Koranen på dansk:

Denne åbenbaring stammer fra den allertidligste tid i Medîna.
    Indholdsmæssigt er den en fortsættelse af den foregående: Almagtens Nat er en velsignet nat; men Guds budskab vil aldrig nå dem, der afviser sandheden - hvor klare beviserne, der understøtter den, så end er. (Yûsuf Alî)

Sûra nr. 98:

Sûra al-bayyina - det klare bevis

 I Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn!

1. De, der fornægter sandheden blandt Skriftens Folk⁽¹⁾ og blandt afgudsdyrkerne, kunne ikke løse sig fra deres vrangforestillinger,⁽²⁾ før de fik et klart bevis -

2. en budbringer fra Gud, der foredrog de rene og hellige skrifter for dem,

3. med tydelige og evigtgyldige forordninger.⁽³⁾

4. Skriftens Folk blev først splittede, da det klare bevis kom til dem (nogle lod sig vejlede - andre fornægtede fortsat sandheden).⁽⁴⁾

5. Og de blev ikke påbudt andet end at tilbede Gud og give sig oprigtigt hen til Ham, at forrette bøn og (rense sig ved at) betale skat.⁽⁵⁾ Det er den rette religion.⁽⁶⁾

6. De, der fornægter sandheden blandt Skriftens Folk og blandt afgudsdyrkerne, vil komme i Helvedes ild, og de skal dvæle dér for evigt. De er de værste af alle skabninger.⁽⁷⁾

7. De, der tror og gør gode gerninger, er visselig de bedste blandt alle skabninger.

 8. De vil blive belønnet af Gud med Evighedens Haver med rislende bække, og de vil dvæle dér for evigt. Gud vil være tilfreds med dem - og de med Ham. Det er, hvad der venter de gudfrygtige.

Noter:

⁽¹⁾ Jøder og kristne kaldes i Koranen "Skriftens Folk" el. "Bogens Folk". Her har vi et af de steder i Koranen, hvoraf det helt klart fremgår, at der skelnes mellem troende og vantro "bogfolk", som der også skelnes mellem troende og vantro muslimer.
    Det arabiske ord kufr betyder nemlig kun yderst sjældent det samme som det ord, det almindeligvis oversættes med: "vantro" el. "ikke-troende" og som i folkemunede bruges om alle ikke-kristne - eller modsat om alle ikke-muslimer.
    Det arabiske ord kufr derimod har flere forsk. betydninger: Bl.a. "dække over, skjule, hemmeligholde el. være utaknemmelig" (16:55, 16:83, 26:19 og 30:34). Det bruges også for at udtrykke skepsis (6:89 og 34:34) og i forbindelse med mekkanerne, der afviste og spottede Profeten (50:2-3). Sjældne gange bruges det også i betydningen "mangel på tro" (74:10 og 80:42). (iflg. Encyclopaedia of Islam)
    kufr kan også betyde "blasfemi" - f.eks. i forbindelse med udtrykket Guds søn og den kristne treénighedslære (2:88, 5:19, 5:75 og 5:76), der - iflg. Koranen - ikke hører til den oprindelige kristendom, som Profeten Jesus prædikede. Endvidere indebærer kufr en bevidst fornægtelse af Gud og tro - el. dele af troen. (iflg. Yûsuf Alî) (se også noter til sûraerne 107 og 109)
    Islamiske lærde har i tidernes løb skrevet og sagt meget om begrebet kufr; men ser vi på de sammenhænge, hvori ordet forekommer i Koranen, er det hævet over enhver tvivl, at kufr ikke er betinget af tilhørsforhold til én bestemt religion, men af det enkelte menneskes tanker, holdninger og forestillinger om Gud og kan således forekomme både blandt jøder, kristne, muslimer og gudløse.
    Mange udsagn i Hadîth-litteraturen maner - med rette - til forsigtighed med at bruge ordet kâfir om et medmenneske. I vore dage bruges det nærmest som et skældsord uden tanke for, hvor dybt det kan såre, hvis det rammer et menneske, der selv anser sig for værende troende. KUN GUD ALENE kender vore inderste tanker og kan dømme i dette spørgsmål. (AT.)

⁽²⁾ Iflg. Ibn Taymiyya skulle lam yakun munfakkîn i stedet for "ikke løse sig fra deres vrangforestillinger" (som ellers er den hyppigt forekommende oversættelse), betyde "ikke blive opgivet el. forladt af Gud" (dvs. fordømt af Gud, før de er blevet vist den rette vej af ét af Guds sendebud, men dernæst bevidst har valgt at afvise budskabet). Dette stemmer overens med andre koransteder, iflg. hvilke Gud ikke vil stille nogen til ansvar for manget på tro, falsk tro el. slette gerninger, uden at de først er blevet nøje instrueret i, hvad der er ret, og hvad der er uret (f.eks. 17:15). Derfor skulle "det klare bevis" ikke kun henvise til Koranen og Profeten Muhammad, men også til tidligere profeter og åbenbaringer. (Asad)

⁽³⁾ qayyîm: "lige" i modsætning til "krum" - "standard" i modsætning til "afvigende" - "entydig og evigtgyldig" i modsætning til "tilfældig og midlertidig". (Yûsuf Alî)

⁽⁴⁾ I denne sûra er der tale om jøderne og de kristne, der fik deres hellige skrifter fra den samme kæde af profeter, som også Profeten Muhammad (Gfvmh) er en del af. Deres skrifter skulle egentlig have forberedt dem på den sidste profets komme. For de jødiske skrifter lovede jøderne (arabernes brødre og fætre) en profet som Moses: "HERREN din Gud vil lade en profet som mig fremstå af din midte, af dine brødre; ham skal I høre på" (5. Mos. 18,15). Og Kristus talte om trøsteren, som han næsten nævnte ved navn: "Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid." (Joh. 14,16) og: "Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig." (Joh. 15,26).
    Skriftens Folk fjernede sig fra den sande, lige og almentgyldige religion og splittede sig op i talrige sekter og var ikke rede til at komme tilbage til den rette vej, før de - som de selv sagde - var overbevist om den forjættede profets tilstedeværelse. Men da den forjættede profet kom i Profeten Muhammads (Gfvmh) person, fornægtede de ham, fordi de i virkelighedn slet ikke søgte sandheden, men blot fulgte deres egne ønskeforestillinger og begær. (Yûsuf Alî)

⁽⁵⁾ Dvs. zakât - el. i videre betydning "at gøre gode gerninger".

⁽⁶⁾ Tre evigtgyldige grundelementer i religionen er:
1) Oprigtig underkastelse el. hengivelse i den ene, udelelige, sande Gud.
2) Bøn og lovprisning, ved hvis hjælp man kommer nærmere Gud og Hans åndelige verden.
3) At tjene Guds skabninger ved at udvise medmenneskelig omsorg. (Yûsuf Alî)

⁽⁷⁾ At have fået evnen til at kunne skelne mellem ret og uret - og dog forkaste sandheden - er det værste fejltrin et gudskabt væsen kan begå. En sådan handling må nødvendigvis bære straffen i sig selv, hvadenten væsenet betragter sig selv som et af "Abrahams børn", som "frelst ved Kristus" eller blod lader sig lede af sit "ur-instinkt" som en hedning. Retfærdig levevis (dvs. iflg. Guds fordringer) - ikke race el. religiøst tilhørsforhold - er det, der tæller for Gud (49:13). (Yûsuf Alî)

© Aminah Tønnsen