Koranen på dansk:

Sura nr. 2 er med sine 286 vers Koranens længste sura og indeholder Koranens længste vers: 282. Det er den første sura, som blev åbenbaret i sin helhed i de første to år efter Profetens udvandring til Medina (A.D. 622). Versene 275-281 stammer dog fra de sidste måneder før hans død - vers 281 anses for at være den allersidste åbenbaring, Profeten modtog kort før sin død A.D. 632.
    Suraen hedder "al-baqara - koen" efter versene 67-71. Rashîd Ridâ (1865-1935) har fat i noget ganske centralt, når han i sin kommentar til dette afsnit i Koranen skriver: "Den lære, vi kan drage af dette er, at man ikke bør forske i spørgsmål om leveregler på en måde, der gør dem mere komplicerede. ... Det var sådan, den første generation af muslimer så på sagen. De gjorde ikke tingene komplicerede for sig selv, og derfor var det religiøse system (dîn) for dem naturligt, enkelt, liberalt og ligetil. Men senere generationer udbyggede dette system med tillægs-forskrifter, som de ræsonnerede sig frem til, og de udvidede antallet af forskrifter i en sådan grad, at den religiøse lov blev en tung byrde for samfundet." (Manâr I, 345 f.)
    Centralt står også vers 143: "Og således har Vi gjort jer til et midtsøgende fællesskab, for at I må være forbillede og vidner for menneskene." Især i disse tider, hvor islam og muslimer står for skud i medierne, er det værd at huske aldrig at gå til yderligheder, men vedholdende følge den gyldne middelvej. Kun således kan vi være værdige repræsentanter og vidner for vor tro og et smukt forbillede for andre.
    Vers 255 af denne sura kaldes tronverset - âyat ul-kursi - og er et af de vers, som Profeten Muhammad (Gfvmh) ofte reciterede og anbefalede sine tilhængere at recitere. Han skal have sagt, at det er Koranens mest betydningsfulde vers. Det hører - som også de sidste vers af denne sura - til de såkaldte beskyttelsesvers - âyât ul-hifz. Profeten Muhammad skal have sagt: "Den, der reciterer de sidste vers af Sûra al-baqara om natten, holder det onde fra huse."

1. Alif Lam Mim.

2. Dette er Bogen, som der ikke kan herske tvivl om - en vejledning til de gudfrygtige (muttaqûn),
3. der tror på det skjulte (al-ghaib), der forretter bøn og giver ud (anfaqa) af de ressourcer (ar-rizq), Vi har givet dem,
4. der tror på åbenbaringerne sendt til dig (Muhammad) og (til profeterne) før dig, og som har (en indre, uforklarlig) vished (yaqîn) om det Hinsidige.
5. De er vejledt af Herren, og det vil gå dem godt (falaha).

6. Det er lige meget, om du advarer dem, der fornægter sandheden (k-f-r), (om konsekvensen af deres handlinger) eller ej - de vil ikke acceptere den.
7. Gud har forseglet deres hjerter og deres hørelse og sløret deres syn (som følge af deres opsætsighed). En smertelig straf venter dem.

8. Blandt menneskene er der nogle, der siger: "Vi tror på Gud og den Yderste Dag!" uden (dog) at mene det oprigtigt.
9. De tror, de bedrager Gud og de troende. I virkeligheden bedrager de (kun) sig selv; men de fatter det ikke.
10. De er syge i hjertet, og Gud lader deres sygdom forværres. En smertelig straf venter dem for deres løgnagtighed.
11. Når der siges til dem: "Spred ej fordærv på jorden!" Siger de: "Vi ønsker blot at fremme freden!"
12. Det er visselig dem, der spreder fordærv; men de fatter det ikke.
13. Når der siges til dem: "Tro, som andre tror!" siger de: "Skal vi tro, som tåberne tror?" De er visselig selv enfoldige stakler; men de ved det ikke.
14. Når de møder de troende, siger de: "Vi tror!" men når de er alene med ligesindede onde (shaiâtîn), siger de: "I virkeligheden er vi på jeres side - vi holder dem blot for nar."
15. Gud lønner dem for deres spot ved at lade dem flakke ensomt om i vildfarelse.
16. De har byttet vildfarelse for vejledning (til sandheden, hudâ); men de har intet vundet ved deres byttehandel, og de vil ikke blive vejledt.
17. De er som en mand, der tænder et lys. Når det lyser op rundt omkring, fratager Gud dem lyset og lader dem blive tilbage i dybeste mørke, så de ikke kan se.
18. Døve, stumme og blinde (er de), og ude af stand til at finde tilbage (til den rette vej).
19. Eller (de er) som et voldsomt regnskyl fuldt af mørke, torden og lyn, der får dem til at stikke fingrene i ørerne under tordenbragene af lutter angst for døden. Guds Lov omfatter dem, der fornægter troen (k-f-r).
20. Lynene blænder dem. Når det lysner omkring dem, vandrer de rundt; men når mørket sænker sig omkring dem, bliver de stående. Hvis Gud havde villet, kunne Han have berøvet dem både hørelse og syn (og derved frataget dem enhver mulighed for at finde sandheden), for Han råder over alt.

21. Oh menneskehed! Tjen Herren, der skabte jer og dem før jer, for at I må nære ærefrygt for Ham -
22. der har gjort jorden til et hvilested for jer, og himlen til en baldakin - Ham, der sender regn ned fra himlen, og derved frembringer frugter til jert underhold. Giv derfor ikke Gud partnere (andâd), nu, hvor I ved (at Gud er uden lige).
23. Hvis I tvivler på, hvad Vi har åbenbaret til Vor tjener ('abd), da frembring en lignende sûra, og påkald jeres vidner (støtter og hjælpere) - andre end Gud - om I taler sandt.
24. Hvis I ikke kan - og det kan I ganske sikkert ikke - da bered jer på Ilden, hvis brændsel er mennesker og sten, og som venter (i det Hinsidige) på dem, der fornægter troen (k-f-r).
25. Forkynd glade tidender for dem, der tror og gør gode gerninger - om haver med rislende bække, der venter dem. Hver gang, de får serveret af havernes frugter, siger de: "Dette er (det samme som) vi førhen fik at spise;" men det er (blot) noget, der ligner. Og de vil have fæller, fuldkomne og rene (azwâdjun mutahharatun), og dér vil de dvæle.

26. Gud kvier sig ingenlunde ved at fremføre en lignelse (mathal) om en myg - eller om et hvilket som helst endnu mindre væsen. De troende ved, at det er sandheden fra Herren; men de vantro (k-f-r) siger: "Hvad mener Gud med en sådan lignelse?" På denne måde vildleder Han mange - og vejleder mange; men Han vildleder kun de oprørske (fâsiqûn),
27. der bryder den pagt (mithâq), de har indgået med Gud, der opsplitter, hvad Gud har beordret samlet, og spreder fordærv på jorden. Disse er (i sidste ende) taberne.
28. Hvorledes kan I afvise at tro på Gud, når I (dog) var uden liv, og Han gav jer liv? Han vil (atter) lade jer dø og (atter) give jer liv (ved Opstandelsen) - og I skal vende tilbage til Ham.
29. Det er Ham, der skabte alt, hvad der er på jorden, for jer, og som - vendt mod himmelhvælvingen - formede den som syv (dvs. utallige) himle (dvs. kosmiske systemer), for Han er alvidende.

30. Og se, Herren sagde til englene: "Jeg vil indsætte en arving og stedfortræder (khalîfa) på jorden - generation efter generation!" De sagde: "Hvad! Vil Du sætte én på jorden, der vil forårsage fordærv og blodsudgydelser - hvor vi dog lovpriser og forherliger Dig?" Han sagde: "Jeg ved, hvad I ikke ved!"
31. Og Han gav Adam (dvs. mennesket) viden om alle tings beskaffenhed og egenskaber (egl. alle tings navne, 'asmâ', dvs. Han gav mennesket intellekt). Så viste Han dem til englene og sagde: "Fortæl Mig om disse tings beskaffenhed, hvis I kan."
32. De sagde: "Æret være Du! Vi har ingen viden ud over den, Du har givet os. Du er visselig alvidende og alvís."
33. Han sagde: "Oh Adam! Fortæl dem om disse tings beskaffenhed og egenskaber." Og da han havde fortalt dem om det, sagde Gud: "Sagde Jeg ikke til jer, at Jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og at Jeg ved, hvad I åbenbart viser, og hvad I hemmeligholder?"
34. Og ihukom, da Vi sagde til englene: "Bøj jer for Adam!" og de bøjede sig (alle) for ham - undtagen Iblis. Han nægtede hovmodigt, for han hørte til dem, der fornægter troen (k-f-r).
35. Vi sagde. "Oh Adam! Dvæl med din hustru i Haven og spis af dens frugter som I lyster; men nærm jer ikke dette træ, for da vil I høre til de uretfærdige (zâlimûn)."
36. Satan (Shaitân) fik dem (begge) til at fejle (egl. snuble) og bragte dem (derved) ud af den (paradisiske) tilstand, de (indtil da) havde befundet sig i. Vi sagde: "Gå ud af Haven! I (mennesker) og Satan skal fremover være hinandens fjender. Jorden skal være jeres bolig for en tid, og dér vil I finde underhold."
37. Herren lærte Adam at angre (tawba, egl. vende om), for Herren går de angrende i møde. Han er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst.
38. Vi sagde: "Gå alle ud herfra. Og når Min vejledning kommer til jer, behøver de, der følger den, hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen).
39. De, der afviser troen (k-f-r) og Vore tegn (âyât) som løgn, vil være Ildens beboere, dér vil de dvæle.

40. Oh Israels Børn! Husk Mine velgerninger (ni'ma) imod jer, og opfyld jeres pagt med Mig - så vil Jeg også opfylde Min pagt med jer. Nær ærefrygt for Mig alene.
41. Tro på, hvad Jeg har åbenbaret, som bekræfter de åbenbaringer, I (allerede) besidder, og vær ikke de første til at fornægte (k-f-r) dem. Sælg ikke Mine tegn for en lumpen pris, og frygt Mig alene. (jvf. Paulus' brev til Titus 1,10-11)
42. Dæk ikke over sandheden med løgn og bedrag, og skjul den ikke, når I (dog) kender den.
43. Forret bøn og betal social skat (zakât), og bøj jer (irka') sammen med dem, der bøjer sig (i bøn, raki'ûn).
44. Vil I påbyde andre, hvad der er godt (birr), og selv være forsømmelige - når I dog beflitter (talâ) jer med Skriften? Forstår I dog ikke? (jvf. Matthæus 23,1-4, Lukas 11,46)
45. Søg Guds hjælp i tålmodighed, i vedholdenhed og i bøn. Det er visselig svært - undtagen for de ydmyge (al-khâshi'ûn),
46. der er forvisset om, at de skal møde Herren og vende tilbage til Ham.
47. Oh Israels Børn! Ihukom Mine velgerninger imod jer, og hvorledes Jeg gav jer forrang frem for hele skabelsen ('alamîn) (ved at lede jer til troen).
48. Så bered jer i ærefrygt på den dag, da enhver skal stå alene, hvor hverken forbøn eller løsepenge vil blive godtaget, og hvor ingen (anden) kan hjælpe.

49. Ihukom, hvorledes Vi reddede jer fra Faraos (Fir'auns) Folk, der påførte jer svære lidelser ved at dræbe jeres sønner og (kun) lade jeres kvinder leve. Det var visselig en svær prøvelse fra Herren. (jvf. 2. Mosebog 1,15-16 & 22)
50. Ihukom, hvorledes Vi delte havet for jer og reddede jer, og lod Faraos Folk drukne for øjnene af jer. (jvf. 2. Mosebog 14,5-31)
51. Ihukom, hvorledes Vi traf en aftale med Moses (Mûsâ) om fyrretyve nætter, og hvorledes I under hans fravær tilbad kalven på ugudelig vis. (jvf. 2. Mosebog 24,18 og 32,1-8)
52. Selv da tilgav Vi jer, at I måtte være taknemmelige.
53. Ihukom, hvorledes Vi gav Moses Skriften til at skelne (al-furqân) (mellem ret og uret), at I måtte blive rettelig vejledt.
54. Ihukom, hvorledes Moses sagde til sit folk: "Oh mit folk! I har visselig syndet imod jer selv ved at tilbede kalven. Vend jer derfor angergivent til Skaberen (bâri' - også: Befrieren) og bekæmp det onde i jer selv. Det vil være bedre for jer i Skaberens øjne." Og Han vendte Sig atter nådigt til jer, for Han er visselig kærligt overbærende og allerbarmhjertigst. (jvf. 2. Mosebog 32,27-28)
55. Ihukom, hvorledes I sagde: "Oh Moses! Vi vil aldrig tro på dig, før vi ser Gud klart og tydeligt (for os)!" Men en tordenkile ramte jer, mens I (forgæves) stirrede. (jvf. 2. Mosebog 33,18-20)
56. Vi vakte jer til live (ba'athnâkum) af jeres bevidstløse tilstand (el. åndelige død) (mawt), for at I måtte være taknemmelige.
57. Og Vi lod skyerne kaste deres skygge over jer (for at skærme jer mod solen) og sendte jer manna og vagtler (idet Vi sagde): "Spis af de gode ting (rizq, underhold), Vi har forsynet jer med!" De skadede ikke Os den mindste smule, men (kun) sig selv (med deres opsætsighed). (jvf. 2. Mosebog 16,1-36)
58. Ihukom, hvorledes Vi sagde: "Gå ind i denne by (qaria) og nyd dens underhold af hjertens lyst. Træd ind gennem porten og kast jer ydmygt ned og bed om tilgivelse. Og Vi vil tilgive jer jeres synder, og Vi vil forøge de retfærdiges løn.
59. Men synderne (blandt Israels Børn) ændrede budskabet, som var blevet overbragt dem, til et andet (der behagede dem mere). Så Vi sendte en himmelsk straf (rijzan) over dem for deres opsætsighed.
60. Ihukom, hvorledes Moses bad om vand til sit folk, og Vi sagde: "Slå med din stav på klippen!" Tolv kilder sprudlede frem - og hver stamme kendte sit vandingssted. Så spis og drik af det underhold, Gud forsyner jer med, og spred ikke ufred og fordærv på jorden. (jvf. 2. Mosebog 17,6)
61. Ihukom, hvorledes I sagde: "Oh Moses! Vi er trætte af denne ensformige spise. Påkald Herren, for at Han lader jorden frembringe, hvad den frembringer (andre steder): Urter, agurker, hvidløg, linser og løg." Moses sagde: "Vil I virkelig give det gode (khair) i bytte for det mindre gode? Vend tilbage til (slaveriet) i Egypten (egl. drag til en hvilken som helst by) - dér vil I få, hvad I begærer!" De blev udsat for ydmygelser og elendighed, for Guds vrede kom over dem, fordi de afviste (k-f-r) Hans tegn (âyât) og uberettiget dræbte Hans sendebud; og fordi de var opsætsige og overtrådte (Guds Lov). (jvf. 4. Mosebog 11,4-6, Mattæus 23, 34-37, Lukas 11,51)

62. De, der tror på Koranen, samt jøder (yahûd: de vejledte), kristne (nasarâ: de, der taler for Messias' sejr, jvf. Matthæus 2,23) og sabiere (dem, der vender sig til noget, dvs. til Gud) - enhver, der tror på Gud og den Yderste Dag og handler retfærdigt, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet).

63. Ihukom, hvorledes Vi indgik en pagt med jer med Sinai Bjerg (at-tûr) som vidne (og sagde): "Hold fast ved (khudhû) det, Vi har åbenbaret jer, og ihukom det i ærefrygt for Gud."
64. Men I overholdt ikke (pagten el. jeres forpligtelser). Hvis det ikke var for Guds nåde og barmhjertighed, ville I visselig have været blandt de fortabte.
65. I kender sikkert dem blandt jer, der overtrådte sabbats(budet). Vi sagde til dem: "Bliv som (åndeligt uvidende) aber - foragtede og udstødte." (jvf. 2. Mosebog 31,14)
66. Og Vi gjorde dem til en lektie (nakalan) for de gudfrygtige (muttaqûn) i deres samtid og for eftertiden.

67. Ihukom, hvorledes Moses sagde til sit folk: "Gud påbyder jer at ofre en ko!" De sagde: "Gør du nar af os?" Moses sagde: "Gud bevare mig mod uvidenhed!" (jvf. 5. Mos. 21, 1-9)
68. De sagde: "Påkald Herren på vore vegne, at Han kan forklare os, hvordan koen skal være." Moses sagde: "Gud siger, at koen hverken må være for gammel eller for ung, men midt i mellem. Gør nu, hvad I er blevet påbudt (at gøre)!"
69. De sagde: "Påkald Herren på vore vegne, at Han kan forklare os, hvilken farve den skal have." Moses sagde: "Gud siger, det skal være en ko med en stærk gul kulør - en fryd for øjet!"
70. De sagde: "Påkald Herren på vore vegne, at Han kan forklare os helt nøjagtigt, hvordan koen skal se ud. For os ser alle køer ens ud. Om Gud vil det, vil Han ganske sikkert vejlede os."
71. Moses sagde: "Gud siger, at koen ikke må være blevet brugt som arbejdsdyr - hverken til at pløje jorden eller vande den. (Den skal være) sund og rask og uden skavanker." (Da) sagde de: "Nu har du (endelig) givet os klarhed." De ofrede koen - selvom de nær ikke havde gjort det.

72. Ihukom, hvorledes I dræbte et menneske og bagefter stredes om (hvem, der var morderen); men Gud kastede lys over det, I ville holde skjult.
73. Vi sagde: "Rør ved den døde (alle I levende, der mistænkes for mordet)." Således vil Gud lade retfærdigheden ske fyldest (ved at opvække den døde for en stund, for at han kan afsløre morderen) og give jer tegn, for at I må få indsigt og viden (til at løse sådanne problemer i fremtiden). (jvf. 5. Mosebog 21,1-9)
74. Efter denne hændelse forhærdedes jeres hjerter. De blev som sten og endnu hårdere. Der findes klipper, fra hvilke bække sprudler frem. Andre blotlægger bække, når de kløves (ved jordskælv). Endnu andre falder til jorden af lutter ærefrygt for Gud. Gud ser alle jeres gerninger.

75. Kan I forvente, at de (jøderne) (nogensinde) vil tro jer, når en del af dem allerede har hørt Guds ord, men bevidst har ændret det efter at have forstået det?
76. Når de møder de troende, siger de: "Vi tror (også)!" men når de mødes med deres egne, siger de: "Vil I virkelig fortælle dem (muslimerne), hvad Gud har åbenbaret os (om Profetens Muhammads komme), så de kan bruge det som argument imod os i Herrens nærvær?" Forstår I dog ikke hensigten (med deres forsøg på at skjule sandheden)?
77. Ved de ikke, at Gud udmærket ved, hvad de hemmeligholder, og hvad de åbent taler om?
78. Der er også (åndeligt) uvidende (ummiyy) blandt dem, der ikke (selv) kender Skriften, men fortolker den efter deres eget hoved og løse formodninger.
79. Skam få dem, der selv skriver Skriften og siger: "Dette er fra Gud!" for at tage æren derfor. Skam få dem for det, de har skrevet og for det, de har høstet derfor. (jvf. Jeremias 23,36, 2. Kor. 2,17)
80. De (jøderne) siger: "Ilden vil ikke nå os - undtagen for en kort tid!" Sig: "Har Gud givet jer et løfte desangående, da vil Han ingenlunde bryde det. Eller tillægger I Ham noget, hvorom I ingen viden har?"
81. De, der søger vinding ved slette gerninger, vil blive indfanget af dem og vil være Ildens beboere - dér vil de dvæle.
82. De, der tror og gør gode gerninger, vil være Havens beboere - dér vil de dvæle.

83. Ihukom, hvorledes Vi indgik en pagt med Israels Børn: "Tjen ikke andre end Gud. Vis godhed mod jeres forældre og slægtninge, mod de forældreløse og de trængende (masâkin). Tal venligt til jeres medmennesker, forret bøn og betal socialskat (zakât)." Men I brød pagten - undtagen nogle få blandt jer - for I er et stivnakket folk. (jvf. 2. Mos. 32,9, 33,3, 34,9)
84. Ihukom, hvorledes Vi indgik en pagt med jer: "Dræb ikke hinanden og fordriv ikke hinanden fra jeres hjem." Og I godkendte og bevidnede pagten.
85. Men netop I dræber hinanden og fordriver nogle af jeres egne fra deres hjem. I allierer jer med deres fjender og fremturer imod dem i synd og med vold; men når de kommer til jer som krigsfanger, løskøber I dem (af hyklerisk fromhed), hvor det dog var jer selv, der fordrev dem - skønt det var jer forbudt at gøre det. Tror I kun på en del af Skriften og afviser resten? Skam få dem blandt jer, der handler således. På Opstandelsens Dag vil en smertelig straf blive dem til del, for Gud holder øje med alle jeres handlinger.
86. De, der foretrækker dette liv frem for det kommende, vil få deres velfortjente straf, som ingen kan mildne eller befri dem for.

87. Vi gav Moses Bogen og sendte flere budbringere efter ham. Vi gav Jesus, Marias søn, tydelige tegn og styrkede ham med den hellige ånd (rûh ul-qudus). Men hver gang et sendebud kom til jer (jøder) med tegn, der ikke behagede jer, var I hovmodige og erklærede nogle (sendebud) for løgnere og slog andre ihjel. (jvf. Mattæus 23,34-37, Lukas 13,34, 1. Tess. 2,14-15)
88. De (jøderne) siger: "Vore hjerter er tilhyllede (dvs. uimodtagelige over for nye tanker)." Nej - Guds forbandelse hviler over dem for deres vantro (k-f-r). Så lidet er det, de tror på.
89. Og da der kom en bog til dem fra Gud (Koranen), der bekræfter deres egne skrifter (Toraen), da fornægtede (k-f-r) de den - selvom de (allerede) fra gammel tid havde bedt Gud om sejr over de vantro (k-f-r). Guds forbandelse hviler over de vantro (k-f-r). (jvf. 5. Mosebog 28,15-68)
90. De har solgt deres sjæl for en ussel pris ved at fornægte (k-f-r) Guds åbenbaring - af (lutter) modvilje mod, at Gud er nådig mod den af Sine tjenere, som Han vil (og finder værdig - og ikke kun mod jøder). Således har de pådraget sig Guds vrede atter og atter. En ydmygende straf venter de vantro (k-f-r).
91. Når der siges til dem: "Tro på, hvad Gud har åbenbaret!" siger de: "Vi tror på, hvad Gud har åbenbaret til os" og fornægter senere åbenbaringer, selvom det er sandheden, der bekræfter deres egne åbenbaringer. Sig: "Hvorfor dræbte I Guds profeter, hvis I (virkelig) var troende?"
92. Moses kom til jer med klare beviser; men under hans fravær tilbad I kalven på ugudelig vis.
93. Ihukom, hvorledes Vi indgik en pagt med jer med Sinai Bjerg som vidne (og sagde): "Hold fast ved det, Vi har åbenbaret jer og efterlev det!" De sagde: "Vi hører, men adlyder ikke." Og deres hjerter fyldtes med vantro (k-f-r). Sig: "Slet er det, jeres tro påbyder jer, hvis I da (overhovedet) tror."
94. Sig: "Hvis hjemmet i det Hinsidige hos Gud er (specielt) for jer (jøder), og ikke for andre, da ønsk jer døden, hvis I er oprigtige!"
95. Men de vil aldrig ønske sig (døden), på grund af de synder, de har begået (egl. sendt forud) (og som de skal stå til regnskab for). Gud kender visselig de uretfærdige (zâlimûn). (jvf. 1. Timotheus' brev 5,24)
96. Du vil se dem hungre mere efter livet end selv afgudsdyrkerne (mushrikûn). De ønsker at leve i tusinde år; men hvor længe de så end lever (på jorden), vil de ikke kunne undgå straffen. Og Gud ser alle deres gerninger.

97. Sig: "Hvem der end er fjendtlig indstillet over for Gabriel, fordi han - på Guds befaling - har overbragt (Koranen) til dit hjerte for at bekræfte, hvad der tidligere var (åbenbaret), og gav jer vejledning og glade nyheder,
98. er både Guds, Hans engles, Hans sendebuds, Gabriels og Michaels fjende og påkalder sig Guds vrede på grund af sin vantro (k-f-r)."
99. Vi har visselig sendt dig tydelige tegn, som kun de oprørske (fâsiqûn) afviser.
100. (Er det ikke således, at) hver gang de indgår en pagt, forkastes den af nogle af dem? De fleste af dem tror ikke.
101. Og da der nu er kommet et sendebud til dem fra Gud, der bekræfter tidligere Skrifter, kasserer nogle blandt Skriftens Folk budskabet, som om de intet kendte til det (og dets profetier om Profeten Muhammads komme). (jvf. 5. Mos. 18, 15-18)
102. De fulgte (i stedet), hvad de ondsindede (shaiâtîn) på Salomons (Sulaimân) tid fremførte. Det var ikke Salomon, men de ondsindede, der var vantro (k-f-r), idet de lærte menneskene trolddomskunster - lige som dem, de to engle Hârût og Mârût i Babylon beherskede. Men ingen af de (to) videregav deres viden uden at sige: "Vi er kun en prøvelse og en fristelse for jer. Vend jer ikke bort (k-f-r) fra troen!" De to lærte menneskene at så splid mellem ægtefæller; men de kunne ikke skade nogen - undtagen Gud ville det. De lærte menneskene udelukkende det skadelige - ikke det nyttige. Og de vidste, at de, der beflitter sig med trolddomskunst, ikke får del i det Hinsidige. De har solgt deres sjæl for en ussel pris - om de blot vidste det! (jvf. 2. Petersbrev 2,4, Judas' brev 6)
103. Hvis de havde troet og været gudfrygtige, ville Gud have lønnet dem langt bedre - om de blot vidste det!

104. Oh I troende! Brug ikke dobbelttydig, men respektfuld tale, når I henvender jer til Profeten, og lyt til hans ord. En smertelig straf venter de vantro (k-f-r).
105. De vantro (k-f-r) blandt Skriftens Folk og hedningene (mushrikûn) ønsker ikke, at I skal modtage åbenbaringer og velsignelser fra Gud; men Han udgyder Sin nåde over den, Han vil (og finder værdig). Og Hans nåde er grænseløs.
106. Vi vil ikke ophæve et eneste af Vore tegn (âyât) eller lade (et eneste) gå i glemmebogen uden at erstatte det af et bedre eller et (i det mindste) tilsvarende (i et efterfølgende skrift, dvs. Koranen). Ved du ikke, at Gud råder over alt?
107. Ved du ikke, at Gud råder over himlene og jorden? Uden Ham har I ingen beskytter (walî, værge) og ingen hjælper.
108. Vil I virkelig stille Sendebudet perfide spørgsmål, ligesom dem, man førhen stillede Moses? Den, der udskifter tro med vantro (k-f-r), er visselig på afveje.
109. Mange blandt Skriftens Folk ønsker (inderst inde) at gøre jer vantro (k-f-r) (igen), efter at I er blevet troende - af lutter skinsyge, fordi det var dem, der først blev gjort bekendt med sandheden. Bær over med dem og tilgiv dem, og lad Gud træffe Sin afgørelse, for Han råder over alt.
110. (Rens jer ved at) forrette bøn og betale socialskat (zakât). Alt, hvad I sender forud for jeres sjæl, vil I (gen)finde hos Gud, for Han ser alt, hvad I gør.

111. De siger: "Ingen uden jøder og kristne vil komme i Paradis." Men dette er (ikke andet end) ønsketænkning. Sig: "Fremsæt jeres beviser, hvis I (virkelig) er sanddru."
112. Enhver, der helt og holdent giver sig hen til Gud og er retfærdig (muhsin), vil blive belønnet af Herren. Han behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen).
113. Jøderne siger: "De kristne har intet belæg for deres påstande." De kristne siger: "Jøderne har intet belæg for deres påstande" - og dog gransker de den samme bog. Det er de uvidendes tale; men Gud vil afgøre deres stridigheder på Opstandelsens Dag.
114. Hvem er mere uretfærdig end dem, der hindrer de troende i at ihukomme Gud i Hans Huse og stræber efter at jævne dem med jorden? De selv burde ikke betræde dem uden i dybeste ærefrygt. Skam få dem i denne verden - en smertelig straf venter dem i det Hinsidige.
115. Østen og Vesten tilhører Gud. Hvor I end befinder jer, råder Gud (og Hans Lov). Han er altomsluttende og alvidende.
116. De siger: "Gud har avlet afkom!" Priset være Gud! Alt, hvad der er i himlene og på jorden adlyder tværtimod Ham -
117. himlenes og jordens ophav. Når Han beslutter noget, siger Han blot: "Bliv!" - og det er.
118. De uvidende siger: "Hvorfor taler Gud ikke (direkte) til os? Og hvorfor får vi ingen tegn?" Deres ligesindede stillede i fordums dage samme spørgsmål. Vi har tydeliggjort tegnene for dem, der har (en indre, uforklarlig) vished (yuqinûn) (om Os).
119. Vi har sendt dig (Muhammad) med sandheden og for at forkynde glade tidender og advare (om Dommedags komme). Du skal ikke stå til regnskab for synderne.
120. Du vil aldrig vinde jødernes og de kristnes velvilje, medmindre du følger deres vej. Sig til dem: "Guds vejledning er visselig vejledningen par excellence." Hvis du følger deres ønsker efter at have fået indsigt og viden, vil Gud hverken beskytte eller hjælpe dig.
121. De, som Vi har givet Skriften, og som gransker den med ærefrygt som det sig hør og bør, tror på den. De, der afviser (k-f-r) den, går deres egen fortabelse i møde.

122. Oh Israels Børn! Husk Mine nådegerninger mod jer, og hvorledes Jeg gav jer forrang frem for den øvrige skabelse ('alamîn).
123. Så bered jer i ærefrygt på den dag, da enhver sjæl står alene, hvor hverken løsepenge eller forbøn vil blive godtaget, og hvor ingen (anden) kan hjælpe.
124. Ihukom, hvorledes Abraham (Ibrâhîm) blev prøvet af Herren med opgaver (kalimât) (egl. ord, påbud), som han løste. Da sagde (Herren): "Jeg vil gøre dig til leder af og forbillede for menneskeheden." Han (Abraham) sagde: "Og mine efterkommere?" Herren sagde: "Min pagt omfatter ikke de uretfærdige (zâlimûn)."

125. Ihukom, hvorledes Vi gjorde Huset (Ka'baen) til et samlingssted og et fristed for menneskeheden (og sagde): "Vis ærefrygt for Abrahams (religiøse) (stå)sted (maqâm Ibrâhîm) og tag det til jer." Og Vi pålagde Abraham og Ismael (Ismâ'îl): "Rens Mit Hus for dem, der vandrer omkring det, der trækker sig tilbage dertil, der bøjer sig og kaster sig ned (i bøn)."
126. Ihukom, hvorledes Abraham sagde: "Herre! Gør dette område til et trygt fristed og giv underhold til de af dets beboere, der tror på Gud og den Yderste Dag." Gud sagde: "De, der fornægter troen (k-f-r), vil Jeg lade nyde dette livs goder (aththamarat, underhold, viden) for en stund. Så vil Jeg føre dem til Helvedes Ild - hvilket grusomt endeligt."
127. Ihukom, hvorledes Abraham og Ismael bad, da de havde lagt grunden til Huset (Ka'baen): "Herre! Tag imod dette fra os. Du er althørende og alvidende.
128. Herre! Gør os gudhengivne, og gør vore efterkommere til en gudhengiven menighed. Lær os, hvorledes vi skal tjene Dig (egl. vore ritualer, manâsik), og tag imod vor anger. Du er visselig kærligt overbærende og allerbarmhjertigst.
129. Herre! Send vore efterkommere en profet af deres egne. Én, der vil foredrage Dine tegn for dem, der vil undervise dem i Skriften og give dem indsigt og viden (hikma), og rens dem (for al hedenskab). For Du er almægtig og vís."

130. Hvem andre end letsindige tåber forsager Abrahams tro? Vi udvalgte ham i denne verden, og i den hinsidige vil han være blandt de retfærdige.
131. Herren sagde visselig til Abraham: "Giv dig hen (til Mig)!" Han sagde: "Jeg giver mig hen til verdenernes Herre!"
132. Det var den (tros)bekendelse, Abraham pålagde sine efterkommere, og Jakob (Ya'qûb) (gjorde) ligeså: "Oh mine børn! Gud har valgt denne tro for jer. Dø ikke på anden måde end som gudhengivne (muslimer)."
133. Var I vidner, da Jakob på sit dødsleje sagde til sine børn: "Hvem vil I tjene efter min død?" De sagde: "Vi vil tjene din Gud, dine forfædre Abraham, Ismael og Isaks (Ishâq) Gud - den eneste Gud (der findes). Til Ham giver vi os hen."
134. Sådan var et folk, der hører fortiden til. De vil alle få løn efter fortjeneste - og I ligeså. Og I vil ikke blive udspurgt om (dvs. skal ikke stå til ansvar for) deres handlinger.

135. De siger: "Bliv jøder eller kristne, så vil I være på rette vej!" Sig: "Nej! Vi følger Abraham, den oprigtigt gudhengivnes (hanîf) tro. Han dyrkede ikke afguder!"
136. Sig: "Vi tror på Gud og på det, som er blevet sendt til os og til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne (al-asbât, dvs. Jakobs tolv sønner), til Moses og Jesus ('Îsâ) og alle andre profeter. Vi skelner ikke imellem dem, og vi giver os hen til Gud."
137. Hvis de tror, som I tror, er de visselig på rette vej; men hvis de vender sig bort, er de visselig på afveje. Gud er tilstrækkelig (som beskytter) imod dem. Han er althørende og alvidende.
138. (Vi har valgt) at leve i harmoni med Guds tro (sibghah). Hvilken tro kan være bedre end Hans? Ham (alene) tjener vi.
139. Sig (til Skriftens Folk): "Vil I (virkelig) mundhugges med os om Gud, når Han dog er vores Gud og jeres Gud? Vi er ansvarlige for vore handlinger - I for jeres. Ham (alene) tjener vi.
140. Eller mener I, at Abraham, Ismael, Isak, Jakob og stammerne var jøder eller kristne?" Sig (til dem): "Er I bedre vidende end Gud?" Hvem er mere uretfærdig end én, der hemmeligholder et vidnesbyrd, han har modtaget fra Gud? Gud er opmærksom på alt, hvad I gør.
141. Det er et folk, der hører fortiden til. De vil få løn efter fortjeneste - og I ligeså. Og I vil ikke blive udspurgt om deres handlinger.

142. Tåberne (el. de uforskammede, safîhîn) vil sige: "Hvad har bragt dem bort fra den bederetning (qibla), som de før holdt sig til?" Sig: "Østen og Vesten tilhører Gud. Han leder hvem Han vil til en lige vej."
143. Og således har Vi gjort jer til et midtsøgende fællesskab (ummatan wasatan), for at I må være forbillede og vidner for menneskene, og at Profeten må være forbillede og vidne for jer. Den bederetning, du (hidtil) har fulgt, havde til formål at skelne dem, der følger Sendebudet, fra dem, der vender ham ryggen. Forandringen var svær - undtagen for dem, Gud vejledte. Han vil visselig ikke lade de bønner (I bad vendt mod Jerusalem) være værdiløse, for Han er medlidende og barmhjertig over for menneskene.
144. Vi har set dig (Muhammad) vende dit ansigt mod himlen, og Vi vil nu give dig en bederetning, du vil være tilfreds med. Så vend dit ansigt mod den Hellige Moské (i Mekka). Hvor I end befinder jer, vend jeres ansigt i den retning (når I beder). Skriftens Folk ved udmærket, at dette budskab er sandheden fra Herren (for dets komme er forudsagt i deres bøger). Gud er opmærksom på alt, hvad de gør.
145. Selvom du bragte Skriftens Folk ethvert tænkeligt tegn, ville de (alligevel) ikke følge din bederetning (og dit budskab), og du skal ikke følge deres bederetning. Og de følger selv forskellige bederetninger. Hvis du ville følge deres (urimelige) forlangende - efter selv at have modtaget vejledning - ville du visselig høre til de uretfærdige (zâlimûn).
146. Skriftens Folk kender Skriften lige så vel som de kender deres (egne) børn. Alligevel hemmeligholder nogle af dem (de lærde) sandheden, selvom de kender den.
147. Sandheden kommer fra Herren - vær ikke i tvivl om det.

148. Enhver har et mål at stræbe efter. Kappes derfor i gode gerninger. Hvor I end befinder jer, vil Gud bringe jer sammen (på Dommedag), for Han råder visselig over alt.
149. Hvor du end befinder dig, vend dig mod den Hellige Moské (når du beder). Dette er sandheden fra Herren. Gud er opmærksom på alt, hvad I gør.
150. Hvor du end befinder dig, vend dig mod den Hellige Moské (når du beder). Vend jer under alle omstændigheder i den retning, for at menneskene ikke skal have påskud til at mundhugges med jer - undtagen de uretfærdige blandt dem. Frygt ikke dem, men Mig, for at Jeg må velsigne jer og lede jer på rette vej.
151. Ligesom Vi har sendt jer en profet af jeres egne (rasûlun minkum), der foredrager Vore tegn for jer, der underviser jer i Skriften og (Profetens) visdom og lærer jer, hvad I førhen ikke vidste.
152. Så ihukom Mig, og Jeg vil ihukomme jer. Vær taknemmelige, og fornægt (k-f-r) Mig aldrig.

153. Oh I troende! Søg hjælp i tålmodighed og i bøn, for Gud er med de udholdende (sâbirin).
154. Sig ikke om dem, der må lade livet for Guds Sag: "De er døde!" Nej! De lever (i det Hinsidige), selvom I ikke kan fatte det.
155. Vi vil visselig prøve jer med angst, sult, fattigdom, død og manglende underhold; men forkynd det glædelige budskab for de tålmodige, der - når lidelse og modgang rammer dem -
156. siger: "Vi tilhører Gud, og til Ham skal vi vende tilbage."
157. De er omsluttet af Herrens velsignelser og barmhjertighed, og de er rettelig vejledt.

158. Safâ og Marwa hører visselig til Guds symboler. De, der tager på stor eller lille valfart (hadjdj eller 'umra) til Huset (Ka'baen) og vandrer frem og tilbage mellem dem, vil ikke blive klandret (selvom også hedningene førhen gjorde det). Gud er visselig tålmodig og velunderrettet om de gode gerninger, I spontant gør (ud over de pligtige).
159. Gud og menneskene vil inderligt forbande dem, der hemmeligholder (og ikke viderebringer) de tydelige tegn og den vejledning, Vi har nedsendt -
160. undtagen dem, der angrer og forbedrer sig og åbent bekender (hvad de førhen hemmeligholdt). Dem tager Jeg til nåde, for Jeg er kærligt overbærende og allerbarmhjertigst.
161. Gud, englene og menneskene vil inderligt forbande de vantro (k-f-r), der dør som vantro (k-f-r).
162. Forbandelsen vil hvile over dem. Deres straf vil ikke blive mildnet, og de vil ikke få henstand.
163. Jeres Gud er den Eneste. Der er ingen anden gud end Ham, den Allernådigste, den Allerbarmhjertigste.

164. I skabelsen af himlene og jorden, i nattens og dagens skiften, i skibene, der til menneskenes gavn sejler på havene, i regnen, som Gud sender ned fra himlen, og hvorved Han giver liv til den døde jord, i alle de dyrearter, som Han har spredt ud over jorden, i vindenes omskiftelighed, og i skyerne, der til gavn svæver mellem himlene og jorden - er der visselig tegn for de forstandige.
165. (Og dog) er der blandt menneskene nogle, der tager sig andre guder ud over Gud og elsker dem, som kun Gud bør elskes; men de troendes kærlighed til Gud er langt stærkere. Først, når straffen for deres uretfærdighed rammer dem (på Dommedag), vil de indse, at Gud råder over alt, og at Han straffer strengt.
166. Når de står over for straffen, vil de (falske guder) tage afstand fra dem, der fulgte dem.
167. Og de, der fulgte dem, vil sige: "Hvis vi dog blot havde mulighed for at frasige os dem, som de nu frasiger sig os!" Således viser Gud dem deres gerninger; men det er for sent at angre (på Dommedag), og de vil ikke kunne undslippe Ilden.

168. Oh I mennesker! Drag nytte af det, der er lovligt og godt på jorden, og følg ikke i Satans fodspor, for han er jeres svorne fjende.
169. Han påbyder jer kun, hvad der er slet og skændigt (fahshâ) og at tilskrive Gud noget, hvorom I ingen viden har.
170. Når der siges til dem: "Følg, hvad Gud har åbenbaret!" siger de: "Nej, vi følger vore forfædres skikke." Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning?
171. De vantro (k-f-r) er som en dyreflok, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde (er de) - uforstandige (i bund og grund).
172. Oh I troende! Drag nytte af de gode ting, Vi har forsynet jer med og tak Gud, hvis det er Ham, I tjener!
173. Han har kun forbudt jer (at spise) selvdøde dyr, blod og svine og det, der er indviet til andre end Gud; men hvis sult tvinger jer, da begår I ingen synd (ved at spise det forbudte) - forudsat I ikke bevidst begærer det og ikke er umådeholdende. Gud er visselig tilgivende og barmhjertig.

174. De, der for egen vindings skyld hemmeligholder (dele af) Guds åbenbaring, går visselig deres egen fortabelse i møde. På Opstandelsens Dag vil Gud hverken tale til dem eller rense dem (for synd), og de vil få en smertelig straf.
175. De har købt vildledning for vejledning og straf for tilgivelse. Hvor kan de være så ligegyldige over for den straf, der venter dem?
176. Gud åbenbarer Bogen med sandheden. De, der strides om den, er visselig oprørere.
177. Retfærdighed (birr) er ikke, om I vender jert ansigt mod øst eller vest (når I beder). Retfærdighed er at tro på Gud og den Yderste Dag, på englene, bøgerne og profeterne. (Retfærdighed er) - af kærlighed til Gud - at give af sine (menneskelige og materielle) ressourcer til slægtninge, forældreløse, trængende (masâkîn), vejfarende (ibn as-sabîl) og tiggere, og til at frikøbe krigsfanger og slaver. (Retfærdighed er) at forrette bøn og betale socialskat (zakât), at opfylde sine forpligtelser, og at være udholdende i trængsler, i nød og i konfliktsituationer. Sådan er de virkelig gudfrygtige (muttaqûn).

178. Oh I troende! Gengæld (qisâs) er foreskrevet for (overlagt) mord. En fri (skal bøde for sin forbrydelse) - som også en slave og en kvinde (skal det); men hvis den myrdedes bror eftergiver (en del af morderens straf), skal bodskravet (diya) fremsættes i henhold til skik og brug (bil-ma'rûf) og erlægges på sømmelig vis. Dette er en lettelse fra Herren (i forhold til tidligere påbud i Moseloven), og en barmhjertighed. Den, der efter dette overtræder grænserne (og dræber morderen efter at have modtaget bod), vil få en smertelig straf.
179. Loven om gengæld sparer liv for jer, der er indsigtsfulde, for at I må være gudfrygtige (muttaqûn).

180. Hvis I er formuende, bør I - når I mærker døden nærme sig - skrive testamente i henhold til skik og brug (bil-ma'rûf) til fordel for jeres forældre og (andre) nære slægtninge. Dette påbydes de gudfrygtige.
181. Den, der ændrer et testamente efter at have hørt det, er skyldig for loven. Gud er althørende og alvidende.
182. Men der er intet til hinder for, at den, der ser, at arveladeren har begået en åbenlys (retslig) fejl, stifter forlig mellem parterne. Gud er visselig tilgivende og barmhjertig.

183. Oh I troende! Det er foreskrevet jer at faste, som det var foreskrevet dem før jer, for at I må nære ærefrygt for Gud.
184. Fast et bestemt antal dage; men hvis nogen blandt jer er syg eller på rejse, bør han faste et tilsvarende antal dage senere. Den, der kun kan faste under store anstrengelser, kan bespise en fattig (i stedet). Den, der frivilligt gør en god gerning, gavner sig selv; men at faste er (endnu) bedre for jer - om I blot vidste det.
185. Ramadân er den måned, i hvilken (de første passager af) Koranen blev åbenbaret som en vejledning til menneskeheden og et klart kriterium (furqân) til at skelne (mellem ret og uret). Derfor skal den, der ser nymånen, faste måneden ud; men den, der er syg eller på rejse, må faste et tilsvarende antal dage senere. Gud ønsker jert vel (yusr) - ikke ubehag ('usr), for at I må faste det fulde antal dage og prise Gud, der har vejledt jer - og være taknemmelige.
186. Når Mine tjenere udspørger dig (Muhammad) om Mig, (så svar dem, at) Jeg er dem nær. Jeg svarer den bedende, der indtrængende bønfalder Mig. Derfor skal de (også) adlyde Mig og tro på Mig, for at de må blive ledet til den rette vej.
187. Det er jer (i fremtiden) tilladt at ligge med jeres hustruer om natten i fasten. De er en vederkvægelse for jer, og I er en vederkvægelse for dem (egl. de er jeres klædning (lîbas), og I er deres klædning). Gud ved, hvad I foretog jer i det skjulte, og Han har tilgivet jer og taget denne byrde fra jeres skuldre. Så lig med dem og søg, hvad Gud har foreskrevet jer. Spis og drik, indtil I kan skelne en hvid tråd fra en sort i dagningen og fuldend da fasten, indtil natten falder på. Men lig ikke med jeres hustruer, hvis I har trukket jer tilbage i moskéen (i'tikâf). Dette er de grænser, Gud har sat, så overskrid dem ikke. Således gør Gud Sine tegn tydelige for menneskene, for at de må være gudfrygtige.
188. Sæt ikke skødesløst jeres formue over styr og brug den ikke som bestikkelse for at fravriste andre deres formue på ulovlig vis, når I dog ved, det er syndigt.
189. De (overtroiske) spørger dig om nymånen. Sig: "Den er kun et tegn for at inddele tiden for menneskene og (fastsætte tiden for) valfarten." Retfærdighed (birr) er ikke, om I træder ind i jeres huse ad bagdøren (som de overtroiske mener). Retfærdighed er (derimod) at nære ærefrygt for Gud. Træd (derfor) ind i jeres huse ad fordøren (åbenlyst) og nær ærefrygt for Gud, for at det må gå jer godt.

190. Stræb og kæmp (dj-h-d) for Guds Sag imod dem, der bekæmper jer; men vær ikke de første til at gribe til våben, for Gud elsker ikke angriberne (al-mu'tadîn).
191. Og dræb dem, hvor I (end) støder på dem og fordriv dem (fra de steder), de fordrev jer fra. Forfølgelse og undertrykkelse (fitna) er værre end drab (i forsvar for trosfriheden). Men kæmp ikke imod dem ved den Hellige Moské - medmindre de kæmper imod jer dér. Men hvis de bekriger jer dér, da dræb dem. Det er lønnen for de vantro (k-f-r), (der søger at udrydde gudhengivelsen).
192. Men hvis de nedlægger deres våben, da er Gud visselig tilgivende og barmhjertig.
193. Kæmp imod dem, indtil ingen mere forfølges (på grund af sin tro), og Gud alene tilbedes. Hvis de nedlægger våbnene, må ingen fortsætte kampen - undtagen imod de uretfærdige (zâlimûn), der (fortsat) undertrykker andre.
194. En hellig måned for en hellig måned. Når helligt vanhelliges, er gengældelse (qisâs) tilladt. Hvis nogen er voldelig imod jer, da gengæld volden i lige mål; men frygt Gud og vid, at Han er med de gudfrygtige.
195. Giv ud af jeres (menneskelige og materielle) ressourcer for Guds sag; men kast jer ikke i fordærv for egen hånd. Gør gode gerninger (ihsân), for Gud elsker dem, der gør gode gerninger (muhsinûn).

196. Tag på stor eller lille valfart (hadjdj eller 'umra) til Guds ære. Hvis I er forhindret, så bring et offer alt efter jeres formåen, og lad jer ikke kronrage, før offergaven (hadiya) har nået sit mål. De af jer, der er fysisk eller psykisk syge, bør i stedet faste, give almisse (sadaqa) eller bringe et offer. De, der er i stand til (idhâ amintum) at kombinere den lille valfart med den store, skal bringe et offer efter deres formåen. De ubemidlede bør faste i tre dage under valfarten, og i syv dage efter deres hjemkomst. Det bliver ti hele dage og gælder for dem, der ikke bor fast ved den Hellige Moské. Nær ærefrygt for Gud og vid, at Han straffer uret med strenghed.
197. Valfarts-månederne er velkendte. De, der drager på valfart, må afholde sig fra kønslig omgang, skændige handlinger, grov tale eller tvistigheder under valfarten. Gud er vidende om alle jeres gode gerninger. Rust jer med underhold (til det Hinsidige); men gudsfrygt (taqwa) er visselig det bedste underhold. Nær ærefrygt for Gud, oh I indsigtsfulde!
198. De, der kombinerer valfarten med forretninger, vil ikke blive klandret. Når I strømmer fra 'Arafât, skal I ihukomme Gud ved det hellige kultsted (Muzdalifa) og ihukomme, hvorledes Han vejledte jer, da I var blandt de vildfarne.
199. Forlad stedet jævnt og glidende og i samlet flok - og bed Gud om tilgivelse, for Han er visselig tilgivende og allerbarmhjertigst.
200. Og når I har fuldført valfartsritualerne (manâsik), da ihukom Gud, som I ihukommer jeres forfædre, eller snarere endnu mere dybtfølende. Der er nogle mennesker, der siger: "Herre! Giv os (velstand) i denne verden." De vil ikke få del i det hinsidige livs lyksaligheder.
201. Og der er nogle, der siger: "Herre! Giv os det gode i denne verden og i den kommende, og forskån os for Ildens pinsler."
202. De vil få løn efter fortjeneste, og Gud er hurtig til at gøre regnskabet op.
203. Lovpris Gud på de (tre) fastsatte dage (i Mîna). Der hviler dog ingen skyld på den, der haster bort efter to dage. Der hviler ej heller skyld på den, der i ærefrygt for Gud bliver tilbage. Nær ærefrygt for Gud og vid, at I visselig alle skal samles hos Ham.

204. Blandt menneskene er der nogle, hvis tale behager jer i dette liv, og som påkalder Gud som vidne på deres hjertes (gode intentioner) - og dog er de arge modstandere (af troen).
205. Når han vender dig ryggen, spreder han fordærv på jorden og ødelægger afgrøder og kvæg (dvs. al civilisation). Gud elsker ikke uorden og fordærv.
206. Når der siges til ham: "Frygt Gud" driver hans hovmod ham til at begå (endnu flere) slette handlinger. Helvede er godt nok for ham - et slet hvilested.
207. Blandt menneskene er der nogle, der ofrer sig selv for at vinde Guds velbehag, og Gud er fuld af ømhed for Sine tjenere.
208. Oh I troende! Giv jer alle sammen hen til Gud - fuldt og helt, og følg ikke i Satans fodspor, for han er jeres svorne fjende.
209. Hvis I skulle miste fodfæstet efter at have modtaget de tydelige tegn, da vid, at Gud er almægtig og vís.
210. Hvad kan de forvente andet, end at Gud vil vise sig for dem - indhyllet i et skydække - sammen med englene? Da vil sagen allerede være afgjort, for alle sager er underlagt Guds afgørelse.
211. Spørg Israels Børn, hvor mange tydelige tegn, Vi har givet dem. Gud er streng, når Han straffer dem, der ændrer Guds nådegaver efter at have modtaget dem.
212. Livet i denne verden synes smukt for de vantro (k-f-r), og de håner de troende; men de, der nærer ærefrygt for Gud, vil rangere højere på Opstandelsens Dag. Gud giver ubegrænset underhold til dem, Han ønsker (at underholde).

213. Menneskeheden udgør et eneste fællesskab (umma wâhida). Gud sendte profeter med glade tidender og advarsler, og Han åbenbarede Bogen med sandheden, for at afgøre menneskenes indbyrdes stridigheder. Men Skriftens Folk var hadefulde og uenige indbyrdes - selv efter at tydelige tegn var blevet givet dem; men Gud leder dem, der tror, til sandheden om det, de (førhen) var uenige. Gud leder hvem Han vil til en lige vej.
214. Tror I, at I vil komme i Paradis uden at blive udsat for de samme (prøvelser), som jeres forfædre måtte igennem? De mødte lidelser og modgang, der rystede dem så dybt, at selv Sendebudet og de troende med ham råbte: "Hvornår kommer Guds hjælp?" Guds hjælp er visselig nær.

215. De spørger dig, hvad de skal give ud. Sig: "Giv af jeres ressourcer (nafaqa) til jeres forældre, jeres slægtninge, de forældreløse, de fattige og de vejfarende. Gud er visselig vel bekendt med alle jeres gode gerninger."

216. Det er foreskrevet jer at stræbe og kæmpe for Guds Sag (dj-h-d), selvom det byder jer imod. For det er vel muligt, at I nærer uvilje imod noget, der er godt for jer - og holder af noget, der er skadeligt for jer. Gud er alvidende; men I er uvidende.
217. De spørger dig (Muhammad) om kamp i en hellig måned. Sig: "Kamp (i en hellig måned) er en alvorlig forseelse; men at formene andre adgang til Guds vej og til den Hellige Moské, og drive de troende ud derfra, er en større synd for Gud. Forsøg på at sprede ugudelighed og fordærv (fitna) er værre end drab (for at forhindre det). De vil ikke ophøre med at bekrige jer, før det lykkes dem at vende jer bort fra jeres tro. Den af jer, der vender sig fra troen og dør som vantro (k-f-r), er blandt dem, hvis gerninger ikke vil bære frugt hverken i denne verden eller i den kommende. De vil være Ildens beboere - dér vil de dvæle."
218. De, som blev troende, og de, som udvandrede (alladhîna hâdjarû, egl. opgav deres hjem) og som ihærdigt stræber og kæmper for Guds Sag (dj-h-d), håber på Guds barmhjertighed. Gud er tilgivende og allerbarmhjertigst.

219. De spørger dig om rusmidler (khamr) og hasardspil. Sig: "De gør begge stor skade og gavner menneskene lidt; men de skader mere end de gavner." De spørger, hvad de skal give ud (til gavn for andre). Sig: "Jeres overflod!" Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, for at I må reflektere over dem -
220. i denne verden og i den kommende. Og de spørger dig om de forældreløse. Sig: "At bestyre deres affærer på ærlig vis er godt, og hvis I bliver deres partner, er de jeres brødre." Gud ved hvem, der spreder fordærv, og hvem, der handler ret. Og hvis Han havde villet, kunne Han sagtens have givet jer vanskeligheder, men Han er visselig almægtig og vís.

221. Ægt ikke afgudsdyrkende kvinder (mushrikât), før de giver sig hen til Gud (alene). En troende slavinde/tjenerinde (ama mu'mina) er bedre end en (fri) afgudsdyrkerske - skønt hun virker nok så tiltrækkende. Gift ikke (jeres troende døtre) bort til afgudsdyrkere (mushrikûn), før de giver sig hen til Gud (alene). En troende slave/tjener er bedre end en (fri) afgudsdyrker - skønt han virker nok så tiltrækkende. Afgudsdyrkerne vil drage jer mod Helvedes flammer; men Gud kalder jer nådefuldt til Paradis og tilgivelse. Han gør Sine tegn tydelige for menneskene og maner til eftertanke.

222. De spørger dig angående kvinders menstruation. Sig: "Det er en plage (adhà)." Så hav ikke samleje med (egl. hold jer borte fra) menstruerende kvinder, og gå ikke ind i dem før de atter er rene. Men når de har renset sig, må I nærme jer dem, som Gud har påbudt jer, for Gud elsker dem, der angrende vender sig til Ham, og som holder sig rene.
223. Jeres hustruer er jeres agre; så nærm jer dem, som det behager jer; men lad gode gerninger gå forud. Frygt Gud og vid, at I skal møde Ham, og giv glade tidender til de troende.

224. Selvom du har sværget ved Gud, så lad det ikke være en hindring for (hvis du skifter mening) at være retfærdig og stifte fred mennesker imellem, for Gud er althørende og alvidende.
225. Gud vil ikke stille jer til regnskab for det utilsigtede i jeres eder; men Han vil drage jer til ansvar for jeres hjerters intentioner. Gud er tilgivende og kærligt overbærende.
226. De, der sværger afholdenhed (ila') fra deres hustruer, skal vente i fire måneder. Hvis de skifter mening (og vender tilbage til dem) er Gud visselig tilgivende og allerbarmhjertigst.
227. Hvis de beslutter sig for skilsmisse, er Gud visselig althørende og alvidende.

228. Fraskilte kvinder skal vente (med at indgå nyt ægteskab) ('idda) i tre menstruationsperioder (kuru'). Hvis de tror på Gud og den Yderste Dag, må de ikke skjule, hvad Gud har skabt i deres skød. (Det vil tjene til mandens ære) om han søger at forsone sig med sin hustru (inden venteperiodens udløb). Kvinder har samme rettigheder over for mænd, som mænd har over for kvinder - inden for rimelighedens og Lovens rammer; men mænd har et fortrin (daraja) frem for kvinder (idet de må indgå nyt ægteskab umiddelbart efter skilsmisse). Gud er almægtig og vís.
229. Skilsmisse kan proklameres to gange - behold dem derefter i godhed eller lad dem gå i godhed. Det er ulovligt for jer at tage nogle af de brudegaver (mahr) tilbage, som I tidligere har foræret jeres hustruer - medmindre begge parter frygter, at de ikke kan holde sig inden for Guds grænser. Hvis I frygter, at I ikke kan holde jer inden for Guds grænser, vil hun ikke blive klandret, om hun løskøber sig (khul') (med en del af brudegaven). Dette er Guds grænser, så overskrid dem ikke. Den, der overskrider Guds grænser, hører visselig til de uretfærdige (zâlimûn).
230. Hvis han skiller sig fra hende (tredje gang), vil hun ikke være lovlig for ham, før hun har ægtet en anden mand. Hvis denne (anden mand) skiller sig fra hende, kan ingen klandre dem, om de vender tilbage til hinanden (i ægteskab), dersom de mener, at de kan holde sig inden for Guds grænser. Dette er Guds grænser, som Han har udstukket tydeligt for de indsigtsfulde.
231. Når nogen frasiger sig sin hustru, og hendes venteperiode nærmer sig sin afslutning, da behold hende i godhed eller lad hende gå i godhed. Tag hende ikke tilbage for at chikanere hende og (derved) overtræde (Guds grænser). Den, der handler således, begår uret imod sig selv. Driv ikke spot med Guds tegn, og ihukom Bogen og den visdom (hikma), som Han sendte for at vejlede og advare jer. Nær ærefrygt for Gud og vid, at Han er alvidende.
232. Når nogen har frasagt sig sin hustru, og hun har fuldendt sin foreskrevne venteperiode ('idda), må I ikke forhindre dem i at gifte sig med deres (tidligere) ægtefælle (på ny), hvis de forsoner sig på retfærdig vis. Dette er et påbud til dem af jer, der tror på Gud og den Yderste Dag, for at I må opføre jer retsindigt. Gud er alvidende; men I er uvidende.

233. Mødre bør amme deres børn i hele to år, hvis de ønsker at gøre det bedste. De (ammende mødre og det diende barn) bør forsørges (af barnets far) på rimelig vis - og i overensstemmelse med skik og brug. Ingen skal pålægges større byrder, end de kan bære. En mor eller en far må ikke lide på grund af sit barn. (Hvis faderen skulle dø) påhviler de samme forpligtelser hans arving. Forældre skal ikke klandres, om de - efter indbyrdes rådslagning (shûrâ) - vælger at afvænne barnet (før tiden). De skal ej heller klandres, om de foretrækker at have en amme til barnet - forudsat hun aflønnes (el. I sørger for barnets ve og vel) i overensstemmelse med skik og brug. Nær ærefrygt for Gud og vid, at Han er vidende om alle jeres gerninger.

234. Venteperioden ('idda) for enker er 4 mdr. og 10 dage. Når de har fuldendt deres venteperiode, skal ingen klandres for de beslutninger, de tager (med hensyn til deres egen fremtid). Gud er vidende om alt, hvad I gør.
235. I kan ikke klandres, om I antyder over for en enke, at I nærer ønske om at ægte hende - eller at I i hjertet nærer et sådant ønske. Gud ved, at I tænker på hende. Indgå ikke en hemmelig aftale; men tal respektfuldt til hende. Indgå ikke en (endelig) aftale om ægteskab, før ventetiden har nået sin afslutning. Vær forvisset om, at Gud kender jeres inderste tanker. Nær ærefrygt for Ham og vid, at Han er tilgivende og kærligt overbærende.

236. Det er ikke en forseelse at skille sig fra en kvinde før ægteskabet er fuldbyrdet eller brudegaven (farîda) fastsat, men giv hende en passende affindelsessum (mut'a) - den velhavende efter sin formåen og den mindrebemidlede efter sin - og i henhold til skik og brug. Dette er en pligt for retsindige mænd.
237. Hvis I skiller jer fra en kvinde, før ægteskabet er fuldbyrdet, men efter brudegaven er fastsat, da giv hende halvdelen af hendes brudegave (farida) - medmindre hun selv giver afkald derpå, eller manden betaler det fulde beløb. At være storsindet (og betale det fulde beløb) kommer nær retfærdighed (taqwa). Og glem ikke at være gavmilde imod hinanden. Gud ser alt, hvad I gør.

238. Vær påpasselige med (at overholde) bønnerne (as-salawât) og (især) den mellemste (wasta) (dvs. eftermiddagsbønnen, 'asr). Og stå ydmygt og hengivent for Gud.
239. Hvis I frygter (en fjende), da forret bøn gående eller ridende; men når I (atter) er i sikkerhed, da ihukom Gud, som Han har lært jer, og som I ikke førhen var bekendt med.

240. De af jer, der dør og efterlader sig enker, skal (ved testamente) sikre dem et års underhold og bolig. Men dersom de af egen fri vilje forlader boligen, skal ingen klandres for, hvad de gør - forudsat de handler i overensstemmelse med sæd og skik (f.eks. ved at indgå nyt ægteskab). Gud er almægtig og vís.
241. Rimeligt underhold (mut'a) skal også gives til fraskilte kvinder. Dette er en forpligtelse for de gudfrygtige (muttaqûn).
242. Således gør Gud Sine tegn tydelige for jer, for at I må blive indsigtsfulde.

243. Har I ikke tænkt på dem, der forlod deres hjem i tusindtal, fordi de frygtede for deres liv? Gud sagde til dem: "Dø!" - og Han gav dem nyt liv. Gud er visselig gavmild; men de fleste mennesker er utaknemmelige.
244. Stræb og kæmp (dj-h-d) for Guds sag (fî sabîl illah) og vid, at Gud er althørende og alvidende.
245. Hvem vil give Gud et smukt lån, for at Han kan mangfoldiggøre det? Gud forhøjer eller formindsker jert underhold, og til Ham skal I alle vende tilbage.

246. Har du ikke tænkt over, hvorledes de ældste af Israels Børn (i tiden) efter Moses sagde til deres profet: "Udnævn en konge, for at vi kan stræbe og kæmpe (dj-h-d) på Guds vej!" Han sagde: "Ville I afstå fra at kæmpe, selvom det var foreskrevet jer?" De svarede: "Hvorfor skulle vi ikke kæmpe for Guds sag, når vi dog blev tvunget til at forlade vores hjem og vore familier?" Men da de blev beordret til at kæmpe, vendte de sig bort - undtagen nogle få blandt dem. Gud kender de uretfærdige (zâlimûn).
247. Deres profet (Samuel) sagde til dem: "Gud har visselig ophøjet Saul (Talût) til konge over jer." De sagde: "Hvorledes kan han herske over os, når vi dog er bedre rustet end han, og han ikke besidder hverken gods eller guld?" Han sagde: "Gud har visselig valgt ham frem for jer og har givet ham visdom og styrke. Gud giver kongedømme til hvem, Han vil, og Gud er alvidende og drager omsorg for alle."
248. Og deres profet sagde til dem: "Kendetegnet for hans kongedømme er, at Gud - ved englene - vil skænke jer fred i sjælen (sakîna) som en arv (baqiyya) efter Moses (Mûsâ) og Aron (Hârûn). I dette er der visselig tegn for de oprigtigt troende!
249. Da Saul drog ud med sin hær, sagde han: "Gud vil prøve jer med en flod. Enhver, der drikker af dens vand, er ikke af mine - og enhver, der ikke smager den, er af mine - ligesom også de, der kun lige drikker så meget, som de kan have i deres hule hånd." De drak af den - undtagen nogle få. Da de havde krydset (floden), sagde han og dem, der troede med ham: "I dag har vi ingen styrke (til at kæmpe) imod Goliath (Jalût) og hans mænd." De, der var sikre på, at de ville møde Herren, sagde: "Hvor ofte har en lille gruppe ikke besejret en stor - om Gud ville det. Gud er med de udholdende (as-sâbirîn)."
250. Og da de rykkede frem imod Goliaths styrker, bad de: "Herre! Væbn os med udholdenhed, styrk vor fremfærd, og hjælp os imod de vantro (k-f-r)."
251. Og ved Guds hjælp besejrede de dem og drev dem på flugt. David dræbte Goliath, og Gud gav ham konge- og profetværdighed (al-hikma) og al den kundskab, han ønskede. Hvis Gud ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville der herske fordærv og ufred på jorden; men Guds nåde omfatter hele skabelsen ('alamîn).

252. Dette er Guds tegn, som Vi reciterer for dig i sandhed, og du er visselig ét af Vore sendebud.
253. Nogle sendebud gav Vi fortrin frem for andre: Gud talte til én, og andre ophøjede Han i rang. Til Jesus, Marias søn ('Isâ ibn Maryam), gav Vi tydelige tegn, og Vi styrkede ham med den hellige ånd (rûh al-qudus). Om Gud havde villet, ville de efterfølgende generationer ikke have bekæmpet hinanden efter at have modtaget tydelige tegn; men de var uenige. Nogle troede - andre forkastede troen (k-f-r). Om Gud havde villet, ville de ikke have bekæmpet hinanden; men Gud gør, hvad Han vil.

254. Oh I troende! Giv ud af de ressourcer, Vi har forsynet jer med - inden den dag oprinder, hvor der hverken vil være købslåen, venskab eller forbøn. De, der fornægter troen (k-f-r), er visselig uretfærdige (zalimûn).

255. Gud. Der er ingen anden gud end Ham - evig og levende. Ham, der eksisterer ved sig selv, og ved Hvem alt eksisterer. Hverken slummer eller søvn kommer over Ham. Ham tilhører alt, hvad der er i himlene og på jorden. Hvem kunne gå i forbøn hos Ham (på Dommedag) - undtagen med Hans bemyndigelse? Han ved, hvad der var forud for skabelsen, og hvad der kommer efter den. Menneskene kan dog kun fatte så meget af Hans viden, som Han vil. Hans trone (kursi) rækker langt ud over himlene og jorden, og det falder Ham ikke svært at opretholde og værne dem. Han er den Ophøjede, den Mægtige.

256. Der kan ikke være tvang i trosanliggender (la ikrâha fi-dîn). Troens rette vej er nu let at skelne fra vildvejene (og enhver kan frit træffe sit valg). Den, der ikke tror på falske guder og onde magter (at-tâghût), men på Gud (alene), har grebet et ubrydeligt bånd (der fører til det endelige mål). Gud er althørende og alvidende.
257. Gud er de troendes beskytter (walî). Han leder dem fra (uvidenhedens) mørke frem til lyset. De, der afviser at tro, har taget afguderne til herrer (auliyâ). De bringer dem fra lyset ind i mørket. De vil være Ildens beboere - dér vil de dvæle.

258. Har du ikke hørt om ham (kong Nimrod), der mundhuggedes med Abraham om hans Herre? Gud havde skænket ham kongelig magt og myndighed; men Abraham sagde: "Min Herre er den, der skænker liv og skænker død." Kongen svarede: "Jeg skænker liv - og jeg skænker død!" Da sagde Abraham: "Gud lader solen stå op i øst og lader den gå ned i vest!" Og den vantro (k-f-r) konge blev stum af lutter forfjamskelse. Gud vejleder ikke de uretfærdige (zâlimûn).
259. Eller om ham, der kom forbi den by, der var blevet jævnet med jorden, og sagde: "Hvorledes vil Gud vække denne (døde) by til live igen?" Gud lod ham dø i hundrede år, gjorde ham levende igen, og sagde til ham: "Hvor længe har du været død?" Han sagde: "Måske en dag - eller en halv." Han sagde: "Nej, du har været død i hundrede år. Se på din mad og din drikkelse - de bærer ikke tegn på fordærv; og se på dit æsel. Således har Vi gjort dig til et tegn for menneskene. Se, hvorledes Vi samler de døde knogler og iklæder dem kød." Da han så dette tydeligt, sagde han: "(Nu) ved jeg, at Gud råder over alt."
260. Og ihukom, hvorledes Abraham sagde: "Herre! Vis mig, hvorledes Du giver liv til de døde." Han sagde: "Tror du da ikke?" Han sagde: "Jo, men blot for at berolige mit hjerte." Gud sagde: "Tag fire fugle, og lad dem blive fortrolige med din stemme. Sæt dem ud på hver sin bakke. Kald på dem, og de vil haste tilbage til dig. Og vid, at Gud er almægtig og alvís."

261. De, der giver ud af deres ressourcer for Guds sag, er som et (majs)korn, der sætter syv aks, hver med hundrede korn. Gud beriger, hvem Han vil. Han omslutter alle med Sin nåde og er alvidende.
262. De, der giver ud af deres ressourcer for Guds sag, og som ikke efterfølgende skamroser deres gavmildhed eller krænker (modtageren), vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet).
263. Et venligt ord og medfølelse er bedre end almisse (sadaqa) efterfulgt af krænkende ord. Gud er selvopretholdende og kærligt overbærende.
264. Oh I troende! Gør ikke jeres almisse (sadaqa) værdiløs ved upassende selvforherligelse og krænkelse (af modtageren) - som de, der giver ud af deres ressourcer for at blive set af andre, men som hverken tror på Gud eller den Yderste Dag. De kan sammenlignes med en stenet klippegrund, hvor kun den nøgne klippe bliver tilbage, når den rammes af kraftige regnskyl. Menneskene opnår ikke andet, end hvad de gør sig fortjent til (gennem deres gerninger på jorden). Gud vejleder ikke dem, der afviser at tro (k-f-r).
265. De, der giver ud af deres ressourcer for at søge Guds velbehag vel vidende, at Gud vil belønne dem, er som en have på en bjergskråning. Når regnen falder tungt, fordobles dens udbytte - og let regn er også tilstrækkeligt. Gud er vidende om alt, hvad I gør.
266. Ville nogen af jer ønske sig en have med daddelpalmer og vinstokke, med floder i dalsænkningerne og alle slags frugt, der - når han ældes af alderdom og hans efterkommere er svage - rammes af en hvirvelvind, så den ligger øde hen?" Således gør Gud Sine tegn tydelige, for at du må reflektere over dem.

267. Oh I troende! Giv ud af de gode ting, som I har tjent på hæderlig vis og af jeres høstudbytte - ikke af det dårlige, som I ikke selv ville tage imod, medmindre I lukkede jeres øjne. Vid, at Gud er uafhængig og al pris værdig.
268. Satan truer jer med fattigdom og beordrer jer at begå skændige handlinger, hvorimod Gud lover jer tilgivelse og nåde, for Han er allestedsnærværende og alvidende.
269. Gud skænker viden (hikma) til den, Han vil. Viden er en dyrebar gave; men kun de indsigtsfulde reflekterer over dette.
270. Gud har kendskab til alt, hvad I giver ud af jeres ressourcer, og alt, hvad I højtideligt lover (at give ud). De uretfærdige (zâlimûn) har ingen hjælpere.
271. At give almisse (sadaqa) åbenlyst er godt; men det er bedre for jer at give almisse til de trængende i det skjulte. Derved kan I sone nogle af jeres fejltrin. Gud ved alt, hvad I gør.
272. Det er ikke din opgave at retlede dem. Gud retleder, hvem Han vil. Hvad I end giver ud, gavner jer selv - hvis I vel at mærke ikke giver ud af andre årsager end at ville søge Guds velbehag. Hvad I end giver ud, vil I få tilbage i fuldt mål, og der vil ikke blive begået uret imod jer.
273. Almisse er for de trængende (fuqarâ), der virker for Guds sag, og som derfor ikke har mulighed for at tjene til livets ophold. De, der ikke kender dem, tror, at de er rige på grund af deres nøjsomhed. I kan kende dem på deres beskedenhed - de tigger ikke på påtrængende vis. Gud er vidende om alt det gode, I skænker dem.
274. De, der (uselvisk) giver ud af deres (menneskelige og materielle) ressourcer ved nat og ved dag, i det skjulte eller åbenlyst, vil blive belønnet af Herren. De behøver hverken frygte (dommen) eller sørge (over afgørelsen).

275. De, der tager renter (ribâ), vil (til sin tid) ikke stå anderledes (for Gud) end dem, som Satan har drevet til vanvid. Det er (straffen), fordi de siger: "Handel er det samme som rentetagning." Men Gud har tilladt handel og forbudt renter. De, der tager Guds formaning til efterretning og ophører (med at tage renter), kan beholde, hvad de hidtil har modtaget (i renter). Gud vil tage sig af deres sag. Men de, der gentager (forseelsen), vil være Ildens beboere - dér vil de dvæle.
276. Gud velsigner ikke renter, men vil mangedoble (yurbî) almissernes værd. For Gud elsker ikke utaknemmelige (k-f-r) syndere.
277. De, som tror og handler retfærdigt, som forretter bøn og betaler zakât, vil blive belønnet af Herren. De har intet at frygte eller sørge over (når dommen er fældet).
278. Oh I troende! Nær ærefrygt for Gud og gør ikke jeres rentekrav gældende, dersom I er sande troende.
279. Ellers vil Gud og Hans sendebud stille jer et ultimatum; men dersom I angrer, har I krav på, hvad I har udlånt. Påfør ikke andre tab, så vil andre ej heller påføre jer tab. (jvf. Ezekiel 18,13)
280. Dersom (en skyldner) er i vanskeligheder, da giv ham henstand, indtil det falder (ham) let (at betale sin gæld); men det vil være bedre for jer, om I eftergiver ham gælden som almisse - om I blot vidste det.
281. Og bered jer i ærefrygt på den dag, da I skal vende tilbage til Gud. Da vil hver eneste få løn efter fortjeneste, og ingen vil lide uret.

282. Oh I troende! Når I indgår låneaftaler for en nærmere fastsat periode, da skriv aftalen ned! Lad den nedskrive nøjagtigt som indgået. Skriveren bør ikke afslå at skrive den ned, thi Gud lærte ham skrivekunsten, så lad ham skrive aftalen ned. Lad skyldneren diktere teksten - i ærefrygt for Gud og uden at reducere beløbet. Dersom skyldneren er mentalt retarderet, er svag eller på nogen måde ude af stand til at diktere aftalen, lad da hans værge diktere den på retfærdig vis. Sørg for at have to vidner af jeres egne. Hvis der ikke er to mænd, da udvælg en mand og to kvinder, der synes egnet som vidner, for at den ene kan påminde den anden, hvis hun fejler. Vidner bør ikke afslå at vidne, når de bliver bedt derom. Undlad ikke at nedskrive jeres aftale - hvad enten beløbet er stort eller lille. Det er mere retfærdigt i Guds øjne, mere passende som bevis og med til at undgå tvivl. Hvis der er tale om direkte salg fra den ene til den anden uden mellemled, vil I ikke blive klandret, om I undlader at oprette en skriftlig aftale. Men tag vidner, hver gang I indgår en handelsaftale. I må ikke påføre hverken skriveren eller vidnet nogen skade - det ville være forkert af jer. Nær ærefrygt for Gud, som er jeres læremester, for Han er alvidende.
283. Dersom I er på rejse og ikke har en skriver ved hånden, da tag imod et pant. Giv pantet tilbage til skyldneren, når han har betalt sin gæld og nær ærefrygt for Gud. Skjul ikke, hvad I har bevidnet. Den, der skjuler det, synder i hjertet, og Gud er vidende om alt, hvad I gør.
284. Alt, hvad der er i himlene og på jorden tilhører Gud. Hvad enten I åbenlyst viser jeres tanker eller skjuler dem, vil Gud stille jer til regnskab for dem. Han tilgiver, hvem Han vil - og Han straffer, hvem Han vil. For Gud råder over alt.

285. Sendebudet troede på, hvad han fik åbenbaret fra sin Herre - og de troende ligeså. De tror alle på Gud, Hans engle, Hans bøger og Hans sendebud. Og de siger: "Vi gør ingen forskel på Hans sendebud. Vi hører og adlyder. Herre! Tilgiv os, Til Dig skal vi alle vende tilbage!"
286. Gud lægger ikke større byrder på en sjæl, end den kan bære. Hver eneste har sine gode gerninger med sig (på Dommedag) - og sine onde gerninger imod sig. "Herre! Fordøm os ikke for vor glemsomhed og vore fejltagelser. Herre! Læg ikke en byrde på os som den, Du lagde på dem før os. Herre! Læg ikke en større byrde på os, end vi har styrke til at bære. Udvisk vore synder. Tilgiv os, og hav barmhjertighed med os. Du er vor beskytter (maulâ). Hjælp os imod dem, der afviser troen (k-f-r)."

Koranfortolkninger:

ALI, A. Yusuf:
          The Holy Qur'an. Text, Translation and Commentary.

BERNSTRÖM, Mohammed Knut:
          Koranens budskap. Med kommentarer av Muhammad Asad.
          Stockholm 1998.

GRIMM, Fatima m.flere:
          Die Bedeutung des Korans. Sure Al-Baqara - Die Kuh.
          BAVARIA VERLAG, München 1992.

HAERI, Shaykh Fadhlalla:
          Man in Qur'an and the Meaning of Furqân. Surat ul-Baqarah.
          ZAHRA PUBLICATIONS, Blanco USA 1982.

HAMIDULLAH, Muhammad:
          Le Saint Coran. Paris 1985.

HILALI & KHAN:
          Interpretation of the meanings of The Noble Qur'an.
          Riyadh 1995.

MURAD, Khurram:
          Key to al-Baqarah. The Longest Surah of the Qur'an.
          THE ISLAMIC FOUNDATION, Leicester 1996.

© Aminah Tønnsen, august 2001