| Koranen
på dansk:
Dette er også én af de allertidligste åbenbaringer. Den sværger ved de helligste symboler for at påvise, at mennesket er skabt i den mest fuldkomne form, men kan ende i den dybeste fornedrelse, hvis det ikke tror og lever et godt liv. (Yûsuf Alî) Sûra nr. 95:
Sûra at-tîn - figentræetI Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn!1. Ved figentræet og ved oliventræet,(1) 2. og ved Sinai-bjerget, 3. og ved Fredens By!(2) 4. Vi skabte visselig mennesket i den mest fuldkomne form.(3) 5. Så fornedrer Vi det til det laveste af det lave(4) - 6. undtagen sådanne, der tror og gør gode gerninger, for de vil få en uudtømmelig belønning.(5) 7. Hvorledes kan du efter dette erklære den (forestående) dom for værende løgn? 8. Er Gud ikke den víseste af alle dommere?
Noter:(1) Figen- og oliventræer nævnes i Koranen sammen med dadler og mange andre frugter og nytteplanter, som Gud har skabt til gavn og nydelse for mennesket. Olivenolie indgår i medicinske salver og bliver brugt i religiøse ceremonier som f.eks. salvelse af konger. Figner og oliven er symboler på det lys, der oplyser sjæl og ånd - hvis mennesket vel at mærke vælger at tage imod det og følge det (24:35). (Yusuf Ali) (2) Her er tale om Mekka,
som Profeten Abraham bad Gud gøre til en beskyttet, fredfyldt og sikker by
(2:126), hvor ingen må hverken gå på jagt (5:3 og 5:98) eller forfølge
og bekrige hinanden (5:100). (Ech.) (3)
Mennesket
er Guds mest fuldkomne skabning, Hvert enkelt individ fødes rent og uden at
være brændemærket af arvesynd eller belastet af en tilfældig kæde af
op- og nedadførende reinkarnationer. (Daryabâdi) (4) Det hænder, at
menneskene trods deres evner og storslåede muligheder synker dybere end
nogen anden skabning - f.eks. ved at fornægte Herren. Så er selv dyrene
dem overlegne, fordi de ikke ødelægger deres egen natur. De lovpriser
Herren og fuldfører de opgaver på jorden, som er blevet dem pålagt.
(Qutb)
(5) De, der udnytter deres evner på bedste måde og følger Guds
lov, vil få den bedste skæbne. Belønningen vil ikke være midlertidig,
men evig og uudtømmelig. (Yusuf Ali)
© Aminah Tønnsen
|