Koranen på dansk:

Denne sûra handler om den mystiske Almagtens Nat, hvor åbenbaring når os i en mørk, uoplyst verden - måske ved at den forvandler vore inderste konflikter til fred & harmoni - ved hjælp af engleskarer, der repræsenterer den guddommelige barmhjertigheds åndelige kraft. (Yûsuf Alî)

Sûra nr. 97:

 

Sûra al-qadr - Almagtens Nat

I Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn!

 

1. Vi har visselig nedsendt den(1) i Almagtens Nat.(2)

2. Og hvad kan forklare dig, hvad Almagtens Nat er?(3)1

3. Almagtens Nat er bedre end tusinde måneder.(4)

4. Den nat stiger englene og ånden(5) ned - med Guds tilladelse - som guddommelig åbenbaring.

5. Fred - indtil morgenen gryr.(6)

Noter:

(1) Dvs.Koranen.

(2) qadr betyder også "målestok el. dekret/forordning". qadâ betyder "skæbne, bestemmelse, dom, retfærdighed, dekret" og "det, som er sket". Den endelige skæbne - el. dom - over hvert skabt væsen afsiges efter en bestemt målestok - ellers ville der blive kaos, for mennesket har behov for at kende grænserne. (Haeri)
    Laylat ul-qadr, Almagtens Nat, kaldes også Dekretets Nat el. Skæbnenatten. Det var natten til den 27. dag i måneden ramadân A.D. 610, hvor Profeten Muhammad (Gfvmh) modtog sin første åbenbaring (de første 5 vers af sûra 96). Den nat blev han styrket med hidtil skjult viden om Gud. (Haeri)
    Profeten har sagt: "Den, der tilbringer Almagtens Nat i bøn og dyb, ægte og oprigtig hengivelse, vil få sine synder tilgivet." Og hvert år våger muslimer verden over hele Almagtens Nat, holder bøn, mediterer og læser i Koranen.

(3) For hvert menneske eksisterer muligheden for, at vi oplever vor helt personlige skæbnenat, hvor vi vågner op og bliver bevidste om Guds almagt og oplever den styrke, som åndelig indsigt og viden giver os. (Haeri)

(4) I Almagtens Nat fremlagdes alt, hvad der har betydning for menneskeheden på klar og tydelig vis. Af lutter uvidenhed vil mange dog aldrig komme til at forstå betydningen af denne nat og aldrig opleve den lyksalighed og den sjælefred, som islam tilbyder - en fred, der aldrig kan opvejes af alverdens materielle og tekniske landvindinger. (Qutb)

(5) rûh er den (livs)ånd, som Gud blæser ind i hver eneste sjæl. Af samme rod som rîh "vind" og râha "trøst, tilfredshed og velvære". Ånd kommer til os (og forlader os senere) som en let sommervind, der dog er fyldt med umådelig kraft. (Haeri)

(6) Når freden har fundet vej til vor sjæl, vil den give os en følelse af styrke og sikkerhed. der vil vare ved lige indtil døden og det herlige, nye liv, der venter os derefter, bryder frem som et morgengry. Da vil alt befinde sig på et ganske andet stade, og tiden på jorden vil blot synes som en fjern drøm. (Yûsuf Alî)

 

© Aminah Tønnsen   

 

[ index ]   [ nyheder ]   [ Koran & hadîth ]   [ islam set indefra ]   [ islam fra A til AA ]   
[ dialog ]   [ islam i Europa ]   [ kultur & politik ]   [ viden & uddannelse ]   [ islamisk ret ]    
[ personligheder ]  [ familie & køn ]   [ etik ]   [ for børn ]   [ bøger ]   [ link ]   [ kontakt os ]