Pilgrimsfærd:

Af Aminah Tønnsen

Fra tidernes morgen har mennesker valfartet til specielt udvalgte steder for at gøre bod og bede om tilgivelse for deres synder. Pilgrimsrejser er samtidig en ganske særlig demonstration af fællesskab og samhørighed på tværs af alle ske: etniske, kulturelle, nationale, sociale …
    Ifølge Koranen blev det allerførste gudshus til ære for den ene sande gud bygget af Abraham og hans førstefødte søn Ismael i Bakka, som Mekka oprindelig hed. Abraham var nemlig på Guds bud udvandret fra Palæstina til Mekka sammen med sin hustru Hagar og deres spæde søn Ismael.
    Abraham valgte den allersimpleste form til byggeriet: en terning, og derfor hedder bygningen Ka’ba, der netop betyder terning. Ka’baen er bygget af tilhuggede sten fra bjergene omkring Mekka.
    Eftertiden brugte Ka’baen som kultsted for dyrkelse af et utal af guddomme; men under Profeten Muhammad blev forbindelsen tilbage til Abraham atter knyttet. Muhammad lod i 630 Ka’baen tømme for gudestøtter og gudebilleder, og således blev Ka’baen igen muslimernes symbolske midtpunkt.
    Den dag i dag vender muslimerne ansigtet imod Mekka, når de beder deres bønner. Også når de lægges i graven, sørger man for, at deres ansigt vender imod Mekka.

Ka’baen
Ka’baen er blevet renoveret og genopbygget flere gange i tidens løb – bl.a. på grund af bygningens kollaps som følge af gentagne oversvømmelser i området - og er i dag ca. 15 m høj og har et grundareal på ca. 12 x 13 m. Også moskéen og den marmorbelagte gård, der omkranser selve Ka’baen, er flere gange blevet udvidet for at kunne rumme de mange pilgrimme, der hvert år valfarter dertil.
    Ka’baens indre er tomt bortset fra nogle store loftslamper. Det rengøres hvert år inden den store pilgrimsfærd og inspiceres ved den lejlighed af den saudi-arabiske konge. Fra tid til anden får udvalgte gæster lov til at betræde rummet.
    I Ka’baens nordlige hjørne er indmuret en oval sort sten indfattet i en sølv-manchet. Ingen kender stenens oprindelse; men der er muligvis tale om en meteorit.
    Ka’baen har noget ydmygt over sig. Tankevækkende er det, at muslimernes symbolske midtpunkt er bevaret i al sin enkelthed – alt imens statsmænd rundt omkring i de muslimske lande har kappedes om at opføre den ene moské større og mere kostbar end den anden …

Kiswaen
Ka’baens sider er dækket af et klæde (kiswa), der har haft forskellige farver under de forskellige dynastier: hvidt, gult, grønt - og nu sort. I de første mange år efter Profetens død lagde man hvert år et nyt klæde over Ka’baen – indtil der var nogle, der var bekymrede for, at Ka’baen skulle bryde sammen under vægten af de mange lag stof. Man gik nu over til at fjerne det gamle klæde, når det nye blev lagt på inden den årlige pilgrimsfærd.
    Kiswaen har som eneste udsmykning en bort med korancitater broderet med guld- og sølvtråd, foruden en broderet flade på det sted, hvor klædet dækker døren til Ka’baens indre.
    Det er altid blevet betragtet som en stor ære at få lov til at fremstille kiswaen. Den er tidligere blevet fremstillet i Baghdad, Yemen og Kairo og derfra transporteret til Mekka under stor festivitas. I vore dage fremstilles kiswaen lokalt.

De indledende ritualer
At tage på pilgrimsfærd til Mekka er højdepunktet i enhver muslims liv. Man bør ikke tage til Mekka, før man har betalt sin gæld, og man skal naturligvis sørge for, at ens nærmeste ikke lider nød, medens man selv er bortrejst.
    Der findes beretninger om, hvorledes muslimer i gamle dage har været både måneder og år om at komme fra deres hjemland til Mekka. Mange er først nået frem efter at have gennemgået utallige strabadser og lidt ubeskrivelige afsavn for at nå længslernes mål. Nogle blev både gift og fik flere børn, før de nåede frem – og andre har måttet lade livet undervejs.
    I dag bestiller man en færdig charterrejse, hvor rejsearrangøren sørger for ind- og udrejseformalia, transport og reservation af hotel eller sovesal. Og man får stillet en guide til rådighed, der kan gelejde en fra det ene sted på pilgrimsruten til det andet.
    Området omkring Mekka betragtes med speciel ærbødighed. Senest ved grænsen til det hellige område iklæder man sig sin pilgrimsdragt, der for mænds vedkommende består af to stykker hvidt klæde uden sømme: et lændeklæde samt et klæde, der vikles om overkroppen og bæres over den ene skulder.
    Kvinder bærer en almindelig, enkel, løstsiddende klædedragt, der dækker hele kroppen undtagen ansigt, hænder og fødder.
    Under pilgrimsrejsen er alle lige: rig og fattig, sort og hvid, statsmand og bonde – alle er ens klædt, overholder de samme ritualer og fremsiger de samme bønner.

Den lille pilgrimsfærd (’umra)
På hele turen fra grænsen til Mekka gentager pilgrimmene igen og igen: "Her er jeg, oh Gud, til Din tjeneste, her er jeg. Du har ingen partner, her er jeg. Al pris og ære tilkommer Dig – ligesom også herredømmet. Du har ingen partner."
    Kort efter ankomsten til Mekka begiver man sig til Ka’baen og vandrer syv gange rundt om den under fremsigelse af bønner og lovprisninger. Man vandrer imod uret, så man hele tiden har Ka’baen på sin venstre side. Dernæst beder man en kort bøn på det sted, hvor Abraham bad sammen med Ismael, da de byggede Ka’baen.
    De næste ritualer udføres til minde om Abrahams hustru Hagars fortvivlede søgen efter vand, da Abraham på Guds bud havde efterladt hende og deres spæde søn Ismael i ørkenen, for at han for en stund skulle drage tilbage til Palæstina, hvor resten af hans familie befandt sig. Ritualerne udføres dog i omvendt rækkefølge, idet man først drikker vand fra Zamzam-kilden, hvis udspring i dag befinder sig under den marmorbelagte gård, der omkranser Ka’baen. Først dernæst går og småløber man syv gange frem og tilbage mellem de to høje Safa og Marwa. Passagen er i dag overdækket for at skærme de mange pilgrimme imod den stærke sol.
    Disse ritualer udgør tilsammen den lille pilgrimsfærd (’umra), og man kan nu atter iklæde sig sin sædvanlige klædedragt. ’Umraen kan foretages på et hvilket som helst tidspunkt af året. Hvis man har til hensigt at fortsætte med den store pilgrimsfærd (hadj), beholder man dog sin specielle pilgrimsdragt på nogle dage endnu.

Under det sidste besøg i Mekka fylder pilgrimmene dunke med vand fra Zamzam-kilden, så også familie og venner derhjemme kan få en mundsmag. Har man mulighed herfor, besøger man herefter Profeten Muhammads grav i Medina.
    Mange muslimer har en drøm om i forbindelse med pilgrimsfærden også at besøge islams tredje-helligste by, Jerusalem og bede i al-Aqsa-moskéen (den med sølv-kuppelen) og Klippemoskéen (den med guld-kuppelen) – en drøm, der nok ikke kan gå i opfyldelse sådan lige med det samme.

Som det desværre ofte sker med religiøse ritualer, er der gået inflation i pilgrimsfærden. Én pilgrimsfærd er ikke længere nok, man skal helst derned med et par års mellemrum – og øger dermed menneskemylderet ganske unødvendigt.
    Mange holder store afskedsfester inden afrejsen – og endnu større fester ved hjemkomsten. Familien, venner og bekendte skal helst have mindst én gave hver – godt nok købt i Mekka, men ofte produceret i Hongkong.
    Offerdyret skal helst være så stort som muligt; men de færreste tænker på de små og store ofre, de burde bringe i dagligdagen.
    Pilgrimsfærden er udtryk for solidaritet, lighed og broderskab mellem alverdens muslimer; men alt for mange glemmer at tage denne broderskabs-ånd med sig hjem og lader egoisme og snæversyn få overhånd i hverdagen.
    Under udførelse af pilgrimsfærdens ritualer vandrer og beder mænd og kvinder side om side; men i hverdagen vil mange muslimer ikke afholde sociale arrangementer eller bede en fællesbøn, uden at der skal defineres køns-specifikke områder.
    Der udgives hæfter med advarsler om ’fejl’ man kan begå under pilgrimsfærden ved at fremsige en ’forkert’ bøn eller foretage en ’forkert’ handling, der kan ’ugyldiggøre’ pilgrimsfærden. Nogle af anbefalingerne er for så vidt fornuftige nok og kan sikkert være med til at forhindre, at nogle pilgrimme går helt amok, når de fx ’stener’ det onde eller kæmper sig vej til Den sorte Sten for at kysse den.
    Men at Gud ikke skulle tage imod en pilgrims anger og bøn, fordi hun/han i menneskemylderet måske kun når 6½ gange rundt om Ka’baen i stedet for syv, er en ganske fremmed tanke for mig. Jeg tror ikke, at Gud går i så små sko …

Jeg finder det dybt bekymrende, at formalisme – også i hverdagen - har taget overhånd blandt troende muslimer på bekostning af spiritualiteten, for det er spiritualiteten, der udvikler det enkelte menneske og gør det åbensindet og rummeligt.

© Aminah Tønnsen, september 2003 

Denne artikel har tidligere været bragt i Religionslæreren 3/2003.  

IQBAL, Anwar: Slave Girl Inspires Muslim Women. MUSLIM WAKEUP 19. marts 2005.