bl.a.:
Dette budskab er universelt. Fra de tidligste tider var det kun tilladt for muslimerne at kæmpe i selvforsvar; men når der ikke er noget valg, og når man står over for forfølgelse, skal muslimer kæmpe helhjertet.

Aminah Tønnsen:
Der er altså helt klart tale om en forsvarskrig. Bemærk endvidere, at der - som altid i åben krig og i konfliktsituationer - er flere alternativer: dræb dem, driv dem tilbage fra det land, de holder besat - og tilgiv, alt efter situationen. Endvidere er det vigtigt at huske, at:

De, der lytter til Ordet og (når der er flere alternativer) følger det bedste, er vejledt af Gud. Disse er de (virkelig) indsigtsfulde. (39:18)

Og det bedste må alt andet lige være at spare liv, hvor det overhovedet er muligt.

Ser vi på passagen i overført betydning, så sker det jo hver eneste dag, at islam, islamisk levevis og navngivne muslimer angribes i diverse medier. Det skal man naturligvis forsvare sig imod, så længe det ikke kipper over i formålsløst ordkløveri og mudderkastning. Det er ingen sag at slå en modstander af banen, når man kender sin Koran og argumenterer på saglig og ordentlig vis.

Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi der er øvet uret imod dem.
Gud har visselig magt til at hjælpe dem, der uretmæssigt bliver fordrevet fra deres hjem, blot fordi de siger: "Gud er vor Herre!" Hvis Gud ikke holdt nogle mennesker i skak ved hjælp af andre, ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds han ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Gud hjælper visselig dem, der virker for Hans sag. Han er stærk og almægtig.
Tilladelsen gives til dem, der - hvis vi giver dem magt og myndighed på jorden - forretter bøn, giver almisse, påbyder det gode og forhindrer det onde. Den endelige dom er hos Gud. (Koranen 22:39-41)

Muhammad Asad skriver bl.a.:
I forlængelse af Guds løfte i det foregående vers om at vende ondskaben bort fra de troende, giver dette vers lov til at forsvare sig fysisk. Alle kendte overleveringer citeret af Tabari og Ibn Katir viser, at dette er den allertidligste reference til krig i Koranen. Ifølge Ibn Abbas blev dette vers åbenbaret umiddelbart efter Profetens udvandring til Medina. Denne tilladelse uddybes i 2:190-193, der blev åbenbaret ca. et år senere.

Aminah Tønnsen i "Djihâd - hellig krig eller vejen til fred":
Den angribende fjende omtales i Koranen som kafir/vantro (i betydningen gudsfornægter) eller som mushrik/afgudsdyrker. Enkelte gange er der tale om munâfikûn/hyklere, der kun er troende af navn, men ikke mener det af hjertet. Det tages altså for givet, at oprigtigt troende jøder, kristne og muslimer ikke angriber hinanden indbyrdes.
Dette må nødvendigvis forstås som en opfordring til at leve op til vort ansvar som menneske, som Guds forvalter og stedfortræder på jorden, til at stræbe efter at respektere hinandens forskelligheder og skabe enhed i mangfoldigheden i stedet for at kives og strides om vore indbyrdes forskelligheder. Og eftersom Koranens opfordring til djihâd gælder alle troende - både jøder, kristne og muslimer - gælder pligten til at forhindre ødelæggelse af gudshuse naturligvis både moskéer, klostre, kirker og synagoger. Gud er interesseret i hele menneskehedens velfærd:

Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville der herske kaos og ufred på jorden; men Guds nåde omfatter hele menneskeheden. (2:251)

Gud forbyder jer ikke på venlig og retfærdig vis at omgås dem, der ikke bekæmper jeres tro og ikke fordriver jer fra jeres hjem. Gud elsker de retfærdige.
Gud forbyder jer derimod at omgås dem, der bekæmper jeres tro, der fordriver jer fra jeres hjem og hjælper andre med at fordrive jer. Det er sådanne, der begår uret. (Koranen 60:8-9)

Qutb skriver bl.a.:
Dette er det grundlæggende i forholdet mellem islamiske stater og ikke-islamiske stater. Fredelige relationer er grundregelen. Denne tilstand slutter udelukkende, hvis den islamiske stat angribes militært, hvis det frygtes, at modparten vil bryde en fredspagt (hvilket er en trussel om angreb) - eller hvis friheden til at tro på Gud anfægtes, eftersom det er brud på menneskeretten.
Under alle andre omstændigheder er forholdet mellem muslimer og alle andre mennesker baseret på fred, venskab, godgørenhed og retfærdighed. En muslim lever for sin tro. Denne tro er målestok for forholdet til hendes/hans medmennesker. En muslim strides ikke for egne interesser og kæmper aldrig på grund af racisme eller nationalisme, stamme- eller familiestridigheder. Muslimen kæmper for at Guds ord, dvs. retfærdighed og barmhjertighed, må sejre.

Se også: Forsvar for trosfriheden
               Sværdverset
               Hyklerne
               Tilgivelse og forsoning

SHARABASI: Peace in Islam