Selv som muslim tør man næppe drømme, at dette øjeblik skal blive virkelighed: I vor hvide pilgrimsklædning betræder vi den store Moské - Al-Masdjid al-Haram - og får øje på Ka'baen i den åbne gård.
    Hvor nemt skuffes man ikke, når man står foran verdenskendte seværdigheder, som man kender fra bøger og film. Her er det ganske anderledes.
    Vi modtages ikke af en trykkende, hellig eller magisk atmosfære, men heller ikke af markedsstemning: Alt er lyst, værdigt, æstetisk og intenst. Den store menneskemængde er hverken nedtrykt eller højrøstet. Tværtimod beder mængden sin fællesbøn i absolut stilhed; der er plads til hver eneste bedendes individualitet. Titusinde troende vandrer lydløst omkring Ka'baen: en hypnotiserende effekt.
    Vi indhylles i en følelse af at være velkomne og i sikkerhed. Man har på fornemmelsen med hænderne at kunne gribe det, der menes med salam.
    Værdighed, æstetik, intens og verdensomspændende gudstro. En kosmopolitisk enhed: Kun på føddernes forskellige farve kan man under bønnen blive var, at man er kommet sammen fra alle verdenshjørner. Racer spiller ingen rolle i Mekka.
    Ka'baen giver med sin arkitektoniske jævnhed - urtypen på den tredimensionale form - det perfekte svar på den islamiske søgen efter det rigtige gudsbillede. Hvis Gud - for at citere Ibn Sina - også er det enkleste i højeste potens, så er denne tomme, usmykkede terning det bedste modstykke dertil.
    Ka'baen er det tavse punkt - bederetning og symbolsk centrum for en verdensreligion, der nøje ved, at Gud hverken findes i øst eller vest, men uden for tid og rum. Ved siden af denne arkitektoniske løsning på et "gudshus", virker selv gotiske katedraler og barokke kirker som de rene narrestreger.
    Efter den rituelle vandring omkring Ka'baen under stjernehimmelen (hvilken anden religion har gudshuse under den åbne himmel?), bliver vi ledt til den Sorte Sten, som mange pilgrimme tårevædet kysser så længe, de kan komme til det.
    Denne skik har været kilden til mange misforståelser om Islam. Man vil vel på den anden side heller ikke påstå, at kristne pilgrimme i Rom, der snart har kysset tåen på Peterstatuen i Peterskirken helt væk, tilbeder dette metal. Ligeså utilladeligt er det at påstå lignende om Mekka-pilgrimmene med hensyn til den Sorte Sten.
    Symboler kan, men behøver ikke selvstændiggøres. Hvert eneste Allahu akbar er et dementi af tilbedelse af sten.

Sa'y, det urgamle ritual, hvor man syv gange løber frem og tilbage mellem de to (i dag stiliserede) høje Safa og Marwa i Mekkas centrum, opfylder vi sammen med en leder, der kun taler arabisk. Han viser stor forståelse, når vi hakkende gentager de rituelle bønner. Efter at have fået en hårlok klippet af - som tegn på, at vi nu kan træde ud af den viede tilstand - kan vi aflægge den for dagligdagen ubekvemme pilgrimsklædning og opleve Mekka som "normale" mennesker.
    Vi forsøger at få den Store Moské for os selv og står op allerede før vækningen til den første morgenbøn. Umuligt! Menneskestrømmen, som vandrer omkring Ka'baen, stilner ikke af, hverken dag eller nat. Tålmodigt venter pilgrimmene for endnu engang at berøre eller kysse den Sorte Sten.
    Derved knytter disse muslimer en umiddelbar og personlig forbindelse ikke kun til hedengangne og - inshâ-Allah - kommende trosfæller, men også til Islams profet. Det var ham, der ved Ka'baens genopbygning i pre-islamisk tid, satte denne sten på dens nuværende plads i det østlige hjørne af Ka'baen.
    Pilgrimsritualerne fører muslimen tilbage til Abraham, en periode på cirka 3800 år - hvis altså pilgrimmen er sig bevidst, at han/hun er en del af et religionshistorisk forløb.
    I modsætning til kristendommen, der nærmest skammer sig over de jødiske og hedenske traditioner, den har overtaget, bekender Islam sig uden videre til dens traditioners oprindelige kilder. Ja, Profeten Muhammad (Gfvmh), påstod aldrig at være en ny religions grundlægger. Hans mission bestod i at genoprette og fuldende Guds religion.

Har man oplevet en højtidelighed i anledning af Profeten Muhammads fødselsdag i en stor moské i Tyrkiet - med et liturgisk strejf - vil man uvilkårligt berøres af den kompromisløshed med hvilken det saudi-arabiske sædelighedspoliti overvåger, at ingen troende (og især ingen ikke-troende) tilbeder Profeten ved hans grav. Forsigtigheden går så vidt som at ingen - hverken på Profetens fødselsdag, dødsdag el. andre dage - får lov til at bede mere end en personlig takkebøn ved graven; det er forbudt at forrette den rituelle bøn foran graven.
    Hvem kan heller bebrejde saudierne dette, når man betænker, hvilken 'karriere' Jesus som følge af forgudelse og sluttelig guddommeliggørelse har gennemgået - som kulminerede med, at man under koncilet i Nikæa i 325 A.D. fastslog hans guddommelige natur.
    I Islam gælder det om at standse onder i opløbet.

Afskedsbesøg i Profetens Moské. På vej ud af hovedindgangen er der en lille 'trafikprop': Midt på den brede trappe under indgangen beder en muslim med sindsro sin bøn. Han er åbenbart kommet for sent, har kun nået at tilslutte sig forsamlingsbønnen og indhenter nu det forsømte - så koncentreret, som var han mutters alene i miles omkreds.
    Ingen af de hundreder, der strømmede ud af moskéen kom for nær til den bedende. Ingen kom med kommentarer. Den bedende delte ganske enkelt den udadgående menneskestrøm, som var han en klippe i strømmen.
    Vestlige pilgrimme ville nok ikke kunne opleve noget lignende i Peterskirkens virvar. Det hænger sammen med, at det i kristendommen kun er præstens sakramentale bøn, der er ritualiseret. I Islam er den rituelle bøn derimod ens for alle, også for bønnelederen.
    Bønnens stilling i Islam kommer til udtryk i, at selv altomfattende lovbøger starter med bønnens ritualer og betingelser, som det f.eks. ses i Imam Malik Ibn Anas' Al-Muwatta. De første 14 bøger (kapitler) omhandler udelukkende reglerne omkring bønnen. Således er det også i An-Nawasis Islamiske Lov Minhaj-at-Talibin fra det 13. årh.
    Enhver muslim skal respektere en anden muslims bøn. Den bedende har krav på, at ingen krydser eller betræder hans/hendes imaginære (eller med bedetæppe, briller el. sko afmærkede) bederum. Fordi en muslim kan regne med denne hensyntagen, er det ikke svært for ham/hende at bede sin bøn ved en benzintank, en byggeplads el. i vejkanten - en situation, der hører med til gadebilledet i de islamiske lande.
    Den kraft, der udspringer af den muslimske bøn, er man først nu ved at få øjnene op for i Vesten.

Uddrag af: Tagebuch eines deutschen Muslims. 
         Verlag Islamische Bibliothek, Köln, 1985.

Den tyske jurist og diplomat Wilfried Hofmann havde gjort tjeneste i Bern, Paris, Bruxelles, Wien, Beograd og Bonn, da han i 1980 konverterede til islam. Han har siden været informationsdirektør ved NATO i Bruxelles foruden Tysklands ambassadør i Algeriet og Marokko og har skrevet flere bøger:

Ein philosophischer Weg zum Islam (1983) 
Zur Rolle der islamischen Philosophie (1984)   
Tagebuch eines deutschen Muslims (1985)
Der Islam als Alternative (1995)
Reise nach Mekka (1996)

© Islamisk Studiebogssamling
for den danske oversættelse