Pilgrimsfærd:

VEJEN TIL MEKKA

Af Muhammad Asad (1927)

Vi rider på vore dromedarer, og hvert skridt bringer os nærmere vort mål. Vi rider i dagevis gennem den solbeskinnede steppe; vi sover under stjernehimlen og vågner i det kølige morgengry - og langsomt nærmer jeg mig vejs ende.
    Aldrig har der eksisteret nogen anden vej for mig; for selv om jeg ikke var klar over det, har Mekka i mange år været mit mål. En indre stemme råbte til mig: "Mit rige er af dette liv såvel som af det kommende. Mit rige venter på alle menneskenes krop såvel som på deres sjæl og strækker sig over alt, hvad de tænker, føler og gør - over deres handlinger og deres bønner, deres søvn og deres politik. Mit rige har hverken skranker eller afslutning." Og da jeg blev klar over dette, vidste jeg, hvor jeg hørte til. Jeg forstod, at Islams broderskab havde ventet på mig, siden jeg kom til verden - og derfor blev jeg muslim. Min tidlige længsel efter at tilhøre en bestemt idékreds, at være del af et broder-fællesskab, var endelig gået i opfyldelse...

Allerede i Jeddah havde jeg truffet den aftale, at jeg ville bo hos en kendt mutawwif (pilgrimsguide) Hasan Abid; men det ville være umuligt at finde hans bopæl i mylderet. Pludselig hørtes: "Hasan Abid! Hvor er I, pilgrimme til Hasan Abid?" Og som skudt op af jorden stod pludselig en ung mand foran os og indbød os med et dybt buk til at følge sig.
    Efter et yppigt morgenmåltid, som mutawwif'en trakterede os med, begav jeg mig til den Hellige Moské, ledsaget af samme unge mand. Vi gik gennem solbeskinnede gader med megen larm og menneskemylder, forbi slagterbutikker med rækker af slagtede får, forbi grønthandlere, der havde bredt deres varer ud på stråmåtter på jorden, og gennem en smal overdækket basar, hvor klædehandlerne havde deres butikker. Som overalt i Vestasiens og Nordafrikas bazarer, bestod butikkerne også her kun af små nicher, i hvilke de handlende sad på hug midt imellem deres stofballer. Og uden for nicherne hang alle slags færdige klædedragter fra hele den islamiske verden: et brusende farveorgie.
    Der var mennesker af alle racer, hvid og sorte, brune og gule. Mennesker med turban og med bart hoved. Nogle gik langsomt med sænket hoved - måske med en bedekrans i hånden, medens andre løb gennem mængden let til bens, som om de havde vinger. Smidige, brune kroppe fra Somalia med hvide gevandter. Stolte arabere fra det indre højland med smalle ansigter. Tunge, undersætsige Uzbekere, der selv i Mekkas hede bar deres vatterede kaftaner og lange pelsstøvler. Sarong-klædte kvinder fra Java med mandelformede øjne. Værdige marokkanere med hvide burnus'er. Mekkanere i lange gevandter med små kalotter på hovedet. Ægyptiske fellah'er med opstemte ansigter. Indiske kvinder hyldet i hvide klæder fra top til tå, der nærmest ligner omvandrende telte. Store Fullata-negre i indigoblå gevandter med røde huer. Og sirlige kinesiske kvinder som små sommerfugle, trippende på små, bundne fødder. Råb og skrig, trængsel i alle retninger, som var man omgivet af bølger på havet. Utallige sprog hørtes, indtil vi pludselig stod foran én af portene til den Hellige Moské.
    Brede trin førte hen til porten. På tærskelen sad en halvnøgen, indisk tigger, der bedende rakte en mager hånd mod de forbipasserende. Da fik jeg for første gang øje på Helligdommens indre gård. Den lå under gadeniveau og fremstod for øjet nærmest som en skål: en kæmpe firkant, omgivet af søjlegange på alle sider, og i dens midte en terning, måske tretten meter høj, dækket af et sort klæde med et bredt, guldbroderet bånd af Korancitater: Ka'baen...

Dette var altså Ka'baen, troens symbolske stjerne og den islamiske verdens midtpunkt, længslernes mål for millioner af mennesker gennem århundreder... For at nå dette mål, har talrige pilgrimme bragt store ofre. Mange har måttet lade livet undervejs. Andre er først nået hertil efter at have lidt ubeskrivelige afsavn: og for alle var denne lille firkantede bygning deres længslers mål.
    Der stod den nu foran mig, en næsten fuldkommen terning, behængt med sort brokade, en stille ø midt i den store moské: mere stille end noget som helst andet arkitektonisk værk i hele verden. Det syntes næsten, som om den, der for første gang byggede Ka'baen - for siden Abrahams tid er den oprindelige bygning flere gange blevet genopbygget - har villet skabe et sidestykke til menneskets ydmyghed over for Gud. Han vidste, at intet nok så fuldkomment arkitektonisk vidunder nogensinde ville være retfærdigt over for den almægtige Gud, og derfor begrænsede han sig til den simpleste tredimensionale form og rejste en terning af sten.
    Jeg havde i forskellige muslimske lande set moskéer, hvor allehånde kunstnere havde udfoldet sig. Jeg havde set moskéer i Nordafrika: bedepaladser i marmor og alabaster; Klippemoskéen i Jerusalem: en mægtig, fuldkommen kuppel over en sirlig bygning, en drøm af lethed og tyngde, forenet i fuldkommenhed; de sagnomspundne bygningsværker i Istanbul: Sulaymanijja-, Jeni-Valide- og Bajazid-moskéerne; moskéen i Brussa i Lilleasien; safavidernes moskéer i Isfahan: majestætiske og harmoniske med mosaikker, store portaler i stalakit, sølvbelagte porte, slanke minareter med alabaster og tyrkisblå gallerier, marmorbelagte gårde med brønde og ældgamle plataner; og de gevaldige pragtbygninger i Samarkand, uvurderlige kostbarheder selv i en tilstand af forfald.
    Alle disse havde jeg set - dog aldrig havde jeg som her foran Ka'baen følt, at bygmesterens hånd så entydigt havde fulgt sine religiøse følelser. I al sin enkelthed udstrålede bygningen tanken: "Hvad end mennesket kan skabe af fuldkomment med sine hænder, vil det altid kun være praleri at betegne det som værende Gud værdigt. Derfor er det enkleste, mennesket kan forestille sig, det største, han kan bygge til Guds ære." Her i Ka'baen taler selv dimensionerne udelukkende om ydmyghed og hengivenhed, og denne bygnings stolte beskedenhed har ikke sin lige på jorden.

Ka'baen har en eneste indgang - en sølvbeslået dør på nordøstsiden, anbragt mere end to meter over moské-gårdens niveau, således at det kun er muligt at træde ind i bygningen ved hjælp af en trappe af træ, som på enkelte dage skubbes hen til Helligdommen. Ka'baens indre er normalt lukket (jeg så det først ved senere lejligheder) og ganske enkelt: et tæppebelagt marmorgulv, nogle lamper af bronze og sølv, der hænger ned fra store loftsbjælker. Det er ikke dette indre rum, der er så vigtigt for muslimen, men bygningen i sig selv: Den er jo qiblaen for hele den islamiske verden. Fem gange om dagen vender muslimer i hele verden sig mod dette symbol på Guds énhed.
    I bygningens østlige hjørne sidder en sort sten indfattet i en bred sølvramme. Denne sorte sten, som generationer af pilgrimme i tidens løb har kysset ganske hul, er årsagen til mange misforståelser hos vesterlændinge: de mener sædvanligvis, det er en før-islamisk fetich, som Muhammad som en slags 'indrømmelse' over for de hedenske mekkanere tog med ind i Islam. Dette er fuldkommen fejlagtigt. Ligesom Ka'baen er den Sorte Sten genstand for ærefrygt, ikke for tilbedelse. Man højagter den, fordi man i den ser den eneste rest af Abrahams oprindelige tempel, og pilgrimmene kysser den, fordi Muhammads læber i hine tider kyssede den. Profeten vidste, at kommende generationer af troende ville følge hans eksempel, og da han kyssede stenen, vidste han også, at kommende pilgrimmes læber ville berøre den i erindring om ham. Derved blev det et broderkys til hele den muslimske menighed. Og når pilgrimme i dag kysser stenen, forekommer det dem, at de kysser selveste Profeten såvel som alle deres trosfæller - både de, der var her før dem og de, som vil komme efter dem.

Ingen muslim vil nogensinde bestride, at Ka'baen fandtes længe før Muhammad, og netop i denne kendsgerning ligger dens betydning. Profeten selv gjorde aldrig krav på at være grundlægger af en ny religion. Tværtimod: Underkastelse - Islam - er jo, som Koranen siger, en del af menneskets natur. Det var dette og intet andet, som Abraham, Moses, Jesus og alle andre Guds profeter prædikede for menneskene på forskellig vis. Koranens budskab er ikke det eneste, men det sidste af Guds åbenbaringer. Ingen muslim vil heller bestride, at Helligdommen var fuld af gudebilleder og feticher, indtil Muhammad ødelagde dem, ligesom Moses i hine tider ødelagde guldkalven i Sinaiørkenen; men længe før man stillede billeder af afguder op i Ka'baen, blev den sande Gud tilbedt dér, og Muhammad bragte kun Abrahams tempel tilbage til sin oprindelige bestemmelse.
    Og der stod jeg nu foran Abrahams tempel og beskuede vidunderet, og en rus steg op i mig.
    Glatte marmorfliser med solreflekser dannede en kreds om Ka'baen, og mange mennesker, mænd og kvinder, kredsede omkring det sortbeklædte gudshus. Mange af dem græd, andre bad og anråbte Gud, og endnu flere havde hverken tårer eller ord, men vandrede blot stille med sænket hovede...

Det hører til pilgrimsfærden at kredse syv gange omkring Ka'baen, ikke kun for at vise Islams største helligdom ærefrygt, men også for at levendegøre de grundlæggende krav til islamisk livsførelse. Ka'baen er symbol på Guds énhed, og pilgrimmenes fysiske kredsen om den er et symbol på menneskets væren og laden - en henvisning til, at ikke kun vort indre, men også vort ydre liv og vor praktiske stræben må have Gud som midtpunkt.
    Også jeg begyndte rundgangen. En gang i mellem blev jeg en mand eller kvinde var; enkelte billeder fløj forbi mine øjne og forsvandt. En stor neger i hvid ihrâm-klædning med en bedekrans slynget om det stærke håndled. En gammel malavier trippede en tid lang ved siden af mig, hans hænder dinglede underligt rastløse om hans batik-sarong. Et gråt øje under buskede bryn - hvem tilhørte det? - og allerede forsvandt det i mængden. Blandt de mange mennesker foran den Sorte Sten så jeg en ung indisk kvinde: hun var åbenbart syg, en åbenbar længsel stod skrevet i hendes ansigt. Hun holdt begge hænder strakt ud foran sig med håndfladerne opad, vendt mod Ka'baen, og hendes fingerspidser dirrede, som ville hun ledsage den ordløse bøn...

Jeg gik og gik, minutterne gik, og al bitterhed flød ud af mit hjerte, jeg blev en del af den kredsende strøm. Var mon dette meningen med vor handling: at blive bevidst om at være en del af et kredsløb? Var dette måske enden på al forvirring? Og minutterne gik, og tiden stod stille, og dette var verdens midtpunkt...

Uddrag af bogen: Der Weg nach Mekka pp. 402-403 & 423-428.

Leopold Weiss blev født i 1900 i Østrig af jødiske forældre. I 1922 blev han Mellemøstenkorrespondent for Frankfurter Zeitung. Da han i 1926 konverterede til Islam, antog han navnet Muhammad Asad og tilbragte en årrække i Saudi Arabien. I Indien mødte han den store filosof Muhammad Iqbal, og sammen arbejdede de for en selvstændig muslimsk stat i området. Pakistan blev en realitet i 1947, og Muhammad Asad blev opfordret til at deltage i arbejdet med at udforme landets forfatning. To år senere blev han overført til udenrigstjenesten og blev Pakistans udsending ved FN i New York. I 1952 begyndte han at skrive sine erindringer 'The Road to Mecca'.

Muhammad Asad har udgivet:

The Road to Mecca (1954)    
Der Weg nach Mekka (1955 & 1982)
Vägen till Mecka (1956)

The Principles of State and Government in Islam.

Islam at the Crossroads (1975)

The Message of the Qur'ân (1980)

The Spirit of Islam (1979)    Vom Geist des Islam (1984)

© Islamisk Studiebogssamling
for den danske oversættelse