Artikler
om Koranen:
KORANENS BETYDNING
Af Abul A'la Maududi
Sammen med fremtrædende teologer som Muhammad Iqbâl
(1873-1938) og Ghulam Ahmad Parwez (1903-1985) har Abul A'la Maududi
(1903-1979) (især i sine unge år) gjort sig til talsmand for, at hver generation har ret til at
omfortolke islamiske principper i lyset af deres egen erfaring og
forandringer i tidens levevilkår. Livet er en vedvarende proces, en evig
udvikling, som ikke må standses af statiske, én gang fastlagte principper.
Hver generation må have lov til at løse dets egne problemer i forhold til
tid og sted. Så længe man er enige om Islams grundlæggende trosprincipper
(Gud, englene, bøgerne, profeterne, Dommedag, forudbestemmelsen samt
trosbekendelse, bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd), vil frihed til at
forske og udtrykke meningsforskelle være tegn på et samfund i udvikling.
I forordet til Abdallah Yusuf Ali's
Koranfortolkning fra 1934 skriver Abul A'la Maududi bl.a.:
ET KOMPLET REGELSÆT
En ting, der skaber forvirring, er den ofte gentagne
påstand, at Koranen er et komplet regelsæt for, hvordan vi skal forholde
os i alle livets forhold; men når man læser Koranen, finder man ingen
detaljerede regler og anvisninger for sociale, kulturelle, politiske eller
økonomiske problemer i den. Man forbløffes, når man ser, at Koranen ikke
indeholder detaljerede regler hverken for bøn eller almisse, som dog hører
til de pligter, som Koranen igen og igen betoner vigtigheden af. Derfor kan
en tilfældig læser ikke forstå, hvorledes denne bog kan kaldes et komplet
regelsæt.
Denne forvirring opstår, fordi læseren ikke har for
øje, at Allah ikke blot sendte Bogen, men også udpegede Sin budbringer til
at virkeliggøre Budskabet ved at omsætte det i daglig praksis. Lad os for
at illustrere dette tage eksemplet med en bygning, der skal opføres: Hvis
man kun har en plan over bygningen, og ikke har til hensigt at udpege en
ingeniør til at lede og overvåge selve opførelsen, da må planen være
særdeles detaljeret og indeholde alle nødvendige oplysninger. Hvis man
derimod udpeger en ingeniør til at lede og overvåge selve opførelsen,
behøver planen ikke være nær så detaljeret - uden at den dog kan kaldes
for ufuldstændig.
Da Allah sendte Sin budbringer sammen med Koranen, var
der kun brug for hovedlinjer og generelle anvisninger - ikke for detaljer.
Koranens hovedfunktion er derfor at præsentere hovedtrækkene i Islams
budskab og forstærke dem med argumenter, der taler til hjertet. Med hensyn
til den praktiske side af Budskabet, definerer Koranen kun grænserne uden
at gå i detaljer. Den giver nogle signaler om, hvorledes Budskabet bør
efterleves i henhold til Allahs vilje. Det rent praktiske blev overladt til
Profeten Muhammad, der blev udpeget til at udforme de mere detaljerede
regler for individet og for samfundet i henhold til retningslinjerne givet i
Koranen. Koranen udgør således sammen med Profetens Sunna et komplet
regelsæt for alle livets forhold.
Noget, der også foruroliger folk, er de forskellige
fortolkninger af Koranen. Folk siger, at på den ene side fordømmer Koranen
dem, der skaber forskelle i Allahs Bog og er med til at skabe skillelinjer i
religionen; på den anden side er der fremkommet så mange forskellige
fortolkninger af Koranens påbud, at man næppe kan finde ét påbud, som af
alle fortolkes ens. Det er ikke blot i de senere år, at disse forskellige
fortolkninger er opstået, men også kendte lærde fra de tidligste tider inkl. Profetens samtidige, har ikke altid været enige om alle detaljer i
forbindelse med påbud og forbud. Fortjener alle disse mennesker at blive
fordømt på grund af deres forskellige fortolkninger? Hvis ikke, hvilke
forskelle i fortolkningerne er det så, der fordømmes i Koranen?
Problemet er meget omfattende, og dette er ikke stedet
for en detaljeret diskussion. Her er det nok at sige, at Koranen
ikke er imod sunde meningsforskelle i fortolkningen af dens påbud -
forudsat at de, der er uenige, er enige om de grundlæggende principper og
forbliver forenede inden for den muslimske menighed. Koranen fordømmer den
slags forskelligheder, der starter med selvforherligelse og uærlighed og
fører til skænderier og opdeling i sekter. Da
disse to slags forskelligheder ikke kan sammenlignes hverken m.h.t.
beskaffenhed eller virkning, bør de ikke placeres i samme kategori.
Den første slags forskelligheder er
nødvendige
for fremskridtet og er selve livsnerven, som ethvert samfund af forstandige
og tænkende mennesker bør fremme. Deres
tilstedeværelse er et tegn på liv, og kun det samfund, der ønsker at
bestå udelukkende af dumrianer, har råd til at undertrykke dem. Den anden
slags forskelligheder opløser det
samfund, der giver dem næring. Derfor er deres tilstedeværelse ikke et
tegn på sundhed, men på sygdom og kan aldrig give noget godt resultat.
Disse to slags forskelligheder kan illustreres således:
Lad os antage, at to lærde el. to dommere, der i
princippet er enige om, at Allah og Hans budbringer alene skal adlydes, og
at Koranen og Traditionssamlingerne er de endelige autoriteter til at
fastlægge love og retningslinjer. De må have forskellige opfattelser af
detaljerne eller afgørelsen i en sag - forudsat at ingen af dem fremsætter
sin egen opfattelse som værende islamisk og erklærer den andens opfattelse
for u-islamisk. De må fremsætte deres egne argumenter til at underbygge
deres afgørelse og overlade den endelige afgørelse til den højeste
instans - hvis der er tale om et juridisk anliggende - eller til samfundets
ledere, hvis det angår dem. Så vil en af dem - eller begge - blive
godkendt. Men det skal understreges, at man ikke kan tolerere forskellige
opfattelser m.h.t. Islams grundlæggende principper eller i sådanne
spørgsmål, der kan lede til dannelsen af en ny menighed.
En lærd, en jurist eller en leder bør f.eks. ikke
fremsætte sin mening om en sag (som Allah og Hans budbringer ikke betragter
som grundlæggende) og erklære den for værende et grundlæggende princip
og fordømme alle, der måtte have en anden opfattelse, som stående uden
for Islam, og på basis heraf danne en ny menighed for sine egne tilhængere
ved at sige: "Dette er den virkelige muslimske menighed, og alle udenforstående er dømt til at ende i
Helvede. Hvis du er muslim, så slut dig til os - ellers er du ikke
muslim!" Det er denne slags forskelligheder, som Koranen fordømmer.
M.h.t. den første slags forskelligheder, så opstod der
allerede flere på Profetens tid. Han
tillod dem ikke blot - han talte også godt om dem, for det var et
sundhedstegn, der viste, at forstandige folk i menigheden var optaget af at
studere og forske. Det viste, at folk var
interesseret i Islam og dens lære og forsøgte at finde løsningsmodeller
for alle livets forhold. Det var også et tegn på, at en menighed bør
forblive forenet omkring nogle principper, men samtidig bør dens
intellektuelle have frihed til at forske inden for rimelige grænser, så
vejen til fremskridt forbliver åben.
