Pilgrimsfærd:
PILGRIMSFÆRD 1410
Af Gaironisa Jacobs (1990)
Kære søstre og brøde, assalamu
'alaikum wa rahmatullahi wa barakatuh. Som eneste tyske muslimske kvinde
foretog jeg i 1410 A.H. (1990) hadj sammen med en marokkansk/tunesisk
gruppe. Jeg havde foretaget 'umra to gange (i 1986/87 og 1987/88). Disse
to besøg i Mekka havde - al-hamdulillah - ændret min bevidsthed
betydeligt. I min hverdag tjener jeg det muslimske fællesskab gennem
da'wa-arbejde, undervisning for børn og Koranlæsnings-grupper. Denne
udvikling betød, at jeg stillede mig selv centrale spørgsmål om døden
og om livet efter døden. Jo mere intensivt jeg beskæftigede mig med
disse ting, desto stærkere blev mit ønske om at opfylde min pligt:
hadjdj for Allah alene.
De muslimer, der tager på
hadjdj, burde alvorligt tænke over, hvorfor de egentlig ønsker at
foretage den. Ellers kan hadjdj nemt ende som en ren indkøbstur: "Zamzam
og dadler" glæder enhver muslim, der måtte blive hjemme.
Fra Soltau-Hannover-Frankfurt fløj
jeg til Saudi Arabien, al-hamdulillah! Ankomst i Djeddah, pas- og
toldformaliteter forløb gnidningsløst.
I de tidlige morgentimer
kører vi med bus til Medina. Undervejs betragter jeg bjergene og
ørkenen, føler den brændende hede og bliver tørstig - ikke sulten ...
i de næste uger vil jeg beskæftige mig så lidt som muligt med "mad".
Min kost vil - inshâ-allah - bestå af brød, vand, yoghurt og frugt. Jeg
tænker på vor Profets sîra (Gfvmh) og glæder mig til ankomsten og mit
besøg i Medina.
Medina. I Profetens Moské
møder jeg mange andre søstre. Vi udveksler tanker om Islam i vore
hjemlande. Før afrejsen til Mekka klæder jeg mig i ihrâm og udtrykker
min niya om at foretage 'umra. Endnu 7 km til Mekka. Forventningsfuld og
med bankende hjerte ser jeg mod Mekka "labbaika allahumma labbaika...".
Dette indre forlangende efter at vende tilbage til Guds Hus vil -
inshâ-allah - aldrig forlade mig. Oh Allah! Lad dette være mit hjem!
Lidt senere holder bussen ved
hotellet. Vi skal bo på 12. etage. Jeg kender forholdene og vælger et
værelse med udsigt over begravelsespladsen. Her står jeg ofte i mine
egne tanker; skuer og følger i hjertet de døde, der bæres forbi.
Jeg foretager tawâf og sa'y,
klipper lidt af mit hår og aflægger min ihrâm.
Mit største trang i Mekka består i at foretage tawâf så ofte som muligt - at være så nær Allah
som muligt. Før afrejsen til Mina iklæder jeg mig atter ihrâm (min
hvide ligklædning) og udtrykker niya om at foretage hadjdj. Vi vil -
inshâ-allah - opholde os i ørkenen i fem dage. Jeg har taget alt for
meget bagage med. Hvad er nødvendigt for at dø og hvad for at leve? På
min rejse til HAM gik det - al-hamdulillah - endelig op for mig.
Den 9. dhul-hidjra bryder vi op mod
Arafat. Jeg har inderligt forberedt mig på, at vi i den brændende
middagshede ventende skal stå foran Allah som på Den Yderste Dag. Vi
bliver i teltet - hvilken lettelse. Hvad skal jeg gøre her? Intet - jeg
er fri. Liggende på ryggen betragter jeg gennem en bred åbning i teltet
den lyseblå, skyfri himmel. Jeg er i Arafat for at meditere! Jeg læser i
Koranen: "Dersom du blot kunne se dem, når de står ansigt til ansigt med
deres Herre..." (6:30).
Endnu står døden ikke for
døren; men det er på høje tid, at jeg her i Arafats ørken erkender min
hidtidige gøren og laden og bliver bevidst om, at jeg på den Yderste Dag
skal drages til ansvar for mine handlinger.
150 nationer, 2 millioner
muslimer lytter til prædikenen på Arafat-sletten. Vi har forladt teltet.
Den prædiken, som vor Profet (Gfvmh) holdt på dette sted, og som vi nu
hører på samme sted, ryster mit indre dybt. Ansvaret for mig selv og
ansvaret for menigheden synes i dette øjeblik at tynge mig. Følger vi
Profetens (Gfvmh) anvisninger om at give muslimske kvinder de rettigheder,
som Gud har givet dem? Holder vi os til Koranens påbud og forbud og
bygger vi vort liv på dens fundament? Nej og atter nej!
Jeg ser mod djabal-urrahma og
længes efter menigheden i dens hvide klædedragter. Ingen muslim behøver
her skamme sig over smertens og angerens tårer. Efter Arafat må et
"nyt liv" begynde for mig - kun at tjene Allah og adlyde Ham.
Den rødglødende sol
forsvinder bag bjergene - opholdet på Arafat er overstået -
al-hamdulillah. Mørket sænker sig hurtigt. Vi sidder i bussen.
Længselsfuldt følger jeg med øjnene menigheden på dens natlige fodtur
gennem ørkenen mod Muzdalifa.
Vi hviler i Muzdalifa og
forbereder os på morgendagens kamp mod shaitan, mens vi samler vore syv
små sten. Natten i Muzdalifa er ubeskrivelig smuk. Stilheden sænker sig.
Jeg betragter den sorte himmel med dens måne og stjerner. Jeg føler
ingen træthed. Jeg er alene i denne store, stille forsamling. I denne nat
tænker jeg endnu engang på Abraham (Gfvmh) og på hans indre og ydre
kamp for at modstå shaitans fristelser. Abraham (Gfvmh) fordrev shaitan,
idet han flere gange kastede sten efter ham. Vil det også lykkes mig at
"stene" ham? Jeg tænker på Abrahams underkastelse og på hans absolutte
lydighed for at ofre sin eneste søn uden 'når eller hvis'. Er jeg selv
parat til at ofre mit selv-centrerede liv?
I morgengryet forretter vi
fadjr-bønnen, og før solopgang forlader vi Muzdalifa. Vi har en 3 km.'s
march foran os. Jeg mærker ikke vægten af min krop, jeg føler mig så
let og bevægelig. Mine skridt er rolige og regelmæssige, min sjæl
opfatter hver eneste bevægelse. Vagtsomt og efterforskende følger mine
øjne hver lille forandring i mit blikfelt. Jeg stræber fremad, intet kan
holde mig tilbage, kun Allah. Jeg må kæmpe. Endnu har jeg ikke nået
målet, men jeg føler en indre glæde - over hvad? Jeg forstår så lidt,
og dog føler jeg at have forstået. Solen skinner over Minâ. Vi vil
tilbringe tre eller fire dage i telte - akkurat som på Profetens (Gfvmh)
tid.
Det er formiddag, den 10.
dag, jeg skal nu ramme den sidste og største af de tre søjler - symboler
på Shaitan. Nu har jeg brug for alle mine fysiske og psykiske kræfter
for at kæmpe mod shaitan. Han må for alt i verden ikke få min
beslutning om at ofre til at vakle. Syv gange 'allahu akbar' - det
lykkedes mig at ramme shaitan. Jeg vender tilbage til mødestedet. Jeg
mærker kraft og glæde stige op i mig, for i dag har jeg besejret Shaitan
inde i mig selv. Brødrene spørger: "Lykkedes det for dig? Ramte du
også?" Brødrenes understreger ordet "ramte", for rammer jeg ikke
shaitan syv gange, er min hadjdj ugyldig. "Ja, jeg ramte," og
jeg føler, at mine øjne stråler. I et kort øjeblik er det helt alene
lykkedes mig at besejre shaitan. Der er grund til at glædes og stråle!
Men pas på! Shaitan lurer overalt, så lad være med at hovere. Jeg
aflægger min ihrâm og vender tilbage til "mit nye liv", al-hamdulillah.
I bus kører vi tilbage til Mekka.
Efter den rituelle renselse gælder
min første hilsen Allah. Vi forretter tawâf ul-ifâdha og sa'y. Derefter
vender vi tilbage til Mina. På 11. dagen skal jeg stene alle tre søjler.
Denne gang begynder jeg med den mindste. Vi har mistet søster Fatima.
Trængslen, mængdens aggressive adfærd og tunnelulykken gør mig et
øjeblik panisk bange - jeg vil ikke mere stene den mellemste søjle. Jeg
vil væk herfra, tilbage til sikkerheden i teltet. Men alligevel stener
jeg søjlen, al-hamdulillah. Jeg står lidt væk fra søjlen, men det er
mig umuligt at løfte højre arm - en kraftig søster nærmest ligger over
mig med hele sin kropsvægt. Pludselig mærker jeg lidt rum uden om mig -
jeg kan rejse mig på tåspidserne, løfte min højre arm og syv gange
uhindret kaste og ramme. Da jeg vender mig omkring, forstår jeg, hvem det
er, der har hjulpet mig. Ved siden af mig står en stor, mørk ung mand
med strålende øjne og smilende mund med tænder som perler, i en brun
kaftan og snehvid turban. Med sin lange arm har han holdt min højre side
fri, så jeg kunne bevæge armen, al-hamdulillah. I et for mig
uforståeligt sprog spørger han, om det lykkedes, og glædestrålende
bekræftede jeg det på tysk, allahu akbar.
På 12. dagen gentager jeg steningen
af de tre søjler. Frivilligt tilbringer jeg også 13. dagen i Mina. Jeg
nyder min ydre og indre ro. Endnu engang skal jeg stene alle tre søjler,
kampen mod shaitan kender ingen ende. Jeg vil forsikre mig selv om, at
faren fra 11. dagen ikke gentager sig. Vil denne dag prente sig i min
erindring til konstant advarsel? Ét ved jeg med sikkerhed: At kampen mod
shaitan først rigtig begynder for mig efter hadjdj!
Vi forlader den tomme teltby
Minâ. Her mødte jeg kærlighed og broderlighed. Afskeden er meget svær
for mig. Jeg spejder mod bjergkæderne, der omgiver Minâ, Muzdalifa og Mekka. Jeg kom hertil som fange af mit eget "jeg". Som frit menneske
forlader jeg dette kærlighedens sted. Denne religion - Islam.
Vi er igen i
Mekka på vej til
slagtehuset. Undervejs tænker jeg igen på min niya. Før min afrejse til
Mekka havde jeg taget stilling til meningen med ofringen - for og imod.
Det syntes, som om der var fornuftige grunde til ikke at ofre, som f.eks.
"spild af kød, fordi det ikke når de trængende. Det ville være mere
fornuftigt at give et beløb til de sultende i Asien og Afrika". Ofte blev
jeg spurgt: "Hvorfor tager du allerede nu på hadjdj? Det kan du da
gøre, når du bliver gammel." Folk tror åbenart, at Allahs bud ikke
er bestemt for dette liv. I stedet for at fremskynde deres religiøse
udvikling tror mange, at de uden besvær modtager Allahs belønning efter
døden uden at de behøver arbejde med sig selv, blot fordi de har opfyldt
pligten om at foretage hadj.
Nu er vi der. Brødrene
udvælger et får; før ofringen får det mit fornavn. Det var mit
udtrykkelige ønske at overvære selve ofringen; men jeg føler mig
underlig hjælpeløs. Jeg distraheres af mængden og glemmer for et
øjeblik det symbolske i handlingen - shaitan står igen ved min side -
men det er for sent at omgøre beslutningen. Lige fra begyndelsen har jeg
frygtet den rituelle ofring. Jeg må betvinge min selvmedlidenhed. En
broder kommer mig til hjælp: han minder mig strengt om, at ofringen er
grund til glæde. Hvis jeg ikke begriber det, burde jeg slet ikke være
her! Mit indre trækker sig sammen - jeg ved, hvad jeg har at gøre og
hvorfor! Jeg løsriver mig fra mine følelser - og nu er jeg klar til at
ofre mit får - symbolet på mit 'jeg', al-hamdulillah. Jeg skænker mine
brødre fåret, fordi de har uddelt deres til de mange fattige.
Hver eneste nat tilbringer jeg i det
fri i Haram. Jeg foretager tawâf så ofte som muligt, al-hamdulillah.
Jeg må tage afsked. For
sidste gang går jeg rundt om Guds Hus. Mit hjerte græder, mine øjne er
fugtige. Jeg har lyst til at klamre mig til Ka'baen, men ingen bliver her
for evigt. Muslimer kommer og går - sådan har det været siden Abraham
(Gfvmh) byggede Huset, al-hamdulillah.
Mellem Safa og Marwa bliver
jeg roligere. Jeg tænker på Hagar - denne stærke kvinde - og på hendes
fortvivlede kamp om liv eller død. Oh Allah! Giv mig ydre og indre kraft
til at finde og udfylde min plads i menigheden - med indsigten fra Arafat,
bevidstheden fra Muzdalifa og kærligheden og broderligheden fra Minâ!
Fra:
AL-ISLAM. Zeitschrift von Muslimen in Deutschland nr. 3/1990.
Gaironisa JACOBS:
* Islam, mein Geburtsrecht. Mein Weg zu Allah (1996)
* Islam, my Birthright. My Path to Allah (1996)
© Islamisk Studiebogssamling
for den danske oversættelse
