De seks trosartikler:

ISLAMS GUDSFORSTÅELSE

Af Aminah Tønnsen

Gud hedder på arabisk Allah. ”Allahu Akbar” betyder, at Gud ikke bare er stor, men større end alt andet, mennesket kan forestille sig. For en muslim er der ingen tvivl om, at jøder, kristne og muslimer tror på samme Gud – om end de ikke forestiller sig Gud på helt samme måde.  

Guds vigtigste egenskab er, at Han er nådig og barmhjertig, og at Han tilgiver den, der angrer sine fejltrin og forbedrer sig. Koranens 114 kapitler – undtagen det niende - begynder med sætningen: ”I Guds, den Nådiges, den Barmhjertiges navn”.

Vigtigt er også, at Gud er én og absolut udelelig. Gud er kilden til alt liv. Gud er alverdens skaber og opretholder, og Han råder over alt. Gud kan skabe ud af intet. Han siger: ”bliv” – og det er. Gud er almægtig, uafhængig og evig, men alt og alle i universet er afhængig af Ham og skal engang forgå. Gud er nærmere mennesket end dets egen halspulsåre, og Han kender dets inderste tanker.

I islam har Gud 99 smukke navne, der beskriver Guds egenskaber, og som samtidig er idealet for menneskets stræben: Visdom, kærlighed, omsorg, retfærdighed, tilgivelse, viden, fred, tålmodighed, oprigtighed, udholdenhed, gavmildhed, ydmyghed og retsind betragtes som noget af det allervigtigste i livet.

Gud har i tidens løb udvalgt nogle mennesker til en speciel opgave: til at modtage åbenbaringer, som de skulle videregive til menneskene i tale og skrift for at vejlede dem til at få et godt liv og til at skabe retfærdige samfund. Derved har Gud lært menneskene, at de er indbyrdes afhængige af og forpligtede over for hinanden – uanset hudfarve, sprog, kultur, tro, køn, social status og andre forskelligheder. Og at de først bliver ’rigtige’ mennesker, når de opfylder deres forpligtelser – ikke kun over for hinanden, men over for alt det, Gud har skabt.

Når man lovpriser Gud i ord eller sang, vil man kunne mærke Hans nærvær, kærlighed og omsorg som ”en skælven i hjertet” (sura 8:2). Og når man beder oprigtigt og inderligt, vil man kunne opleve, at Gud på uforklarlig vis besvarer ens bønner, for ”Gud vejleder den, der oprigtigt søger vejledning” (sura 19:76). Det giver tillid, og at tro på Gud er netop at have tillid til, at Hans vejledning er den rigtige – selvom man måske ikke altid kan se det hensigtsmæssige i den.

Således er mennesket skabt til at tjene (eller tilbede) Gud ved at tjene (eller drage omsorg for) alt det, Gud har skabt: mennesker, dyr og natur. Men fordi mennesket i fostertilstanden får indblæst af Guds ånd, bliver det forskelligt fra alt det andet, Gud har skabt. Mennesket får nemlig intellekt og dermed frihed til at vælge eller fravælge Guds vejledning. Friheden er dog ikke ubegrænset, for mennesket vil en dag (på Dommedag) blive draget til ansvar for, hvorledes det har udnyttet det liv og de ressourcer og muligheder, Gud har skænket det. Frihed og ansvar går altid hånd i hånd.

Gud er unik, og menneskene må ikke sidestille noget med Gud eller dyrke og tilbede andet end Gud – hverken rigdom og magt eller mennesker så som musikidoler eller religiøse og politiske ledere.

Selvom muslimernes hellige bog, Koranen, fortæller, at Gud hører alt og ser alt, eller at Gud taler til udvalgte mennesker, så forestiller muslimer sig ikke Gud i menneskelig skikkelse. Ja, Koranen advarer faktisk imod at ”frembringe noget, der har lighed med Gud” (sura 16:74). Gud står uden for tid og rum, og Han kan ikke sammenlignes med noget af alt det, der findes i universet.

At afbilde Gud ville være at begrænse Ham og låse Ham fast i en bestemt forestilling. Han ville miste Sin gådefuldhed, og derfor vil ethvert forsøg på at male eller forme Gud ikke blive andet end et vrangbillede.  

(Ovenstående er et bidrag til Skoleavisen "Bud på Gud", der udkom i oktober 2006.)

Centrale korancitater om Gud:

I Guds, den Nådiges, den Barmhjertiges navn! 
Priset være Gud, verdenernes Herre,
den Nådige, den Barmhjertige,
Herren over Dommedag.
Dig alene tjener vi, og Dig alene anråber vi om hjælp.
Vis os den rette vej. 
Vejen for dem, Du har skænket Din nåde 
- ikke vejen for dem, der har påkaldt sig Din vrede 
eller som er faret vild. Amen. (sura 1:1-7)

Gud. Der er ingen anden gud end Ham - evig og levende. Ham, der eksisterer ved sig selv, og ved Hvem alt eksisterer. Hverken slummer eller søvn kommer over Ham. Ham tilhører alt, hvad der er i himlene og på jorden. Hvem kunne gå i forbøn hos Ham (på Dommedag) - undtagen med Hans bemyndigelse? Han ved, hvad der var forud for skabelsen, og hvad der kommer efter den. Menneskene kan dog kun fatte så meget af Hans viden, som Han vil. Hans trone rækker langt ud over himlene og jorden, og det falder Ham ikke svært at opretholde og værne dem. Han er den Ophøjede, den Mægtige. (sura 2:255)

Sig: "Han er Gud, den Eneste Ene. 
Gud, uafhængig og evig. 
Han avler ikke afkom, ej heller er Han blevet avlet, 
og ingen er Hans lige!" (sura 112:1-4)

Han er Gud, der er ingen anden gud end Ham.
Han kender det skjulte og det åbenbare.
Han er den Allernådigste, den Allerbarmhjertigste.

Han er Gud, der er ingen anden gud end Ham.
Den Suveræne, den Hellige, Kilden til Fred, Vogteren, Beskytteren,
den Almægtige, den Genoprettende, den Allerhøjeste.
Æret være Gud. Højt hævet er Han over alt det, de sætter ved Hans side.

Han er Gud, Skaberen, Udvikleren, den Formgivende.
Ham tilhører de smukkeste navne.
Alt, hvad der er i himlene og på jorden, lovpriser Ham.
Han er den Mægtige, den Vise. (sura 59:22-24)

© Aminah Tønnsen, januar 2007