| Koranen
på dansk:
I ganske få ord opsummeres her Guds absolutte énhed,
som mange bekender sig til, men som alt for ofte blandes med folkelig
overtro. (Yûsuf Alî)
Det berettes, at Profeten Muhammad (Gfvmh) betegnede
denne sûra som værende lige så værdifuld som en tredjedel af hele
Koranen.
Sûra nr. 112:
Sûra al-ikhlâs - den rene
tro
I Guds, den Allernådigstes,
den Allerbarmhjertigstes navn!
1. Sig: "Han er Gud,
den
Eneste Ene.
2. Gud,
uafhængig og absolut.(1)
3. Han avler ikke afkom, ej heller er Han blevet
avlet;(2)
4. og ingen er Hans lige!"

Noter:
(1) samad
betyder "evig, ophøjet og absolut". Gud er ikke afhængig af
andre el. andet; men alle andre og alt andet er afhængig af Ham. (Yûsuf
Alî)
(2)
At bekæmpe
overtro og afgudsdyrkelse/flerguderi var - foruden at prædike om den éne
sande Gud - Profeten Muhammads primære opgave i de første år af
sin kaldelse. Og i denne åbenbaring (ligesom i f.eks. 6:100-101) ser vi
en kategorisk afvisning af den (i Arabien såvel som andre steder på
jordkloden) til alle tider udbredte hedenske forestilling om, at guder
indgår forbindelser med jordiske kvinder.
Mange semitiske indskrifter fortæller, at man i de sidste årtusinder
f.Kr. ventede på en guddommelig fredsfyrste, der skulle oprette et evigt
internationalt fredsrige. Denne kongelige fredsfyrste var ikke nogen
menneskesøn, men Guds Søn, uden menneskelig fader, og (som det hedder i
syd-semitiske indskrifter) "avlet el. befrugtet direkte af den højeste
gud." (Ditlef Nielsen i Den historiske Jesus, 1924)
I Det Gamle Testamente hører vi om, hvorledes
"gudesønnerne så, at menneskedøtrene var smukke. Blandt dem tog de sig
alle de koner, de havde lyst til." (1.Mos. 6,2).
Vi kender det også fra gamle ægyptiske myter om
faraonerne, og fra den græske mytologi, hvor der findes utallige myter om Zeus'
forbindelser til jordiske kvinder. Og Pythagoras og Platon blev i folkemunde
anset for at være avlet direkte af en gud uden menneskelig fader. Romerne
betragtede deres kejsere som værende af guddommelig afstamning, og Seneca
fortæller om, hvorledes man på Neros tid kunne se kvinder, der sad på
Kapitolium og ventede på at blive elsket af Jupiter og håbede på at
blive mødre ved ham. Og fra nutidens Indien hører vi om kvinder, der i
pagoden venter på guden Shivas besøg. (Nicolai Blædel i Født af jomfru
Maria, 1910)
Koranen omtaler flere steder lignende myter fra det
hedenske Arabien, hvor man anså englene for at være Guds døtre: 4:117, 16:57,
17:40, 37:149-157 og 43:16-19.
Det er ikke så mærkeligt, at kampen mod alskens overtro
og afgudsdyrkeri afspejler sig - anskuet fra mange forskellige vinkler - i
mange af de åbenbaringer, Profeten Muhammad modtog i årene i Makka. (AT)
© Aminah Tønnsen

|