| Koranen
på dansk:
Denne åbenbaring henviser til en begivenhed, der fandt sted i A.D. 570 (det år, Profeten Muhammad (Gfvmh) blev født). Yemen var besat af kristne abessiniere, der havde indsat en mand ved navn Abraha som statholder. Opildnet af magtbegær og religiøs fanatisme, drog han til Mekka i spidsen for en stor ekspedition for at ødelægge Ka'baen, der allerede dengang var et yndet valfartsmål. Men hans ugudelige hensigter blev afværget på mirakuløs vis - og uden at mekkanerne satte sig til modværge mod den overlegne, fremstormende hær, der blev udraderet næsten til sidste mand. Én eller flere elefanter var med i ekspeditionen, og derfor har historikerne senere døbt året elefant-året. (Yûsuf Alî) Sûra nr. 105:
Sûra al-fîl - elefantenI Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn!
1. Har du ikke set, hvorledes Gud behandlede elefant- folket?(1) 2. Gjorde Han ikke deres list til skamme? 3. Han sendte fugleskarer imod dem,(2) 4. og de kastede hårde klumper ler imod dem. 5. Og de blev (ligeså kraftesløse) som en afgnavet mark.
Noter:(1) Virkelig magt kan ikke måles ved almindelig målestok. (Haeri) (2) Om der er tale om fugle- el. insektskarer, der bragte en infektionssygdom (kopper) med sig, må stå hen i det uvisse. På hvilken måde fjendens hær end blev tilintetgjort, var det et mirakel i ordets egentlige forstand, der reddede Mekkas angstfyldte beboere på en ganske uventet måde. (Asad)
© Aminah Tønnsen
|